Tre Japanlygter – foto Niels Linneberg

Kate Skjerning har med en donation fra Statens Kunstfond sået frø til en ny kultursti i det vestjyske

Landskabskunstneren Kate Skjerning er blandt de engagerede ansøgere, som fik del i puljemidler fra Statens Kunstfond til at sætte sommeraktiviteter i gang, og det er der kommet en midlertidig udsmykning ud af til Oksbøls bymidte.

Kunstneren har formet tre lette figurer i stål, gummi og tekstil, og lagt kimen til mere kultur i den vestjyske by, som nok mest er kendt for kamouflagefarvede kampvogne og udstrakte klitplantager med det militære øvelsesterræn som nærmeste nabo.

Her lå engang et ravmuseum, og med inspiration fra ravets måde at indeslutte naturspor på, har kunstneren valgt den dekorative plante Japanlygte som forlæg for sine lette landskabsskulpturer, der kan opleves på plænerne mellem SuperBrugsen, Biblioteket og Lokalhistorisk Arkiv frem til 15. september.

Kate Skjernings landskabskunst

Museumsplaner i Oksbøl
Selvom Oksbøl er berøvet sit Ravmuseum, som er flyttet ind i Bunkermuseet Tirpitz ved Blåvand, så tegner der sig nye museumsplaner for byen med Museet FLUGT, et temamuseum, der rækker ind i vores tid.

Efter 2. verdenskrig voksede Oksbøl til Danmarks sjette største by, da op imod 36.000 børn, kvinder og mænd fandt husly her på flugt fra rædslerne syd for grænsen. En epoke i historien, som har sat sig spor, bl.a. med en særlig begravelsesplads, som hvert år besøges af mange tyske efterkommere.

Den tyske stat har, som noget meget sjældent, valgt at støtte opførelsen af det kommende Museum FLUGT, der også tegnes af arkitekterne hos BIG, ligesom Tirpitz og M/S Museet for Søfart i Helsingør. Museet tager udgangspunkt i det tidligere lazaret eller flygtningesygehus, der senest har fungeret som Vandrehjem på kanten af Oksbøl by og plantagen, der dækker over sporene af flygtningenes enorme barakby. Nutidens flygtningekriser får også plads på museet, ligesom der gøres plads til forskere og andre med særligt ærinde.

Søen i Skoven – foto Niels Linneberg

Vision Kultursti
I Oksbøl er der ønsker om at forbinde bymidten og Museum FLUGT med en kultur- og oplevelsessti. De tre smukke Japanlygter er plantet som et eksempel til inspiration for det videre arbejde med projektet, hvor det er tanken at vise skiftende værker på Kulturtorvet og langs Kulturstien, som endnu er på idéplanet.

Kate Skjerning har jeg her betitlet landskabskunstner, da hun gennem en årrække har skabt fine interventioner i naturen. I foråret var det med PopUp lyskugler placeret på skiftende kystnære lokationer, i 2019 var det værd at besøge Søen i Skoven ved Aal Plantage, og Wadden Tide af farverigt fiskegarn på stranden ved Blåvand. Hun har desuden skabt en lysende Mælkebøtteinstallation til Tirpitz bunkermuseet.

Kig med og se flere af projekterne på kateskjerning.dk 
og nyd de smukke fotos af Niels Linneberg.

Her går natur og kultur op i smukkeste samklang.
Det lover godt for Oksbøl.

Kate Skjerning – Wadden Tide, detail

Landart med Japanlygter
Kulturtorvet – Oksbøl
Frem til 15. september

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen Online – september 2020 

Kirsten Kjærs Museum i Thy

Mellem Usynlige Lag er titlen på vellykket udstilling på Kirsten Kjærs Museum

Gruppeudstillingen Mellem Usynlige Lag er resultat af én bærende idé, to kuratorers stringente indsats, otte eksperimenterende kunstneres værker, og fire udfordrende rum på Kirsten Kjærs Museum i Thy.

Her vises lysinstallationer af Christina Augustesen, figurativt maleri af Simon Bang, video af Marie Hartmann Christensen, fotocollage af Lars Hilfling, tekstile billeder af Janne Mikkelsen, skulpturelle installationer af Tina Kallehave, flerdimensionelt maleri af Eva Toft og papircollager i 3D af Linda Sandberg. Otteoghalvfjerds værker i alt. Vellykket udvalgt og afstemt.  

Minimalismen får et hvil
Der er ikke meget ’white cube’ over faciliteterne i den skovomkransede, rødmalede kulturperle langt mod nordvest, som har navn efter egnens farverige portrætkunstner.

Linda Sandberg, Falling Apart

Men det stemmer fint med visionen hos de to københavnske kuratorer Linda Sandbjerg og Tina Kallehave, der har ønsket at præsentere et festfyrværkeri, en mangfoldighed af udtryk under den fælles vinkel af synlige og usynlige lag.

– Tilværelsen, ja, vi mennesker er sammensatte af mange lag, såvel mentalt som fysisk, fortæller billedkunstner Linda Sandbjerg.

– Det er det gennemgående træk i min egen kunstneriske praksis, som har givet ideen til projektet og titlen, og derpå blev kriterium for valget af de medvirkende og deres værker.

Intens figuration // lysende abstraktion
Intense er Simon Bangs landskaber, malet i tyndt laserede farvelag, typisk på en lysende orange grund.

De står stærkt i rummene sammen med Christina Augustesens smukke lysskulpturer, og abstrakte bemalede vægobjekter af Eva Toft, der vitterligt klæder stedets arkitektur.

Lars Hilfling samler på menneskelige udtryk fra forskellige tidsaldre, som han sampler i sansemættede fotocollager som fx We Want The World And We Want It Now. Marie Hartmann Christensens videoperformances om hverdagen retter fokus indad. Linda Sandbergs tredimensionelle collager med temaer fra industriens Impact overrasker, når enkeltdelene dechifreres, og kunstnerens udforskning af vor antropocæne tidsalder vækker til eftertanke.

Janne Mikkelsen – Indsigt 2

Forgabt i materialer
Fordybelse fremkaldes i et helt andet tempo, når blikket falder på Janne Mikkelsens elegante, transparente tekstilværker og Tina Kallehaves installatoriske skulpturer, skabt med udgangspunkt i naturens strukturer og gentagelser, koblet til sociale historier.

Der er kort sagt rigtig meget at se i udstillingens fire rum, hvor vekselvirkningen i kunstværkernes former og mangfoldighed fungerer, takket være en stringent, dedikeret og delegeret kuratering med mod til at eksperimentere.

Kirsten Kjærs Museum
Langvadvej 64, Frøstrup
Frem til 4. oktober

Klik på illustrationerne og se dem i en bedre kvalitet:
Kirsten Kjærs Museum – foto Inge Schjødt, 2020.
Linda Sandberg – Falling Apart – foto Inge Schjødt
Janne Mikkelsen, Indsigt 2, tekstilcollage – foto Inge Schjødt
Simon Bang – Sideview, 2020. Kunstnerens foto.

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen nr. 7 / 2020

Simon Bang – Sideview, akryl på lærred.

Ulrik Møller – Koldby, olie på lærred

Maleren Ulrik Møller fremfører gyldne stykker af danmarkshistorie på udstillingen Happy Together

– Det er postkassen, der gør det. Det er postkassens lodrette, genkendelige aluminiumsfigur, som samler billedet af Koldby.
– Det er postkassen, kantstenen, de udnyttede tagetager med træbeklædte kviste, og det er Urmagerens vandrette boksmarkise, som slår tonen an i maleriet af Koldby.

Solen skinner, himlen er blå med lette skyer over den varme gade. Farveskalaen er behersket af tid og sted i det typisk danske. Billedet af Koldby, malet af Ulrik Møller, præsenteres i udstillingen Happy Together  sammen med omkring tyve andre oliebilleder og en serie delikate photogravurer på førstesalen på Ribe Kunstmuseum, hvor udstillingen kan ses frem til 13. september 2020.

Danmarkssange
Ulrik Møller bor og arbejder i Berlin, men perspektiverne, og det magiske arbejde med farve, lys og komposition har dybe rødder i den danske horisont – historisk som malerisk.

Ulrik Møller – Centrumpladsen i Vester Aaby

Det er således op mod halvfems procent af motiverne, som kunstneren finder på sin hjemegn ved Vester Aaby mellem Faaborg og Svendborg i det sydfynske landskab, fortælles det i udstillingens katalog.

Enkelte motiver er fra Thy, hvor kunstnerens far kommer fra, som eksempelvis det nævnte Koldby. Tilbage i 2016 genkendte jeg i Politikens Galleri netop et af motiverne fra det nordvestjyske område, og blev grebet af kunstnerens arbejde i det sært fortrolige klangbillede. Det åbnede mine sanser.

Strofer af solbeskinnet rødt tegltag på hvide mure, linjer af asfalt og byskilte, grønne læhegn og gyldne marker, samt de store luftige havstykker. De rørte ved de inderste pulsslag, den erindring af landskab, jeg har for mit indre øre, og sikkert rigtig mange med mig.

Velbekendt, og dog? Ulrik Møllers malemåde driller øjet, så man nødvendigvis må stoppe op og nærme sig motivet, og bevæge sig lidt til og fra.

Ulrik Møller – Udsigt over V. Aaby – tese 62

Typisk på en teglrød grund komponerer han sine lysende landskaber frem i olien, vådt i vådt, til de ligger der med en uudgrundelig dybde i både hav og vegetation, vej og bygningskrop.
Tidens muzak standses for en stund. Ferniseringens lysreflekterende strøg giver det færdige billede en kalejdoskopisk overflade, der tilføjer en fragmenterende effekt. Dermed løftes billederne ud af idyllen.

Danmarkshistorie
Ulrik Møller føjer kapitler til danmarkshistorien på linje med billedkunstnere som Allan Otte, Simon Bang, Jesper Christiansen, Søren Martinsen m.fl. der alle har en direkte forankring i et nutidigt landskabsmaleri. De har set det selv, landskabet – både kulturlandskabets tilføjelser og naturens basklange. Og de mosler med det. Med at gengive og fortolke ud fra deres respektive orkestrering.

Det er en rørende og imponerende soloudstilling, som bærer titlen Happy Together efter The Turtles popmelodi fra 1967. Det er en munter sang, men fuld af grundlængsel.
Et urkald efter samhørighed.

Ulrik Møller – Fynsk Landskab (Gamborg)

– Tak til dig, Ulrik Møller: Genklangen og skønheden falder et tørt sted på samtidens kunstscene.

I løbet af det næste års tid kommer udstillingen også til Vendsyssel Kunstmuseum og Faaborg Museum.

Ulrik Møller (f. 1962) debuterede på KE, Kunstnernes Efterårsudstilling i 1994. Bag sig har han adskillige museumsudstillinger på bl.a. BRANDTS Odense, Johannes Larsen Museet i Kerteminde, Faaborg Museum, Skagen Museum, Vendsyssel i Vrå, Skive, Viborg, Nivaagaard og Ordrupgaard, samt internationalt i Sverige og Tyskland.
Han har modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2008, er uddannet maskiningeniør, og er autodidakt som billedkunstner.

Happy Together med Ulrik Møller
Ribe Kunstmuseum
Frem til 13. september

Ulrik Møller – Baldersbrønde

Her er brugt mobilfotos fra udstillingen – Kunst skal ses i virkeligheden:
Ulrik Møller – Koldby, 2019 – foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Centrumpladsen i Vester Aaby, 2017 – foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Udsigt over Vester Aaby (Tese 62), 2016 – foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Fynsk landskab (Gamborg), foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Baldersbrønde – foto Inge Schjødt

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen nr 7 / 2020 – med kunstnerens egne fotos.

Faire – English Colony

Panter – en solo set fra sidevognen

Dagen derpå ser katalogskribenten tilbage på arbejdet med udstillingen PANTHER af storbymaleren Faire, som netop har åbnet efterårssæsonen 2020 i Bredgade Kunsthandel i København

Gallerist Annegrethe Davis i Bredgade Kunsthandel inviterer mig i januar 2020 med til kunstmessen Art Herning. Hun vil bl.a. vise værker af den 31-årige Faire, som også selv vil være til stede, og, det vil være fint, hvis jeg kan tage nogle snakke med kunstneren, som hun forbereder en soloudstilling med. Hun beder mig om at gå i gang med research, og at skrive tekst til Faire’s næste katalog.

Torsdag 20. august åbnede Faires soloudstilling PANTHER i Bredgade Kunsthandel. En udstilling, som i alt har været i kreativ proces mere end halvandet års tid. Og trods det improviserede, flygtige udtryk, der karakteriserer værkerne i de plakatagtige grundfarver rødt, gult, orange, blåt og sort, har arbejdet en substantiel fortælling.

Show me the film
Faire har været ude at rejse. Med hjem fra Sidney, Jamaica, Philadelphia og New York har han nye erfaringer, nye fortællinger. Om mennesker, om sort og hvidt, om at gå i andres gader, om at gå i dækning, og om at spise sammen med åbent sind.
Og det at vågne op, tilbage i Danmark, det former atter andre nye billeder.
Allerede før sin afrejse har han dette kryds i kalenderen for en solo i Bredgade Kunsthandel.

Faire White Privileged

Som teaser til udstillingen skaber han en musikalsk video, hvor beatet er eminent. Lyd og billeder følges ad, og kunstneren introducerer de oplevelser, hans billeder kommer til at handle om. Karakteristisk for kunstneren, så er filmen lavet med det, han har for hånden, mobiltelefonen, et selektivt blik, og en eksklusiv timing i hvert et step. Det kommer vi tilbage til.

Boston Bay Jamaica
Udstillingens største billede Boston Bay Jamaica er færdigt i god tid inden udstillingen, og jeg får lov at besøge kunstnerens atelier, og se, hvad der er i gang.
Ud over at forberede værker til sin solo får han søgt ind på censurerede udstillinger og søgt fondsmidler til udsmykningsopgaver, måske er der håb i en af coronapakkerne. Skitser til en gavludsmykning kommer også til verden. Men det er soloudstillingen besøget handler om.

Billederne er på vej. Det er dog oplevelserne, fortællingerne fra rejsen, der fylder samtalen. Den har sat markante spor i kunstnerens sind.

– Det vil jeg råde alle til, som overhovedet kan komme afsted, siger Faire.
At rejse, og nogle gange at rejse alene. På den måde oplever du mest.
– Ellers kan du risikere at tage dine egne regler med dig, hvis du rejser i en flok.
– Så er det flokkens regler, der gælder, forklarer han.

Faire rejser til Jamaica med et humanitært formål, et byggeprojekt for unge,
og fortsætter derefter alene.

Faire – Hurricane Season

Hurricane Season
Vind og vejr og livsvilkår på Jamaica bliver en øjenåbner. De varme temperaturer pisker jævnligt ruskende orkanvinde op over oceanet. Klimaforhold, som endnu kun har vist sig i glimt herhjemme, er dagligdagen på stedet i perioden.

Musik er der overalt, og det er et sprog, kunstneren selv taler, så en aften er det naturligt at foreslå en udveksling, en jamsession, måske en koncert tour til Danmark med de folk, han lytter til. Men indbyggere på Jamaica får yderst sjældent mulighed for at rejse, får han til svar. Mange har drømt om at komme til USA, the land of opportunities.

Livsvilkårene åbenbarer sig i flere forskellige facetter. En af dem handler om øens trafikkultur, som nogle gange undervejs får Faire til at holde vejret, og fastfryse den måske sidste udsigt på nethinden.

Kunstnerens billeder fra Jamaica sitrer således af kontraster. De charmerende palmer vajer i vinden over det blå vand. Men skyerne får et par cartoonstreger på siden, der signalerer de vindhastigheder, der hurtigt kan ændre situationen på øen, og nok er Solen Rød, Mor, men baggrunden, den er mørk, ja den ser sort ud sine steder. Det automatobserverede postkort får en noget anderledes version gennem kunstnerens personlige erfaringer under opholdet på Jamaica.

Faire – No Windows, Ben’s House

Ben’s House
Fra Jamaica går Faire’s tur til Philadelphia USA, takket være en generøs privat invitation. Han får husly i forstadskvarteret Southwest Philadelphia, og holder en udstilling i værtsparret Ben og Cristina Martinez’ velestimerede restaurant inde i storbyen.

Billederne fra denne del af rejsen afspejler oplevelserne i Ben’s House, hvor han bor, hos Nemon, hvor han drikker sin kaffe, og i byens rå industrikvarterer med kilometerlange godstog rumlende igennem nabolaget på forskellige tider af døgnet.

Faire bor i Southwest Philly i tre måneder, og lærer at færdes rundt i byens mørke kvarterer. Respektfuldt lytter han til stedet, til traditionerne der, og lærer menneskene at kende.

Han møder mennesker, der hjælper med vejledning gennem byens udsatte kvarterer, mennesker der af nød er på udkig efter penge og værdier, mennesker af forskellig hudfarve med forskellig kulturel bagage, kort sagt en mangfoldighed af mennesker med historier, som sætter en dansk baggrund i relief.

White Privileged
I min egen generation, født i 1960’erne, er vi i 70’erne og 80’erne vokset op med nyheder om verdenshistorien i skoleundervisningen, i radio og tv. Som unge indtager
vi Europa via Interrail, USA via popmusik og film, og vænner os til et verdensbillede,
primært formidlet gennem nyheder og tv-kultur.

Faire – Nemon, Philadelphia

I de utallige spillefilms introklip zoomes der aldrig ind på vilkårene i byernes multikulturelle forstæder. Vi ser kun skyskrabere og skylines. Sådan tegnes et glamourøst billede af De Forenede Stater på den anden side af Atlanten.
Charterturismens pakkerejser kommer også til, men de indeholder stadigvæk mest de pittoreske grisefester og souvenir markeder, verden over.

Det er uvurderligt, at vor tids unge selv rejser ud, de søger længere ud, og har en nysgerrighed, har kritisk sans, og mod til at prøve kræfter med flere sider af virkeligheden. Mange får en del af deres uddannelser i udlandet.

Måske vil vi se en ung generation af borgere, som har rejst mere, lyttet mere, og som bringer deres førstehåndsindtryk ind på scenen i en sådan grad, at historien kan ændre sig. Både ude og hjemme, hvor vi har en tendens til at følge rigeligt i Storebrors fodspor, økonomisk og politisk. 

– Det ender umenneskeligt for mange mennesker. Se blot på de forskellige former for ødelagte landsbyer og bysamfund, der faktisk også udpines i vores eget land.
Der er noget at få kigget ordentligt på.
– Somme tider gør rejsen ud en forskel. Nu gør en global virus måske endnu en forskel, hvor nærhed og nærvær kan komme på dagsordenen.

Faire – HighClass MiddleClass LowClass – detailfoto

PANTER // PANTHER
Det er et sammenfald af forskellige faktorer, der fører til udstillingens titel.

En aften, kort efter Art Herning, ser jeg Kiplings Junglebogen på TV, hvor Ben Kingsley lægger stemme til panteren Bagheera.

Panteren er No mans plaything med det bløde, sorte skind, den store integritet og den exclusive timing. Figuren fanger min opmærksomhed. Men det er først og fremmest nogle af rejseberetningerne og allermest erindringen om den musik, der er i bevægelserne hos Faire, da vi mødes på Art Herning i januar 2020, som får metaforen og derpå titlen på soloudstillingen frem – PANTER.

Netop som en panter lærer han at følge sporene i natten, og kommer sikkert frem, vagtsom, årvågen. Det indtryk får jeg ved flere samtaler, gennem det godt og vel halve års tid, vi er i dialog om udstillingen.

Rejsens fortællinger bliver det vigtigt for Faire at få skrevet ned, så han kan give dem videre i forbindelse med udstillingen. – Takket være et unikt samarbejde med Alexa Zerkow, en amerikansk veninde, bosat i Malmø, der virker som rådgiver og redaktør, får Faire leveret et vægtigt tekstbidrag til kataloget på engelsk, som er det foretrukne sprog for de intense oplevelser. Tretten kapitler forfatter han i alt.

Faire – Mixtape, Ben’s House

“Faire har malet en serie fortællende billeder, men ønsker ikke at gøre dem til politiske billeder.

Billederne er i en genre for sig, improviserede, som tonerne på klaveret i en bluesmelodi. Der er en flygtighed i udtrykket. Der er energi og dynamik. Kompositionerne er gode, de er enkle. Nogle har plakatagtige kvaliteter.
Faire elsker at arbejde på papir.

Inspirationen til farvernes enkelhed har han bl.a. fra den abstrakte maler Piet Mondrian, der brugte meget få grundfarver. Den blå, den gule, den orange, den røde, den sorte. Det virker.
Endnu er farverne ofte mest farverester, han kommer billigt til, når han tager en runde på sin cykel.
Faire maler, det han ser. Fanger stemningerne, finder beatet og foreviger ansigterne. Billederne fødes under JAGTEN”, – føjer jeg til kataloget.

Torsdag 20. august var så dagen, hvor anstrengelserne blev kronet af en festlig fernisering. Godt besøgt, og fint akkompagneret af DJ Vincent & Venner, som lagde et lyrisk lydspor til begivenheden.

Udstillingen i Bredgade Kunsthandel var kommet op at hænge med god hjælp fra bl.a. kunstnerkollegaen Awang Behartawan, praktikanten Julie Vej, og ikke mindst
en utrættelig support fra gallerist Annegrethe Davis, der har set potentialet i Faire
og hans unikke formidling af en international storbyvibe.

Faire – Grays Ferry

– Jeg glæder mig til næste gang, til at fortsætte samtalen, som har en særlig klang, hver gang jeg møder Faire. Det der blåsorte, jazzede beat, den der timing.
– Tak for turen, Panter. Vi ses.

PANTHER – Faire
Bredgade Kunsthandel
Bredgade 69, København
Frem til 12. september

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

En dosis dansk landskab

Mange af jer, kære læsere, har sikkert, som jeg krydset igennem det sommersmukke danske landskab i en ferie, der nu er ovre.

Det er helsebringende at få så megen skønhed ind gennem forruden, og det er vemodigt at vende ryggen til solnedgangene og at sætte kurs mod stenbroen igen.

Men pligterne kalder, og det må til, om end man dør en lille smule af afskeden med ferielandet. Her skal du få en dosis dansk landskab at stå imod med – en roadstory – og til slut noget at se frem til.

Kroppen husker bakker og sving
Undervejs mellem Sjælland og Jylland har jeg kørt ad velkendte veje og oplevet landskabet om muligt endnu skønnere, end sidst. Men, jeg har også været heldig at holde fri her i de varme augustdage med en himmel så safirblå og kornmarker så gyldne som Rosenborgs juvelbesatte Skatkammer.

Ståsted i Thy – Vestervig

Jeg startede min Fantastiske Toyota og kørte fra København til Thy i ét stræk. Firehundrede kilometer på fire timer. Så langt væk fra København i fugleflugt, som du kan komme. Noget af turen med lydbogen Selveste Gyldendal i ørerne.
Men, da jeg kom over Oddesundbroen, så var det væk med lyden, så jeg ordentligt kunne mærke, hvor jeg var. At jeg snart var på den egn igen, hvor jeg cyklede i vestenvinden og indåndede luften og duften af jord, fjord og hav fra jeg var seks til jeg var nitten.

– I familien griner de lidt ad mig, fordi jeg hver gang skal den rigtige vej, sydfra ind gennem landsbyen, hvor min Far arbejdede, selvom det er en omvej til sommerhuset, der stadig er i familiens eje. Men, min gamle Mor og jeg ved, hvad vi taler om, når vi enigt bekræfter, at vi kan mærke, hvor vi er.
Vejenes bakker og sving går i rygmarven. Den sansning er jeg nærmest blevet afhængig af. Og så må det koste lidt ekstra på kilometertælleren.

Flag og gravhøj i Thy

I Jens Søndergårds fodspor
Sommerhuset ligger på en bakke med udsigt over Limfjorden mod Mors. – ”En skøn ø, for derfra kan man se til Thy…” lyder en af de selvbevidste vendinger, men sandt er det, at der virkelig er smukt i Thy.

Måske husker du maleren Jens Søndergaards malerier med udsigten vestpå fra Ashøje, hvor grønne marker og dybtmørke hegn snor sig om kap med gule strimler. I baggrunden glimtende søer og det blånende hav, og et sted i midten ligger Vestervig Kirke som et fast omdrejningspunkt under en vældig himmel.
I dét frodige landskab er jeg vokset op – med streg under frodigt på istidslandskabets grønne morænebakker. Vi er et godt stykke nordvest for den jyske højderyg, der deler landet, og fem kilometer fra Vesterhavet og de lynglilla toppe og plantager i den sydligste del af Nationalpark Thy.

Sound Box i Thy

Leveforholdene har været meget forskellige i fiskersamfundet Agger og hos bønderne de få kilometer længere inde i landet. Her var det fede plovspand, der kravlede for et par generationer siden. Nu er de store som huse, de designmodificerede landbrugsmaskiner, der er i sving.

Halmballenørd
I foråret traf jeg billedkunstneren Anne Koldsø, som spurgte om jeg mon kendte nogle steder med et karakteristisk landbrugslandskab, det var værd at studere nærmere. I sommer har spørgsmålet fyldt mine tanker på køreturene, og skærpet mit blik.

Retur fra Vest- mod Østjylland ynder jeg at køre ad Hobro Landevej nordøst for Viborg i retning mod den østjyske motorvej. Her er byder det bakkede landskab på lidt af hvert.

Tjele Gods ved Hobro Landevej

Midt i marklandskabet ses en stor korn- og foderstofcentral med nye blanke siloer, og en giga powerstation, som er opført for nogle af verdens techgiganter. Derpå jeg passerer gennem skove og marker, tilhørende godset Tjele, opført i 1500-tallet, og tager en afstikker ad grusvejen ned til vennerne på Lykkegaarden ved Tjele Langsø, hvor der opdrættes grå og sorte Gotlandske Pelsfår.

Kontrasten mellem formatet på godset og på den mindre gård viser sig bl.a. i maskinstriberne på markerne og forskellen på størrelsen af de halmballer, der presses det ene og det andet sted.
– I år har jeg, ja, netop på grund af kunstnerens spørgsmål om landbrugskultur, studeret halmballer på min vej. De lå spredt, hvor de var lagt, cylinderformede, runde, aflange, indpakkede i net eller farvet plasticfolie. Meget fornøjeligt og lærerigt er det at lægge mærke til deres form og skyggespil hen over markerne, mens Toyotaen æder vej.

Halmhilsen til Allan Otte

Kunstnerne er gerne med
Helt Allan Ottesk var det at se nogle halmballer pakket ind i sort plastfolie, spejlende det omgivende landskab. Nærmest grotesk dystre var de at se på, som Ottes billeder godt kan være det, når man får pillet automatidyllen af.
– Han gør det godt, Allan Otte, når han skildrer nutidens uromantiske vilkår i landbrugserhvervet. – Sådan er det bare, sådan gør vi bare. Tager den konventionelt opdrættede, nyfødte kalv fra Moder Ko, blot tolv timer efter, den er født, så mælkeproduktionen kan fortsætte.
– Hvad er problemet? Det vender vi tilbage til.

Andre veje og andre steder kalder på andre kunstnernavne fra mit indre arkiv.

På motorvejsbroen over Gudenåen ved Randers går tankerne gerne til bysbarnet Mette Rishøj, der nu bor i Gentofte.

Rishøj og Eriksson

Mette Rishøj får også gerne en hilsen, når jeg passerer en flåde af M.J. Erikssons hvidpotente gravemaskiner, i gang med arbejdet eller parkeret langs de mange strækninger med Vejdirektoratets motorvejsarbejde.
Hun lærte mig at elske de maskiner, da vi knoklede sammen på megamaleriet Byens Scene på Kongens Nytorv i 2015, mens metrobyggeriet rumsterede under os.
Hvem kan stå for en gravemaskine pyntet op med ferniseringsballoner?

Anderledes lyrisk går mine tanker til maleren Tonies sarte pasteller, når en klynge af klinkbyggede joller danser på bølgerne i Kalø Vig eller mere autentisk på Bramsnæs Vig ved Roskilde, hvor hun ferierede en årrække i 80’erne.
Nu, hvor kunstneren selv er i 80’erne har vi stadig glæde af at dele fascinationen af lysets spil i vandet, som hun fangede mit hjerte med for tredive år siden.

Yoga i Thy – Klitmøller

– Der fik jeg lagt grunden til en personlig kunstinteresse, som siden kickstartede skribentvirksomheden og det kuratorarbejde, som fylder mine arbejdsdage. – Jeg er sidemandsoplært, ikke kunstteoretiker, og går derfor intuitivt og lyttende til værks. Det interesserer mig, hvor inspirationen og malekraften kommer fra, her og nu.
– Det har jeg stor respekt for.

Happy Together // Hyldest til Koldby
Endnu en yndlingskunstner må jeg nævne.
Ulrik Møller, som udstiller på Ribe Kunstmuseum frem til 13. september.

Happy Together har han valgt at kalde sin nye udstilling, og refererer med popsangen til den grundlængsel, der ligger dybt i os mennesker, og som eksempelvis kan udtrykkes i et maleri. Utopia, længslen efter tilhør og samhørighed er den dybe grundtone i Ulrik Møllers æstetisk smukke arbejder. 

Pastelfarvet Limfjord

Inspirerende er det at se og høre om, for Møller maler også landskaber fra Thy, hvor hans far stammer fra.
I ferien passerede jeg nogle af stederne i motiverne, bl.a. gaden med urmagerens boksmarkise i Koldby, som slår på strenge hos mig, fordi jeg ligesom bakker og sving også har teglstensblonder og vejrbidte røde mure i rygmarven.

– Måske er det derfor, at I her får denne dosis dansk landskab? Der er en god grund mere.

Mere landskab i billedkunsten
Den 1. november passeres en vigtig milepæl. Landbrugets Kulturfond har i år udskrevet en konkurrence og opfordrer tidens billedkunstnere til at skildre det danske landskab og de mennesker og redskaber, der former det.

Korn og kant ved Tjele Gods

For at komme i betragtning kræves et CV, der viser, at man professionelt har beskæftiget sig med billedkunst. Der er afleveringsfrist hos Landbrug & Fødevarer, Axeltorv 3, 1609 København V, 1. november 2020.

Værkerne vil blive bedømt af en komité bestående af: kunstkritiker, forfatter og mag.art. Bente Scavenius, (formand), kunsthistoriker mag. art. og tidl. dir. for ARoS Jens Erik Sørensen, kunstmaler og professor Jesper Christiansen, billedkunstner Allan Otte, som er uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi, Helle Juhl, forfatter, journalist og medlem af Kulturfondens bestyrelse samt Bent Claudi Lassen, fmd. for Kulturfonden.

Førstepræmien er på kr. 100.000 for et maleri, som Kulturfonden vil finde en passende placering for. 2. præmien er på kr. 20.000, 3. præmien er på kr. 10.000 og de bedste værker vil efter sigende blive tilbudt ophængning på relevante kunstmuseer. Der er noget at se frem til!

Det må vi snakke om
Interessant skal det blive at se, hvad billedkunstnerne skildrer. – Idyl og skønhed, røg og møg?
– Vil kunsten give anstød og fremkalde samtaler om, hvad det er for vilkår vi vil acceptere? Det må vi se.

Kirsten Kjærs Museum i Thy

Gennem årene har Landbrugets Kulturfond anerkendt og støttet initiativer til fremme af landbokulturen i videste forstand og bidraget til forståelsen af dens værdier i landdistrikterne og i det øvrige samfund, herunder kunstneriske initiativer fra digtekunst til litteratur, film, kunstprojekter, udstillingssteder med mere.

I 2014 udskrev Landbrugets Kulturfond en konkurrence om en ny folkelig sang om landbrug. Karen Munk Nielsen skrev tekst og melodi til sangen ”Lad os mødes i skellet.”
Det er en sang som på sine tre vers i bedste folkelige tradition formår at minde om adskillige varme debatemner omkring dansk landbrug. Omkvædet lægger op til en konstruktiv debat om uenighederne:
”Lad os mødes i skellet og veksle et ord, der hvor ploven har sluppet sit spor,” foreslår sangen. Den demokratiske samtale er vores vigtige ansvar og mulighed.

Grøftekant med Morgenfruer

Den mark som blev min
Før Coronaen væltede ind over menneskene, der havde naturen og klimaet vundet valget og fået ordet. Bekymringer for bier og biodiversitet bliver delt af flere og flere. Det er der stadig brug for. Og det nytter, kan jeg se på de nu vildt blomstrende grøftekanter, som får lov at stå uden at blive slået i samme omfang som før.

Hjemme i parcelhushaven får kløveren i græsplænen også lov at afblomstre, før plænen igen bliver slået.
– Og brombærrene er blevet modne.

God sensommer. På gensyn i Kunstavisen nr. 7.

Tekst og fotos af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen Online, august 2020

Ulla Lampe – Sat på pause 2020

Ulla Lampe lægger op til samtale om tidens tern med udstillingen En Nordisk Tone, som kan ses på KunstVærket i Odder frem til 9. august

Ulla Lampe vakte min interesse, da hun præsenterede maleriet Turist i København, hvor to unge mænd har indtaget et par af de karakteristiske metalstole fra bassinet foran SMK. Med bolden imellem sig tager de en pause fra et basketgame i en park.
Den lyshårede unge mand sidder med en dåsedrik i hånden, den mørklødede tilsyneladende tomhændet, med bøjet, resignerende attitude, mens vandspejlet omslutter dem, og når helt frem til os ved motivets forkant.
Billedet åbner for en stemning, en problemstilling, en mulig samtale både indenfor og udenfor lærredet. Dagsordenen er givet i antydninger. Det er op til beskuerens egne associationer at tage fortællingen videre.

På maleriudstillingen En Nordisk Tone i Odder viser Ulla Lampe en variant af ovennævnte værk Sat på pause, og godt tredive andre forskellige motiver, som rører ved tidens store dilemmaer.
Blandt temaerne er plastikkens hårde virkelighed og menneskets relation til naturen, identitet og sociale mediers påvirkning af vores adfærd, den kolde ensomhed, samt de menneskelige dårskaber fortolket i De syv Dødssynder.

Ulla Lampe – Alt har sin tid, 2019

Kontrastfuld idyl
Efterladte hvide havestole og Arlas grønne mælkekasser ses i stabler som kontrast til det organiske. Trods den moderigtige grønne, skærer det i øjnene, hvor de står, uanset om solsorten lige tager sig et hvil derpå under fyldte æblegrene.

I værkserien På Kanten ser vi de unge turister stå, moderigtigt påklædte inklusiv muskelhund, med sænkede blikke mod mobiltelefonerne i stedet for den natur og de øvrige problemstillinger, der omgiver dem.

I serien om De syv Dødssynder indfanger Ulla Lampe alvoren bag Vrede, Hovmod, Griskhed, Dovenskab, Misundelse, Begær og Fråseri i en stærk nutidig vinkling på mørke baggrunde med generaliserede, identitetsløse figurer.

I forbindelse med værkserien om De Syv Dødssynder skriver hun:
– Jeg er optaget af de dilemmaer, vi alle jævnligt står i; af forskellen mellem det man ved er rigtigt, og er god skik og brug, og så det, man rent faktisk gør.

Ulla Lampe – Udenfor er mørket, 2019

De karakteristiske SMK-stole går igen i flere af Ulla Lampes billeder. De står med vand til knæene i forskellige set-ups, hvor naturen omkring og bjerglandskabet i baggrunden vækker en bekymringsfuld stemning, trods farvernes mildhed og de smukt gengivne spejlinger.

Formlen bag
Billedernes brug af genkendelige effekter i et særegent landskab trigger opmærksomheden, og går som en rød tråd gennem Ulla Lampes malerier.
Hun bygger kompositionerne op på fotos, som samples med hjælp fra moderne metoder og de hjælpemidler, der er til rådighed, bl.a. overheadprojektoren.

Ulla Lampe maler med både akryl og olie. Mellemgrundene er sine steder stænket på, og det skruer noget op for hastigheden i det samlede udtryk.

Ulla Lampe – Kunsten at finde balance, 2018

Ethvert redskab, som eksempelvis overheadprojektoren, kræver færdigheder og omtanke i anvendelsen. Hos Ulla Lampe står de samplede kompositioner klart med figurer og effekter på plads, og da personernes ansigtstræk ikke er meget detaljerede, så fungerer det her uden væsentlige forvrængninger. Redskabet åbner muligheden for at zoome og gentage det samme udsnit i flere motiver, og indrømmet – den effekt tager lidt af fortryllelsen for mit vedkommende. 

Som billedkunstner er Ulla Lampe autodidakt, selvlært med en stribe censurerede udstillinger og priser på sit CV. Hun er medlem af KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund og BKF – Billedkunstnernes Forbund.

Kunstneren trækker den nordiske idyl til grænsen, og giver bolden op til diskussion i de dramatiske værker, der står som tankevækkende snapshots af samtiden.

En Nordisk Tone
KunstVærket Vitavej 60 – Odder
Frem til 9. august

Ulla Lampe – På Kanten I, 2019

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

GVB – What We Need the Most Of -KS20

DREAM WORK er titlen på soloudstillingen i Cobrarummet. Men hun kommer ikke sovende til det – Gitte Valentiner-Branth, der har malet gennem de seneste ti år, udstillet i talrige kunstforeninger, som i år er med på KS20 – Kunstnernes Sommerudstilling på Vestjyllands Kunstmuseum, og som indtager Cobrarummet på Sophienholm ved Kgs. Lyngby fra 29. juli til 9. august.

Rundt i lejligheden hænger de nye værker klar til soloudstillingen DREAM WORK, og i arbejdsværelset er der ved at være samling på rekvisitterne til Sophienholms unikke udstillingsrum, Cobrarummet, hvor Gitte Valentiner-Branth glæder sig til at møde publikum de to uger ind i august, som udstillingen varer.

GVB – You Gave Me Something, 2020

I de nye billeder har Gitte Valentiner-Branth ladet sig inspirere af arkitekturen i amerikanske pragtvillaer med pools og elegante haveanlæg. Visuelle eventyr, som de fleste kan drømme om at tage ophold i.

Kunstneren eksperimenterer med maleriets dualitet i form og udtryk.
Her er ingen manual. Hvor vi er vant til at blive håndfodret med narrativer, med referencer, tolkningsmuligheder og psykologiske fingerpeg, der lader Valentiner-Branth maleriet arbejde for sig selv og skabe sin egen virkelighed. Det gælder især i de nyere værker.

Memory ikoner
Fotografier af arkitektur, inventar, gadelamper, amerikanske vandtårne og anden infrastruktur har kunstneren samlet, såvel på nethinden som i sit private arkiv, i årevis. Sammen med inspirationer fra en række danske og internationale kunstnere henter hun elementerne ind i sit dynamiske billedunivers. 

GVB – Nothing Is Too Wilde, 2018

Kunstnere som Ivan Andersen, Eamon O´Kane, Mette Rishøj, Donata Bencker, René Holm, Per Adolfsen, Simon Fensholm, Anette Harboe Flensburg, Asmund Havsteen Mikkelsen, Simon Bang, Jesper Christiansen, Maria Engholm og David Hockney nævner hun blandt sine inspirationskilder, og enkelte heraf også som undervisere og sparringspartnere.

Hun komponerer dramatiske perspektiver og indsætter tematiske kontraster.
Med sitrende penselstrøg lægger hun baggrundenes vilde og oftest ganske lette farvelag. Med rette linjer indføres stramheden fra arkitekturelementernes bastante former, hvor intet alligevel lukkes helt inde.

– Åbenheden skal være der, understreger Gitte Valentiner-Branth, som gerne formilder motivet med lyse glaspartier, træfarvede felter og organiske elementer fra skoven, haven eller stuens grønne vækster. De bygger bro til det menneskelige, som aldrig optræder eksplicit i billederne.

GVB . I Care About You, 2018

Det evigt vilde
Naturen, og vores liv sammen med den, er et tema, der rører kunstneren. I motivet I Care About You 2018 har kunstneren taget et af de ikoniske amerikanske vandtårne indenfor i dagligstuen. Vandet er en knap ressource, vi må tage vare på, mener kunstneren.

Silhuetter af mørke graner rager op, og får blikket til at standse her, hvor natur og kulturelementer mødes, hvor det evige og det tidslige sætter hinanden stævne.

– Der er helt klart en udlængsel gemt i mine motiver. Der er en lyst til at komme derhen, hvor husene står på stolper, og skyskrabere gør, som navnet siger, bekender kunstneren.

Med billedtitlerne søger hun at nærme sig beskueren, og gå i dialog med de drømme, som mange af os kan nikke genkendende til.

– Det, du kan lide, det billede har noget af dig i sig, siger Gitte Valentiner-Branth.
Et udsagn som undertegnende sagtens genkender i forhold til de værker, jeg har fået ind i min egen samling. Og de billeder, der holder i længden, det er dem, der får mig til at standse op og sænke tempoet.

Dream Work
Gitte Valentiner-Branth har ladet sine drømme vandre og arbejde for sig i værkerne, hvoraf ét blev valgt til den statsanerkendte censurerede KS20 – Kunstnernes Sommerudstilling i Vestjyllands Kunstmuseum.

GVB – I´ve Got to Be Bold, 2020

En optagelse her er en af de eftertragtede milepæle, særligt for kunstnere, der har gået andre skolingsveje end den akademiske. Gitte Valentiner-Branth har bl.a. fået undervisning på Bjørn Ignatius Øckenholts Billedskole og uddannet sig hos Kunstskolen Spektrum, hvorfra flere kunstnere var fint repræsenteret på KS20.

Gennem ti år har Gitte Valentiner-Branth malet og udstillet dels i lokale censurerede udstillinger landet over og dels i talrige kunstforeninger, hvor det dog ikke er helt let at fange fordybelsens frirum.

Men muligheden for fordybelse, den er tilstede sammen med kunstneren i Cobrarummet, hvor der er fernisering torsdag 30. juli.

GVB – Summer Mood, 2019

KS20 – Kunstnernes Sommerudstilling, Tistrup
Frem til 9. august

Dream Work – solo med Gitte Valentiner-Branth
Cobrarummet, Sophienholm, Kgs. Lyngby
29. juli – 9. august
Fernisering 30. juli

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, juli 2020

NB! Klik ind og se de enkelte motiver i en bedre gengivelse,
– men kunst opleves bedst i virkeligheden.

Kids City i DAC

Oplevelser med arkitektur er en vej ind i kunstens uendelige univers

Dansk Arkitektur Center har slået dørene op for en sæson med masser af hvin og lyden af løbende børnefødder. Med udstillingen Kids City og med indvielsen af kæmperutchebanen DAC Slide sendes en varm kulturinvitation til de opvoksende generationer.

I Kids’ City kan man både lege, bygge og brænde krudt af samtidig med, at man bliver klogere på byens former, figurer, lyde og skala.

Imens ungerne tumler, tegner og bygger pyramider af udstillingens møbler præsenteres de voksne for eksempler på arkitektur med børnetække.

En stribe træhuse i forskellige skalaforhold kalder på en leg med møblementet, og det giver en stærk kropslig oplevelse af tilstedeværelse i verden. – Ikke nogen dårlig tråd at trække i hos børn og deres voksne.

Bordet fanger. Form og farve får genklang. Det vækker en appetit på mere.

Suset fra DAC Slide
Kroppen er ligeså i fokus, når man hopper i glideposen og tager turen fire etager ned gennem DAC Slide, den blanke glinsende rutchebane, som takket være en donation fra Ny Carlsbergfondet nu snor sig gennem trapperummet.

DAC Slide – sommerens hit

Det stedsspecifikke kunstværk er skabt af den internationalt anerkendte tysk-belgiske kunstner Carsten Höller, der har lavet lignende kunstværker i form af rutsjebaner på førende museer i hele verden, her iblandt Tate Modern i London.

”Hvorfor bruger vi ikke rutsjebaner i arkitekturen som en tilføjelse til trapper, elevatorer og rulletrapper? spørger Carsten Höller og uddyber: ”De er hurtige, sikre og energibesparende – og de frembringer en glad følelse hos brugeren, der nærmest kan beskrives som et slags møde mellem lyst og panik, et sted mellem glæde og vanvid.”

Deres udsendte kan sagtens følge kunstnerens tankegang. Det er sjovt at rutche, også efter det halve sekel, men sådan en installation kræver noget plads. Andre af Höllers rutchebaner er derfor konstrueret, så en del af slangens slyngninger går udenfor bygningerne.

Hej Danmark
Et tredje DAC tilbud er udstillingen Hello Denmark i Guldgalleriet.
Her er fokus på hverdagslivets kvaliteter med hygge indenfor, og udfoldelser i det fri i form af badeliv i byen, dansk cykelkultur – og en hilsen til hovedstadens byudvikling med den vellykkede Fingerplan fra 1947, som visionære temaer.

DAC Hello Denmark

Dansk Arkitektur Center byder på særdeles vedkommende fortællinger.
Både for udefrakommende, måske engelsktalende, som får indblik i rammerne for det lykkelige folks tilværelse. Og til landets egne borgere, som kan få en friskklippet arkitekturbuket at glædes ved.

DAC giver et skabende pulsslag videre, og det gør godt.

Dansk Arkitektur Center
Christians Brygge
Frem til 18. oktober

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 6 /2020

Fingerplanen fra 1947

Jacob Hoff – Flora, Et hjemligt terræn.

Sommerens udstilling i Skovhuset bærer titlen Melankoli – En utilsigtet hændelse. Derfra går man opløftet.

Depressionsraten er høj hos verdens lykkeligste folk. Angstdiagnoser hos børn og voksne kommer i stigende grad op til overfladen, ud i medierne, ud til forældre og lærere. – Ikke alle er skabt til at passe ind i læseplaner og Excel ark, eller til at gå den lige vej fra 0. klasse til kandidatgraden. For, hvad så, når man står med den?

– Ikke alle har en automatik for det ekstroverte, eller det super positive, som kræves i en kommercielt tandpastasmilende tidsalder.

Oplevelsen af tvivl og meningsløshed og uforløst livsenergi sætter mennesker under pres, hvor nogle, med talent for at skabe, imod alle odds, transformerer tungsindet til kunstnerisk udfoldelse. Stimulering af hjernens centre for overlevelse smitter i gunstige tilfælde af på kreativiteten, og hvad der så kan komme ud af det, det kan opleves i Skovhuset ved Søndersø i Værløse.

Her har tre kunstnere og kuratorer – Jacob Hoff, Lilybeth Sebaldus og Simon Grimm drøftet melankoliens understrøm, og sat sig for at udforske Romantikkens blik på kunstnerrollen, hvor sult og lidelse og kærestesorg var mytologiske grundvilkår for at skabe. Hvordan ser det ud i dag?

I vore dage ses det introverte mismod som en utilsigtet hændelse på linje med den historiske melankoli.
Men af den der tristhed skabes lykkeligvis aktuelle, vedkommende værker.

Mia-Nelle Drøschler, Engle og Dæmoner

Hoff, Grimm og Sebaldus har inviteret syv andre betydende kunstnerkolleger til at medvirke på udstillingen Melankoli – En utilsigtet hændelse, og Rikke Benborg, Anders Brinch, Mia-Nelle Drøschler, Gerd Laugesen, Michael Würtz Overbeck, Rasmus Rosengaard og Kathrine Ærtebjerg bidrager til den absolut seværdige udstilling i Skovhuset ved Søndersø i Værløse, som kan opleves frem til 6. september.

Sejrsbillede
Mia-Nelle Drøschler åbner udstillingen med stemningsmættede drømmeagtige malerier under titlen Engle og Dæmoner, hvor tre lysvæsner træder frem af dunkelheden, omgivet af vækst.

I en række tegninger i sort/hvid viser kunstneren udtryk for angsttilstande, så pennen skærer sig ind i sjælen. Hun taler med sig selv undervejs, og noterer tanker og beslutninger på motiverne. Et af dem er et sejrsbillede – Nu er jeg træt af at have angst, så jeg har taget opvasken. Her står køkkenbordet nu ryddet. Selv de mindste opgaver kan i depressionen forekomme uoverstigelige, men det er lykkes her.

Lilybeth Sebaldus viser installatoriske objekter af bl.a. stål og gummi. Feeling Blue peger ind i væggen, og Bottle Up peger på, at selv det mest indestængte på et tidspunkt flyder over, og må sprænge rammen.

Jacob Hoff – Slim fit

Et hjemligt terræn
Jacob Hoff viser moderne stilleben under fællestitlen Et hjemligt terræn. Her er afbilledet en dagslyslampe med titlen Ninas Sol, og Flora, en vindueskarm med grønne planter. Men lampen lyser ikke, og man kan ikke se ud ad vinduet.

En dyne ligger krøllet sammen uden betræk, et tørrestativ rummer hvidt undertøj.
En blå skjorte hænger der på bøjlen, heldigvis med ærmerne smøget op.

Jacob Hoff fortsætter den kunsthistoriske tradition for stilleben med disse nænsomme, intime værker, som mange andre kunstnere omkring ham gør det i dag.

Her i coronatiden har blandt andre Erik A. Frandsen skabt intense eksempler på genren, som mange kvindelige kunstnere, engang nok så isolerede, var henvist til.

Tragikomiske klange  
Under fællestitlen Maestro leverer Anders Brinch en salonvæg af galgenhumor.
Her er selv indkøbssedlen rammet ind. Men, det var måske også det, der lykkedes den dag.

Kunstneren tager os på en selvironisk, tragikomisk rejse mellem katten i vindueskarmen, postkort fra Cuba, rødvinen, døden og mardrømmenes Maestro – Alien.

Her er 20 Maestromotiver i alt på papir og i olie på lærred.

Anders Brinch – Maestro I-XX

Kammertonen holder rent hjem i mol, takket være så simple instrumenter, som de plettede lærreder og kladdepapirets indebrændte ytringer.

Naturen som talerør
Rasmus Rosengaard giver os fire fine værker Uden titel, men dog med forgængeligheden fastholdt i bronze. Valmuernes frøstande fornægter sig ikke, end ikke i denne stivnede form, hvor livet gennem kunstens greb overvinder døden.

Simon Grimm præsenterer et smukt, lyrisk værk – Båd.
Men åkanderne er sorte, og vandspejlet hvidt.
Og fraværet af farver klinger som et enormt ekko mellem værkerne Fugleskræmsel, Pige og Lysglimt – et lille kulørt mixed media, som står på gulvet, som en sol på vej.
Det er en fin repræsentation af Grimms forskelligartede udtryk.

Kathrine Ærtebjerg – Hun var beskyttet

Den symbolistiske drøm
Kathrine Ærtebjerg fører os med ind i melankoliens jungle i selskab med de genkendelige og dobbelttydige væsner, der befolker hendes farvestærke billedverden. På én gang yndige og dystre kigger mørke øjne imod os, flydende, fra blomstens midte eller fra en moders favn, så kvinden lades ikke alene i universet, men gøres selskab af de små, opmærksomhedskrævende væsner.
Hvor går du hen? synes de at kalde.

Rikke Benborg spejler i to broderede billeder Oh, Cruel Fate og Hysteria tidligere tiders modediagnose, som ofte knyttedes til frustrerede kvindesind.
Både den begsorte hør og den blå velour udtrykker ganske intenst, hvad man fremkalder for sit indre blik, og må tage afstand fra. Tak for de to klart kommunikerende værker.

Gerd Laugesen afspejler den evige længsel med installationen Den anden side. Håndskriften på væggen udråber således: Det er altid den anden side, om det er den ene eller den anden side, og den desperate mangel på sammenhæng lyser imod os på papirbanen med fragmenter af tekst, maskinskrevet på en Torpedo under Istanbuls fjerne himmelstrøg. Melankolien er ikke forbeholdt det nordiske vintermørke.

Af Michael Würtz Overbeck

Michael Würtz Overbeck får det sidste ord med to skulpturer, udført i glas og beton. Mod den tørre grå beton brydes lyset i de ilagte krystalkugler. Beskuerens tilstedeværelse spejles i glasset, og ved enhver bevægelse ændres værkets respons. Den døde, sakrale grund får liv.

Skaberkraftens modtryk
Gennem de mangfoldige udtryksformer skaber udstillingen elegant variationer over temaet, så det melankolske aldrig bliver tungt.

Og skulle tristheden endelig snige sig ind, så gør Skovhusets smukke ramme med de lysfyldte rum, midt i naturen, det svært at bevare mismodet.

Udstillingen Melankoli – en utilsigtet hændelse er besøget værd. Det er ganske vist.

Skovhuset Kunst & Natur
Ballerupvej 60 – Værløse
Frem til 6. september.

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen.dk – juni 2020

Værker af Simon Grimm

Rikke Benborg – Oh, cruel fate

Glasskibe – Backhaus-Brown og Egeværk

Snedkerparret hos Egeværk har flyttet værkstedet fra Hundested til Helsingør med en stærk vision om at åbne flere muligheder for at kombinere møbeldesign og kunst

Snedkerværkstedet Egeværk vil være kendt af mange for deres andel i de ikoniske Glasskibe, der er udgået fra Hundested Havn i samarbejde med glassmedjen Backhaus-Brown. Glasskibene er udstillet i ind- og udland, bl.a. på Glasmuseet i Ebeltoft, og efterhånden er de sejlet ind i hjerterne hos adskillige samlere, både herhjemme og overseas, som det hedder.
– Det amerikanske publikum tager vældig godt imod det yppige, nordiske kunsthåndværk. Det samme gør de i London og Paris.

Kvalitetsniveauet hos Egeværk er uomtvisteligt. De fint forarbejdede stole og borde, hvoraf nogle er blevet til i samarbejde med arkitekt Hannes Stephensen, taler deres tydelige sprog.

Egeværk – Shapes of Ice

I foråret 2019 modtog snedkermestrene Mette Bentzen og Lasse Kristensen Snedkerprisen fra Københavns Snedkerlaug på 150.000 kr. for blandt andet Void-serien med unikke borde og et Void vægstykke i dansk ask, men også for samarbejdet om Glasskibene.

Snedkerprisen er branchens skulderklap til de to unge i folden. Begge er de udlærte hos navnkundige PP Møbler i Allerød, hvor bl.a. Wegners stoleserier i årevis er fremstillet i allerfineste håndværkskvalitet, ligesom også de nye taffelstole til Hoffet er det.
Sølvmedaljer og svendebreve fra PP Møbler borger for et grundlæggende kendskab til træet, håndværket og en tradition for høje ambitioner på snedkerhåndværkets vegne.

I sommeren 2019 kunne vi opleve unikke borde, skamler, cabinettet Essentia og skulpturer på udstillingen Shapes of Ice i Gjethuset i Frederiksværk.

Egeværk – A Touch of Mack

Hertil havde Egeværk i en kunstnerisk proces udviklet helt nye udtryk i dansk ask og wengé med inspiration fra isens smelteprocesser og træets strukturelle egenskaber.

Samme år deltog de i udstillinger på Trapholt Museum ved Kolding og Chart Art Fair i København, samt flere internationale udstillinger i Paris, Miami, Basel og Genève.

Brobyggere i Helsingør
I udlandet skelnes der mindre mellem design, kunsthåndværk og kunst, end traditionelt herhjemme.

Det ønsker Egeværk nu at skabe rum og rammer for at ændre i dansk regi, samtidigt med at de udvikler flere unikke møbler i samarbejde med kunder og kompetente partnere, og flere kunstværker kommer til verden med træet som udgangspunkt.

Med nye visioner, med grundlagte erfaringer, med flere internationale samarbejder i bogen, med repræsentation bl.a. på galleriet Sarah Myerscough i London og galleriet Maria Wettergren i Paris, med invitationer til Olympiaden i Tokyo og en løbende strøm af opgaver på unikke møbler har snedkerparret Mette Bentzen og Lasse Kristensen taget springet og skabt nye rammer for Egeværk i Helsingør efter 8 år i Hundested, hvor pladsen efterhånden blev for trang.

I løbet af årets første måneder har Egeværk omdannet en 850 kvm lagerbygning fra 70’erne, som tidligere har tilhørt Helsingør Værft, til en ny base.

Egeværk nu i Helsingør

– Vi kommer til at invitere indenfor til udstillinger med andre end vores egne værker. Vi planlægger workshops og dialog om kunst og design, og vi er så glade for, at vi nu har plads til at gøre det, fortæller Mette Bentzen ved åbningen af Egeværks nye værksted og gallerirum på Industrivej 12 i Helsingør.

Med modet til at eksperimentere videre – med en girafhøj, specialfremstillet fordør i cedertræ, som vidner om parrets vingefang, samt et smukt gallerirum og et rummeligt og funktionelt værksted har Egeværk taget det næste skridt i fornyelsen af traditionsrigt dansk design og nyskabende snedkerkunst.

Herfra ønskes Hjerteligt Tillykke, God arbejdslyst og på Godt gensyn!

Egeværk
Industrivej 12 – Helsingør
www.egevaerk.dk

Tekst og foto: Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen Online, maj 2020

Klik på illustrationerne, og få en lidt bedre billedkvalitet.
Husk, kunst skal ses – og sanses – i virkeligheden. 

BLOOM Chair – tegnet af Hannes Stephensen