Af Daniel Goldenberg

Tiden er måske inde til en ny form for fordybelse og vedholdenhed, som det ses hos billedkunstnerne af den hyperrealistiske slags

På udstillingen Realistisk Set 2020 i Bredgade Kunsthandel finder vi en god håndfuld hyperrealistiske, surrealistiske og realistisk ekspressive malere, som imponerer med deres udholdenhed og tålmodige penselarbejde. Hver for sig opviser de kvaliteter, som er de få forundt i vores – indtil for nylig – forhastede tilværelse.

Overlevelse og opfindsomhed må gå hånd i hånd ikke mindst på kulturens felt. I Bredgade Kunsthandel har galleristen Annegrethe Davis indbudt de syv udstillende kunstnere til at få hver sin ferniseringsdag for at undgå et mylder af gæster på én gang. Værker af Anne Koldsø, Ann-Lisbeth Albek Sandvig, Christina Mosegaard, Külli Suitso, Daniel Goldenberg, Henrik Martensen og Thor Lindeneg er kaldt frem, så vi kan forundres, bydes på mentale vitaminer og begejstres.

Christina Mosegaard – Portræt 2020

Udholdenhed // Duende
Når vi besøger kulturhistoriske steder, så imponeres vi af det kunsthåndværk, de finesser og færdigheder, vi præsenteres for i bygninger, i genstande – og i den forestilling om datidens mennesker, der opstår hos os. Vi beundrer deres energi, deres tålmodighed. Mod og modstandskraft har i tidligere tider været en fordring, en nødvendighed i tilværelsen på en lidt anderledes facon, end i vores teknologisk veludviklede tidsalder.

Hos Christina Mosegaard ser vi nogle af ansigterne på de stoute kvinder, der udfyldte deres plads, deres rolle. Kunstneren har udset sig nogle arketyper blandt ældre fotografier, og har givet dem nyt liv.

Hos Külli Suitso fortæller maleriet med Den næsten gennemsigtige hjelm og Svigermors knapper måske også en familiehistorie? Der er flere tolkningsmuligheder. Knapperne rummer fortællinger, der gives i arv. Om det er en poetisk lysende, eller måske en invaderende arv, eller noget helt tredje, det tror jeg er op til beskuerens egen refleksion.

Ann-Lisbet Albek Sanvig – Duende III

Her ses også et par billeder af hænder, som søger at samle op på det flygtige – vinens lykke – eller er det måske livet, blodet, tiden, der siver ud mellem fingrene? Stærke, symbolsk-eksistentielle værker giver hun os, estiskfødte Külli Suitso, der bor på Fyn og underviser på Aarhus Kunstakademi.

Ann-Lisbeth Albek Sanvig har ladet forfatteren Federico García Lorcas tolkning af begrebet Duende træde frem i spanske klædedragters fortættede melankoli med styrke, skønhed og alvor. Hovedværket er et triptykon, hvor kroppens indsnøring og den tilslørede silhouet er behandlet i et kontrastfuldt udtryk.

I billeder med hår og nakkeknold på unge, lyshårede kvinder anes også melankolien hos de nutidigt bortvendte.
Kunstneren, der er uddannet grafiker fra Det Fynske Kunstakademi, holder af at udfordre sig selv i nye ambitioner, og er optaget af at øge detaljeringsgraden, lyssætningen og taktiliteten i sit realistiske maleri.

Interiører // Eksteriører

Af Anne Koldsø

Hos Anne Koldsø ser vi nogle artefakter i fint forarbejdede opstillinger. Krukker og græskar får liv i kunstnerens dygtigt lyssatte motiver. En del af sin uddannelse har kunstneren fået på Kunstakademiet i Firenze, og olien på de mørke lærreder forvaltes med stor elegance.

Thor Lindeneg udfordrer fantasien i surrealistiske opstillinger. Velkendte er hans motiver med æg, fugle, revner og sprækker. Her er der blevet plads til et formummet musikinstrument midt imellem inde og ude.

Henrik Martensen viser nogle æteriske bjerglandskaber og himle, der kalder som tilflugtssteder i naturen.

Daniel Goldenbergs bybilleder virker endnu stærkere i Coronaens kontekst, hvor vi har oplevet nærmest mennesketomme gader.

Af Thor Lindeneg

Goldenberg maler husrækker i Bredgade i forskellige belysninger, han afspritter nabolaget omkring Nyboder, og lader stoplysene gløde i den blanke, våde asfalt.

Mod og vitaminer
Vores kloge Dronning har, i sine henvendelser til os gennem de seneste måneder, sluttet sine taler med at ønske Godt Mod. Og netop mod og modstandskraft er der behov for i en tid med den ubudne coronagæst, som endnu ikke har meddelt sin afrejse.
Kunstnerne opviser stor udholdenhed, stor arbejdsiver rundt i værksteder og atelierer. Godt, at galleristerne også igen får blod på tanden, og finder modet til at formidle den kunst, der støt vil vokse frem. Coronavirus eller ej.
God fornøjelse rundt i kunsten af vor tid.

Realistisk Set 2020
Bredgade Kunsthandel
Bredgade 69 – København
Frem til 6. juni

Af Külli Suitso

Hver kunstner har fået sin egen åbningsdag:
Torsdag 30. april kl. 15 -19 Henrik Martensen
fredag 1. maj kl. 15 – 19 Daniel Goldenberg
lørdag 2. maj kl. 12 – 16 Ann-Lisbeth Albek Sanvig
søndag 3. maj kl. 12 -16 Külli Suitso
tirsdag 5. maj kl. 15-19 Thor Lindeneg
onsdag 6. maj kl. 15 – 19 Christina Mosegaard
torsdag 7. maj kl. 15 – 19 Anne Koldsø.

Klik på illustrationerne, og se værkerne i bedre format. 

Ann-Lisbeth Albek Sanvig Duende I-II 

Af Daniel Goldenberg

Af Inge Schjødt
Komkunst, april 2020

Olivia Løvenring – Ståsted

Hvordan påvirker coronakrisen mænd og kvinder?
Det vil Kvindemuseet i Aarhus gerne vide, og beder om at få tilsendt kildemateriale om Coronakarantænens kønnede aftryk

Nogle mærker det direkte, at coronakarantænen gør influx på kønsrollerne i dagligdagen. Gennem pressen fortælles det, hvordan tilværelsen former sig med både stærke og svagere udfald rundt om i familierne.

Nogle steder udløser det kagebagning for hele familien.
Nogle steder vokser frustrationerne og det veksles til vold.

Kunstneriske initiativer
Tilstrømningen til landets krisecentre voksede betydeligt i karantænens første uger. Det fremkaldte ønsket om at vise opbakning og solidaritet hos billedkunstneren Olivia Løvenring, som fik ideen til at forære værket STÅSTED til et krisecenter.

Billedet viser en kvinde, der bærer verdenstræet med styrke, og er tænkt som et velkomstmotiv for hende, der vælger at gøre noget ved sin situation og flytter ind på et krisecenter. I første omgang har Olivia Løvenring åbnet instagramprofilen Lovenring.rooted, hvor man kan følge projektet og vise solidaritet. Det er blot et af flere kunstneriske eksempler på kreative handlinger på coronakrisen i et kønsperspektiv.

Bjørn Eriksen – Orpheus med solbriller

Bjørn Eriksens motiv Orpheus with Sunglases er inspireret af mennesker i en storby, og kvindens udtryk her krævede en hel tube cadmiumrød – (sic!). 

Kvindemuseet indsamler kildemateriale
Det er klart, at en tid, hvor familiens medlemmer så fundamentalt skal ændre vaner og dagsrytmer, den sætter sig spor. Netop de spor ønsker Kvindemuseet at indsamle som kildemateriale til samfundets historiefortælling.

– Vi vil indsamle historier om køn og corona, så de kan blive bevaret for eftertiden. For vi skal kende vores historie for at kunne skabe en bedre fremtid, udtaler Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet.

Et museum er noget, der handler om dig, mig og os – historisk, aktuelt og fremtiden. Og på Kvindemuseet er fokus at se på vores samfund og fælles kulturhistorie med et kønsperspektiv.
– Coronakrisen har kønnede slagsider, som vi ikke må være blinde overfor.
– Fx dør dobbelt så mange mænd af corona – og dobbelt så mange kvinder udsættes for partnervold under denne lockdown.

Museet som platform og som videns-og forskningsinstitution kan både dokumentere og formidle – men også sætte dagsordener.
Den opgave viger vi ikke fra – heller ikke selvom vi må holde lukket lige nu.

Formålet med værket STÅSTED

– Derfor har vi på Kvindemuseet brug for danskernes fortællinger for at bevare og fortæller historierne om coronaens kønnede slagside for eftertiden, udtaler Julie Rokkjær Birch i Aarhus.

Sådan kan du være med
Har du lyst at deltage i museets arbejde med at kortlægge denne exceptionelle epoke, så er du velkommen til at sende tekst, billeder eller videoer til info@kvindemuseet.dk med fokus på kønnede problematikker fra din hverdag.

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen Online, april 2020

Klik ind på illustrationerne og se dem i en bedre version:
Olivia Løvenring – Ståsted, kunstværk til et kvindekrisecenter
Bjørn Eriksen – Orpheus with Sunglases, olie på lærred
Olivia Løvenring – Ståsted – Kvindetræet, formål og udsnit 

Kvindetræet, detalje
af Olivia Løvenring

Floating House – frejfoto.dk

Fotograf Emil Frej Hansen har imponeret med fantastiske naturfotos og med en ypperlig kvalitet, da han fotograferede en billedkunstners sarte pasteller. For nylig har han leveret fotos til bogen 101 Kunstnere. Vi har fået lov at kigge fotografen Emil Frej Hansen over skulderen. Her fortæller han, hvordan fotografiet blev levevejen og at naturen stadig er det sted, som bedst lader ham op

Hvordan blev du fotograf?
– Jeg har altid beundret naturen og mennesker og detaljerne, der er i alting, fortæller Emil Frej Hansen. Han er født i 1985, og kan opleves dels via galleriet Artcompaz på Frederiksberg og dels via sit website frejfoto.dk.

– Da jeg var ved at gå ud af 9. klasse, købte jeg mit første lille digitale kamera, et Olympus, og på kortet kunne der være 26 billeder, så, mindre end en gammeldags filmrulle. Jeg har altid været kreativ anlagt, og er vokset op i en kreativ familie med en utroligt kreativ mormor og mor, samt en farfar, der var maler.

Morningwalk – frejfoto.dk

– Jeg begyndte at fotografere naturen og menneskerne omkring mig, og fandt en ro og tilfredsstillelse i at fange nogle unikke vinkler og stemninger. Jeg printede nogle postkort, og solgte nogle på min mors julemarked. I gymnasiet tog min interesse for foto til efter en skoletur til smukke Færøerne. Jeg investerede i et bedre spejlrefleks kamera og nogle bedre objektiver.

– Efter gymnasiet fik jeg job i en børnehave som pædagogmedhjælper. Her begyndte jeg at tage portrætter af børnene udendørs, og forældrene elskede dem. Dette gav mig blod på tanden, og jeg startede herefter på fotoskolen ude på Amager. Her gik jeg i et år, men indså hurtigt, at det nærmest var umuligt at få en læreplads, som var påkrævet for at fortsætte uddannelsen.
Så besluttede jeg at bruge 3-4 år på at starte mit eget, og i 2006 stiftede jeg mit eget firma Frejfoto og efter to og et halvt år levede jeg af det.

Brothers – frejfoto.dk

Du har haft naturen som legeplads, hvad har det betydet?
– Naturen betyder utroligt meget for mig, og jeg vender tilbage til den gang på gang, når jeg skal lave nye projekter. Det er her, jeg får mange af mine allerbedste billeder, og det er også her, jeg drømmer mig væk i små eventyr og visualiserer mig ting, jeg ikke ville komme på hjemme ved skrivebordet, fortæller Emil Frej Hansen, som er vokset op på nordsiden af Herlev ud til Smørmosen, et af Fingerplanens grønne åndehuller.

– Da jeg var knægt og ikke mere end 7 år gammel, gik jeg på eventyr i mosen, hvor vi boede. Jeg pakkede en vogn og drog ud på egen hånd med madpakke, fiskestang, kikkert, kniv osv.
– Jeg husker denne følelse af at udforske og opleve naturen, og det, at kunne ligge i en græsmark og kigge ind mellem græsstråene, nede langs jorden, og forestille mig, at jeg var helt lille og kunne gå på eventyr i denne enorme græsskov.
– Nogle gange vender jeg tilbage til denne følelse, når jeg laver makro fotografering, og det er helt fantastisk. Så, min opvækst i naturen, og mine forældres kreative og naturlige opdragelse, det har helt sikkert været med til at give mig helt vildt meget med på vejen.

– Jeg har også altid elsket at tegne, når jeg havde tid til det. Jeg er ikke særligt god til det, men elsker at skabe noget fra bunden, og se det udvikle sig. Jeg spiller også musik, guitar og trommer, og har et lille garageband, hvor jeg og fire andre gutter hygger med at spille noget hjemmelavet rock. Det bliver nok aldrig til mere end det, men vi hygger os og skaber noget, vi får glæde af, og for os er det, det vigtigste lige nu.

Mountain Church – frejfoto.dk

– Jeg har altid set op til min far, som kunne bygge ting, vores barndomshjem, eksempelvis. Jeg har dog aldrig selv haft helt de samme færdigheder, men som knægt fik jeg stukket en hammer, nogle søm og en sav i hånden, og så kunne jeg ellers bare gå i gang med at bygge huler. Og det gjorde jeg, fortæller han.
– Jeg byggede bl.a. en tre-etagers hule oppe i et træ med fælder, gulvtæpper og hele molevitten.
– Og sidste år byggede jeg en træhule oppe i et træ på vores grund til vores 3 drenge. Et sjovt, men svært projekt.
– Derudover kan jeg godt lide tanken om at kunne overleve i det fri, bruge naturen til ens fordel, samle svampe, urter, nødder osv. – Ved at kunne lave ild og finde ly, bygge huler og gå på eventyr, synes jeg, at man vender tilbage til en simplere tid, mens man gør det, hvor dagligdags bekymringer og stress forsvinder, og nye ideer tager fat.

Bad Omen – frejfoto.dk

Hvad sker der, når du fotograferer?
– Når jeg fotograferer, især naturen, men også sådan generelt, så forsvinder tiden omkring mig.
Man kan blive helt euforisk, når man fanger noget, man ved er helt specielt, og man kan også blive frustreret, når det ikke lykkes, og det hele bare ikke spiller.
– Det kan få én til at sidde timevis i bidende kulde for at fange det rigtige øjeblik, eller vandre op på toppen af et mindre bjerg med 20 kg fotoudstyr på ryggen. Man gør, hvad der skal til, svarer Emil Frej Hansen, som bl.a. har fotograferet på Island og i tropisk klima i Thailand.

Hvordan er der forskel på dine opgaver – hvad inspirerer dig i de forskellige set-ups?
Fotoopgaver kan være vidt forskellige, lige fra produktfoto af shampooflasker til naturbilleder i en thailandsk jungle.
– Selvfølgeligt er der også forskel på, hvor sjovt noget er, og generelt er det sjovest jo mere kreativ frihed, der ligger i opgaven.
– Nogle opgaver er meget låste, og skal se ud på én måde, og så laver jeg det, så godt jeg kan, og skaber nogle flotte, salgbare billeder. Dette skal man kunne som professionel fotograf, og er for det meste også en nødvendighed, hvis man vil leve af det.
– Så er der også de mere spændende opgaver, hvor man skal portrættere mennesker eller dokumentere  spændende begivenheder, og hvor man har noget mere kreativt spillerum, og det er selvfølgelig ekstra fedt for en fotograf at lave, siger Emil Frej Hansen.

Isvinter – frejfoto.dk

Vil du fortælle lidt om naturlige billeder contra manipulerede billeder?
– Der kan være mange holdninger til manipulerede billeder, men jeg ser det oftest som kunst, og jeg kan godt lide blandingen af det, og at lege med det, fortæller Emil Frej Hansen.

– Mange af mine naturbilleder og er også lettere manipulerede, da det ofte ikke er muligt at fange den aktuelle stemning i naturen i et billede, lige ud af kameraet. Typisk er det flottere i virkeligheden. Øjet er bedre til at fange detaljerne i himlen og skygger i området på samme tid.

– Nogle gange kan man også skabe meget manipulerede billeder, der skal ses som et kunstværk frem for et fotografi.
– Alle elementer i mine billeder er dog fotos taget af mig selv, men sat sammen på kryds og tværs.

Girlpower – frejfoto.dk

Lige nu, hvad sker der så ?
Lige nu er hele verden lagt ned af en underlig virus, og ingen ved helt, hvordan fremtiden ser ud.
– Jeg håber dog, og er overbevist om, at vi nok skal komme igennem det sammen, og at kunsten og den visuelle kommunikation ikke er forbi, men altid vil bestå.

– Det har den gjort gennem alle krige og sygdomme gennem historien.
– Det vil bare kræve, at vi tilpasser os og hjælper hinanden, og bliver ved med at skabe, slutter Emil Frej Hansen.

Emil Frej Hansen bor og arbejder ved Køge Bugt
Studieadresse:
Degnestræde 7, Greve
Se mere på www.frejfoto.dk

Af Inge Schjødt
Publiceret Kunstavisen Online, april 2020

Klik ind og se billederne i bedre format

Walking Home – frejfoto.dk

Secrets – frejfoto.dk 

Külli Suitso – LIBERA ME, 2020

Status og ideer for kunstscenens forreste kæde – billedkunstnerne

Billedkunstnerne står forrest, når konjunkturerne i samfundet er for nedadgående. Under Finanskrisen faldt omsætningen af billedkunst, og flere gallerier bukkede under sammen med en række andre selvstændigt næringsdrivende.
I dag står vi i en lignende situation, og har samtidig vort livs chance for at gøre noget anderledes, end dengang.
– Kunstavisen har talt med en række billedkunstnere, og tager lige nu temperaturen på konsekvenserne af karantænen.

Man siger, at ”Ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget”, og det er der måske noget om i disse coronadage.
Det er forståeligt, at der går en vis handlingslammelse ind over nogle af os, når krisen rammer. Hos andre kommer der en opblomstring af ideer, og krisen ansporer et incitament til at finde nye veje.

Efter den larmende misforståelse af opgaverne, har kulturens minister omsider taget fat, foreløbig på at få vedtaget håndsrækninger til de store aktører på kulturscenen, hvor milliontab og konkurser er til at få øje på. Der er sendt klare nødråb fra bl.a. BKF Billedkunstnernes Forbund, og DKoD – Danske Kunsthåndværkere og Designere.

Forhåbentlig giver karantænen også flere dele af befolkningen en forståelse for de ikke-materielle sider af tilværelsen, som noget, det er værd at beskæftige sig mere med, når tempoet daler og tiden til fordybelse opstår hos børn og voksne. – ”Det unyttige”, som vores Dronning har anbefalet det i en nytårstale.

Jonna Pedersen – FONE nr 11485

Og ikke mindst nu, når stuer og lejligheder fremstår helt nymalede og nyindrettede ude omkring i slot og vrå, efter at gør-det-selv trangen har været over de indespærrede. Her må der gerne udsmykkes med andet end storskærme og potteplanter.

Hvad gør kommunerne for kunst og kultur i en krisetid?
På Kunstavisen venter vi endnu på at se de initiativer, der kan komme kunstscenens forreste kæde – billedkunstnerne selv – til gode. De, der faktisk leverer varen, som resten af kunstscenen lever af, museer, medier og gallerier.

I Danmarks Radio er de gode til at spille dansk musik og tale om festivaler og teatrenes tomme sale. Men, Fanden får stadig lov at tage de forreste – de eksperimenterende billedkunstnere, der dyrker kulturens grundforskning og historiefortælling.

Undertegnede vil gerne slå et slag for, at der nytænkes i kommunerne, så det sikres, at der her bliver givet en saltvandsindsprøjtning til de kommunale kulturudvalg. Desværre er de ofte koblet tæt sammen med fritidsaktiviteterne, og sporten stjæler i en vis udstrækning førstepladsen rigtig mange steder.
– Det kan der laves om på, så kunstnerne for en tid får det samme fokus, som Team Danmark talenterne.
Rundt i landets kommuner kan man vælge at gå mere aktivt ind i dialogen med de lokale billedkunstnere.

Når anlægsloftet hæves for resten af 2020, så må man formode, at det også kaster nogle udsmykningsopgaver af sig. Men det skal nok siges højt fra regeringens side og fra kunstelskernes side, at det er noget, kommunerne skal prioritere at få med til gavn for både borgere og kunstnere, til gavn for de æstetiske kvaliteter til fællesskabet.

Hvad gør gallerierne og billedkunstnerne?
Hos de gallerier, Kunstavisen har talt med, gribes situationen nogle steder proaktivt an.

Flere får sat turbo på deres digitale platforme til formidling, nogle får skabt den webshop, de længe har overvejet, og andre producerer ArtWear med print på T-shirts, tasker og kasketter, som eksempelvis Galleri Christoffer Egelund i København, der både driver ShopEditions med grafiske værker, og utraditionelt eksperimenterer i samarbejde med lys- og møbeldesignere.

Jonas Pihl – Funky Forest

Her har et dusin billedkunstnere netop leveret materiale til konceptet ArtWear, hvor nye målgrupper måske kan få færten af kunstens værdi.

Museerne har godt gang i videolinks på deres hjemmesider og links til virtuelle platforme.

Fra optur til nedtur på matriklen
Blandt en række både gallerister, kunsthaller og billedkunstnere skifter livsmodet fra optur til nedtur.

Flere får omstødt en kalender med udstillinger, minutiøst tilrettelagt og forberedt, som enten helt aflyses eller udskydes på ubestemt tid. KP20 – Kunstnernes Påskeudstilling er en af de væsentlige, for mange. En række af de kunstnere, som skulle nyde godt af den anerkendelse, det er at komme igennem censurens nåleøje, de må udsætte forventninger om både salg og nye kontakter qua KP20 foreløbigt.

Nogle kunstnere havde planlagt at rejse ud på inspirationstur til fjernere himmelstrøg, for at få nye teknikker og materialer at arbejde med. 

– Külli Suito fra Middelfart har malet sit sidste hjelmebillede, og smidt handskerne, klar til at gå nye veje. Men lige nu er flyene og påskens studietur aflyst. 
Nogle internationale kunstnere skulle nyde godt af residencies her i landet. Det er også faldet til jorden.

Simon Bang – Den Røde Mark

Andre oplever, hvordan der pludselig bliver et rum for fordybelse. Billedkunstner Simon Bang fortæller, hvordan der nu er blevet ro til at analysere et tema, som længe har ligget ham på sinde, men, som der i de daglige aktiviteter ikke har været plads til at gå i dybden med.

Lige nu har han har to udstillinger på hold. Den ene en gruppeudstilling i New York, hvortil han lige nåede at sende sit værk over, da coronakrisen satte ind. Det samme med KP20 i Kunsthal Aarhus. Begge udstillinger bliver til noget, men hvornår er uvist.

– På en måde er tid, som ingen havde regnet med, det mest generøse af alt, udtaler Simon Bang. Det er den største gave man kan få. Normalt er tid umulig at opkøbe for penge, og pludselig får man det foræret af selve Statsministeren! Bliver det større?
Så nu maler Bang alt det, som der ikke før var tid til.
– Og jeg maler ikke, som om verden går under, men som om alt er muligt. Jeg ser det som en enestående tid, udtaler kunstneren.

For Bang kan det blive alt for eksplicit med de udtryk, som direkte tematiserer coronavirus. Det reducerer, og bliver til illustrationer, frem for kunst, der har ambitioner om at række fremad i tiden, mener Simon Bang.

Nærvær og fravær
I Rødovre oplever billedkunstneren Jonna Pedersen, hvordan hendes værkserie [FONE] taler ind i tiden. Den aktuelle verdenssituation understreger, at vi har et behov for at sanse hinanden, tættere på, end de tørt tekniske skrevne sms-beskeder kan række til. Det har Jonna Pedersen malet på i nogen tid, og det er ikke første gang, at omverdenen byder hendes værkserier op til dans. Det gælder også værkerne om Dansk Madkultur, der kom til verden i samme sæson, som daværende fødevareminister Dan Jørgensen fandt på at kåre Danmarks Nationalret – Stegt Flæsk med Persillesovs – Som vor Mor lavede det.

Jonna Pedersen – ARTMONEY

Kunstneren har, som også mange andre, desuden arbejdet med nogle små værker, Artmoney, i en periode. 

Hvis kunstvennerne ikke lige nu kan afse tusindlapper, så tæller det også i et kunstneratelier, når der sælges en bunke små collager i 12×18 cm til den faste pris af 200,- kr. via platformen Artmoney.org, som efterhånden har mere end 20 år på bagen, og dengang blev skabt af billedkunstneren Lars Christian Kræmmer.
– Han glæder sig til gengæld over, at møntfoden atter er aktuel, lige meget af nød som af lyst, og at rigtig mange danske og internationale aktører deltager ad denne kanal. Tjek ind og se, hvor der er aktive modtagere, som tager imod ARTMONEY, som en del af betalingen – her http://artmoney.org/ 

Krystalkuglen kalder
Ser vi nogle måneder frem, så må det for rigtig mange, enten briste eller bære.

Herfra skal lyde en klar opfordring til at støtte billedkunstnere, billedhuggere, performere og kunsthåndværkere, som lige nu mærker kulden fra kunstens forladte huse. Lad os få dansk kunst og kultur fremkaldt i nye initiativer fra både offentlig og privat hold. Må regeringens hjælpepakker nå vidt omkring.

Må Påsken bringe både glædeligt overraskende gækkebreve og genopstandelse.
God Påske.

Mia-Nelle Drøschler – ArtWear

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publicet: Kunstavisen Online, april 2020

Klik på illustrationerne og se en bedre gengivelse:
Simon Bang – Den Røde Mark – Kunstnerens foto
Külli Suitso – Libera Me, 2020 – Kunstnerens foto
Jonna Pedersen – [FONE] nr. 11485 – Kunstnerens foto
Jonna Pedersen – Artmoney no. 02-03-2020 – Kunstnerens foto
Jonas Pihl – ArtWear by Galleri Christoffer Egelund
Mia-Nelle Drøschler – ArtWear by Galleri Christoffer Egelund

Nadia Plesner – Airport 4

DEBAT// Tre kunstelskere kalder:

Festen blev lukket ned, og gæsterne blev sendt hjem. Og damen for bordenden, der er ny i selskabet, gik i coronakoma i utide. Desværre udviser kulturminister Joy Mogensen endnu ikke det nødvendige format i forhold til at samle op i sit resort-område. Tværtimod så afviser hun, at tage sig af dem, som tilfører kulturlivet det grundstof, det hele handler om, nemlig de individuelle kunstnere.

Man hører lige nu om alle de tiltag, der skal gøres for at hjælpe diverse offentligt støttede kulturinstitutioner og zoologiske haver, teatre og medier; men hvad med de individuelle billedkunstnere, incl. billedhuggere, performere, kunsthåndværkere, m.fl., der leverer produkterne til museernes og galleriernes udstillinger, og udsmykninger i det offentlige rum? Hvem hjælper dem? Har Kulturministeren en plan?

Vi er nogle kunstelskere, der savner kunstmøderne på museer, i Kunsthaller og i gallerier. Vi har de sidste par uger haft særdeles god tid til at tænke på, hvordan fødekæden til disse kunstoplevelser, billedkunstnerne, har det lige nu.

Külli Suitso – LIBERA ME, 2020

Vi erfarer, at alle planlagte kunstudstillinger er aflyste på ubestemt tid! Jamen, hvad skal kunstnerne så leve af, når der ikke længere er mulighed for at udbrede kendskabet til deres kunst – og sælge værker?

Vi længes efter at høre en plan. Vi taler altså om mennesker, der lever af deres kunst, og som udgør fundamentet for det kulturliv, som holder samfundet sammen, – og i øvrigt også danner rammerne for at mødes i et fællesskab, som man ikke kan finde andre steder.
– Hvad vil Kulturministeren gøre for denne økonomisk sårbare og uundværlige gruppe i vores kulturliv? Vaske hænder?

Kommuner og privatpersoner må gå ind i opgaven
Samfundet, både politikere, embedsfolk, arkitekter og privatpersoner må tage et ansvar.
Når kommunerne får lov at sætte anlægsopgaver i gang, er det så med i projektplanerne, at der skal kunstnere ind over og sikre æstetikken og levere udsmykninger?
Dette kan kultur- og finansministrene indskærpe.

Men det kan ikke overlades til stat og kommune alene at holde kulturens grundforskere i gang.  Hvad kan man så som enkeltperson gøre, mens vi venter på åbningen af vores kunstinstitutioner?
Køb kunst on-line. Gå ind på galleriernes og kunstnernes hjemmesider og afsøg mulighederne, – og støt så kunstnerne ved at købe f.eks. en litografi, som kan fås til en fornuftig pris pga. edition- produktion,- eller køb et maleri, en skulptur, grafik eller andet.

Artmoney – Jonna Pedersen

Har du ikke ligefrem tusindlapper til rådighed, så kan du tjekke det virtuelle galleri i konceptet Artmoney, hvor kunstnere verden over viser og sælger små unikke kunstværker til 200,- kr. pr. stk. Alle værker har formatet 12×18 cm, men kan være udført i en mangfoldighed af materialer og udgaver. Se http://artmoney.org/
Der er ingen censur, kun den selvcensur, de udøvende udøver, så det er op til beskueren at se og at vælge at investere de 200 kr, – det er ingen herregård. Men mange bække små hjælper faktisk i et kunstneratelier.

Kunstens råstof
Få noget ind i din dagligstue, som kan glæde dig i din karantænestation.
Billedkunsten kan nemlig noget, som ingen andre kunstarter kan. Den åbner vha. farver og former for et refleksionsrum indeni beskueren.

Tanker sættes i gang om eksistentielle spørgsmål, om dit liv og samfundets tilstand og udvikling. Ja,- hele ens liv sættes i perspektiv. Du møder nemlig kunstnerens fortolkning af det liv, der leves lige nu. Du bliver udfordret, og du bliver måske også underholdt. Billedkunsten kan det hele.

Nadia Plesner – Airport 3

Den kan få os til at føle os som en del af et større fællesskab. Den følelse har vi ikke mindst brug for lige nu, hvor sammenhængskraften og tilliden til hinanden testes.  Så, til os alle som privatpersoner, gør noget nu: Køb noget kunst.

PS. Det fortælles, at redningskorpset Falck opstod i sin tid, efter at stifteren Sophus Falck havde stået og set kongeslottet og de kongelige samlinger på Christiansborg Slot brænde, fordi hjælpen udeblev – og ikke var tilstrækkeligt organiseret.
I corona-krise-tider må det private initiativ og det fælles via regering og kommuner gå hånd i hånd.

– Rita Houmann, kunstelsker 
– Connie Boe Boss, blogger
– Inge Schjødt, kunstanmelder

Christiansborgs brand 1884 – Litografi af Frants Henningsen (1850-1908)

“The Conference” 40×50 cm, maleri af Peter Martensen. Foto: Henrik Petit

Mental realisme kalder kunstneren Peter Martensen sit maleriske udtryk i 2020

Kunstneren Peter Martensen vil være kendt af mange for sine kompositioner med hvidkitlede videnskabsmænd i varierede landskaber og for den skjorteklædte kontorist i forskellige interiører og eksteriører.

Bøger ligger ofte udbredt som trædesten i landskabet, og i dunkle laboratorier indfanges lyset af dynamisk flagrende A4-ark, som markører for vores tid.

Blyantstegninger i voksenformat og bronzeskulpturer i miniature er ligeledes en del af Peter Martensens vokabular, som foldes ud på soloudstillingen Mental Places hos Galerie MøllerWitt i København.

Menneskefamilien iagttager
I serien Mental Places har kunstneren drejet sit maleriske udtryk en kende. Hvor figurerne som udgangspunkt har haft karakter af kompositoriske byggesten, så trænger det mentale landskab sig mere og mere på for kunstneren. 

I maleriet med titlen Revy er en gruppe personer vendt ud mod os.

Peter Martensen – Revy, 2020

En enkelt ser meget direkte på os, men de fleste ser ned, måske ind i sig selv, mens andre med deres blikretning er med til at udvide lærredets rum.

For publikum har det psykologiske indhold hos figurerne tit været et omdrejningspunkt i processen med at afkode billedet. Der forventes at være en fortælling. Det høres i dialogen på en fernisering:
– Er det her en kvinde? En mand? Hvad foregår der?

Billedets betingelser
For maleren har indholdet sjældent ligget der som en drejebog på forhånd, kun elementer til scenerierne med inspiration fra tidens diskurs, film, tv og Hammershøi. Det har derimod gerne handlet om afsøgninger omkring en farve i billedets rum med pensel og klud.

Farverne er ofte holdt i monokrome skalaer af ultramarin, gråtoner eller gyldne kulører. Kontrastfarver er meget selektivt indføjet, hist og her en bordeaux, en rosa, en gul, en blå.

“New Sensations” af Peter Martensen. Foto: Henrik Petit

Somme tider har en enkelt hovedfarve skullet udforskes, som eksempelvis den grønne, der sprang kunstneren i øjnene, da han flyttede fra byen og ud i det frodige Nordvestsjællandske landskab, hvor enhver fugl synger med sit næb.

Denne gang har den hvide farve atter kaldt på koncentrationen, eksempelvis i maleriet New Sensations, hvor golfspillende videnskabsmænd besøger et grønlandsk landskab, og holder utidigt fri med den smeltende isvæg i ryggen.

Farveforskellene på isflager, mandskabets hvide kitler og landskabets elementer udgøres af minimale variationer, hvor Martensen mestrer at lande billedet i den rette balance.

Peter Martensen, f. 1953, er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi, debuterede 1971.
Kunstneren er repræsenteret på museer i ind- og udland, og er højt værdsat af samlere.

“Me and my I’s” bronze af Peter Martensen 2020. Foto: Henrik Petit

Galerie MøllerWitt
Bredgade 67
Frem til 23. april 

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen 03/2020 

Læs mere om Peter Martensen 
her: Et maleri er et mentalt rum 

Tegning af Peter Martensen

Barndommen må ikke betrædes, 2020

Skabertrangen er som åndedrættet // overlevelse
– portrætsamtale med Lene Juhler, Vejle

Energien sitrer og stråler ud i det sekund, Lene Juhler åbner døren til sit atelier i Borgvold ved Banegårdspladsen i Vejle. Her råder hun over to gode rum, som afspejler to af de kunstneriske hovedspor, hun har udviklet, og rundhåndet deler ud af.

Det ene spor er det personlige, kunstneriske udtryk, som begyndte i barndommens tegninger, og som har taget adskillige hårnålesving efter uddannelsen til tekstildesigner fra Kolding Kunsthåndværkerskole i 1984.

Det andet spor er fyldt af performance, sociale interventioner og kunst i det offentlige rum, som oftest i samarbejde med enten helt tilfældige buspassagerer, værtshusgæster og skolebørn. Eller andre professionelle aktører som hende selv. Der iblandt søsteren, socialfaglig konsulent Sanne Juhler Hansen, og fotografen Britta Egebjerg, som er medskaber af Kunsthal Vejle – en forunderlig blå smørrebrødsautomat ved Vejle Banegård.

Vævede malerier
I værkstedet er Lene Juhler i fuld gang med en ti år lang planlagt udforskning af form og farve. For tiden væver hun sine malerier af smalle strimler af lærred, der enten kan være malede forgrunde eller genbrug af tidligere malede værker, som strimles op og skæres til i det ønskede format.

Vævet maleri af Lene Juhler

De vævede malerier fremstår på én gang rolige, grundet væveteknikkens stringens, og samtidig livlige i kraft af de farvespil, der opstår.
– Jeg har det med at sætte nogle benspænd op for mig selv, fortæller Lene Juhler om sin proces. Og proces er et nøgleord, der går igen. 

– Det var den dygtige, fynske Nina Ferlov, som i sin tid fik givet mig lysten til at gå kunsthåndværkervejen.
Men efter uddannelsen på Kunsthåndværkerskolen sprang jeg væk fra den udstukne linje, der mest sigtede mod industrielt design.
– Det opfyldte bare ikke den indre nødvendighed hos mig.

– Jeg skar helt ind til benet, til blyant og papir.
Jeg fik nogle værker igennem nåleøjet til Kunstnernes Påskeudstilling et år, hvor Anders Kirkegaard var censor. Så følte jeg, at kursen var god nok.
Derefter satte jeg mig for, at jeg ville lære at male for alvor. Og i to år undersøgte jeg landskabsmaleriet. Dels gennem egen praksis, og dels gennem al den litteratur, jeg kunne finde.

Herefter fulgte udstillinger, gallerikontakter og alt det, der hører til. Også nogle af de skyggesider, der sikkert er i enhver branche. Og så skiftede jeg arbejdsfelt, fortæller Lene Juhler. 

Mælkebøttebørn
– Ved du, at hjernen er bygget sådan, at centeret for overlevelse og modstandskraft, det ligger tæt ved centeret for kreativitet? Når centeret for overlevelse aktiveres, så bliver centeret for kreativitet ofte stimuleret samtidig, fortæller Lene Juhler.
– Også af og til overstimuleret, lyder det, fulgt af et lynende blik.

Det vil jeg gerne tro.
Ja, faktisk er det ganske logisk, når man ser en barnlig spilopmager for sig, som gør krumspring for at slippe om ved nogle af livets forhindringer. De kan være såvel fysiske, som mentale – ordblindhed – er et af de træk, der falder mig ind. De kan være sociale, familiemæssige og være ganske blokerende for den enkelte. Her træder kreativiteten ofte ind.

Lene Juhler deler nogle momenter fra barndommen, hvor familien faktisk boede i Djævlekløften i Vejle, og modnede hendes personlige modstandskraft, som et mælkebøttebarn, der brød asfalten.

Sammen med søsteren Sanne Juhler Hansen skabte kunstneren i 2012 projektet Barnets stemme, som dels var en udstilling og foredragsrække på Vejle Kunstmuseum, og dels i 2014 var en kunstnerisk performance, der på sin turné rundede Christiansborg, og der fik adskille politikere i tale med Mælkebøtten som gennemgående element, og symbol på, hvad børn har brug for.

Just passing by – Lene Juhler

Udsyn // indkig
I atelierets andet rum viser Lene Juhler sit seneste offentlige projekt.
Just passing by, hedder det vinduesrum, der her er blevet til et udstillingsrum, som taler til stedets forbipasserende. For tiden ses her: Barndommen må ikke betrædes.

Vi taler om Juhlers kommende kunstprojekt om barnebrude, og de arrangerede ægteskaber, der som regel er sat i scene af kvinder. – Hvilket overrasker de fleste med en dansk, pædagogisk tilgang.

– Hvis man er blevet ramt på sin seksualitet, så er det noget af det værste, der kan overgå et menneskes personlighed. Det er så skadeligt. For empatien brydes ned, forklarer Lene Juhler som argument for, at skikken lever videre gennem generationer af kvinder, der ikke skåner deres egne døtre.
– En kunstnerisk tilgang kan tilbyde tolkning, og indgyde mod til forandring.

Kunst // natur // kærlighed
Det at tegne, det er os så grundlæggende, det er os iboende, fortæller Lene Juhler.
– Ethvert barn kan tegne, og det rører og rammer noget indeni.
– Det så og hørte jeg i samtalerne med de buspassagerer, jeg tilbød et ark tegnepapir og en croquismodel på en tur i en almindelig bybus. Nogle fortalte bagefter, at de var overraskede over, at den blokering de havde i forhold til at tegne, ligesom var forduftet.
Gennem kunst, natur og kærlighed når man ind til de grundlæggende elementer, der taler til kernen, til det humane i mennesket, fastslår Lene Juhler.

Kunsthal Vejle – foto Jonna Pedersen

Læs mere www.lenejuhler.dk
– om Kunsthal Vejle, Barnets Stemme,
udstillinger i ind- og udland, bl.a. i Japan og USA.

Gruppeudstillinger på bl.a. Brandts 13
og Kastrupgård Samlingen DEN SORTE SKOLE,
Fyns Grafiske Værksted 40 år.
Kunstpakhuset Ikast og Kirsten Kjærs Museum
DET DER IKKE BLIVER SAGT.
Flere separatudstillinger, bl.a.:
Johanne-Christine på Vejle Kunstmuseum. 

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen 03/2020 

Handsome Hound – af MRR

På besøg hos collagekunstneren Marina Rubini Rordam

Ser du en nydelig dame stå på hovedet i en container, så er det muligvis collagekunstneren Marina Rubini Rordam, der er på jagt.

Magasiner, gamle lærebøger og alskens antikvariske marskandiserfund går hun og gør fund i til sine collager og assemblager. En kunstform, der blev hendes livgivende passion af mange snirklede veje. Undervejs tog hun kunstnernavnet Marina Scissorhands.

Kunstneren er udstillingsaktuel her i foråret, når Mississippi Kunst & Kultur i det vestjyske slår dørene op for årets første gruppeudstilling i nye lokaler på Odby Gl. Skole på Thyholm. Marina Rubini Rordam får følgeskab af Kung Hansen, Frida Franko-Dossar, Helle Hee Degaardt og Malene Hedetoft.

Low cost // Zero waste // No purchase
Marina Rubini Rordam bruger øjnene! Og så sætter hun nogle kriterier op for sit arbejde, som skærper hendes egen opmærksomhed i jagten på de rette elementer til klippebordet.

Stair Case Bird Stare

– Jeg bruger kun originalmateriale, helst fundet, modtaget eller købt, meget, meget billigt, fortæller kunstneren.
– Low cost, zero waste, no purchase er blandt mine kriterier.
– Nogle collager tager måneder og udvikler sig efterhånden, som jeg finder materialet, andre opstår efter dogmeregler, som f.eks. et antal bøger, som jeg har valgt fra begyndelsen. 

– Jeg har altid et barberblad på mig og skærer glad sider ud af blade hos lægen, der kalder på at blive brugt, beretter Marina Rubini Rordam.

Nogle materialer er fundet på rejser, hvor hun gerne tjekker både hotellernes byttereoler og lokale genbrugsbutikker for magasiner og blade, vi ikke ser herhjemme.

Af den fingernemme slags
Hendes blik for de allerfineste finesser kommer både hjemmefra og udefra. Hun valgte at uddanne sig i broderi på Håndarbejdets Fremmes Seminarium i Bredgade. Her tænkte hun ud af hulsømmene, fuld af alternative ideer og tanker om, hvad man kunne bruge kunsthåndværket til. 

Play My Yoga Fiddle – af MRR

– Når nogle elever broderede yndige blomster, så valgte jeg at vise kromosomerne for Downs Syndrom i kæmpeformat. Skulpturelt broderi var noget nyt på den traditionsrige skole, hvor syprøverne var så godt som ens i 1940’erne og 80’erne. 

Siden er det blevet til tøjdesign og nogle broderede kirketekstiler i tidens løb, men periodevis også karrierer indenfor undervisning i broderi for blinde, sprogkursus for adoptivbørn, EU-administration mm.

Marina Rubini Rordams far, som var ud af cirkusslægt, bosatte sig på Haiti i 1970erne, og ved besøg her fik hun smag for den detaljerige, haitianske billedkunst.

Og detaljer er der virkelig mange af i værkerne fra Marina Scissorhands. Yderst sammensatte er hendes billeder. Se eksempelvis indholdsfortegnelsen til værket Daddy is Home.

Daddy is Home

– Figuren ”Far” er sat sammen af 4 dele: underbenene er et par arme fra en gymnast, der står på hænder, kroppen er fra artikel om at arbejde nøgen i haven, halshvirvlerne fra en lægebog fra 1930, og hans hoved er et klistermærke fra Dark Light Illustrations.

Venstre side er fra et katalog om emballage til butikker og en blank side fra et blad. Højre side kommer fra et boligblad og plancher fra fuglebog. Orkideerne er fra et plantekatalog.
– Ja, klik og kig lige en ekstra gang på billedet, Daddy is Home.

Køn og roller
Gennem livet som singlemor har køn, mænd og kvinder ofte været på nethinden, ikke mindst gennem fem år som blogger med singleliv, som omdrejningspunkt. Det er der kommet flere billedserier ud af, efter at hun en mørk nat forgreb sig på børnenes materialer til at lave julegaver af, og collagekunsten for alvor begyndte at tage fart.

Marina Rubini Rordam kan, med sin veludviklede iagttagelsesevne, ikke lade være med at undre sig over nogle af de skæbner og levemåder, som mennesker vælger at gå ind på med åbne øjne i deres parforhold. I værkserien Bridezilla viser hun således, hvad kjolen kan gemme, for den mand der uopmærksomt vælger sin brud.

Bridezilla NY

Således lyder indholdsfortegnelsen for Bridezilla N.Y.:
– Kjolen er fra et spansk brudekjolekatalog, krybdyrsarmene fra en bog om dinosaurer, jeg sankede, da jeg arbejdede som frivillig i en genbrugsbutik i Spanien. Hendes hoved/hals er fra et boligblad om glaskunst.
Bøffen med fluer er fra en mellemkrigstids-husmodermanual. Hjertet fra en brochure fra UK. Baggrunden er fra en bog om opførelsen af Chrysler bygningen, fundet i vores byttebod i andelsforeningen.
Guldrammen var sat ud til storskrald.

– Bruden, der måske i starten lignede en Madonna Marilyn viser sig måske at være en Bridezilla, som flår hjertet ud og bider hovedet af ham, eller det ender måske som et Match Made in Hell.

– Skulle du så få brug for et trøstende kram? I Need a Hug / Unconditional Love er på lærred med guldspray, dobbelt sæt sommerfuglevinger fra bogklubbog fundet på loppemarked, en svømmer med et kranie fra en lægebog fra 1900-tallet, tekst fra dameblad.
– Værsågod, det er lige her, smukt og bizart på samme tid.

Bille serien
Marina Rubini Rordam jublede, da hun en dag kom over en bogklubbog om insekter. Her lå en helt forunderlig verden og ventede på hendes lup og saks, og hun gik i gang med at skabe sin egen version af verdens fauna, hvor en serie af Rubinis biller nu ser dagens lys, alle opbygget efter samme dogmeregler.

Cribble-Crabble

På udstillingen på Mississippi får de bl.a. billedserien Cribble-Crabble 1-2-3, hvor et katalog fra væveren Ane Henriksen kommer til ny ære og værdighed:  

– Ane Henriksens brystkasser er baggrund og kommer fra et katalog fundet i rodekasse, billerne fra bogklubbog fra gadebibliotek, benene fra artikel om for tidligt fødte børn i hollandsk tidsskrift, og ansigter/hovederne er klippet fra blade, fortæller Marina Scissorhands.

Collagen Fladbord og Friarm er fra Bille-serien og er på lærred.
– Baggrunden er fra en almanak fra 1800 tallet, kjolen er klippet ud af katalog med Malene Müllertz flettede keramik, ben fra cowboybuksereklame, fødder fra modemagasin, skovl fra et Silvan-katalog, og tekst fra dameblad fra 1950’erne, fortæller kunstneren.

Zoom
I sine assemblager, skabt af makreldåser, legetøj og alskens påfund stikker Knokelmanden sine selvlysende lemmer frem.
Målgruppen for værkerne var unge på Nørrebro, og de er blevet taget imod med kyshånd på Monday Studio i Brorsonsgade, Kbh N.

Marina Rubini Rordam elsker at udfordre sit publikum ved at vende elementer på hovedet, og allerhelst give beskueren en overraskelse.

Match Made in Hell

Her er noget at studse over og grine af, eller måske rødme af. 
– Når man ser nærmere til, er næbbet noget ganske andet end et næb i billedet Nasty Women, og det nøgne menneske bruger hun generelt med både let og fast hånd.

I det hele taget interesserer kvindeperspektiver, politik og frihedsrettigheder også kunstneren, som med sine collager præsenterer fantasifulde facetter af tilværelsen, klippet og formet i miniatureformat.

Marina Scissorhands kan følges på facebook og Instagram.
Zoom ind og se, hvad illusionisten finder på at præsentere os for af fine fund fremover.

Mississippi – forårsudstilling
Jupitervej 26, 7790 Thyholm
Planlagt fra 28. marts – 3. maj
– før forholdsreglerne mod
Coronavirus blev iværksat.

Følg Mississippi på facebook,
og se, hvornår udstillingen åbnes.

Need a Hug?

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen.dk Online

Neel Jans – Homeplace XVI

Homeplace er titlen på en serie nye værker af Neel Jans og navnet på hendes aktuelle soloudstilling i København

Naturen er groet under huden og langt ind i penslerne hos billedkunstner Neel Jans, som præsenterer soloudstillingen Homeplace i København.

Hun har slået rod ved Lejre Ådal, og nyder hjemmebanen i det grønne.

Her har hun sit vildt blomstrende staudebed, og hegn ud mod de dyrkede marker som bagtæppe for en anderledes tilværelse, og for de motiver, der trænger sig på i hendes kunst. Hvad enten det er i olie på lærred, eller det er dekorationerne på udstillingens store og små stentøjsvaser.

Det er ikke de store dramaer, men naturens vældige kraft, der sagte hvisker én i møde på udstillingen.
– Mødet med værkerne sænker byboens travle tempo, og befordrer en meditativ lytten sig ind på det, kunstneren her udtrykker med en tågedæmpet, stilfærdig insisteren.

NJ – Homeplace VI 2020

Og lige dér opstår genkendelsen.

Uvægerligt kalder sindet erfaringer frem, som rimes op mod de tilsyneladende tyste billeder. Dermed tales naturens sprog frem hos beskueren.

– Om det så er sansningen af åbne vidder med store himle, som i det nordvestjyske, eller det er dunkle skovtykninger og truende trækroner, der rækkes én i møde.
– Duftende kornmarker er der også.
– Det vækker genklange og længsler efter en højere harmoni.

Umådeligt smukt er det gjort i et stærkt personligt udtryk.

Horisontens nødvendighed
Tidligere boede kunstneren med familie tættere på København, i hendes opvækst var det på Amager. En rejse til det bjergrige Toscana vakte et behov for en smukkere horisont, og det lykkedes at finde en ny hjemstavn i den frodige ådal fyldt med arkæologiske spor af tid, og nuets dyre- og planterige.

NJ – Vegetation I-XVI 

For inspirationens skyld har Neel Jans også spurgt en række personer i sit nabolag om deres forhold til naturen, og deres udsagn er blevet inkorporeret i nogle af motiverne på udstillingen og udsnit kan læses i kataloget.

– En af dem citerer – så Dannebrogen blafrer:

”Jeg vil bo hvor jeg kan følge solopgang og solnedgang, og hvor lys og skygger skifter over landet dagen lang. Jeg vil leve på en høj hvor jordens runding er en vished, og ernære mig af himmelflugt og frodig utilfredshed”
– Piet Hein, digter og designer

God fornøjelse med udstillingen Homeplace
– og med at høre naturens hvisken.

Bredgade Kunsthandel
Bredgade 69, København K
Frem til 28. marts 

NJ – Homeplace II 2020

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret online: Kunstavisen.dk

NJ – Homeplace VII 2020

Af Gitte Svendsen

Syv kunstnere slår spændstig samklang an

Gjethuset i Frederiksværk er et monumentalt bygningsværk, som kræver markant modspil. Og det er netop, hvad det får med gruppeudstillingen ECHO, hvor syv kunstnere kalder ind i det storslåede hus.

Sart begyndelse
Weight off my shoulders hedder en sart mobile af Ninna Bohn Pedersen, som modtager den besøgende.
Langsomt drejer den rundt om sin akse med vægten af hestehår, tørrede blomster, silke og nylonsnor, og slår en meditativ tone an.
Det gælder også kunstnerens videomontager.

Anderledes konkret statisk er Hanne Helms rumlige skulptur Entrance, der indtager rummets midterakse med høje, geometriske sætstykker, gennembrudt af døråbninger.

ECHO i Gjethuset

Den fører den besøgende på en sanselig vandring forbi Hanne G’s organiske Cosmic Choir af hæklede vækster og en arkitektonisk Frieze af uld, maling og lærred.

Hanne Nielsen Kjærsgaards fine malerier rummer dualiteter af ude inde, nærvær fravær, nuet og historien, som får beskueren til at standse op.

Titlerne understøtter stemningerne. Billedet We should have stayed, viser to kvinder på vej, som man får lyst til at lære at kende.

Sanserne før intellektet
Med Gitte Svendsens legende installation af rummelige stålrør, ryatæpper, lys, sækkevogn og håndværktøj i kontrastfulde, stærke farver bydes vi op til en linedans med bensving.

Gjethusets beton og majestætiske vinduesnicher danner en flot ramme om Svendsens vægtæpper og flerdimensionelle elementer.

På gulvet regerer stålrørene, solgule, og foret med tuftet rya eller klædt i lys.
På den orangefarvede sækkevogn finder vi farvepigmenter indesluttet i plastikceller, der tillader en fortsat forvandling.

Svendsen og Sanfærd

Her er på én gang bevægelse og stilstand, og med nogle ’clumsy’ elementer placeret i rummets to modstående ender, omslutter værket på sin vis hele udstillingen.

Kunstnerens intention er at tage beskueren med ind i et rum af former, materialiteter og fordybelse, som var det en vandring i et maleri, og det fungerer. Elegant er det gjort.

Det sanselige er ligeledes fremherskende i Mette Sandfærs monokrome værker af pu-skum, pap, træ og akrylmaling i serien Trying to Fix.
Udvælgelsen responderer smukt til Svendsens farvebombardement.

Farver i styret tilfældighed
I de stramt komponerede værker af Renate Borgen kommer intellektet før sanseligheden, idet hun ud fra Johannes Ittens lære om farvekontraster har skabt sine farvevalg, og derpå ladet felterne placere efter lodtrækningens tilfældighed.

Helms – Entrance

De syv kunstnere viser hver for sig individuelt facetterede indsigter og skaber tilsammen et originalt, seværdigt og tidssvarende klangbillede.

Udstillingen er kurateret af Hanne Helms, Hanne Nielsen Kjærsgaard og Renate Borgen.

Gruppeudstillingen ECHO
Gjethuset – Frederiksværk
Frem til 6. marts

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr 2/2020

HNK: We should have stayed