At rejse i flere dimensioner – Vestjyllandsudstillingen

Med Travelling byder Vestjyllandsudstillingen 2024 på en oplivende saltvandsindsprøjtning

Vestjyllandsudstillingen 2024 præsenterer malerier, installationer, fotos og multimedieværker under temaet Travelling. Vestjyllandsudstillingen, stiftet i Tistrup i 1979, er en regional kunstnersammenslutning, hvis 22 medlemmer er bosat i eller har tilknytning til det vestjyske område. I år er der inviteret fire gæster.

Kunstnerne har udforsket, hvad det vil sige at rejse i en moderne verden. Vi kommer ud og hjem på den fysiske rejse gennem landskaber og byer, og ind omkring refleksioner i tid, minder, spor og spørgsmål om identitet.

Mange måder at rejse på
Sverre Tveito Holmen fortæller i lertavler om Dampskibet Norge, hvor rejsen gik gruelig galt for de mange og godt for de få, da skibet sank med 795 ombord og kun 160 overlevede. Kate Skjerning fortæller om dem, der slet ikke er kommet med, nemlig kvinderne, som i mange år blev holdt ude (af kunstscenen) og måtte blive hjemme.

Et hjemligt terræn

Travelling af Bjarke Regn Svendsen

Lars Heiberg præsenterer souvenirs og trofæer, set fra vindueskarmen. Bjarke Regn Svendsen, Ingrid Villesen og Per J.K. Pedersen viser malerier med gensyn i det hjemlige terræn efter møder med det fremmede.

Elementer fra det hjemlige terræn ses også i Marianne T. Pedersens installationer, hvor det bløde tekstil spiller hovedrollen. Anette Bendixen viser tre Tankeløse tekstiler, hvor tilfældigheder i farvekurven og på væven har ført værket nye steder hen.

Jens Chr. Jensen har set poesien i de Edmonsonske billetters grafiske overflade.

Jonna Pedersen – Time Travel, 150×200 cm, 2024

Jonna Pedersen har omhyggeligt pakket kufferten med ikonisk badetøj, solbriller, solhat, slips og festtøj plus det løse, og lader os tænke over, hvad vi mon putter i livets kuffert?

Natur, rum, materie
Bibi Hansen, Lars Waldemar og Lise Buurgård tager os omkring i naturhistorien. Marie-Louise Exner aflæser spor af den vandrende.

Asger Kristensen udforsker lerets transformerende rejse, når glasuren smelter sammen og går i symbiose med skålens skærv.

Tetsuko Matsuzuka Jensen danner nye, uforudsigelige rum af sammensatte materialer, og sætter med få ord mennesket på plads i den uendelige tidslinje. Spor og ord får vi ligeledes hos Freja Niemann Lundrup, og Steffen Tast lader LED lyset lede ind i ukendt rum.

Marie-Louise Exner – Travelling 2024

Else Ploug Isaksen henter universet ned, og lader stjerner og tyngdekraft tale om mysteriet gennem sin billedstrøm. Signe Vad tager os i sin video ud til år 3087 og reminiscenser af mennesket i fremtiden. Mennesket i nuet ser vi i Jorn Houborgs portrætlige Hovedværker.

Rejsens billeder
Bodil Sohn retter fokus på den fotograferende og det fotograferede.
– Når vi at se undervejs?

Udstillingens katalog anbefales – der er stof til gensyn.

Janus – Vestjyllands Kunstmuseum
Lærkevej 25 – Tistrup
Frem til 20. oktober

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 8 – september 2024

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar