Martin Burridge – Better Safe than Sorry

Sidste år ved denne tid vovede undertegnede at se frem i det nye år på kunstscenen, og spåede blandt andet, at vi ville komme til at se flere variationer over temaer med Materiens Mysterier i fokus

Men at det skulle blive en bittelille bid af materien, der skulle komme til at ramme os alle i nakken, og kaste det bestående samfund i Baljen for Storvask, det stod dog ikke klart i Krystalkuglen i uge 1/2020. Temmelig koldt, vådt, mørkt og mudret blev det fra de allertidligste forårsuger med coronaudbrud og lock-down.

Den forholdsvis nyvalgte kulturminister ”No”-Joy Mogensen overså i første runde, hvad der rent faktisk var ansvaret på hendes ministerbord. Hun overså, at hun havde kolleger i såvel Sundheds- og Ældreministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Statsministeriet til at tage sig af de hertil hørende,
evidente store opgaver, som epidemien forårsagede, og at hun måtte se til
at passe på sit eget resort i den alvorlige stund.

Aleksander Kosmala – Nearby

– Tilsyneladende havde Joy Mogensen heller ikke et ministerium, der var bemandet efter det kulturliv, som vitterligt havde brug for ministerens bevågenhed og aktionsevne. Men hendes tur i spinatbedet gav genlyd,
og … hvad skete der så…?

Bid for bid stod det både klart og uklart, hvor omfangsrigt det kulturelle felt faktisk er i vores land.
– Hurtigt hørtes røster fra musikbranchen, teaterbranchen, filmbranchen, festivalbranchen, turistbranchen, med mere.

Der blev talt meget om kunstnernes vilkår i radioen – men her var det 99,9 pct af gangene kunstnerne i musik- og teaterbranchen, speakerne kerede sig om, og de mange aflyste events, så der blev spillet dansk og sunget fællessang.
– Musikkulturen overlevede bag skærme og højttalere, og her er en stor
TAK til Fabers Førstehjælp og hurtige udrykning helt på sin plads.

– Men hvor blev billedkunstnerne, galleristerne, museerne, kunsthallerne, kunsthåndværkermarkederne, ja hele den visuelle side af kunst- og kulturlivet af? – Udstillingerne, præsentationen, kunsten, kulturhistorien og videreudviklingen af materiens mysterier, hvor blev opfølgningen af?

– På Munkeruphus i Nordsjælland åbnedes parken for udeskole for kommunens elever. Og rundt i mange kunstneres værksteder blev der vitterligt arbejdet, udforsket og kreeret i stor stil. Udstillinger blev udsat. Aflyste aftaler gav arbejdsro for en stund, så længe bekymringer om brød og smør og løn og husleje ikke fuldstændigt undergravede nattesøvnen, som det var vilkåret i starten.

Gert Brasque – Opgørets Time, 2020

Kulturministeriet stod uden pakketeam
Regeringens hjælpepakker måtte pakkes om nogle gange, før de kunne varme en smule hos den oftest flermedialt beskæftigede, delvis selvstændige og delvist ansatte kunst- og kulturmedarbejder.

Krisen åbenbarede livsvilkårene for mange sektorer, også i kulturbranchens rodnet, vækstlag og lianer af berørte underleverandører. Der blev talt om at etablere et kulturens analyseinstitut og dannelse af stærkere erhvervsfaglige fora. For kunst og kultur er som bekendt ikke nogen holdsport.

Museerne fik mulighed for ekstraordinær fondsstøtte, og der blev uddelt aktivitetspuljer til at støtte kunstneriske begivenheder hen over sensommeren. Rundt i sommerlandet steg besøgstallene hos kunsthåndværkere og museer, hvor man fint kunne færdes med afstand. Men her i 2. og 3. bølge af pandemien skrives besøgstal og regnskaber atter i røde tal sammen med kurverne over smittetrykket. 

Og her på vej ind i årets første måneder går vi glip af den ene udstilling og kulturbegivenhed efter den anden. 

Spirer i Kulturministeriets urtebed
Noget må gøres, for der er længe til den frie bevægelighed atter gælder med åbne døre til kulturlivet, og længe til vaccinerne er nået rundt i hele samfundet. Seneste spire er Kulturministeriets Genstartteam.
Her kilder det i maven – ikke kun på den gode måde – når man ser det brede felt, som teamets forslag skal spænde over, og ligeså oplægget til arbejdsform.

Bjørn Eriksen – Familiemiddag

Idrætslivet, der generelt er meget bedre organiseret, og meget bedre politisk repræsenteret lokalt, har formandsskabet, med Jakob Jensen, adm. direktør DBU i førertrøjen. Næstformand er Signe Lopdrup, adm. direktør, Roskilde Festival-Gruppen.
Medlemmer er i øvrigt Peter Mark Lundberg, direktør Dansk Teater, Tine Fischer, direktør CPH:Dox, Esben Marcher, sekretariatschef Dansk Live, Christine Buhl Andersen, forkvinde Ny Carlsbergfondet, Anne-Mette Trier, leder DIF Innovation Lab, Georg Sørensen, adm. direktør MCH (Messecenter Herning, Herning Kongrescenter, MCH Arena og Jyske Bank Boxen), Mikael Fock, chef og kunstnerisk leder Kulturværftet Helsingør, Sara Indrio, musiker og formand for Dansk Artist Forbund og Claus Jensen, direktør Varde Museerne.

Sekretariatsfunktionen ligger i Kulturministeriet, så vi må håbe, at her er blevet gødet og personaleplejet betydeligt siden kickstarten i foråret 2020.

Planen er, at Genstartteamet skal hurtigt ud af starthullerne, og komme med anbefalinger til politikerne. Genstartsteamet skal aflevere et idékatalog og anbefalinger til kulturministeren i februar 2021. Herefter vil der være forhandlinger med de øvrige partier, hvorefter kulturministeren vil lancere de endelige initiativer i foråret 2021, som der er reserveret 50 mio. kr. til. – Interessant skal det blive at se de blomster, der kommer til syne.

Külli Suitso – Glashoved med appelsin

Hvad ellers …
Rundt i landet klargøres udsatte udstillingsprojekter. I skrivende stund er det meget usikkert, hvad der kan gennemføres. KP20 skal afholdes i Aarhus Kunsthal med et års fremskrivning, suppleret med KP21 i digital form.

Enkelte udstillinger gennemføres for lukkede døre, dvs. helt uden at publikum får adgang, men alene nogle få kulturformidlere lukkes ind, så herlighederne kan dokumenteres.
-> Her kunne det være ønskeligt at få de store medier på banen, DR, TV2 og lokalstationerne, så flere fik kunsten at se digitalt i deres egen stue. Man kunne snildt udskifte nogle situationsrapporter fra Bilka med samtaler med kulturarbejdere på museerne.

-> Der skal herfra også lyde en opfordring til gallerier og kunstnere om at gøre meget mere ud af deres digitale præsentationer og hjemmesider.
Kom, lad os se og høre, hvad I har på programmet ad digitale kanaler, når vi ikke kan komme til jer, og se kunsten i virkeligheden.

Vi har brug for, at den visuelle kultur beriger os og udfolder materiens mysterier, undergivet tidens og pandemiens betingelser, men frit i tema og emnevalg – og synligt for hele folket.
Vi har brug for så levende alternativer som muligt, ellers drukner vi under tæpperne i sofaen, mens tiden slåes ihjel med sport og fiktion i netflixformat.

Sidst på året skal der være kommunalvalg, og her har vi atter en demokratisk mulighed for at påvirke vores fremtid, også på kulturområdet.
Nu har vi mærket, hvad kulturen kan og skal i et samfund.

Bjørn Eriksen – Offside

Godt Nytår – På gensyn derude – og på skærmen, foreløbig…

Af Inge Schjødt
Blogindlæg fra Komkunst.dk, 2021

Klik på kunstværkerne og få bedre billedkvalitet

Se også: 
Materiens mysterier – Hvor går kunsten hen?

Anne Koldsø – privat bestilt portræt

Hvordan er det at sidde levende model?
Det får vi at se hos maleren Anne Koldsø

En grå vinterdag møder jeg op hos portrætmaleren, billedkunstneren Anne Koldsø i hendes atelier på Aldersrogade i Københavns nordøstlige industrikvarter. Det kilder lidt i maven, for vi har aftalt, at jeg skal sidde model i forbindelse med det interview, jeg skal skrive til Kunstavisens januarudgave.

Indenfor er der skruet op for varmen, kaffen er klar, og Anne Koldsø rumsterer lidt rundt med gardinerne, tjekker lysindfald og -retning, og flytter på sit staffeli. En skøn retro lænestol bliver løftet op på en form for podie. Der skal jeg sidde. Jeg retter på krøllerne og sætter mig op på plads. Jeg fornemmer, at her er en passende afstand og en god synsvinkel – ikke for højt, ikke for lavt – mellem maleren, der står op, og hendes model.

Væggene er nærmest tapetseret med skønne malerier og tegninger.
Der er en del arbejder fra kunstnerens akademitid i Firenze, blandt andet nogle virkeligt smukke kultegninger, lavet efter levende model i forbindelse med undervisningen på det klassisk orienterede akademi, som Anne Koldsø fandt frem til, da hun efter mere end ti års arbejde som industriel designer vendte tilbage til billedkunsten.

På væggene hænger også mange værker i olie, nogle er forstudier, andre er mere detaljerede. Og der står det første udkast til et markant mandsportræt, et bestillingsarbejde, arrangeret med nogle printede fotos af hovedpersonen.
I dag beskæftiger Anne Koldsø sig med at male portrætter, og derforuden maler hun nogle fine opstillinger, stilleben, hvor genstande og frugter i kunstnerens hænder får liv og en egen indre fortælling.

Anne Koldsø, Blomster og Vin

Fokusering i cirka 20 minutter
– Har du lyst at høre en podcast, mens jeg maler nogle 20-minutters olieskitser? spørger Anne Koldsø.
– Det har jeg god erfaring med, for så kan jeg fornemme tiden, mens jeg maler. Som regel kan jeg høre, når udsendelsen er ved at slutte, og det passer som regel meget godt med sådan en skitse.

Det lyder som en fin idé, og Anne Koldsø finder en fortælling og går i gang med at male.
Jeg finder et punkt på et maleri i vindueskarmen, som jeg fokuserer mit blik på, mens hun maler den første skitse. Det skal blive spændende at se, hvad hun kan finde frem af karakteristika i løbet af de første 20 minutter.

Hun maler på en tynd træfinérplade, som hun har præpareret med en gessogrunder og et let lag farve i en sandfarvet kulør.
– Det giver et meget bedre udgangspunkt for at kunne arbejde både imod lyst og mørkt, og at finde formerne i de første lag af farvestrøg med nogle få varierede valeurer samt nogle få dybdekontraster, når det ikke er et blændende hvidt lærred, jeg står ved, fortæller kunstneren, da vi holder en kort pause efter første skitse.

Anne Koldsø – portrætstudie af ung pige

Her har Anne Koldsø fanget min holdning og silhouet i en trekvart profil. Proportionerne er også ret godt ramt, ligesom de overordnede ansigtstræk er det. Hun har brugt nogle neutrale okkerfarver, hårgrænsen og halsens drejning er markeret, og jeg kan godt genkende mig selv i billedet. Øjnene er kun skitseret, der er ikke gjort så meget ved udtrykket her endnu. Det kræver mere tid.  

Vi tager fat på en ny podcastfortælling og Anne Koldsø går i gang med at male den næste skitse på en ny plade. Her finder jeg et fokuspunkt tæt bagved hende, så jeg ind imellem kan skæve lidt mere til hendes arbejdsproces.
Hun er ikke helt tilfreds med resultatet, da de næste etparogtyve minutter er gået. Der er noget med panden og kindbenets placering, der ikke virker helt rigtigt. Vi tager en skitse mere. Den er til gengæld rigtig fin, også med lidt mere udtryk i øjnene.

Model for en dag
– Mange har dårlig tid til at sidde model til et rigtigt portræt i de dage, det kræver, fortæller Anne Koldsø, og går omkring og udpeger nogle malerier højt oppe bag mig, hvor modellerne bare har været én dag i atelieret.
– De her er malet som studier, hvor de fleste kan være med, nemlig hvor de kommer her en enkelt dag, forklarer hun.

Der er brugt flere kulører i værkerne, flere elementer træder frem, der er mere krop, end i de tre hurtige skitser hun har malet af mig. Ansigterne er ret uddybede, mens omgivelserne er ikke særligt detaljeret bearbejdet. Det er blot antydet, hvordan modellerne er placeret i et rum med lysindfaldet. For portrætmaleren er det vigtigt at være tro mod det, hun ser, og det er vitterligt en evne, hun mestrer, kan man se i atelieret.

Et helstøbt familieportræt
Medlemmer af Koldsøs familie er gengivet på nogle af malerierne. Der hænger et portræt af en helt ung pige, som er malet i løbet af et par sessioner. Til at begynde med var pigen lidt mør efter en sygdomsperiode, og når man hører det, så forstår man lidt mere af den alvor, billedet udstråler. Man kommer til at tænke på nogle af Edvard Munchs skildringer af samme situation.

En niece på omkring 30 år sidder i lænestolen og strikker på et andet maleri. Der er en dyb udstråling af ro og fordybelse i værket, som Anne Koldsø har malet efter flere møder i atelieret. En svigerinde på Annes egen alder stråler i lyset.
Og så er der det utroligt fine portræt af kunstnerens mor. 

Anne Koldsø – Min Moder

– Portrættet af min mor malede jeg det første år, jeg var tilbage fra Firenze. Jeg boede i Aarhus et enkelt år, og min mor kom forbi cirka en gang om ugen og sad model hen over nogle måneder.
– Hun er en meget sangvinsk dame og har altid smilet kærligt til alle. Så for hende var det ikke en udfordring at sidde model med et smil på læben, og for os begge to var det en god tid, hvor vi fik rige samtaler.
– Det bedste, jeg vidste som barn, var at høre min mor fortælle historier fra sin egen barndom, eller fra da mine tre ældre søskende var små. Jeg fulgte hende rundt i hus og have, hvor alle hendes gøremål nu tog hende, og bad om flere historier og flere endnu.

– Med hende godt placeret i modelstolen, var jeg heldig at få mange gode historier fortalt undervejs, som maleriet skred frem.
– Min mors evner som historiefortæller, kender jeg ikke kun verbalt. Hun holder også meget af at skrive, og jeg ved, at hun er i gang med at nedskrive sin livshistorie, som jeg glæder mig til at læse en dag.
– Alle min mors historier har jeg illustreret i dette maleri med pen og papir i hænderne på hende, smiler Anne Koldsø.

Model efter foto
Tilbage til mandsportrættet og de udprintede fotos, hvor der er ret meget forskel på de forskellige print.

– De fleste har erfaret, at fotografier kan komme til at se ret forskellige ud, afhængig af foto- og printkvaliteten. Der er simpelthen forskel på printere og på de computerprogrammer, der anvendes. Og det smitter af på de materialer, som jeg får til rådighed, fortæller Anne Koldsø, der må uddrage forskellige informationer af de varierede print.
Det giver maleren en ekstra udfordring ved paletten, når hun skal finde frem til den portrætterede. Hun analyserer de farvespil, der vil gøre portrættet levende og hvorledes ansigtskuløren bliver karakteristisk for hovedpersonen. Anne Koldsø kender sine farver, som få andre malere, jeg har mødt. Hun mestrer kulører, dybdevirkninger, og formår at gengive ligheden ganske strålende.

Portrættraditioner i dag
Hvordan det ligger med at få opgaver som portrætmaler? Det må jeg høre lidt om.
– Jeg får bestillinger på både offentlige og private portrætter, fortæller kunstneren, – fx. i forbindelse med runde fødselsdage, hvor gaven skal være noget helt særligt. Eller én ønsker at blive levendegjort i et portræt til eftertiden, måske til familien.

– Jeg nyder selv at have min familie levendegjort i portrætterne, specielt nu under corona nedlukningen har det været særligt skønt med portrætterne af alle de nærmeste, som jeg ikke får set nær nok. Det har næsten været som at have dem til stede her i rummet.

Der findes organisationer som bl.a. Frimurere, der bestiller portrætter af udvalgte personer i deres kreds. Blandt kirkelige og politiske institutioner er der også interessante personligheder, der får malet et portræt. De offentlige portrætter skal som regel hænge i organisationen eller på rådhuset efter endt embedsperiode.

I sommer har Anne Koldsø malet portræt af en sortbroget dansk malkeko.
Men det får I mere at høre om i januar.
Tak for nu.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, december 2020
Kunstnerens egne fotos – klik på billederne og se dem i en bedre kvalitet.

Marie J Engelsvold – Træø med sø

Marie J. Engelsvolds udsmykning puster liv i trappegangen hos Børnehuset Vingesus i Værløse

Omkring den tidligere Flyvestation Værløse vokser et boligkvarter frem, de militære bygninger ændrer funktion og området civiliseres. For nylig har billedkunstneren Marie J. Engelsvold udsmykket Børnehuset Vingesus, der har indtaget Flyvevåbnets tidligere Specialskole, og det vækker stor glæde hos børn og voksne.

En strikket stork kigger op mellem ugler og regnorme, og på de organisk udformede træplader klatrer keramikdyr, fugle, insekter, planter, og der ses spor af kat og hjort afsat i keramikken.

Træplader indrammer et trappeløb og skaber en hule under trappen med runde kighuller, der nok skal befordre til leg og kommunikation mellem 150 børnestemmer fra vuggestue og børnehave.

Ned fra loftet hænger en pladeuro med forskellige elementer, lidt mere abstrakte,
så der også er noget til at udfordre de voksnes fantasi og perception.

Marie J Engelsvold – Hulen med Grøftekanten

Natur i børnehøjde
Naturen omkring Flyvestationen spiller en grundtone i områdets udviklingsplan, og gør det også i  udsmykningen, hvor Marie J. Engelsvold har arbejdet med en materialekombination af keramik, træ, perler og strik.

– Jeg har taget udgangspunkt i grøftekanten, og det der ligger på jorden, som noget, der er tæt på de små børns univers, fortæller Marie J. Engelsvold. Pejlemærker fra området, som fx kontroltårnet, hangarens form, storkereden og søens blå flade bidrager til at skabe genkendelige referencer, fortsætter kunstneren.

– Selve bygningen er smukt restaureret. Det har passet mig meget godt, at der var sat en ramme, og det har været interessant at indgå i processen, hvor nye materialer også kom mig i hænde, fx akustikpladerne af perforeret træ, som jeg fik nogle stumper af. Jeg har valgt at føre træet videre i felterne ved vinduerne og i uroen i loftet, så der blev en sammenhæng i rummet.

Marie J Engelsvold – på væggen ses Landingsbanen

– Den gule farve, den mørkegrønne, den rosa og den dueblå var givet på forhånd af arkitekterne, ligesom hulen under trappen også var bygget. Jeg har koncentreret mig om at skabe noget at dekorere pladerne med, der har en vis holdbarhed, for børnene skal kunne røre ved det.
– Keramikken har den gode holdbarhed, og så har jeg valgt at strikke nogle af figurerne for at bibeholde mit eget udtryk, hvor det legende er vigtigt for mig, fortæller hun.

Sanselighed i fokus
Marie J. Engelsvold er en dybt original billedkunstner med et helt særligt udtryk og et eksperimenterende materialevalg. Hendes værker, også dem ud over udsmykningen her, har en helt særlig abstrakt eventyrlighed og et Pippi’sk vovemod over sig.

Længe har hun været forud med sine bløde, sanselige tekstile objekter og lagvise, viltre, abstrakte og skulpturelle installationer, samt farverige tuschtegninger.

Marie J Engelsvolds værksted

Blandt hendes egne forbilleder er Ellen Hyllemose og amerikanske Rachel Hayes, Arlene Shechet, Eva LeWitt, Damien Hoar De Galvan, m.fl.  der har det legende, en snert af noget mærkeligt og dermed noget kant over sig.

Efterhånden ser vi flere kunstnere dukke frem på udstillinger med et lignende interessefelt. Her kan jeg i farten nævne Gitte Svendsen, Eva Toft, Inger Odgaard, Marianne Johnstad-Møller, Stine Leth og Susanne Schmidt-Nielsen, som hver især udforsker, hvad materialerne kan, deres overflade, stofligheden og kontrasterne. Der er et stærkt og kærligt fokus på sanseligheden hos dem alle.

Tillykke til børn og voksne på Flyvestation Værløse, hvor nogle af de gamle militærbygninger også lægger kvadratmeter til omkring 25 atelierer og værksteder for billedkunstnere, bl.a. Marie J. Engelsvold, som vandt udbuddet om udsmykningsopgaven, og har arbejdet intenst med den de seneste par måneder.
 
Læs mere her – https://www.mariejengelsvold.me/  

Børnehuset Vingesus
Perimetervejen 16
3500 Værløse 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online, december 2020

Marie J Engelsvold – Naked Heart

Marie J Engelsvold – Kontroltårn

Marie J Engelsvold – Stork i strik

Af Børge Christiansen

Surrealisten Børge Christiansen er en af fantasiens frydefulde apostle

På udstillingen Den Vågne Drøm på Sophienholm ved Kgs. Lyngby medvirker tolv kunstnere, hvoraf flere i lige linje viderefører det kunstneriske slægtskab med de tidligste, internationale surrealister. En af dem er den nu 75-årige Børge Christiansen fra Nørrebro i København.

Børge Christiansen har fra sin tidligste ungdom haft såvel surrealisternes som CoBrA-kunstnernes eksperimenterende arbejdsform som kontekst. Paralleller i hans udtryk kan drages til Henry Heerup, der deltog i CoBrA-kunstnernes forløb, og som ligesom Christiansen selv fandt en guldmine i godt og gammelt.

På udstillingen viser Børge Christiansen alene op mod 60 værker fordelt i to rum. Malerier, malericollager og skulpturcollager, skabt i overkommelige størrelser af alverdens former for materialer, som kunstneren sammensætter med en umiddelbar fantasi og fuldstændig gennemtænkt bevidsthed.

En gravdue fra Marskandiseren
Værkernes enkelte dele er nøje udvalgt. Nogle af dem har han arbejdet på og ledt efter i flere år, for det kan tage tid at få fundet nøjagtig de elementer, der fra starten er tænkt ind. Derfor har hans bolig efter sigende efterhånden fået karakter af et charmerende raritetskabinet, som han dog har helt styr på. Ligesom han har styr på form og funktion og genstandenes herkomst.

BC – Ham, der søger på bunden af Samvittigheden

Et gennemgående træk er monteringen af elementerne. Der har Børge Christiansen udviklet en metode, hvor han kan sy omkring genstande med en form for voksbehandlet garn, der kendes fra lædersyning af fx bælter og skoletasker. Dermed holder han sammen på sindrige konstruktioner, som let kunne knække, hvis de blot var limet. Andre elementer kan hænge frit i snorene, der snor sig, når det er det, kunstneren ønsker i sit udtryk.

Og så er der farverne. Det er oftest grundfarverne, rød, blå, gul, hvid, sort og grøn, og kombinationer af mønstre, striber og tern, masser af tern. Dertil lægges elementernes egne naturlige farver, som fx i den smørebrik af gråhvidt marmor, der er med i billedet om Havet under titlen NATUR VISIONER – GRØN FORM = VED HAVET SES DEN SORTE FULDMÅNE. Titlerne rummer flere fingerpeg i retning af kunstnerens visioner. 

Akademisk ballast
Allerede som 19-årig blev han: ”Optaget på Det Kongelige Akademi for skønne Kunster 1964-71. Gik her 7 år hos professor Richard Mortensen. Tegnede model hos professor Hjort Nielsen. Arbejdede på Grafisk Skole hos professor Palle Nielsen og hos professor Dan Sterup Hansens skole for mur- og rumkunst samt på billedhugger skolen hos professor Ejkof.
Studietur til Max Ernst. Boede hos kunstneren i Tyskland 14 dage i 1968.
Uddannet som silketrykker 1960-64”.

Børge Christiansen – Broen

– Sådan kan man læse på hjemmesiden for Kunstnergruppen Cirrus, hvor flere af deltagerne på udstillingen Den Vågne Drøm på Sophienholm kommer fra.

Det med lærlingeuddannelsen som silketrykker, det var nu lige ved at gå galt, for den unge kunstnerspire havde tidligt travlt med tusind ting, bl.a. med at udstille, og med at forberede sit oplæg, sin ansøgning til Kunstakademiet. Men med gode hjælpere, dels i hans Mor og dels i venner og familie, og i lydhøre professorer, så nåede han det hele.

Og han har siden nået ganske meget, fremgår det af den lange liste over udstillinger, der udgør hans cv. Han optrådte som gæst på Surrealisternes udstilling på Charlottenborg i København 1966-70, 1972; Deltog på Forårsudstillingen Charlottenborg 1966, 1967, 1970, 1971; og har udført en række udsmykninger. Børge Christiansen har udstillet sammen med Kunstnergruppen Cirrus siden 1989.

Surrealisten Børge Christiansen er i sandhed en af fantasiens frydefulde apostle, og hans kunst er den ægte vare. Tag endelig en tur omkring Sophienholm, og lad fornøjelsen og forundringen gribe dig. Der er udsigt til smil og indre varme i selskab med Børge Christiansen.

På Kunstavisens facebookside kan du se en billedserie med flere af kunstnerens værker. Læs mere om kunstneren her – Kunstnergruppen Cirrus.

Lyngby Kunstforening – Den Vågne Drøm
Sophienholm Nybrovej – Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

BC – Psyken der forvandler sig til en fugl

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, december 2020

Børge Christiansen – foto Carsten Krogstrup

Dietrich, Højer og Kjærbye i Farum

Tre billedkunstnere udforsker skønheden i det trivielle i Farum Kulturhus

I udstillingen ”REPETITIONER” tager Malone Dietrich, Åse Højer og Kit Kjærbye afsæt i vidt forskellige materialer med ret forskellig taktilitet, og udforsker skønheden i gentagelsen. Her bliver skarpe industriprodukter og blødere natur- og hverdagsobjekter forvandlet til æstetiske udtryk med en ny fortælling.

Tiden tæller
Åse Højer har blik for ydmyge elementer fra hverdagen. Nogle af værkerne består af brugte og tørrede teposer og kaffefiltre. Med titler som Samtaletid og Tidsblomst konserverer hun de mange samtaler og betroelser, vi har med hinanden henover te- og kaffe pauserne.

I tre forundringsæsker ses sæbestykker i forskellige farver sat på nåle, som sommerfuglevinger. Sæberne bliver transformeret til bjergkrystaller i tre andre skulpturelle objekter. Her er det atter elementer af tid, kunstneren fastholder og forvandler.

Åse Højer – Tidsblomst

I malerierne er det den gentagende, ret lille og simple bevægelse med hånden, der er det centrale for kunstneren. I stregens ensformighed og monotoni bliver udtrykket til abstrakte landskaber i værkerne skabt af Åse Højer til udstillingen Repetition.

Koldt, hårdt, blødt, varmt
I Malone Dietrichs grafiske værker afbilleder hun stålkølige indkøbsvogne i lange rækker, og her fornemmer man hverdagslivets hårde trivialitet.

Til gengæld springer der en varm, poetisk sanselighed ud af hendes installation af ålegræs. Her henfører formen overordnet til et juletræ, men dernæst ledes tankerne til hverdagen ved havet og fiskernes net, der tørres i vinden. Malone Dietrich viser også en installation med flyvende ståltrådsnet, som får os til at længes mod fugleflugt på en blå himmel.

Et liv i plast
Med Kit Kjærbyes konstruktioner af praktiske plastikstrips og kabelbindere får vi en ironisk kommentar til modeindustriens mere og mere dekadente outfits, som fortrinsvis passer til kvinder med perfekte, slanke og plastikopererede kroppe. De udstillede designs, en bluse, en poncho, en kjole, en jakke, kan således på satirisk vis repræsentere modens krav om perfektion bragt til det ultimative niveau: beklædning, som ingen kan bære.

Kit Kjærbye – Repetition bluse

Også den skulpturelle LED-pære er skabt af strips.
Den udstråler en tør humor og lyser op i en mørk tid.

Gensynet i Farum Kulturhus
De tre kunstnere har tidligere udstillet sammen ved KKS 100 års fejring på Gammelgård Kunst- og Kulturcenter i Herlev. Til dette gensyn i Farum Kulturhus har de valgt at mødes om det fælles i gentagelsen.
– Gentagelse skaber en tryghed og forudsigelighed, som kan tilføre skønhed til det trivielle, fortæller Åse Højer.

Her er dog ingen tung trivialitet i udstillingens værker, tvært imod er det opløftende at se, hvad de tre kunstnere finder frem til i materialer, vi kender fra helt andre sammenhænge.
Udstillingen kan varmt anbefales.

På Kunstavisens facebookside kan du se en billedserie med flere af udstillingens værker.

Udstillingen ”REPETITIONER”
Farum Kulturhus – Stavnsholtvej 3, 3520 Farum
Frem til 3. januar 2021

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – november 2020

Af M.Dietrich og Å.Højer

Af Å.Højer og M.Dietrich

M. Dietrich – Indkøbsvogne

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Katalogtekst for Aleksander Kosmala

Aleksander Kosmala – Nearby

Fra sit internationale kulturkabinet henter Aleksander Kosmala de klassiske krukker og gipsskulpturer frem, og sætter stemningen med moderne objekter og moderne mennesker i en tidsaktuel scenografi.

Kunstneren mestrer gengivelsen af alle slags overflader fra hud til ler, fra glaseret porcelæn til bløde hårstrå, endda i en stringent, monokrom gråtoneskala.
Med en udtalt beherskelse af clair-obscure teknikken forfiner Kosmala motivernes stærkt belyste områder og dybe skygger.

Billedernes kompositioner bygger bro mellem stilleben og et narrativt univers.
En serie har karakter af studioøvelser, når møbler, lamper og ukendte modeller spænder billedfeltet ud. En anden serie sitrer surrealistisk, når objekterne på mystisk vis får bevægelse og liv.

Andre motiver får en undertone af kulturkritik, når klassiske buster ligger slået til potteskår, mens tidens ungdom i kønsløs påklædning med opmærksomheden begravet i mobiltelefonen eller distancerende høretelefoner passerer forbi. Hvor tidligere generationer brugte digtningen, musikken og klassisk mytologi, der vender nutidsmennesket sig mod popmusikkens digitaliserede udtryk for at møde de samme grundfølelser, og kunstnerens blik følger med fra sidelinjen.

Maleren Aleksander Kosmala arbejder også som grafisk designer, og her slår han gækken løs, så kompositionerne får en tand mere udi det typisk surrealistiske.
Han er uddannet fra Kunstakademiet i Gdansk, Polen i 1979. Siden 1986 har han boet i DK og udstillet internationalt.

Aleksander Kosmala står bag det grafiske arbejde til udstillingens katalog.

Værker af Aleksander Kosmala – udstillingsview

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling
Sophienholm – Nybrovej, Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret i udstillingens katalog, november 2020

Aleksander Kosmala står bag den grafiske idé samt layout af udstillingens plakat, invitation, katalog og præsentationen af kunstnerne i forhallen på Sophienholm. 

Den Vågne Drøm – idé og layout Aleksander Kosmala

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Katalogtekst for Bente Olesen Nyström

Bente Olesen Nyström – Nattens Huse

Himlens, havets og naturens mangfoldighed af vidundere får vi at se i værker af Bente Olesen Nyström, en narrativ, skandinavisk surrealist.

Fantasiens huse svæver i forskudte sekvenser i det natblå rum.
Tyngdekraften er ophævet.
Røde tegltage og gule husmure er omgivet af frodige grønne lunde. De blomstrende gesimser, det flettede murværk og de fine planktonmønstre kalder på forundring.
Månen er med. En båd sejler selvfølgeligt på nattens stjernevrimmel.  

Ser man godt efter, så opdager man måske de tre linedansere, der med balancestænger bevæger sig ned fra en vindueskarm og frem i billedet mellem Nattens Huse.
– Typisk for BONs motiver, så er der nogen, der har noget i gang.

Fantasiens rum er uden begrænsende barrierer. Alt er muligt. Udveje er der. Døre er der. Nok er de lukkede, men de indbyder til, at man går igennem dem. Det synes sandsynligt, at de livslystige perspektiver fortsætter på den anden side.

Bente Olesen Nyström er detaljernes mester. Fra mange års erfaring som prisbelønnet illustrator henter hun sit indgående kendskab til naturens formsprog.
Fra Van Eyck henter hun inspiration til sin farvepalet og sikre penselføring.
Fra renaissancekunstneren Hieronymus Bosch kommer den rigdom af narrative elementer, der kan komponeres ind i en billedflade, dog helt uden Bosch’ gruopvækkende symbolik.

På en grundliggende interesse for arkitektur lader hun byer opstå i gouache på papir. Hun bygger dem i et humant format.
Her er fredeligt, muntert, smukt og trygt i umulighedernes fabelagtige frirum, også om natten.

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling
Sophienholm – Nybrovej, Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret i udstillingens katalog, november 2020

Billedet Nattens Huse blev omtalt forud for udstillingen
i artiklen Nattens billeder – Rohde // Nyström

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Katalogtekst for Carsten Krogstrup

Carsten Krogstrup – The Machine of a Dream

Med det perfekte lys, med det kontrollerede mørke og brugen af den dramatiske clair-obscure teknik er mødet med Carsten Krogstrups motiver som at træde lige ind i en film.

Dristigt serverer Krogstrup i storslået iscenesættelse, billeder af længsel og drømme. Drømme om farten, om magten, om pengene og pigen.

Menneskelige psykodramaer i delikat erotiske settings kendes Carsten Krogstrup for, sammen med de jagende Greyhounds i fantastiske fremstillinger af tilværelsens væddeløb.

I DREAM serien er der dækket op med BLIK legetøj – i flere betydninger.
I hver komposition zoomes helt ind på en enkelt hovedperson, fanget i et stillbillede i et eftertænksomt, melankolsk øjeblik.
– En flot mand i nålestribet jakkesæt ved den nostalgiske motorcykelfigur, en smuk kvinde med bare skuldre og blondetop ligger med et fraværende ansigtsudtryk, mandemodellen svedigt foroverbøjet ved den gule sportsvogn, og manden igen med en iturevet kvindefigur. Mon der også var et ægteskab, der røg?

Kompositionernes nærbilleder gør os til voyeurer, gør os delagtige i de vilkår, der er på spil. Lige der, hvor der lægges op til et handlingens vendepunkt.

Carsten Krogstrup er uddannet på Det Jyske Kunstakademi i 1993 og har, takket være sin lærer og mentor Anders Kirkegaard, kunnet føje nogle ekstra dimensioner til det nyrealistiske maleri. Her er et element af galskab, af mystik, ikke mindst via den perfekte lyssætning. 

Værker af Carsten Krogstrup

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling
Sophienholm – Nybrovej, Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret i udstillingens katalog, november 2020

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Katalogtekst for Gert Brasque

Gert Brasque – Opgørets Time

Der er badut i manegen, flyvende for- og bagtæpper, stribevis af rekvisitter, og figurer klædt på, som skulle de deltage i en operetteforestilling. De medvirkende balancerer på liner, stilladser og hængebroer, ofte i fuld gang med at hive tæpperne væk under hinanden. Vi ser den elegante madame, den slipseklædte herre, diverse hårdtarbejdende, tjenende ånder, og må spørge os selv, hvad de har gang i?
Der er god plads til at overveje figurernes væren og gøren i de drømmeagtige billeder af maleren med kunstnernavnet Gert Brasque.

Krumme linjer, inspireret af kameraets fiskeøjeobjektiv, åbner for billedfladen og skubber de horisontale linjer op og ned i et dramatisk rum. Ved at undgå rette linjer skabes mest muligt dynamik på det flade lærred.

Gert Brasque udfordrer sig selv ved at begrænse farvepaletten. I motiverne er der skruet godt ned for det røde, det grønne og fortrinsvis brugt gult, brunt, sort, blåt og hvidt.
Hvor minimalistisk kan man gå?

Kunstneren kender sine elementer, men historien kender han ikke på forhånd. Spillet foregår i billedets eget regi.
– Jeg har sjældent et clue, når jeg slår de første streger op, fortæller han. Her begynder jeg gerne med øvre og nedre horisont. Så gør jeg mig nogle tanker om mørke og lyse områder i billedet, og derpå læner jeg mig tilbage, og venter på, at forestillingen skal begynde.
– Det er ikke som at sidde med en avis, hvor du får en sandhed at vide.
– Det er op til både kunstneren og beskueren at digte sig ind og ud.

Skulpturassemblage af Gert Brasque

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling
Sophienholm – Nybrovej, Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk – baseret på artiklen her
Publiceret i udstillingens katalog, november 2020

Billedkunstneren og brobyggeren Awang Behartawan fusionerer østlig livsfilosofi med vestlig videnskab

En blød jazztone flyder ud i rummet på Østerbro i København, hvor billedkunstneren Awang Behartawan har sit atelier. På væggen stråler et stort billede, der netop er blevet færdigt, Four Seasons in One Day, hedder det monumentale landskab.

AWBH – Four Seasons In One Day, 2020

Her er forårsagtige farvepartier og stiliserede snekrystaller i luften, og i baggrunden ses gyldent efterår og sommeragtig grøn frodighed. Markant er mellemgrundens hvide netværk af cirkulære gennembrud, en fladeornamentik, der kendetegner flere aktuelle værker hos den indonesiskfødte kunstner, som har boet i Danmark siden 1997.

Billedet fortæller om gentagelse og foranderlighed, om relation og samfund.
Det er inspireret af det danske vejr og af stemninger netop nu, hvor det kendte liv pludseligt kan vende eller gå i stå for en tid. Noget, der ind imellem også påvirker kunstneren, der er vokset op i en kultur, hvor man ellers altid smiler.

Coronakrisen har sat mange planer på stand-by for kunstneren, der plejer at pendle mellem sine to verdensdele.
Et par bestillingsarbejder hænger og venter på at blive hentet til Sverige, men mest ærgerligt er det, at den planlagte fejring af 70-året for det Dansk-Indonesiske Venskab og Diplomatiske samarbejde har måttet udskydes. For kulturudvekslingen mellem de to lande ligger ham stærkt på sinde. Og der er ingen tvivl om, at vi kan berige hinanden.

Awang Behartawan – 2. studio

Natur // Matematik
– Der er kunst i alt, mener Awang Behartawan.
– Når du vågner om morgenen, og mærker den nye dag. Når du står op og vælger dit tøj. Når du tjekker dit outfit i spejlet. Når du drejer rundt, og mærker dit hår.

Der er gentagelse og ny skabelse i det største og det mindste, fastslår kunstneren.

Naturens evne til at reproducere sig selv indeholder imponerende opdagelser og en meditativ grundfølelse, som skaber en helt særlig ro i sjælen. Og den ro fornemmes i kunstnerens nærvær. 

I sit hjemland har Awang Behartawan oplevet, hvor hurtigt et område med by og land rejser sig igen efter en naturkatastrofe, som et vulkanudbrud, der med en askesky kan nå så langt op i atmosfæren, at det også påvirker os her i Skandinavien. Efter katastrofen vender livet hurtigt tilbage, fortæller han.

Gentagelsen, som vi ser i de allermindste naturmønstre, i et blomsterhoved, et sneglehus, en Romanesco broccoli, viser den skabende energi, ført ud i fineste detalje. Matematisk kan mønsteret sættes på Fibonacci-formlen for Det gyldne snit, et geometrisk grundelement, som skaber ro og balance.

AWBH – Heritage Nature Code#6

Mønstre // Fraktaler // Cirkler
Awang Behartawan er født 1970 og uddannet som grafisk designer på Modern School of Design i Yogyakarta. I sin kunst har han ofte arbejdet med gentagelser af mønstre. Engang var det prikker og fine linjer i fortolkninger af traditionel batik til maleri. Siden skabte han poetiske vers, hvor bogstaver i et tæt mønster dannede figurerne.

I 1979 omsatte matematikeren Benoit Mandelbrot selvsimulerende kurver og chaosteorier til computergrafik, hvor Fraktalmønstrene med deres zoomede gentagelser op gennem 1980’erne dukkede frem og begejstrede mange.

– Det er jo mit liv, udbrød jeg, fortæller Awang Behartawan, om det indtryk, det gjorde, første gang han stiftede bekendtskab med Fraktalerne. De fandt vej ind i hans livsfilosofi, hans motiver og kompositioner. Naturelementer i zoom kombineres med byer, bjerge og personer, med fladens ornamentik, og relaterer til det største og det mindste i skaberværket.

Lag // Tid
Fænomenet tid funderer han over, og nanosekundet fra tanke til handling fryses fast i billedet som et monokromt netværk. I nogle værker fremkalder Awang Behartawan yderligere dimensioner, når det yderste farvelag eksempelvis ligger på glasset, og lagene bagved forskyder sig i fragmenterede elementer.

AWBH – Silences Scare, 2020

Det gælder vitterligt om at gå på opdagelse i rigdommen af detaljer. Et af årets værker, Silences Scare, er malet på en readymade med et cirkulært hul i midten, som suger opmærksomheden ind i mørket og zoomer ud igen på en figur, der minder om et danmarkskort.

International brobygning
Med et ben i hver sin verdensdel har Awang Behartawan entusiastisk investeret energi i at skabe mellemfolkelig forståelse.

I universitets- og kulturbyen Yogyakarta på Java har han sit andet atelier, som han generøst har delt med flere danske kunstnere, der har arbejdet her op til deres udstillinger. Awang samarbejder med lokale art foundations, og er bindeled til ambassaderne.

Repræsentanter fra dansk kulturliv fx Nationalmuseet og Gammelgaard Kunst- og Kulturcenter i Herlev har været på besøg. Netværket spænder over arkitektuddannede Hornsleth, akademielever, installationskunstnere og Bakkens Jeppe Eisner.

Ambitionerne gælder samtidskunsten i vid forstand og de næste invitationer er i støbeskeen.

Men ind til videre gælder det arbejdet i atelieret i København, hvor mønstrenes meditative ro genrejser tilliden til livet. Her er et nyt værk på vej. I forgrunden strømmer kantet modernitet ind i billedet. I baggrunden anes menneskelig anatomi?

– Ja, det er mine børn, der er med, smiler han. – Når jeg ser min søns øjne, så ser jeg gentagelse. At jeg lever videre, selv, når jeg ikke er her mere. Det giver fortrøstning.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Portrætinterview til Kunstavisen nr 10 / 2020