En dosis dansk landskab – Roadstory

Mange af jer, kære læsere, har sikkert, som jeg krydset igennem det sommersmukke danske landskab i en ferie, der nu er ovre.

Det er helsebringende at få så megen skønhed ind gennem forruden, og det er vemodigt at vende ryggen til solnedgangene og at sætte kurs mod stenbroen igen.

Men pligterne kalder, og det må til, om end man dør en lille smule af afskeden med ferielandet. Her skal du få en dosis dansk landskab at stå imod med – en roadstory – og til slut noget at se frem til.

Kroppen husker bakker og sving
Undervejs mellem Sjælland og Jylland har jeg kørt ad velkendte veje og oplevet landskabet om muligt endnu skønnere, end sidst. Men, jeg har også været heldig at holde fri her i de varme augustdage med en himmel så safirblå og kornmarker så gyldne som Rosenborgs juvelbesatte Skatkammer.

Jeg startede min Fantastiske Toyota og kørte fra København til Thy i ét stræk. Firehundrede kilometer på fire timer. Så langt væk fra København i fugleflugt, som du kan komme. Noget af turen med lydbogen Selveste Gyldendal i ørerne.
Men, da jeg kom over Oddesundbroen, så var det væk med lyden, så jeg ordentligt kunne mærke, hvor jeg var. At jeg snart var på den egn igen, hvor jeg cyklede i vestenvinden og indåndede luften og duften af jord, fjord og hav fra jeg var seks til jeg var nitten.

– I familien griner de lidt ad mig, fordi jeg hver gang skal den rigtige vej, sydfra ind gennem landsbyen, hvor min Far arbejdede, selvom det er en omvej til sommerhuset, der stadig er i familiens eje. Men, min gamle Mor og jeg ved, hvad vi taler om, når vi enigt bekræfter, at vi kan mærke, hvor vi er.
Vejenes bakker og sving går i rygmarven. Den sansning er jeg nærmest blevet afhængig af. Og så må det koste lidt ekstra på kilometertælleren.

I Jens Søndergårds fodspor
Sommerhuset ligger på en bakke med udsigt over Limfjorden mod Mors. – ”En skøn ø, for derfra kan man se til Thy…” lyder en af de selvbevidste vendinger, men sandt er det, at der virkelig er smukt i Thy.

Måske husker du maleren Jens Søndergaards malerier med udsigten vestpå fra Ashøje, hvor grønne marker og dybtmørke hegn snor sig om kap med gule strimler. I baggrunden glimtende søer og det blånende hav, og et sted i midten ligger Vestervig Kirke som et fast omdrejningspunkt under en vældig himmel.
I dét frodige landskab er jeg vokset op – med streg under frodigt på istidslandskabets grønne morænebakker. Vi er et godt stykke nordvest for den jyske højderyg, der deler landet, og fem kilometer fra Vesterhavet og de lynglilla toppe og plantager i den sydligste del af Nationalpark Thy.

Leveforholdene har været meget forskellige i fiskersamfundet Agger og hos bønderne de få kilometer længere inde i landet. Her var det fede plovspand, der kravlede for et par generationer siden. Nu er de store som huse, de designmodificerede landbrugsmaskiner, der er i sving.

Halmballenørd
I foråret traf jeg billedkunstneren Anne Koldsø, som spurgte om jeg mon kendte nogle steder med et karakteristisk landbrugslandskab, det var værd at studere nærmere. I sommer har spørgsmålet fyldt mine tanker på køreturene, og skærpet mit blik.

Retur fra Vest- mod Østjylland ynder jeg at køre ad Hobro Landevej nordøst for Viborg i retning mod den østjyske motorvej. Her er byder det bakkede landskab på lidt af hvert.

Midt i marklandskabet ses en stor korn- og foderstofcentral med nye blanke siloer, og en giga powerstation, som er opført for nogle af verdens techgiganter. Derpå jeg passerer gennem skove og marker, tilhørende godset Tjele, opført i 1500-tallet, og tager en afstikker ad grusvejen ned til vennerne på Lykkegaarden ved Tjele Langsø, hvor der opdrættes grå og sorte Gotlandske Pelsfår.

Kontrasten mellem formatet på godset og på den mindre gård viser sig bl.a. i maskinstriberne på markerne og forskellen på størrelsen af de halmballer, der presses det ene og det andet sted.
– I år har jeg, ja, netop på grund af kunstnerens spørgsmål om landbrugskultur, studeret halmballer på min vej. De lå spredt, hvor de var lagt, cylinderformede, runde, aflange, indpakkede i net eller farvet plasticfolie. Meget fornøjeligt og lærerigt er det at lægge mærke til deres form og skyggespil hen over markerne, mens Toyotaen æder vej.

Kunstnerne er gerne med
Helt Allan Ottesk var det at se nogle halmballer pakket ind i sort plastfolie, spejlende det omgivende landskab. Nærmest grotesk dystre var de at se på, som Ottes billeder godt kan være det, når man får pillet automatidyllen af.
– Han gør det godt, Allan Otte, når han skildrer nutidens uromantiske vilkår i landbrugserhvervet. – Sådan er det bare, sådan gør vi bare. Tager den konventionelt opdrættede, nyfødte kalv fra Moder Ko, blot tolv timer efter, den er født, så mælkeproduktionen kan fortsætte.
– Hvad er problemet? Det vender vi tilbage til.

Andre veje og andre steder kalder på andre kunstnernavne fra mit indre arkiv.

På motorvejsbroen over Gudenåen ved Randers går tankerne gerne til bysbarnet Mette Rishøj, der nu bor i Gentofte.

Mette Rishøj får også gerne en hilsen, når jeg passerer en flåde af M.J. Erikssons hvidpotente gravemaskiner, i gang med arbejdet eller parkeret langs de mange strækninger med Vejdirektoratets motorvejsarbejde.
Hun lærte mig at elske de maskiner, da vi knoklede sammen på megamaleriet Byens Scene på Kongens Nytorv i 2015, mens metrobyggeriet rumsterede under os.
Hvem kan stå for en gravemaskine pyntet op med ferniseringsballoner?

Anderledes lyrisk går mine tanker til maleren Tonies sarte pasteller, når en klynge af klinkbyggede joller danser på bølgerne i Kalø Vig eller mere autentisk på Bramsnæs Vig ved Roskilde, hvor hun ferierede en årrække i 80’erne.
Nu, hvor kunstneren selv er i 80’erne har vi stadig glæde af at dele fascinationen af lysets spil i vandet, som hun fangede mit hjerte med for tredive år siden.

– Der fik jeg lagt grunden til en personlig kunstinteresse, som siden kickstartede skribentvirksomheden og det kuratorarbejde, som fylder mine arbejdsdage. – Jeg er sidemandsoplært, ikke kunstteoretiker, og går derfor intuitivt og lyttende til værks. Det interesserer mig, hvor inspirationen og malekraften kommer fra, her og nu.
– Det har jeg stor respekt for.

Happy Together // Hyldest til Koldby
Endnu en yndlingskunstner må jeg nævne.
Ulrik Møller, som udstiller på Ribe Kunstmuseum frem til 13. september.

Happy Together har han valgt at kalde sin nye udstilling, og refererer med popsangen til den grundlængsel, der ligger dybt i os mennesker, og som eksempelvis kan udtrykkes i et maleri. Utopia, længslen efter tilhør og samhørighed er den dybe grundtone i Ulrik Møllers æstetisk smukke arbejder. 

Inspirerende er det at se og høre om, for Møller maler også landskaber fra Thy, hvor hans far stammer fra.
I ferien passerede jeg nogle af stederne i motiverne, bl.a. gaden med urmagerens boksmarkise i Koldby, som slår på strenge hos mig, fordi jeg ligesom bakker og sving også har teglstensblonder og vejrbidte røde mure i rygmarven.

– Måske er det derfor, at I her får denne dosis dansk landskab? Der er en god grund mere.

Mere landskab i billedkunsten
Den 1. november passeres en vigtig milepæl. Landbrugets Kulturfond har i år udskrevet en konkurrence og opfordrer tidens billedkunstnere til at skildre det danske landskab og de mennesker og redskaber, der former det.

For at komme i betragtning kræves et CV, der viser, at man professionelt har beskæftiget sig med billedkunst. Der er afleveringsfrist hos Landbrug & Fødevarer, Axeltorv 3, 1609 København V, 1. november 2020.

Værkerne vil blive bedømt af en komité bestående af: kunstkritiker, forfatter og mag.art. Bente Scavenius, (formand), kunsthistoriker mag. art. og tidl. dir. for ARoS Jens Erik Sørensen, kunstmaler og professor Jesper Christiansen, billedkunstner Allan Otte, som er uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi, Helle Juhl, forfatter, journalist og medlem af Kulturfondens bestyrelse samt Bent Claudi Lassen, fmd. for Kulturfonden.

Førstepræmien er på kr. 100.000 for et maleri, som Kulturfonden vil finde en passende placering for. 2. præmien er på kr. 20.000, 3. præmien er på kr. 10.000 og de bedste værker vil efter sigende blive tilbudt ophængning på relevante kunstmuseer. Der er noget at se frem til!

Det må vi snakke om
Interessant skal det blive at se, hvad billedkunstnerne skildrer. – Idyl og skønhed, røg og møg?
– Vil kunsten give anstød og fremkalde samtaler om, hvad det er for vilkår vi vil acceptere? Det må vi se.

Gennem årene har Landbrugets Kulturfond anerkendt og støttet initiativer til fremme af landbokulturen i videste forstand og bidraget til forståelsen af dens værdier i landdistrikterne og i det øvrige samfund, herunder kunstneriske initiativer fra digtekunst til litteratur, film, kunstprojekter, udstillingssteder med mere.

I 2014 udskrev Landbrugets Kulturfond en konkurrence om en ny folkelig sang om landbrug. Karen Munk Nielsen skrev tekst og melodi til sangen ”Lad os mødes i skellet.”
Det er en sang som på sine tre vers i bedste folkelige tradition formår at minde om adskillige varme debatemner omkring dansk landbrug. Omkvædet lægger op til en konstruktiv debat om uenighederne:
”Lad os mødes i skellet og veksle et ord, der hvor ploven har sluppet sit spor,” foreslår sangen. Den demokratiske samtale er vores vigtige ansvar og mulighed.

Den mark som blev min
Før Coronaen væltede ind over menneskene, der havde naturen og klimaet vundet valget og fået ordet. Bekymringer for bier og biodiversitet bliver delt af flere og flere. Det er der stadig brug for. Og det nytter, kan jeg se på de nu vildt blomstrende grøftekanter, som får lov at stå uden at blive slået i samme omfang som før.

Hjemme i parcelhushaven får kløveren i græsplænen også lov at afblomstre, før plænen igen bliver slået.
– Og brombærrene er blevet modne.

God sensommer. På gensyn i Kunstavisen nr. 7.

Tekst og fotos af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen Online, august 2020