Corner udstiller digitalt på din skærm

Martin Askholm – Washed Up, 2020

Coronanød lærer én at nyde Corner kunsten digitalt via et besøg i Corner Shop, idet åbning af udstillingen er udsat på ubestemt tid

Corners udstilling er blot én blandt mange, som publikum for tiden er forhindret i at besøge fysisk. Men der findes en digital vej, idet udstillingens værker også i år præsenteres i Corner SHOP på sammenslutningens hjemmeside. Kom med på Corner – https://corner.dk/shop/

Her er det en noget anderledes oplevelse, der venter, når man klikker ind på kunstnernes profiler en for en, og ser de enkeltes bidrag og værkerne på stribe på skærmen. Anderledes i forhold til tidligere års tætpakkede udstillinger på Sophienholm, hvor både Staldloftet, Cobrarummet, Norske Hus og Orangeriet var taget i brug for de godt 400 værker.

Der er fordele og ulemper i det digitale format, idet nogle værker har godt af at blive set isoleret og kondenseret på skærmen, ovenikøbet med den lysende baggrund, hvor andre værker ikke klarer denne eksponering helt så godt.

Lars Heiberg, Athene

Scener fra et kunstnerhjem
Kunstnerne er, som de fleste andre bundet af restriktioner og ændrede arbejdsvilkår, og nogle må undvære værksteder og muligheder for at lave tryk i samme kvalitet, som tidligere år. Andre har taget de hjemlige scener under kærlig behandling, både nu og i naturlig forlængelse af tidligere temaer og studier.

Martin Askholm præsenterer en serie akvareller og enkelte tryk, og de gør sig godt på skærmen. Man fornemmer akvarellens taktilitet, og genkender den japanske indflydelse på Martin Askholms kunst, eksempelvis i de boblende skyer. Hans motiv Washed Up henleder tankerne på det monster, der er dukket op i vores verdensbillede.

Claus Handbergs malerier har ligeledes noget taktilt over sig, malet som de er på MDF plader af træspån og finerede overflader. Men de får desværre ikke de forløb og det rum, de kræver for at komme rigtigt til deres ret. Her er skærmens format slet ikke nok til at begribe den stemning, der ligger i Handbergs sanselige skildringer af hjemlige scenerier og af mytologiske motiver. Her går det lidt bedre for Finn Heibergs studier fra køkken- og arbejdsbordet.

Lars Heiberg arbejder med digitale tegninger, og hans hjemstavnsinspirationer fra pudestramaj og fra hylden med kitsch gør sig godt på den lysende baggrund, som eksempelvis motivet med den kloge Ugle.

Linda Bjørnskov – Morgener på Mozarts Plads

Linda Bjørnskov materialiserer i ekspressive strøg på træ og på lærred, hvordan familiehistorier rummer meget andet end blød idyl, eksempelvis i værket med spørgsmålstegnet, Morgener på Mozarts Plads. Tjek hende ud, hun fortæller råt for usødet, så man får hjertebanken.

Camilla Thorup er med som gæst sammen med Anne Torpe, Anne Marie Ploug og Ivan Andersen.
Camilla Thorup præsenterer en række bemærkelsesværdige skulpturer i keramisk stentøj. Mere og mere ikoniske fremtræder hendes forenklede dobbeltfigurer, som her i Det ene hoved og kattene, fotograferet af Mathias Andersson. Det er klart et værk, hvortil man får lyst til at klikke Tilføj til kurv.

Snart kommer vi i øvrigt til at se mere til Thorups værker i det offentlige rum, idet kunstneren har netop fået til opgave at skabe en række skulpturer til Kastrupgårdsamlingens udendørsareal.

Grøn profil
Det er, som nævnt, ved at klikke ind på kunstnernes kontrafejer enkeltvis, at man får et digitalt indtryk af årets Cornerudstilling. På oversigten finder man så lidt overraskende en profil under navnet GRØN, og her er der 46 grønne bidrag fra de medvirkende kunstnere.

Merete Hansens modernistiske frugtskål springer særligt i øjnene sammen med Leif Madsens akvareller fra planteriget. Endvidere bemærkes træsnit fra Lars Ravn, Egon Bjerg Nielsens Collage, og Lars Heibergs Camouflage, som flabet pirrer fantasien. 

Egon Bjerg Nielsen – Collage

Værkerne i det grønne tema er tiltænkt en selvstændig præsentation i Norske Hus på Sophienholm, og i kataloget bidrager Mogens Gissel med sine tanker om GRØN, både som farve, kunsthistorisk, og som tidsaktuelt ord.

Håbet er lysegrønt
Det digitale format er bedre end ingenting. – For de mange dedikerede kunstnere fortjener vores indsats og vores opmærksomhed.

Her er godt 400 værker fra mere end 30 kunstnere at gå på opdagelse i. Men både de og vi kan kun se frem til, at vi må komme og opleve kunsten fuldt udfoldet for vore øjne på Sophienholms vægge.

Bedre sent end aldrig – måske lykkes det at åbne i februar.

Corner udstillingen 2021
Corner.dk/shop og Sophienholm
Frem til 14. februar

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, januar 2021

Merete Hansen –
Grønt frugtfad

Camilla Thorup – Det ene hoved og kattene

 

 

 

 

 

Lars Heiberg – Camouflage

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar