Sophie Ohmsen – NTTM Studio Nordhavn
Menneskemøder i Afrika har givet Sophie Ohmsen nyt energifelt at male af
Hun er ellers vant til at rejse, kunstneren, 29-årige Sophie Ohmsen. Men en seks-måneders rundrejse blev til noget af en dannelsesrejse, da hun besøgte Mozambique, Tanzania og Soweto – forstaden ved Johannesburg i Sydafrika. Og ikke mindst hjemkomsten til de køligere, danske hverdage fik refleksionerne frem.
Nu maler hun sine brændende følelser – glødende, som Paul Gauguin gjorde på Tahiti – og stiller eksistentielle spørgsmål gennem sin kunst.
I et åbent studio i Københavns Nordhavn får jeg Sophie Ohmsens nye billeder at se. De er betydeligt større, fordi lokaliteten tillader det, end tidligere, hvor hun typisk har arbejdet i plakatstørrelser, og solgt dem via sin webshop.
En tid har hun haft fokus på Pausen og på nærværet mellem vennerne i sine velkomponerede motiver med spor af Modigliani og Picasso.
Rødt er farven for Eksistens
Sophie Ohmsen – Welcome Home
I billedet Welcome Home sidder en opgivende figur, klædt i et pænt jakkesæt i et hjørne af det røde rum med armene tabt ned langs siderne. Håret er lyst. Ansigtet er brunt.
– Ansigtet repræsenterer oplevelsen af en vis form for indespærring ved at komme hjem og føle sig fremmed i sin egen kultur. På det afrikanske kontinent var der en anden frekvens end her. Der var jeg mere på bølgelængde med den energi, jeg var omgivet af, fortæller Sophie Ohmsen.
– Kulturmødet var fra starten fuld af kontrast, for der viste sig en anden afrikansk virkelighed, end den, vi får et manipuleret kendskab til fra kampagner med lerhytter, krige og sultende børn.
– I Mozambique, som har været under portugisisk kolonistyre, var der en imødekommende atmosfære, og der var så meget gang i samfundet ved havet.
– Mens besøget i Sydafrika rummede en ret anderledes energi, endnu mærket af apartheid.
Sophie Ohmsen – Don’t Forget to Live
– Vi blev budt velkommen i kulturelle og sociale sammenhænge fx af BCUC’s bandmusikere, kunstnere og naboens børn. Det var supernemt og sjovt at male side om side, eller sammen på samme værk.
– Jeg var på udkig efter relationer, og blev inviteret ind i fællesskabet. Flere ville gerne møde den nyankomne gæst, og høre om vores danske kultur. De fleste havde ikke selv muligheden for at rejse rundt og opleve, som os, men de ville gerne vide mere om Danmark.
Der er et yndigt land
– At blive bedt om at fortælle om dansk kultur var en øjenåbner. Det var svært for mig at svare på, hvad der er dansk kultur?
– Jo, dansk design og sådan, men trods velfærdsstaten kniber det gevaldigt med omsorgen for fx ældre mennesker, når eksempelvis fysioterapeuten bliver det menneske, du får en venlig berøring af.
– Og her er der afsat alt for lidt tid.
– Tid og aftaler i det sydøstlige Afrika er af en anden kaliber, hvor det er nuet og fællesskabet, der tæller. Og der er en glad stolthed ved de afrikanske, kulturelle udtryk.
Motivet med masken, som jeg kalder The Sun and the Moon er en hyldest til dette – iblandet en lille snert af misundelse.
Sophie Ohmsen – The Sun and The Moon
– Men, hun er glad, kvinden bag masken, fortæller kunstneren.
Det, vi mødes om
– Herhjemme blev jeg ramt af det fortravlede liv med tætpakkede kalendere af perfekthed, og af den massive drukkultur. Der skal oftest alkohol på bordet, når vi mødes, ja – det er næsten det, vi mødes om. Eller, sådan lyder det.
– Alle de pæne ambitioner stiller mange krav, og hæmningerne letter ikke på samme måde, når vi drikker et glas Hyldeblomst.
– Jeg savner et alternativ til det hyperindividuelle fokus, men kan ikke sætte ord på. Derfor maler jeg mine spørgsmål ud.
Det, jeg kommer fra
– Jeg har malet, siden jeg var barn. Min Mor lagde vægt på, at jeg skulle opdage noget andet end at se TV, så hun opmuntrede mig til at prøve forskellige ting af, uden at være bange for, hvad andre tænkte. Samtidig var der den pæne side, hvor det var godt at få en ordentlig uddannelse.
– Som teenager holdt jeg en pause, indtil en ven spurgte, om jeg ikke skulle male et maleri til hans lejlighed? Der opdagede jeg det frirum, jeg havde glemt. Det fandtes!
– Her kunne jeg få ro og give plads til mig selv, uden jeg skulle omfavne og rumme andre først.
– Det var jeg blevet vant til i ekstrem grad, også i mit fag i sundhedsvæsnet.
– Når noget er ekstremt, er det jo ikke sundt, men her i maleriet kunne jeg være autentisk og egoistisk i positiv forstand.
Søren Kirkegaards ord om at ‘vælge sig selv’ i bogen Enten – Eller sætter Sophie Ohmsens beskrivelse i relief. Ham læser og kender hun.
Sophie Ohmsen – PAUSE #5
Der skal vi hen
– På rejsen havde jeg oplevelser, der ramte mig så stærkt, at alt andet måtte vente, til jeg havde fået dem fysisk bearbejdet ved at lave en skitse, jeg så kunne male senere.
– Jeg blev ramt af splittelsen mellem de forskellige omgangsformer og klasseskel.
– Vi skal lære noget af de sydøstafrikanske communities, hvor jeg kan stole på, at min nabo hjælper mig! Er man sin egen lykkes smed, får vi nogle ensomme liv. Vi kan godt være mere nysgerrige og få de rummelige samtaler.
– Når jeg nu skalerer motiverne fra skitserne op, så skaleres følelserne dobbelt op.
– Mit kærlighedssprog er TID, slutter Sophie Ohmsen, og det kan ses i de rolige, farvemættede flader, som bliver til under refleksionens gnistrende himmel i Københavns Nordhavn.
Her viser hun malerierne frem i slutningen af juni måned.
NTTM STUDIO
Århusgade 128K – 2150 Nordhavn
Frem til 30. juni
… … …
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 6 / 2024 – juni 2024
Illustrationer:
Sophie Ohmsen – Studioview, Foto: Anne Ohmsen
Sophie Ohmsen – Welcome Home. Foto: Kasper Bechsgaard
Sophie Ohmsen – Don’t Forget to Live. Foto: Kasper Bechsgaard
Sophie Ohmsen – The Sun & The Moon. Foto: Kasper Bechsgaard
Sophie Ohmsen – Pause #5 – Tre veninder. Foto: Emil Monty Freddie