Spektakulære Vibskov – Sophienholm

Vibskov på forsiden

Modeskaberen Henrik Vibskov viser stor spændvidde i et tværsnit af kunstarter

Jeg vil til at gå mere i teateret, mere til opera, mere til ballet!
Og tøjkollektionerne af stortalentet Henrik Vibskov må gerne ryge ind på skuldrene af de unge i min kreds.

– Sådan har jeg det efter et udstillingsbesøg på Sophienholm ved Kgs. Lyngby, hvor der vises et udsnit af Henrik Vibskovs fantastiske scenografier, kostumer, kulisser og skulpturelle objekter ude og inde under titlen PerformativeHANDLINGER / PERFORMATIVEacts.

Fluks går jeg hjem og læser videre om avantgarde modedesigneren, musikeren, kunstneren, født i Kjellerup ved Viborg i 1972, uddannet ved Central Saint Martins designskole i London, som producerer prisbelønnede modekollektioner og shows i eget navn.

Performances og kunstneriske installationer har tidligere været vist internationalt på bl.a. Museum of Contemporary Art Kanazawa i Japan, MoMA PS1 i New York og Palais de Tokyo i Paris. Nu får vi chancen her i musealt kunsthal regi.

Japansk enkelhed
Min lyst til scenekunsten vækkes til live med intense og smukke fotos og videoer.
Her er optagelser dels fra replay forestillingen SwanLake med musik af Mikael Karlson og koreografi af Alexander Ekman på Oslo National Ballet, og dels fra forestillingen Eskapist
– også af Alexander Ekman på Den Kongelige Svenske Opera.

Henrik Vibskov – Madame Butterfly

Jeg får et flashback til Bauhaus og Oskar Schlemmers ikoniske balletkostumer, da jeg møder Madame Butterfly, der for en stund spøger i stueetagen. Kostumerne til Hotel Pro Forma opsætningen af operaen på La Monnaie i Bruxelles fylder labyrintagtigt op i rummene mod haven.

Ret store, som de er, skaber de en intens oplevelse af det tragiske eventyr om den ulykkelige japanske geisha, der svigtes af sin amerikanske officer og ærefuldt tager konsekvensen. 

Med japansk inspireret enkelhed forvalter Vibskov mønstre, materialer og former i et nutidigt snit.

En tur i bad
På førstesalen inviteres vi med ind i det allerinderste, hvor vore tanker kan myldre, og krop og sjæl falde til ro, nemlig i Vibskovs lyserøde badesalon. Please Remove Before Washing er et eksempel på iscenesættelsen af Vibskovs efterårskollektion AW20, præsenteret i januar på Lokomotivværkstedet i København og i The American Cathedral i Paris.

Henrik Vibskovs badesalon

I regnvejret gik jeg glip af værkerne i parken, så der er god grund til at komme tilbage til Sophienholm.

Med udstillingen ved Bagsværd Sø giver Vibskov et indblik i og viser et tværsnit af de vidtfavnende muligheder, der ligger i modeformatet, og hvad deraf kan følge.

En fornøjelse er det at se, hvordan det gamle Sophienholm med højt til loftet stiller gode rammer til rådighed.

Sophienholm
Nybrovej 401 – Kgs. Lyngby
Frem til 15. november

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 8/2020

Henrik Vibskov – Eskapist

Henrik Vibskov – rekvisitter

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar