Anneline Schjødt Pedersen, One Inch Tall – KP 2017.

Grafiker Anneline Schjødt Pedersen kan her i foråret 2017 præsentere sine værker på en stribe markante udstillinger landet rundt. Med fin intuition, arbejdsomhed og mod er det gennem de seneste år lykkedes Anneline Schjødt Pedersen at finde vej for det stærke grafiske talent, og at positionere sig som anerkendt kunstner.

Til KP 2017, Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus er der i år udvalgt tre på én gang sarte og stærke raderinger – Havblik, Østenvinden og One Inch Tall. Det er en sanselig fornemmelse for naturens forunderligheder, der oftest fører grafikerens nål. Motivet vokser frem i en dramatisk tete-a-tete mellem streger og strukturer. Anneline Schjødt Pedersen gør i øvrigt brug af mange forskellige af dybtrykkets teknikker, blandt andet koldnål med direkte skravering i kobber eller zink, stregætsning, blødgrund og akvatinte. Ofte kombineres teknikkerne i det enkelte værk.

Anneline Schjødt Pedersen er som kunstner autodidakt, men som datter af billedkunstneren Arne Aagaard Pedersen (1925- 2012) har hun været i en form for mesterlære. Hendes far har hele vejen igennem været en stor inspirationskilde, og gennem ham lærte hun tidligt, at god kunst kræver vedholdenhed, godt håndværk og hårdt arbejde. Hans fascinationer er gået i arv, hans store viden om kunst og meget andet, hans åbne og undersøgende tilgang til udtryk og motiver og mangesidede brug af materialer har givet hende en enorm appetit og mod til selv at kaste sig ud i billedmageriet. Værksteder og undervisere på bl.a. Holbæk Kunsthøjskole har befordret den kunstneriske kunnen sammen med lysten til at opdage og eksperimentere livskraften frem på papiret.

Anneline Schjødt Pedersen, Havblik, radering, KP 2017.

Hun er født i 1970 og opvokset ved Glyngøre i gå-afstand til Limfjorden. Efter et år på forskolen på Aarhus Kunstakademi valgte hun dog at uddanne sig som bibliotekar med kunst og kunstformidling om speciale. Gennem godt tolv år som vurderingsspecialist i auktionsbranchen håndterede hun utallige kunstværker inden for moderne kunst. Blandt andet gennem arbejdet med registreringerne dér har Anneline Schjødt Pedersen opbygget en betydelig indsigt og viden om kunst, som hun gerne deler ud af.

Anneline Schjødt Pedersen debuterede på KP 2015. Gennem de senere år er milepælene passeret en efter en, hvorved optagelsen i Bkf – Billedkunstnernes Forbund også kom i hus. På Den Censurerede Forårsudstilling i Hillerød har kunstneren netop modtaget 2. prisen for bedste værker.

Ud over KP2017 kan grafiske værker af Anneline Schjødt Pedersen opleves på Kastrupgårdsamlingen, Den sorte skole – Fyns Grafiske Værksteds 40 års jubilæum, indtil 5. juni. På Den Censurerede Forårsudstilling, Annaborg, Hillerød, frem til 17. april. På udstillingen Xperimenter, Grafikken, Fyns Grafiske Værksted, medlemsudstilling, frem til 2. maj, og på Påskeudstilling med Ken Denning, Jens Chr. Jensen og Christian Buur Bangsgaard, Galleri Salshus, Nors, Thy fra 13.- 23. april 2017.

Med et klik på illustrationerne på siden her, får du værkerne at se i en bedre billedkvalitet.

Af Inge Schjødt // KOMKUNST.dk // København, april 2017.

Anneline Schjødt Pedersen, Østenvinden, radering vist på KP2017

Billedkunstner Lars Heiberg (f. 1969) er manden bag værket ’Afterparty’, der for tiden kan ses på Corner 2017 på Sophienholm ved Kgs. Lyngby. Motivet med den døende blomsterbuket i containeren fanger blikket til refleksion.

Afterparty af Lars Heiberg, digitaltegning på papir, 42×32 cm.

Æstetisk smuk er blomsterbukettens forfaldsproces, hvor former forvrides, hvor nogle farver træder stærkere frem, mens andre forsvinder. Motivets kontraster, kors-chaos, natur-plastik, liv-og-død, skærper sanserne. Billedets nutidige digitale udtryk, som, efter sigende fra Charlottenborgs forestående Forårsudstilling, vinder mere og mere frem, gør værket aktuelt. Men her kommer det digitale heldigvis i en hastighed, så beskueren kan være med, uden at komme i mentalt overload. Værket er pågående, pirrende, som flere af Lars Heibergs arbejder, og kunstneren er dermed en af de mest interessante på Cornerudstillingen 2017.

Ord om ord
Genren, den klassiske ’still life’, ’stilleben’ – den må vi se at finde et bedre ord for. Genren er evigt aktuel. Kunstnerne gengiver til stadighed de kulturspor, de ser – hverdagens, gadens, festens opstillinger, men det akademisk tyske stilleben får beskueren til at forstuve tungen, eller til at sende blikket ind ad en hjernevindings tangent, så værkets aflæsningsmuligheder fortabes.
– Kom på banen, Ord-smede, og bring noget brugbart til torvs. Hvad skal vi kalde denne genre?
Ord som snapshots, kulturklip eller culture chats melder sig fra den digitale, filmiske undergrund.
Flere muligheder modtages med TAK.

Good News + Buket af Lars Heiberg, digitaltegninger, 42×32 cm.
Corner 2017.

Lars Heiberg – Modeller.
Corner 2017.

Inside Outside – an invitation, Emmanuel Martini, Senses – fragrances on paper, 2017.

Genboerne går nøgne rundt i lejligheden overfor, som en selvfølge, uden gardiner, uden blufærdighed. Det ville aldrig forekomme i den by, kunstneren kommer fra… Som nyankommen til den danske kultur vælter indtrykkene ind, og det personlige, ubevidste grundlag synes sårbart, skrøbeligt. Som Bambi på glatis kommer man på prøve, og det opleves både overraskende hårdt og samtidig pirrende, udfordrende at skulle lære at omgås menneskene i den nye fremmede hverdag, når kommunikations mulighederne forvandles – eller helt udebliver i storbyens anonymitet.
For franskfødte Gilles Jeronymos gav det anledning til refleksioner, som samtidig med mødet med dansk sprog og kultur, satte en kunstnerisk proces i gang.

Inside Outside – an invitation
Gilles Jeronymos har omsat sine dyrebare erfaringer i egne værker, han har formet et udstillingskoncept og fået mulighed for at invitere en broget flok af andre kunstnere med indenfor. Det er blevet til en intim udstillingsvisit i Galleriet 1. tv. i Willemoesgade 44 på Østerbro, som finder sted kun to søndage i januar.
Hver for sig og sammen giver elleve kunstnere ti bud på en kunstnerisk fortolkning af kulturmødet og omkostningerne ved at skifte opholdssted – uanset om det er selvvalgt – af lykkelige tilfældigheder – eller fordi man er på flugt fra ulykker og fare.

Angelique Sanossian, Wake-up – Have you ever lost faith in humanity – photocollage, 2017.

La Maison de Verre, Gilles Jeronymos på udstillingen Inside Outside – an invitation

I udstillingen indgår værker i forskellige formater. Her er grafik, maleri, illustration, skulptur, installationer med og uden lyd, og fotocollage af syriske Angelique Sanossian, franske Paule Ducourtial, danske Stine Rørbech, Kit Kjølhede, Jeppe Worning, Anja Agnethe Kure & Tim Grabæk, Emmanuel Martini fra Frankrig, Touraj Khosravi fra Iran, og Gilles Jeronymos selv, samt Søren Flygenring Basset – den ene af de to værter i Galleriet 1. tv. For Søren og Mireille Flygenring Basset er det netop det tætte møde og samtalen med kunstnerne, som er baggrunden for galleriets virke. Den ideelle ramme er sat for konceptet INSIDE OUTSIDE – an invitation.

Det er klart udstillingens styrke, at den afspejler det kulturelle kuldegys, oplevet fra flere vinkler. Der er tale om meget mere end det gængse flygtningetema. Værkerne rummer hver sin fortælling om mødet med dansk kultur og kommunikation, her formidlet igennem kunstens facetterede sprog.

Det er mit håb, at dette udstillingskoncept kan komme på tale flere steder i landet.
Den foreløbigt sidste chance er Finisagen på søndag 29. januar kl. 13-16 i Galleriet 1. tv., Willemoesgade 44, 2100 Østerbro.
– God fornøjelse.

Touraj Khosravi – Integration – illustration, coloured print – Limited edition, 2017.

Søren Flygenring Basset – Inside Outside Parade, olie på E.Dahl, 2017.

Kunsten kan man ikke stole på, udtaler tegner, illustrator, billedkunstner Bente Olesen Nyström – med et glimt i øjet under mit interview med hende til Kunstavisen nr. 10/2016. – Eller kan man…? spørger jeg igen.

Bente Olesen Nyström – Aftenhavn. Gouache på papir, 30×40 cm.

Kunsten er det, Bente Olesen Nyström selv har valgt som line i livet, enten den skal ses som sådan én, som solodanseren betræder med største omhu og forsigtighed, eller det er den vilde elastikline for en bungy-jumper, eller måske den usynlige line i den flyvende sommer, som vi ikke kan se begyndelsen eller enden på. – Den, der får fantasien til at fortsætte mod det ukendte, det ubevidste, skabelsen selv?
Linen blev tidligt spændt op og meldt klar med en uddannelse fra Kunsthåndværkerskolen København. Efter mange års arbejde som tegner og illustrator er adskillige milepæle passeret.

Det stærkeste kendetegn for Bente Olesen Nyströms forhold til kunsten er FRIHED. Den har hun holdt fast ved gennem ikke mindre end 267 malerier og foreløbigt 7 billedbøger. Her bygger hun fantasiens huse og fylder rum og former med alt det, hun har lært at holde af. Gennem mange, mange timers arbejde med at illustrere naturvidenskabelige håndbøger om havets fisk og stuens flora bl.a. for Gyldendals Forlag har hun fået blik for de allerfineste farvekombinationer, strøg og nuancer i den fantastiske verden, som vi mennesker betræder. Hun har set frøerne danse, hun har set fossilerne smile tilbage til os fra stenene på stranden, og muslingernes perlemorsdragter. Hun har fået mulighed for at kigge mange kulturer i kortene og har brugt, hvad hun har set i sine maleriers galaktiske universer, naturprægede scenerier og ikke mindst i de 7 billedbøgers vidunderfulde fortællinger for voksne og børn.
I bogen om Hr. Alting ligger Solvognen som et stykke forladt legetøj på gulvtæppet, og fiskene dukker op de mest uventede steder. I Velkommen Hjem, historien om den hvide hund og Kongen, gælder det om at følge ledetråden, og se godt efter sporene på vejen. Det ses, at kunstneren morer sig undervejs, netop over de friheder, hun kan tage sig, mens værkerne vokser frem på papiret.
– Det kommer nu sjældent alt for nemt, siger Bente Olesen Nyström om sin proces. Et helt års arbejde er der i sådan en billedbog med tolv-fjorten opslag, fortæller hun. Teknikken er gouache på papir, tegnet, prikket og malet med de allerfineste pensler. Det kræver en rolig hånd.
Men livsbegejstringen er stor, og så gør det ikke så meget, at der skal baskes med vingerne. Det har hun gjort, Bente Olesen Nyström. Meget fortjent har hun modtaget adskillige legater og priser for sit arbejde.

Bente Olesen Nyström er medlem af BKF, Forfatterforeningens Illustratorgruppe, kunstnerkredsen Figuration og Cirrus-Surrealisterne, som netop har fejret 50 års jubilæum.

Læs hele interviewet i Kunstavisen nr. 10/2016 og se CV med mere www.cirrus-kunstnergruppen.dk

Af Inge Schjødt, November 2016.

Bente Olesen Nyström, Det uendelige hus, gouache på papir, 62 x 90 cm

Hr. Alting i Ørkenen – fra billedbogen “Hr. Alting”, Gyldendal, 2006

Mette Rishøj – ROYAL FLUSH 2016, akryl på lærred 170×205. Foto Thomas Petri

Symbolladede parafraser over ikonisk arkitektur er et af maleren Mette Rishøjs kendetegn. Hun udelader menneskelige figurer, mens hun twister farveskalaen, strammer op og skaber et  kontrastfuldt udtryk. Konflikter er der i Opstandelse ved Marmorkirken, i Fædreland ved Christiansborg, samt i Playfullness i Tivoli og ikke mindst over Royal Flush med Dronningens Amalienborg, hvor skyerne svovldryppende fylder synsfeltet for høj og lav.

Mette Rishøj deler en velkomponeret dobbelt solo med Anne Torpe hos Galleri Egelund i Bredgade, hvor begge kunstnere kommer til deres ret i al deres forskellighed. Torpe med undersøgende, spejlende silhuetter af hjemligt kendte elementer og Rishøj, råt for usødet, som hun ser byen.
– Det er ren KATHARSIS, det er opera for øjnene, når historiekritikken og de maleriske benspænd afsyrer synsfeltet og får samtalen i gang.

Med Rishøjs værker lader vi tankerne gå til modellerne for de royale rytterstatuer og til alle, som har ansvar for fremtiden i dette land.

Udstillingen er netop forlænget til 29. oktober 2016.

Læs mere om Mette Rishøj her på siden
Portrætartikel i North Art Magazine nr 152

Byens Scene af Mette Rishøj 2015

Anne Torpe OPSTILLING med planter, og Mette Rishøj ROYAL FLUSH – på OPSTALT – dobbelt solo 2016. Privatfoto.

Mette Rishøj – OPSTANDELSE 2016, akryl på lærred, 150×155 cm. Foto Thomas Petri

Astrid Marie Christiansen og Erland Knudssøn Madsen – PÅ KANTEN i Kunstbygningen i Vrå, 2016. Foto Tor Bagger

Interview med Astrid Marie Christiansen

Ned i en lavloftet kælder på Frederiksberg går jeg, gennem et stort atelier med remedier og rekvisitter alle vegne, hen til glasdøren, hvor Astrid Marie Christiansen byder indenfor i et lyst rum. Hendes kunstneriske baggrund vil jeg gerne høre mere om. Ikke mindst efter åbningen af udstillingen PÅ KANTEN i Kunstbygningen i Vrå, som hun deler med billedhuggeren Erland Knudssøn Madsen, en kunstner jeg genkender fra THY. Mens vi kigger på fotos af udstillingen kan jeg forstå, at Astrid Marie Christiansen er ret glad for udfaldet af deres kunstnermøde.
– Vi har en familiaritet i undersøgelsen af grænselandet mellem maleri og skulptur. Her kommer det bombastiske op mod det sarte, siger hun. – Hvor jeg står med noget let, som har et tungt udtryk, så kan Erland Knudssøn Madsens værker se bombastiske ud, men også de er lette, og virker som om de flyver, fortæller hun om mødet med EKMs Sommerfuglerester og Vækstmålere. Begge kunstnere har en udsøgt sans for materiale, farve og arbejdet med det formelle.

Astrid Marie Christiansen er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006-2012.
– Jeg startede figurativt med at gengive ting, der var i mit hjem. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg gik mere op i baggrunde udenom tingene, tapeterne, referencerne, og så kom baggrundene i forgrunden. Derudover stod jeg med en problematik, som alle andre malere vist også står overfor: Hvad gør man ved siderne på lærrederne? Kanterne?
– Så begyndte jeg at bygge mine egne rammer, og billederne blev mere og mere enkle, rent malerisk. Rammerne skiftede form, så kanterne blev mere fremtrædende, og formerne skiftede på lærrederne og blev til forløb med fejl, jeg søger at rette op på i maleriet.

DEN, der forstår kontorartikler
Astrid Marie Christiansen viser mig en bog om industrielt design.
– Det er for den, som forstår kontorartikler, siger hun, og omgående deler jeg passionen ved de viste bykort, trafikkort, logo-design, plakat-design og så videre. Jeg er en af dem, som falder i staver over notesbøger, og køber mig fattig i arkivpap fra Ikea. Jeg elsker mixed media, collage og papir. Jeg elsker papirets tørhed, sammensatheden i de forskellige kvaliteter, og farvespillet hvor svagt, det end er, når der er tale om hvidt-i-hvidt, gråtoneskalaer med striber i knaldrødt, sort, orange og grønt. Jeg når ikke at sige det højt, men amerikanske Viktor IV, bosat på flåder i Amsterdam, er blandt mine yndlingskunstnere, for med sine drivtømmerværker og sine logbogsblade kombinerede han det stoflige, det grafiske og det der med tid.
På de hvide vægge i Vrå hænger tre store værker med let kryptiske titler: An hour of Sunshine in 1977 og Two weeks of Sunshine samt DDR Palette (Hopeful). De er malet med akryl, kaffe, grafit og lak på lærred.
– Jeg har kigget rigtigt meget på 5-døgnsprognoser og matematik, på illustrationerne i en bog om kemiske opstillinger, det fascineres jeg af. Tydeligvis indeholder det viden, noget potentiale…
– Jeg fandt ud af, at her fik jeg lektier for, forklarer Astrid Marie Christiansen.

De smukke farveskalaer i dine værker, hvor kommer de fra?
– De handler helt klart om noget med TID – den tid, det tager at male dem, og den fortælling, der ligger i hver enkelt, svarer Astrid Marie Christiansen, og viser mig eksempler på den udsmykningsopgave, hun er i gang med. Et værk, som skal blive over 20 meter langt til Bispebjerg Hospital.
– Det er rart at stå med. Det er noget, jeg virkelig nyder: at male felt efter felt, fortæller Astrid Marie Christiansen og viser hvor fin en farvegraduering hun bruger.

– Jeg har gået på Laboratoriet for lys og farve på Akademiet. Det var ret teknisk, bl.a. diskussionerne om Newtons farvespektrum og Goethes farvelære, men jeg gør det helt instinktivt – sammenstiller komplementærfarver, fordi det virker.

Astrid Marie Christiansen og Erland Knudssøn Madsen PÅ KANTEN i Kunstbygningen i Vrå, 2016. Foto Tor Bagger

På udstillingen i Kunstbygningen i Vrå har Astrid Marie Christiansen lagt rustbemalede lærreder ned ad væggen og hen ad murstensgulvet, og med værket Adjusted (Malajusted) tager hun en tørn med de stedspecifikke betingelser. Noget, der er et særkende for Astrid Marie Christiansens tilgang.
– Gulvet her, det var jeg nødt til at påtale. Med materialevalget og de blå indslag lægger det op til en dialog med Erland Knudssøn Madsens arbejder, hvoraf nogle har de samme rust-brunematerialer, og så naturens blå.

Blandt sine inspirationskilder nævner Astrid Marie Christiansen installationskunstnere som amerikanske Jessica Stokholder og britiske Rachel Whiteread, og den canadisk fødte, og noget tidligere minimalistiske og abstrakt ekspressionistiske tegner og maler Agnes Martin, som arbejdede med mønstre, strukturerer.

– Stokholder skaber installationer med garn og maler på ting. Hun undersøger, hvor meget man kan strække maleriet – hvornår holder det op med at være maleri. Jeg kigger udpræget på folk (andre kunstnere), der har et humoristisk udtryk og syn på kunst, og ligeså meget på, hvad de siger, forklarer Astrid Marie Christiansen, som også selv værdsætter et skævt forundringssmil fra sit publikum.

Astrid Marie Christiansen An Hour of Sunshine (bagest) og Two weeks of Sunshine (th) – (forrest) Klenodie og (tv) Vækstmåler af Erland Knudssøn Madsen PÅ KANTEN i Kunstbygningen i Vrå, 2016. Foto Tor Bagger

Jeg går glad fra Astrid Marie Christiansens værksted. Jeg har oplevet, at hun går i dybden med sin udforskning og generøst deler ud af sine opdagelser om skabelsens potentiale – omsat i værker af stor skønhed. Det er slet ikke så ringe endda, som de siger, de nordjyder.

– Inge Schjødt, komkunst.dk – 16. oktober 2016.

Jonna Pedersen – Jørgens Autohal 014, akryl på lærred, 110×140.

Snart er det 4. kvartal, og budgettet skal tjekkes. Er der ubrugte, frie midler, så er her råd til udsmykning. Men hvorfor vælge dette frem for så meget andet?
Æstetiske rammer giver mental tryghed, skaber genkendelighed i en travl hverdag, giver kroppen pauser. En udsmykning fungerer som et åndehul. Det er bl.a. derfor, at mange sætter billeder af børnene på skrivebordet eller på den private opslagstavle på skabslågen – eller sætter pinup-kalenderen på væggen ude i værkstedet. Skønhed – om den er kvindelig eller ej – fungerer som mental rensning af sindet, som stimulation, kort sagt som batterioplader. Derfor prioriteres udsmykninger også på de nye supersygehuse.

Dygtige billedkunstnere i mit netværk sælger ud af værker, som er velegnede som udsmykning, fx på et uddannelsessted eller i en privat virksomhed. I serien ’Jørgens Autohal’ har Jonna Pedersen hentet hverdagens æstetik i et godt, slidt autoværksted og skabt sine figurative abstraktioner. Et råd her fra KOMKUNST.dk er at give nye generationer af mekanikere, teknikere, produktionsfolk noget godt at se på. Det giver ballast i en livlig hverdag.

Særligt de unge har brug for kvalitet i den billedstrøm, de eksponeres for. Maleriet her har været udlånt til organisationen Headspace, som i Rødovre åbnede det første af seks væresteder – ikke med slidte plakater i grimme skifterammer på væggene, men med en formidabel ophængning af original kunst på væggene, takket være et velvilligt samarbejde mellem ledelsen på Headspace og billedkunstnerne Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen. Desværre var der et begrænset budget, så billedet her blev ikke hængende i møderummet. Men to andre værker blev doneret af kunstnerne. De to kunstnere har siden leveret kunst til en stribe bosteder for socialt udsatte, hvor lederne ønsker at give tryghed og skabe en hjemlig ramme. Efterskoler, uddannelsessteder og andre virksomheder opfordres hermed til at anvende budgetrester til kunstnerisk udsmykning. Æstetik går ind i krop og sind.
Der er Åbent Atelier den 25.09. kl. 14-17 hos Eriksen og Pedersen på Blistrupvej 14, 2610 Rødovre.

Byen er Shaolins domæne. Han har blik for dens særheder, de intime steder, en lyskegle, for gadens horisont. Han tegner en filmisk stemning fra sin vandring i tusmørket. Vi følger efter og får lov at kigge med gennem hans strøg.

Shaolin – La Rue, 2016.
– En street artist går akryl.

Det er kunstnerens autentiske sansninger, vi får – lige fra gaden. Her ikke adopteret noget fra computernes spilunivers. Det er snarere omvendt. Computerspillene efterligner gerne byens grundliggende mytologi. Den kender Shaolin ind og ud. Han tegner sig gennem byens skyggeverden, som en Alley Cat, der kender sit nabolag. Han ser en figur, gående forbi på fortovet, og den gamle, træt hvilende på en bænk, og giver sin fortolkning. Her er humor og finter i motiverne, gerne en uventet billedvinkel og en vrimmel af fortællinger, og rebus og gåder, som det er op til beskueren at se og digte med på.

Shaolin bruger kontrastfulde farver, gerne komplementære, klare kulører, og motiverne rammes typisk ind med sort. Regler opbygges og brydes i den kunstneriske arbejdsproces. Papiret er det foretrukne medie, hvor Shaolins tusch får den karakteristiske streg, hvad enten det er byens skyline, en figurgruppe eller en gadestemning fra Berlin, der fanger hans blik. Malerierne er et tredje rum, hvortil Shaolin adopterer byens jazzede kontur. Af og til i serier af motiver, der iscenesættes som et storyboard.

Musikken er i kunstnerens pulsslag. Som en understrøm flyder en blues, en jazzmelodi fra værtshusets piano. Shaolin smutter videre med blokken under armen, for kunsten kalder. Det skal blive utroligt spændende at kigge ham over skulderen i årene frem.

CV: Shaolin er født i København i 80’erne. Han har tegnet altid, i skoletimerne, indendørs og udendørs, og arbejder som kunstner under pseudonym. Han har udstillet og solgt via sit netværk, og søger i 2016 en kunstnerisk uddannelse. Shaolin deltog i 2015 på gruppeudstillingen Lysets Eliksir i Bredgade Kunsthandel, og udstillede solo på Tribeca NV.

Bredgade Kunsthandel viser frem til 17. september gruppeudstillingen – ‘Overground – Celebrating Street Art 2016’. Her deltager Shaolin sammen med Rens, Ola Kalnins, Kaos, NUG og nestoren Frodo Mikkelsen.

Af Tonie – Den gyldne hest, olie på lærred, 1981.

Et Hjerteligt Tillykke skal lyde for maleren, billedkunstneren Tonie, som utroligt nok runder 80 år i dag, den 18. august 2016. Din livsgnist og energi har dog ingen alder, så selve tallet kan vi gå hurtigt hen over.
Født ind i en familie af kunstnere, opvokset med Bedstefar Johan Jacobsens pastelfarvekridt som legetøj og far Fritz Jacobsens mange malerier, produktioner og idérige forretningsvirksomhed i blodet, så var livsbanen kridtet op, men du valgte den selv, som du siden har valgt dine egne veje på kunstscenen.
Skæbnen har givet dig ’noget at male af’ op gennem årtier med frigørelse i familiestrukturer, i kvindens rolle og position, i litteraturen, hos punkerne og den ungdomskultur, i sportens verden og storbyens puls. Alt sammen tidens aktuelle temaer, du har behandlet i din kunst sammen med fine portrætter, fortolkninger af myter, blomstermotiver, badebillederne, samt lyset, havet og dit elskede Skagen.
Skæbnen har også villet en betydelig del ugunst: sådan udbrød der f.eks. typografstrejke ligesom du åbnede en stor soloudstilling med Afrodite-serien, så der kom ingen anmeldelser. Et kedeligt fald forhindrede dig i at overvære præsentationen af en stor offentlig opgave – S-togsfriserne, som til dato må være den mest sete eksponering af dine visioner: Heart2Heart, som igennem et års tid kunne ses af 300.000 par øjne pr dag i de københavnske S-tog – et projekt, som din elev Jan Christensen arbejdede med på, og undertegnede var fødselshjælper for. Heart2Heart bestod af seks lange motiver, med enkle, almene tegn og fortællinger, placeret i S-togene til inspiration for passagererne for en god oplevelse på rejsen. En hyldest til livsglæden!

Livsglæden, farveglæden, viljen og hjerteblodet for kvalitet er dit kraftfelt, din levende reaktor. Det gælder om at holde sig GLAD, siger du, og understreger den enkeltes perspektiv og mulighed for at vælge fra og til i dagligdagen, i livet alt i alt. Trods de seneste næsten 20 års smertehelvede fra den tragiske trafikulykke, som ramte os i 1996, så har du holdt fast ved din gnist, din energi, og har givet den videre gennem dine værker, dine tanker og dit klassisk, dannede væsen. Selv smerteerfaringerne har du kunnet bruge som afsæt for undervisning, illustrationer og et nyligt udsmykningssamarbejde på Rigshospitalet.
Du har gennem årene været og er bestandig til inspiration gennem utallige telefonsamtaler, udstillingssamarbejder, venskab og samvær i det private regi.
Hjerteligt Tillykke med fødselsdagen, kære Maler, og TAK! Du har lært mig meget.

Kærlige hilsner
Inge Schjødt
komkunst.dk

Mere om Tonie som maler – se Om Tonie og HEART2HEART

Marc Chagall – Over Byen, malet 1914-1918, olie på lærred, 139×197 cm

Marc Chagall er blandt mine kunstneriske favoritter. Han er for mig, hvad store musikidoler er for mange af mine jævnaldrende. Det kendte motiv ’Over Byen’ – med ham selv og Bella tæt omslyngede over tilværelsens grå ironi – udtrykker for mig grundlængslen efter at ophæve tyngdekraften – det, ’at blive ét’ med den elskede…
Maleriet så jeg på Louisiana i 1983, og min elskede dengang var en meget smuk mand med træk, som en græsk yndling. Brune øjne og silkeblød hud. Jeg drømte mig i den syvende himmel og fik tre smukke børn. Med blågrønne øjne.

Denne sommer tog mine tre+ unge mig med til Middelhavet, hvor vi dykkede ned til fiskene i havets dyb, og fulgtes gennem smalle gader til trøffelduftende måltider. Turen sluttede i Nice, hvor vi sammen så Chagalls Museum – og en skildring af Paradisets Have, hvor Adam og Eva er sammen i livslængslen – og er lige gode om at række ud efter den – på godt og ondt. Chagall stillede mand og kvinde lige. Endnu en god grund til at ’like’ det gamle idol.

Marc Chagall – Paradiset, hvor kvinden skabes, så mennesket ikke skal være ene – og hvor de sammen spiser af frugten fra Kundskabens Træ.

Mine nye helte er mine++ unge, som rækker ind i fremtiden på så forskellige felter som fysik, medicin, it, marketing og journalistik. De gør deres indsatser, og sætter friske blomster i livstræets krone, så jeg roligt kan hvile på skyen blå i glad og stolt fortrøstning. Tak til Chagall – og til de unge – og til deres far, som var med til at sætte de her fine skabninger i Verden på vandringen mellem sky og by.

Hvilken ferietur, jeg fik – hvilken fantastisk sommer, 2016.