Tre lysende perler i skoven – Øigaard og Metz

Teaterkender Georg Metz viser for første gang offentligt sin version af teateropsætninger en miniature sammen med nostalgiens billedtæpper af Nulle Øigaard i Skovhuset ved Søndersø

Det er en retrospektiv udstilling af billedkunstner Nulle Øigaard, der kalder. Hendes florlette billedtæpper så og hørte jeg om som tekstilinteresseret Engelsholmelev for en del år siden. Navnet har strejfet mange gange.
Nu skulle det være.

På udstillingen Scene billeder i Skovhuset ved Søndersø har Nulle Øigaard inviteret sin mangeårige ven, journalist og teaterkritiker Georg Metz til for første gang at præsentere sin passion for teater, fingerfærdigt omsat i finurligt fantastiske miniatureopsætninger, han selv har bygget i stille stunder. 

 

Skatkammerets nyeste perle

Med et satirisk og muntert blik har Georg Metz udformet over tyve miniaturetableauer med teaterbygninger og for- og bagscener, og befolket dem med alskens medvirkende, tegnet og skåret på et imponerende spinkelt modelniveau.

De små teaterbygninger fortæller hver sit teaterstykke i en enkelt, ikonisk scene, der indfanger hele forestillingens nøglefortælling.

Det er en herlig introduktion til teaterets fantastiske verden, og en hyldest til store klassiske værker af Shakespeare, Wagner og Verdi med flere. I opsætningerne er Georg Metz tro mod stykkernes forlæg og ophav, og krydrer dem med sit skarpe blik for detaljen.

Smilende går man rundt og møder Aida med dromedar, Richard den 3. med hest, La Boheme med ekstra meget Paris, og Cæsar med fagligt møde på demokratisk vis på bagscenen midt i det højdramatiske mordkomplot. 

– Det har taget omtrent en måned at bygge hver af de små teatre. Jeg lavede 12 på et år, fortæller Georg Metz, da jeg træffer ham på udstillingen.
– Der er ikke brugt lup, jeg har et godt syn, svarer Metz og forklarer, hvordan luppens spekter ville fordreje de fine figurers udtryk. 

På materialefortegnelsen står der lindelister, akvarelpapir Grain Satiné Sennelier, rhinestone, diverse småting, plastik, glimmer, perler med mere. I udstillingen ses et udvalg af Metz’ mange tegninger og skitser fra rejser sydpå, og det er stregen herfra, han overfører til aktørerne på sine scener.

Her er vitterligt tale om et passioneret arbejde, der fortjener mange besøg og et ganske betydeligt mål af beundring. Samt flere visninger i teaterets tjeneste. Et stort cadeau herfra. 

Gensyn med vennerne i minderne 
– Denne udstilling er retrospektiv, fortæller Nulle Øigaard til Skovhusets leder Annette Lindroos.
– Sidste år fandt jeg mine gamle tegninger fra Mallorca fra 1957. Det var det år, jeg kom derned og blev hængende frem til 1960, og lod mig absorbere af øens musik og liv og dans og glæde.
– Jeg var i begyndelsen af tyverne, tegnede og malede alt, hvad jeg så, og tilegnede mig kendskab til guitar ved at se på, hvordan de andre musikere flyttede fingrene. 

Nulle Øigaard kom med i landsbyens band, og spillede på de lokale restauranter og blev præget af energien og af menneskene, som blev venner for livet. 

De sansemættede stemninger, aftner med flamenco, dans og fællesskab er på poetisk vis malet ind på en serie nye billedtæpper. Som altid udført lag på lag, i lærred, tyl og brokade. Nulle Øigaard maler med stof. 

Med på udstillingen er også tidlige tegninger, nye tegninger, enkelte næsten abstrakte tæpper og dertil en fin portrætfilm, skabt af sønnen Lasse Spang Olsen.

Historien om den kvindelige kunstner
Han beretter om opvæksten med en mor som billedkunstner, der altid havde et billedtæppe i skødet, og hvor der var god plads til leg og nærvær.
Hun beretter om sin arbejdsproces.
Vi kigger i stofkisterne på loftet, der rummer slidte kostumer fra Det Kongelige Teater, Gladsaxe Teater og Dronning Ingrids garderobe, som blev den palet og pensel, hun valgte. 

Nulle Øigaard fortæller også om sit livs parløb med ægtefællen, tegneren Ib Spang Olsen, der var en højt skattet sparringspartner, som gav hende mod til at være sig selv, fordi han altid accepterede, at man var sig selv. Her mærker man spandet af tid, og hvordan en livsbane har formet sig for den nu 85-årige billedkunstner.

Nulle Øigaard er oprindeligt uddannet på Kunsthåndværkerskolen og på akademiet, har ernæret sig som bladtegner, kostumier, og har en lang række udstillinger og udsmykningsopgaver bag sig. Nulle Øigaard føler sig som en heldig kartoffel, der har, hvad hun drømmer om, og blot ønsker, at det fortsætter. Dette var hendes niende udstilling i Skovhuset, som hun er en mangeårig ven og støtte af. 

Huset i Skoven
Skovhuset ved Søndersø, hvilken perle i sig selv! Allerede ved stien fra parkeringspladsen bliver man mødt af fantasien, Eva Kielgasts trold i træet og Pontus Kjerrmans herligt venskabelige bænk. På balkonen til havesiden er der et kig til søen og kaffekopper på bordene.

Indenfor i de sommerlyse rum er der venlig modtagelse og ansporing til at tilslutte sig Skovhusets Venner. 

Skovhuset har eksisteret siden 1977, og har lagt rum til talrige kulturoplevelser, udstillinger, undervisning, musik, film, internationale gæster, royale besøg med mere. For en stor del tilrettelagt og gennemført af frivillige kræfter.

Uden venner går det ikke. Det kan Georg Metz og Nulle Øigaard nok nikke med på. Herfra i hvert fald en særdeles venlig anbefaling. Der er skønne perler i skoven ved Søndersø.

Nulle Øigaard og Georg Metz – Scene billeder
Skovhuset, Ballerupvej 60, 3500 Værløse
Frem til 19. juni

Tekst og fotos af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online – maj 2019