Som livets frontsoldat må enhver tage sine egne kampe, siger billedkunstner Külli Suitso
Billedkunstner Külli Suitso kommer ud i kulden og tager godt imod ved hjemmet på Nordfyn. Længe har jeg ønsket at høre Külli Suitso fortælle om den billedserie med militærhjelme, som har optaget hendes pensler de seneste tre års tid. Værkerne er kontrastfyldte, provokerende, overraskende, poetiske, og teknisk såvel som kompositorisk stærke præstationer. Et udsnit af dem har været vist på gallerier herhjemme. Serien er nu nået op på hele 37 malerier, kortfilm og flere installationer, og her til sommer er der soloudstilling i Tartu Kunsthalle i kunstnerens fødeby i Estland.
Fisk og fugle
Indenfor i køkkenet fortæller Külli Suitso, at hun som barn drømte om at blive biolog og at have med dyrenes liv at gøre. Bedsteforældrene boede i de mørke skove, og fantastiske naturscenerier lejrede sig som skønhed i sindet. Derfor ville hun være god til at tegne, og som 10-årig kom hun ind på en tegneskole, hvor hun kunne gå tre eftermiddage om ugen og lære tegning, maleri, komposition, kunsthistorie og skulptur. Efter fem år her og kreative linjefag på gymnasiet faldt valget på Kunstakademiet i Tartu, hvor hun i 1998 fik sin kunstpædagogiske uddannelse. Nogle år med undervisning og udstillinger fulgte, indtil Külli Suitso traf sin danske mand og familien i 2004 slog sig ned i nærheden af hans arbejdsplads på Fyn. En tid boede kunstneren, i hvert fald mentalt, fortsat i en flyttekasse. Papkasser kom til at danne baggrund for en serie billeder, indtil der en dag kom uniformerede folk til syne på lærredet.
Tyl og trusler
Hjelmen er et stærkt symbol. Hjelmen fascinerer. Den både tiltrækker og frastøder. Som en del af den militære uniformering er hjelmen på én gang med til at give soldaten rang, status, styrke og beskyttelse. Samtidig gør den soldaten anonym og skjuler mennesket som et individuelt væsen med drømme, planer, tanker og behov.
Hjelmene ramte for alvor lærredet hos Külli Suitso, da de russiske militære styrker rullede ind og annekterede Krimhalvøen i marts 2014. Begivenheden gav anledning til ekkoer af bekymring. Külli Suitso var gymnasieelev, da Estland blev frit og selvstændigt i starten af 1990’erne.
Men i stedet for at anspore til en form for propagandistisk reportagekunst, så blev der hos kunstneren vakt andre inspirationer, ressourcer og modstandskraft til live. Blandt andet den sorte, surrealistiske humor, som er mere velegnet til at få folk til at stoppe op og stille spørgsmålstegn. Motivet med et kranie, liggende i en hjelm med en sut i munden, er et eksempel.
– Propaganda bliver gennemskuet, siger Külli Suitso, for vi mennesker er heldigvis lidt krøllede, smiler hun.
I sin visuelle bagage har kunstneren tv-billeder af yndige russiske piger med lange fletninger, sløjfet op i kunstfærdige frisurer, som vandrer side om side med militære paradesoldater. Den erindring blev til motivet Sovjet Girl, hvor militærhjelmen har fået store tylssløjfer ved ørerne. I maleriet Dance Macabre – og ligeså i den senere installation med en kreds af hjelme, er der en åbning for håbet imellem hjelmenes bånd. I endnu flere motiver er det hverdagen, som får vendt hjelmene på hovedet, så de bliver fyldt med æbler, eller brugt til at bage brød i. Sidstnævnte er blevet til en happening, illustreret på kortfilm, med en poetisk fortælling om livets cyklus. Sådan har den ene motivmæssige opstilling med hjelm givet inspiration til den næste.
Paraden på loftet
Vi går over gårdspladsen til stalden, som danner ramme om Külli Suitso’s galleri, atelier og undervisningslokaler. På atelierloftet åbner kunstneren nogle papkasser fyldt af militærhjelme, som ved første øjekast ser helt fredelige ud. Hun pakker dem ud, og vi lægger dem op på række og geled.
– Jeg troede, at jeg var færdig med hjelme, fortæller Külli Suitso, da galleristen fra Galleri 5000 i Odense ringede og spurgte, om han måtte komme forbi med noget til mig. Han medbragte de her 17 hjelme, som nu har fået hver sit motiv, kreeret ved hjælp af reklamefolie og et udvalg af motiver. Denne her med Mariehønen er en af mine ynglinge, fortæller Külli Suitso. Motiverne leger med det kitchede, de balancerer på kanten af det banale. Det er kontrasterne, der får dem til at holde, til at fungere.
– I processen med hjelmene har jeg gang på gang oplevet, at malerierne – med et citat fra min gamle læremester i Tartu, Boris Lukats – at malerierne er klogere end maleren. Jordbærrene og de grønne bær her, hvis de blev præsenteret i en almindelig skål, så kunne de ikke sige ret meget. Men i hjelmene, der får de en stemme. Realismen er ikke alt for udpenslet. Der skal være noget for beskueren at arbejde med.
– Kunsten kommer ikke fra et elfenbenstårn. Den kommer af den tid, man er rundet af. Man lever i tiden, og bliver berørt og influeret, og man influerer også selv på sin samtid, på sin egen måde, understreger Külli Suitso.
Udenfor i haven går der en fasan og finder korn fra musvitternes foderbræt. Fasanen er i kinesisk og japansk symbolik et tegn på lys, velstand og beskyttelse. Godt at den bor på Fyn.
FAKTA om Külli Suitso:
Külli Suitso (f. 1974) Maleri, grafik, kortfilm
Uddannet fra Kunstakademiet i Tartu 1998
Underviser på Aarhus Kunstakademi
Medlem af BKF.
Separat- og gruppeudstillinger i Estland, Letland,
Finland, Sverige, Rusland, Østrig, Mexico og DK
Charlottenborg Forårsudstilling 2005, 2012
KE 2005, 2009, 2010; DCK#2007;
Kunstnernes Sommerudstilling 2010.
Viborg Int. Billboard Painting Festival 2012
2017: Separatudstilling i Tartu, Estland.
Citat fra poesibogen:
Den, som kun tager spøg for spøg, og alvor kun alvorligt – han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.
– Piet Hein.
Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk
Samtalen er bragt i Kunstavisen 05/maj/juni 2017