Soloudstillingen PANTER – Faire

Panter – en solo set fra sidevognen

Dagen derpå ser katalogskribenten tilbage på arbejdet med udstillingen PANTHER af storbymaleren Faire, som netop har åbnet efterårssæsonen 2020 i Bredgade Kunsthandel i København

Gallerist Annegrethe Davis i Bredgade Kunsthandel inviterer mig i januar 2020 med til kunstmessen Art Herning. Hun vil bl.a. vise værker af den 31-årige Faire, som også selv vil være til stede, og, det vil være fint, hvis jeg kan tage nogle snakke med kunstneren, som hun forbereder en soloudstilling med. Hun beder mig om at gå i gang med research, og at skrive tekst til Faire’s næste katalog.

Torsdag 20. august åbnede Faires soloudstilling PANTHER i Bredgade Kunsthandel. En udstilling, som i alt har været i kreativ proces mere end halvandet års tid. Og trods det improviserede, flygtige udtryk, der karakteriserer værkerne i de plakatagtige grundfarver rødt, gult, orange, blåt og sort, har arbejdet en substantiel fortælling.

Show me the film
Faire har været ude at rejse. Med hjem fra Sidney, Jamaica, Philadelphia og New York har han nye erfaringer, nye fortællinger. Om mennesker, om sort og hvidt, om at gå i andres gader, om at gå i dækning, og om at spise sammen med åbent sind.
Og det at vågne op, tilbage i Danmark, det former atter andre nye billeder.
Allerede før sin afrejse har han dette kryds i kalenderen for en solo i Bredgade Kunsthandel.

Som teaser til udstillingen skaber han en musikalsk video, hvor beatet er eminent. Lyd og billeder følges ad, og kunstneren introducerer de oplevelser, hans billeder kommer til at handle om. Karakteristisk for kunstneren, så er filmen lavet med det, han har for hånden, mobiltelefonen, et selektivt blik, og en eksklusiv timing i hvert et step. Det kommer vi tilbage til.

Boston Bay Jamaica
Udstillingens største billede Boston Bay Jamaica er færdigt i god tid inden udstillingen, og jeg får lov at besøge kunstnerens atelier, og se, hvad der er i gang.
Ud over at forberede værker til sin solo får han søgt ind på censurerede udstillinger og søgt fondsmidler til udsmykningsopgaver, måske er der håb i en af coronapakkerne. Skitser til en gavludsmykning kommer også til verden. Men det er soloudstillingen besøget handler om.

Billederne er på vej. Det er dog oplevelserne, fortællingerne fra rejsen, der fylder samtalen. Den har sat markante spor i kunstnerens sind.

– Det vil jeg råde alle til, som overhovedet kan komme afsted, siger Faire.
At rejse, og nogle gange at rejse alene. På den måde oplever du mest.
– Ellers kan du risikere at tage dine egne regler med dig, hvis du rejser i en flok.
– Så er det flokkens regler, der gælder, forklarer han.

Faire rejser til Jamaica med et humanitært formål, et byggeprojekt for unge,
og fortsætter derefter alene.

Hurricane Season
Vind og vejr og livsvilkår på Jamaica bliver en øjenåbner. De varme temperaturer pisker jævnligt ruskende orkanvinde op over oceanet. Klimaforhold, som endnu kun har vist sig i glimt herhjemme, er dagligdagen på stedet i perioden.

Musik er der overalt, og det er et sprog, kunstneren selv taler, så en aften er det naturligt at foreslå en udveksling, en jamsession, måske en koncert tour til Danmark med de folk, han lytter til. Men indbyggere på Jamaica får yderst sjældent mulighed for at rejse, får han til svar. Mange har drømt om at komme til USA, the land of opportunities.

Livsvilkårene åbenbarer sig i flere forskellige facetter. En af dem handler om øens trafikkultur, som nogle gange undervejs får Faire til at holde vejret, og fastfryse den måske sidste udsigt på nethinden.

Kunstnerens billeder fra Jamaica sitrer således af kontraster. De charmerende palmer vajer i vinden over det blå vand. Men skyerne får et par cartoonstreger på siden, der signalerer de vindhastigheder, der hurtigt kan ændre situationen på øen, og nok er Solen Rød, Mor, men baggrunden, den er mørk, ja den ser sort ud sine steder. Det automatobserverede postkort får en noget anderledes version gennem kunstnerens personlige erfaringer under opholdet på Jamaica.

Ben’s House
Fra Jamaica går Faire’s tur til Philadelphia USA, takket være en generøs privat invitation. Han får husly i forstadskvarteret Southwest Philadelphia, og holder en udstilling i værtsparret Ben og Cristina Martinez’ velestimerede restaurant inde i storbyen.

Billederne fra denne del af rejsen afspejler oplevelserne i Ben’s House, hvor han bor, hos Nemon, hvor han drikker sin kaffe, og i byens rå industrikvarterer med kilometerlange godstog rumlende igennem nabolaget på forskellige tider af døgnet.

Faire bor i Southwest Philly i tre måneder, og lærer at færdes rundt i byens mørke kvarterer. Respektfuldt lytter han til stedet, til traditionerne der, og lærer menneskene at kende.

Han møder mennesker, der hjælper med vejledning gennem byens udsatte kvarterer, mennesker der af nød er på udkig efter penge og værdier, mennesker af forskellig hudfarve med forskellig kulturel bagage, kort sagt en mangfoldighed af mennesker med historier, som sætter en dansk baggrund i relief.

White Privileged
I min egen generation, født i 1960’erne, er vi i 70’erne og 80’erne vokset op med nyheder om verdenshistorien i skoleundervisningen, i radio og tv. Som unge indtager
vi Europa via Interrail, USA via popmusik og film, og vænner os til et verdensbillede,
primært formidlet gennem nyheder og tv-kultur.

I de utallige spillefilms introklip zoomes der aldrig ind på vilkårene i byernes multikulturelle forstæder. Vi ser kun skyskrabere og skylines. Sådan tegnes et glamourøst billede af De Forenede Stater på den anden side af Atlanten.
Charterturismens pakkerejser kommer også til, men de indeholder stadigvæk mest de pittoreske grisefester og souvenir markeder, verden over.

Det er uvurderligt, at vor tids unge selv rejser ud, de søger længere ud, og har en nysgerrighed, har kritisk sans, og mod til at prøve kræfter med flere sider af virkeligheden. Mange får en del af deres uddannelser i udlandet.

Måske vil vi se en ung generation af borgere, som har rejst mere, lyttet mere, og som bringer deres førstehåndsindtryk ind på scenen i en sådan grad, at historien kan ændre sig. Både ude og hjemme, hvor vi har en tendens til at følge rigeligt i Storebrors fodspor, økonomisk og politisk. 

– Det ender umenneskeligt for mange mennesker. Se blot på de forskellige former for ødelagte landsbyer og bysamfund, der faktisk også udpines i vores eget land.
Der er noget at få kigget ordentligt på.
– Somme tider gør rejsen ud en forskel. Nu gør en global virus måske endnu en forskel, hvor nærhed og nærvær kan komme på dagsordenen.

PANTER // PANTHER
Det er et sammenfald af forskellige faktorer, der fører til udstillingens titel.

En aften, kort efter Art Herning, ser jeg Kiplings Junglebogen på TV, hvor Ben Kingsley lægger stemme til panteren Bagheera.

Panteren er No mans plaything med det bløde, sorte skind, den store integritet og den exclusive timing. Figuren fanger min opmærksomhed. Men det er først og fremmest nogle af rejseberetningerne og allermest erindringen om den musik, der er i bevægelserne hos Faire, da vi mødes på Art Herning i januar 2020, som får metaforen og derpå titlen på soloudstillingen frem – PANTER.

Netop som en panter lærer han at følge sporene i natten, og kommer sikkert frem, vagtsom, årvågen. Det indtryk får jeg ved flere samtaler, gennem det godt og vel halve års tid, vi er i dialog om udstillingen.

Rejsens fortællinger bliver det vigtigt for Faire at få skrevet ned, så han kan give dem videre i forbindelse med udstillingen. – Takket være et unikt samarbejde med Alexa Zerkow, en amerikansk veninde, bosat i Malmø, der virker som rådgiver og redaktør, får Faire leveret et vægtigt tekstbidrag til kataloget på engelsk, som er det foretrukne sprog for de intense oplevelser. Tretten kapitler forfatter han i alt.

“Faire har malet en serie fortællende billeder, men ønsker ikke at gøre dem til politiske billeder.

Billederne er i en genre for sig, improviserede, som tonerne på klaveret i en bluesmelodi. Der er en flygtighed i udtrykket. Der er energi og dynamik. Kompositionerne er gode, de er enkle. Nogle har plakatagtige kvaliteter.
Faire elsker at arbejde på papir.

Inspirationen til farvernes enkelhed har han bl.a. fra den abstrakte maler Piet Mondrian, der brugte meget få grundfarver. Den blå, den gule, den orange, den røde, den sorte. Det virker.
Endnu er farverne ofte mest farverester, han kommer billigt til, når han tager en runde på sin cykel.
Faire maler, det han ser. Fanger stemningerne, finder beatet og foreviger ansigterne. Billederne fødes under JAGTEN”, – føjer jeg til kataloget.

Torsdag 20. august var så dagen, hvor anstrengelserne blev kronet af en festlig fernisering. Godt besøgt, og fint akkompagneret af DJ Vincent & Venner, som lagde et lyrisk lydspor til begivenheden.

Udstillingen i Bredgade Kunsthandel var kommet op at hænge med god hjælp fra bl.a. kunstnerkollegaen Awang Behartawan, praktikanten Julie Vej, og ikke mindst
en utrættelig support fra gallerist Annegrethe Davis, der har set potentialet i Faire
og hans unikke formidling af en international storbyvibe.

– Jeg glæder mig til næste gang, til at fortsætte samtalen, som har en særlig klang, hver gang jeg møder Faire. Det der blåsorte, jazzede beat, den der timing.
– Tak for turen, Panter. Vi ses.

PANTHER – Faire
Bredgade Kunsthandel
Bredgade 69, København
Frem til 12. september

Af Inge Schjødt, komkunst.dk