Mærk verden! – Kitt Buch

Kitt Buch – At the Museum II

Kitt Buch udvider den menneskelige horisont hos Lyngby Kunstforening

Indenfor i Portnerboligen ved Sophienholm byder Lyngby Kunstforening på en herligt bizar totaludstilling i maleri og keramik af billedkunstneren Kitt Buch.

Her er Enhjørninge og bidske Bananer sluppet ud af raritetskabinettet i malerierne. Glubske væsner møder os helt livagtigt på græs i rummet, hvor trofæer i jakkesæt skuer ned over menageriet.
Tjeneren serverer et stykke frisk atomsprængning, men, med kustodens kop stående på bordet i hjørnet af billedet At the Museum II bliver det ikke rigtig skrækindjagende, men nok tankevækkende i forhold til, hvad det er for en verden, vi færdes i. Naturen findes muligvis ikke længere, men optræder i stedet som et kunstigt bagtæppe for hele sceneriet, hvor det er menneskelignende figurer, der ses installeret på podierne.

Kitt Buch – Caro Cochlea

Forholdet mellem beskuer og objekt vendes på hovedet. Det er den besøgende, der synes under observation af kyklopisk overraskende blikke fra alle sider. De keramiske væsners undersøgende øjne påkalder sig gæstens opmærksomhed og fastholder blikket.

– Mærker du verden? Naturen?
– Og det, der sker med den?

Sært og velkendt
– Kitt Buch undersøger spændingsfeltet mellem det genkendelige og det mærkværdige. Hvert værk balancerer på grænsen mellem velkendte elementer og foruroligende twist, hvor beskueren kan reflektere over sin egen opfattelse af det genkendelige og det fremmedartede.
– Kitt Buch er inspireret af de komplekse relationer mellem mennesker og de historier, vi skaber for at forstå vores verden. I værkerne ses både sociale og politiske temaer, der henter inspiration fra populærkulturen, videnskaben, mytologien og vores fælles symbolverden’, hedder det i presseteksten.

Humoristiske undergangsvisioner
Kitt Buch synes stilmæssigt at hente noget af sin bizarre fortælling i surrealismen, men motiverne er mere explicitte, og fremstår mere symbolske end underbevidste i det malerisk, bevidst naivistiske rum, der i stedet betegnes popsurrealisme.
– Micky Mouse og hans venner fra tegneserierne har ikke levet forgæves.
– Anatomiens visuelt syrede verden heller ikke.

Kitt Buch – Destroyer of Worlds, Creator of Reality

Et af kunstnerens faste steder at søge inspiration er Medicinsk Museion i Bredgade i København. Det forstår man ved synet af de kødelige forvekslinger, og maleriet af montren med de jakkeklædte Siamesisk Tvillinger.

Humoren brænder igennem, og gør op med det groteske i motiverne, hvor ansigtet er en kotelet, og munden en benet sugekop, der viser tidens grådighed.

Udstillingen Strange and Familiar fungerer rigtig fint i Portnerboligens intime rum, hvor du kommer helt tæt på de detaljerede værker i olie på lærred, epoxyler, keramik og træ.

Kitt Buch (f. 1983) er uddannet på Kunstskolen Spektrum i København. Har bl.a. udstillet på KS – Kunstnernes Sommerudstilling 2023, og er repræsenteret af hovedstadsgalleriet på Nørre Søgade, Kbh Kunst.

God fornøjelse! Tag endelig børnene med.

Udstillingsview Strange and Familiar

Lyngby Kunstforening – Portnerboligen
Nybrovej 402 – Kgs. Lyngby
Frem til 11. august

… … … 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – juli 2024

Kitt Buch – Hostile Flowers

 

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar