Sanne Ransby – Outside In, 2019

På tekstiludstillingen Outside In i Officinet i Bredgade, København, viser Sanne Ransby nye takter i den traditionsrige vævekunst 

Den fritstående, skulpturelle placering af tekstiler er blot et af de greb, væveren Sanne Ransby har gjort brug af på soloudstillingen Outside In, der foregår i Officinet i Bredgade, Danske Kunsthåndværkere og Designeres udstillingssted i København.

Store, vævede tæpper i blide farver med indlagte kontraster, er draperet på stativer med mindelser til baggårdenes tørre- og legepladser. Tæppernes skud af bomuld, hør og klæde leder tankerne hen på hjemlige kludetæpper, som ofte skabtes af fortrolige tøjrester, fulde af erindringens energi.

Hertil er vævens lodrette og vandrette strukturer tillige blevet forsynet med projicerede billedsekvenser, der på smidig og smukkeste vis fletter naturens meditative univers sammen med tekstilernes kulturfortælling.

Billeder af lys gennem trækroner, japanske bambusbevoksninger og bølgers ansamlinger af pollenskum glider langsomt hen over tæpperne i drømmeagtige forløb. Indimellem svømmer en fisk ind over den vævede bølgekipperstruktur, og slår med halen. 

Sanne Ransby – Outside In

Perspektivet ind i den både kendte og ukendte verden forstærkes, hvis du gør brug af udstillingens lave siddeskamler på hjul. Så kommer du ned i gulvtæppets, i skovbundens og i strandkantens tempo.

Elegant er både skamler og projektorer beviklet med tekstilbånd, og understøtter installationens samlede poetisk-æstetiske helhedsindtryk. En sanseåbner, en taktil pause i tidens glitrende strøm. En vital opløftelse er denne udstilling.

Outside In
Om baggrunden og tilblivelsen beretter væveren.
– Når jeg har fået tæpper tilbage fra andre udstillinger, så har kanterne tit været bøjet af alle de hænder, der lige har sneget sig til at gå på opdagelse på vævningens bagside, fortæller Sanne Ransby, der er uddannet billedvæver fra Det Jyske Kunstakademi, og som gerne arbejder to- og tredimensionelt med tekstile medier.

Et ophold på Ærø og mødet med farve- og tekstilkunstner Agnete Holmefjord førte Sanne Ransby i retning af vævekunsten, og på Det Jyske Kunstakademi er hun blevet undervist af blandt andre Ane Henriksen og Annette Holdensen, to fornemme eksponenter for moderne dansk gobelinkunst.

– Det gav blod på tanden til at tage bagsiden alvorligt, at tage de vævede tæpper ud fra væggene, og placere dem frit i et rum, forklarer kunstneren om udstillingens disposition. 

Sanne Ransby – Pollen i vand

– Tæppet med titlen Pollen i vand har en helt forskellig for- og bagside, hvor skudtrådens overspring har fået lov at være helt synlig, og delvist synlig i den løst vævede tekstur, der tillader lyset at trænge igennem. Det er et af de mest åbne tæpper, jeg endnu har vævet, siger Ransby, som har nydt eksperimentet.

Resultatet er en relevant frigørelse fra billedtæppernes traditionelle gobelinplacering, ophængt inde langs rummenes kant.
Det næsten sakrale indtryk, der fremkaldes ved mødet med den tidskrævende gobelintradition, er her fastholdt, takket være den markante rumlige installation, og understreges, når værket betragtes opad fra den flytbare, siddende position.

Bambusstrimler og pollenskum
Titlen Outside In dækker også billedmaterialet til projektionerne.
– For et år siden indsamlede jeg nogle af billedsekvenserne på en rejse til Japan, og blev fascineret af bambusskovenes rytmiske stammer. Strimler af klæde i bambusdimensioner hænger derfor lodret udenpå kludetæpperne og går i dialog med skovbillederne i projektionerne.
– Udenfor Statens Værksteder ved kajkanten i Strandgade kunne jeg i sommer iagttage store ansamlinger af pollen, der flød sammen som skum i kanalens bølger. Det var sidste sommers hedebølge, der i år kastede et overdådigt blomsterflor af sig, og således har klimaforandringernes aftryk også fundet vej til min kunstneriske praksis, fortæller Sanne Ransby. 

Sanne Ransby – Outside In

Analoge teknikker med agile indslag
Sanne Ransby bruger ofte garner i egen indfarvning, men også materialetilskud fra anden side. Med fra Japan har hun fx bragt tråde af ramie, en nældeagtig plante, som kombineres med hørren. 

Til tæpperne her er farvemættet tekstil fra designførende Kvadrat blevet suppleret med garn og stofstykker, som spontant har fået et dyp i en opløsning af akrylfarve, hvor det har fået lov at suge, hvad det ville. Således er værkets overflade bearbejdet undervejs i væveprocessen, og farvespillet i de dyppede strimler er en væsentlig del af kompositionens helhed. Sanne Ransby får dermed på én gang en lethed, og skaber bevægelse i sine anerkendte værker, som er velanskrevne, såvel på kunstscenen som i tekstilkunsthåndværkets regi, internationalt og i Danmark.

Sanne Ransby har base i Aarhus, hvor hun gennem årene har udstillet, kurateret, projektledet og skabt udsmykninger. Hun debuterede på Forårsudstillingen Charlottenborg 1998, har udstillet med sammenslutningen Dansk Gobelinkunst siden 2005, bl.a. på Museet Trapholt, på Vendsyssel Kunstmuseum og Jubilæumsudstillingen i Rundetaarn i 2018.

Internationalt er der stor interesse for dansk tekstilkunst, og Ransby har bl.a. været artist in residence og udstillet flere gange i Japan, vist værker på Premier International Tapestry Exhibition på Canadian Tapestry and Texture Centre, Oakville, Ontario 2019, The 13th International Triennial of Tapestry i Łódź, Polen, og Modern Danish Tapestries på Vinterpaladset, Skt. Petersborg, Rusland, 2015.
Herhjemme er hun aktuel på kunstnergruppen Den Fynske Forårsudstillings 90 års jubilæum, som i år har givet vekslende udstillinger på SAK i Svendborg, Sophienholm ved Kgs. Lyngby, på Johannes Larsen Museet, Kerteminde og den forsat aktuelle udgave, Fynsk Forår på Silkeborg Bad, der varer frem til 5. januar.

Det kan varmt anbefales at besøge Ransbys soloudstilling med baggårdens leg og tekstilskovenes stille ro i Officinet i Bredgade i København. Kunsten skal opleves i virkeligheden – i særlig grad den sansemættende, taktile tekstilkunst.

Officinet
Bredgade 66, København
Frem til 2. november

Tekst og fotos:
Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret på Kunstavisen.dk 

Sanne Ransby – Pollen i vand, kunstnerens eget foto

SIIKU – Meltage, 2019

Kunstnergruppen SIIKU leverer eksperimenterende æstetik på naturens betingelser med udstillingen Meltage, der kan ses i Gjethuset i Frederiksværk frem til 3. november

To lysende døre byder velkommen indenfor i Gjethusets store udstillingsrum, hvor der er højt til loftet.

Midt i Frederiksværk danner den gamle industribygning fra støberibyens fortid en fornem ramme om et pulserende musik- og kulturliv, og indbyder til udstillinger med vedkommende, eksperimenterende samtidskunst.

Rundt i udstillingen ses kunstnergruppen SIIKUs arbejde med smelteprocesser, der manifesteres dels som videoinstallationer, dels som akvarel, maleri, skulptur og foto.
En kreds af halmballer samler sig som udstillingens hjerte om en svævende figur, en abstraktion over Den sidste fisk, fyldt med plast og tang.

– Vores tid og omgivelser er præget af højt tempo og højt forbrug, og vi er mærket af begge dele – vores kollektive, mentale tilstand er udfordret, vores natur infiltreret af affald, og rundt om os brænder jorden, mens isen smelter, siger Kunstnergruppen SIIKU om udgangspunktet for udstillingen Meltage, der har undertitlen The Act, Result and Amount. Det er dog ikke nogen oversvømmelse af rædselsvækkende, videnskabelige fakta, som møder publikum, trods titelintroduktionens teknokratiske indgangsbøn.
– SIIKU går den anden vej, som netop kunsten kan. 

SIIKU – Meltage 4, 2019

Vand // begyndelse
Frosne i tid og rum flyder turkisblå smelteprocesser ud over kanten på lærrederne, hvor der i midten er en reminiscens af begyndelse. Det er vand fra Frederiksværkkanalen, der har været indefrosset i isblokkene som en hilsen til den naturkraft, byen kan takke for sin virksomhed.

Smelteprocesserne er et tilbagevendende tema hos kunstnergruppen SIIKU. Billedkunstner Rasmus Nielsen, som gennem 10 år har beskæftiget sig med politiske emner fra verdens brændpunkter, har allieret sig med grønlandskfødte David Hertling Péronard, der byder ind med specialer i oplevelsesdesign og empowerment fra IT-universitetet.

Tilsammen kombinerer de analoge og digitale udtryk, og fusionerer naturmaterialer kontrastfuldt med genanvendelse af tidslige objekter som f.eks. brugte byggematerialer, elektronikindustriens stumper, plastik, pap, tapes, tang og duftende vækster fra arktiske egne. 

Sammen har de bl.a. skabt værker til Copenhagen Light Festival, Kulturmødet på Mors, Click Festival, Kulturnat i Det Grønlandske Hus i København, og senest til Thorvaldsens Museum. 

Teknologi // resultat
I foto og video følger vi naturens gang i værkerne Mutatio Glacis, og Mutatio Glacis Version Groenlandica 1, samt Forma Glacies Versio Groenlandica 1.

Den meditative æstetik i den smeltende isblok siver ind i kroppen ved dette møde. Beskueren følges ind i en anden verden, en anden mulighed, end bekymringens, og dermed lægges et kim til et videregående perspektiv.

Netop handlingens mulighed sammen med sansningen kendetegner SIIKUs program, og det skal blive interessant at få flere af kunstnergruppens æstetiske manifestationer at se. 

Organisering // Et barn er nok
Under den svævende fiskefigur kan man hvile et øjeblik i halmkredsen og lytte til digtet Den sidste fisk af Silja E. K. Henderson.

Digtet rummer en indre film, som fortæller om fællesskabets forventninger og betydningen af den enkelte i verden. 

– Vi er så tilbøjelige til at måle i mængder, helst de store mængder, hvor vi for ofte kommer til kort. Netop nu ser vi, hvordan ét (svensk) barn formår at rejse ud og skabe bølger i Forenende Nationer.

De to mænd i SIIKU drejer kompasset rundt, og inviterer os tæt på, inviterer os med, inviterer os til at elske livet. Det er en form for empowerment, for det er faktisk også smukt, når isen smelter, og noget nyt kommer til syne. 

SIIKU – Natura Nova 4

Gjethuset
Gjethusgade 5, Frederiksværk
Meltage – The Act, Result and Amount
Frem til 3. november 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online

SIIKU – Forma Glacies Versio Groenlandica

Jens Chr. Jensen – uden titel, 2019

Der er en helt særlig tryghed i genkendelse. Og tryghed er der at finde i rigt mål på Jens Chr. Jensens assemblageudstilling Tegn fra naturen hos Galerie Pi i Borgergade i København, som kan ses frem til 19. oktober

Fra barnsben har vi lært af gentagelsens tryghed. Og det er som at blive et barn igen, et legebarn, på udstillingen Tegn fra naturen, hvor stykker af bambus, stumper af rustent jern og kobber, samt papirmærker af forskelligt format har fundet vej til væggene i Galerie Pi i København sammen med nummerpladeklip, golftees og porcelænssikringer i flok.

Værkerne består af metodiske gentagelser i vekslende materialer; samlinger, som gerne har fået patina af naturligt slid og ælde og til tider et længerevarende ophold udendørs.

Jens Chr. Jensen er en tingfinder af Guds nåde, med blik for det smukke i det hverdagskendte. Her er tilmed lige netop det legende twist, der kalder appetitten frem hos den sultne gæst i Jens Chr. Jensens udstillede assemblager og skulpturer, hvor ikke alle brikker vender ens eller har samme farve. 

Jens Chr. Jensen – uden titel
foto Galerie Pi, 2019

Fra skrot til godt
Der går sport i at finde ud af, hvor stumperne kommer fra.
Jensen hjælper os ikke gennem værktitlerne, for de er som regel uden titel, så det indre billedkatalog må i gang, når det eksempelvis gælder en formation af blylodder, isolering fra hegnspæle og andet, man har set og glemt.

Andet har man ikke set, men får det her serveret, fx de overskårne elkabler med fire kobbertråde og gummiindpakning. Og de jordrustne profiljern, som er født med deres skrå sider og spidser.

Her er både blødt og hårdt, mat og skinnende, og hvert værk står roligt i materialernes egne afstemte kulører.

Grafiske klip
– Værker skal ikke hedde noget, men være noget, er kunstneren citeret for at mene.
På udstillingens hovedvæg ses et af de få værker med titel, nemlig Grafisk udtryk, som består af ituklippede nummerplader, hvor pladernes bogstaver og tal danner et kontrastfuldt mønster på den lysreflekterende baggrund.

Jens Chr. Jensen – grafisk udtryk, II.

Man smiler uvægerligt ved værkets leg med begreber som klippede plader, klip i kortet etc. Her er også et værk på gule plader, og et med kun røde tegn.
– Vi inviteres til at digte med. 

Mærker
Frimærker i fri dressur og bundtede på samlermanér indgår i værkserien af Mærker, hvor takkernes blonde skaber en særegen tyst stemning.

Smukke stempelmærker og frankeringsmærker er sat på nåle i rektangulære eller kvadratiske former. Her er det stemplernes påtryk, der lokker øjet rundt på fladen, og det fornemme grafiske arbejde, der får én til at sænke tempoet. 

Den poetiske minimalist
Jensen sætter assemblagerne på plads indenfor statiske, geometriske grundformer.

I et markant værk er der cylinderformede porcelænssikringer posteret i trekantsformation i en kvadratisk kasse med låg.
Lågene lukker lidt vanemæssigt en del af sanseligheden inde, og kunne måske undværes.
– Variation er der i porcelænssikringernes forskellige farvemarkeringer, som skaber liv, skaber dialog. 

Jens Chr. Jensen – mærker

Man har vitterligt gjort sig umage, da disse emner blev formgivet til trivielle formål. Jens Chr. Jensen har gjort sig umage med deres hommage.
– Her er en hyldest til hverdagen, det nødvendige, nuet, gjort med en sensibilitet for det strukturlækre, det taktile.

Bogen om Jensen
I anledning af kunstnerens 70 års fødselsdag er bogen Fra en ny kant udgivet med tekst af Troels Laursen og Steen Hebsgaard. Her gives en glimrende oversigt over Jensens oeuvre med eksempler på land-art, flere kirkeudsmykninger og skulpturelle udsmykninger landet over. Det er særligt på kanten omkring Ikast, at Jens Chr. Jensen har sat sig spor.
– Også som medinitiativtager til Kunstpakhuset i Ikast. 

Hver især består vi, enkeltvæsner, af gentagelser, masser af gentagelser.

Og ubevidst scanner vi konstant omverdenen for afvigelser.

Måske derfor finder man som gæst en meditativ ro ved at betragte Jens Chr. Jensens kunst. 

Jens Chr. Jensen – uden titel

– Og så går man fra udstillingen med et varmt smil over den finurligt fantastiske synssans, han deler med os gennem sine fund. 

Galerie Pi
Borgergade 15 D, København
Frem til 19. oktober 

Af Inge Schjødt //
inge@komkunst.dk 

Publiceret:
Kunstavisen Online oktober 2019 

Klik på motiverne og se en bedre version.

Jens Chr. Jensen – uden titel
foto: Galerie Pi, 2019

Jens Chr. Jensen – cirkel
foto: Inge Schjødt, 2019

Inger Odgaard – uden titel, 2019

Inger Odgaard skaber bevidsthedsudvidende skulpturer i strik

Fremgangsmåden er som billedhuggerens, når tekstilkunstneren Inger Odgaard går i lag med værktøj, varmepistol og syntetiske garner. Hun starter med at strikke sine rå grundformer i billigt Nettogarn eller strimlet genbrugstøj. Ud af en intens bearbejdningsproces skaber hun sine skulpturer med organiske rum, så strukturlækre, kondenserede, transparente og voluminøse på én gang. De er åbne og gennemsigtige, altid. Værdier, der er afgørende i både liv og kunst hos Inger Odgaard.

– Der er en ro i gentagelserne i strikkeprocessen, maske efter maske, form efter form, fortæller Inger Odgaard. Der opstår rum, overgange, og nye kondenseringer, når grundformerne samles og hækles kant til kant. Dertil kommer den individuelle efterbehandling, varmepistolens flygtige forvandling af overfladen og garnets farver. 

– Det er det taktile, der driver mig. Interessen for materialer, for teksturer, overflader, og hvad jeg kan drive frem i den dialog, hvor materialerne sætter begrænsningerne. Jeg undersøger om materialerne kan det, jeg gerne vil have dem til, og nyder at se, hvad jeg kan få det til at kunne, eksempelvis holde en form og en spændstighed i formen. 

Inger Odgaard – Joined #15, 2019

Skulpturerne af Inger Odgaard står eller hænger med et delikat skyggespil, der dobler værkets fortælling.

Om at låse op
– Mine første knitart var oftest flade og nogle kom i glas og ramme. Jeg var mest tryg inde ved væggen. Siden Odgaard udstillede mobilen Mormor i Guld, en installation af strikkede flakoner på Knitwork #16, er formatet vokset. 
– Jeg gik i gang med det bedste af det bedste, i silke, hør og uld. Men det blokerede mig, for her følte jeg et hensyn til materialerne, som begrænsede mig. Jeg havde brug for at turde gøre alt muligt ved garnerne, for at kalde tilstrækkeligt interessante udtryk frem. 

Inger Odgaard er født og opvokset i Thy, og kunne strikke før hun kom i skole. Håndarbejdet lærte hun af kvinderne i familien.
Kunsten lå der som en længsel, men der skulle gå nogle år, før gnisten blev forløst. Først i maleri, og dernæst, da småbørn kom til, i kunsthåndværk. 

Inger Odgaard – Uden titel, 2019

Efterhånden som de voksede til, så voksede også lyst og muligheder for at gå videre i det kunstneriske spor. Der havde strikprocesserne manifesteret sig som det ståsted, Inger Odgaard har gjort til sit særkende.

– Ting skal nogen gange have tid, siger Inger Odgaard.
– Jeg kommer fra et hjem med guldrammer og rådyr, men siden min seminarietid har kunsten været mit felt.
– Jeg havde en Morfar, der var fritidsarkæolog, og som lærte sig selv at genskabe de fund, han gjorde. Han huggede også i sten, og gjorde mig nysgerrig. Ham føler jeg mig nært beslægtet med, fortæller kunstneren.

Ekstemporeret strik
– Strik er for mig et ekstra sprog, siger Inger Odgaard.
– For tiden er jeg tiltrukket af genbrugstøj, og det bløde og transparente i plastik. Jeg eksperimenterer desuden med latex som den pasta, der påføres. 

– Når jeg bruger de her plastmaterialer, oplever jeg en bevidstgørelse omkring mine valg. Jeg ser kontrasten i de syntetiske garner, som forvandles og nærmest får overflader, der minder om nedbrudt, organisk materiale. Der er en grad af recycling i det. 
– Jeg forholder mig til tidens aktuelle temaer om forbrug og genbrug, men ikke fra en politisk vinkel. 
– Nogle vil gerne fortolke på former og fortællinger, og spørger om de refererer til hav og fiskegarn. Men det er ikke der, mit fokus ligger.
– Jeg er optaget af materialerne, og det, de kan. Af det liv, de får. 

Inger Odgaard – Condensation, 2019

Inger Odgaard har fået undervisning af bl.a. Niels Frank, Silkeborg og med stort udbytte også på Kunstskolen Spektrum ved Ingela og Thomas Skytte. 

Hun har omhyggeligt studeret, hvordan andre internationalt arbejder med tekstil i et kunstnerisk perspektiv. 

– Der er eksempelvis Mary Walker Lewis, som har udstillet på MOMA med strik, og Ruth Asawa, der har japansk/amerikansk baggrund og som i sine hæklede, knyttede tekstile skulpturer kombinerer forskellige kulturtræk. 

Herhjemme er Inger Odgaards udtryk beslægtet med billedkunstnerne Susanne Schmidt-Nielsens og Hanne Lindes tredimensionelle værker, og frit fortolket også grafikeren Anneline Schjødt Pedersens abstraherende udtryk, som Odgaard har udstillet sammen med på Limfjordsudstillingen Gimsinghoved i 2016.

Kurs mod Hellerup og Sydkorea
I 2018 fik Inger Odgaard foreviget Monologe, grey puffs i Bo Bedre.
Hendes skulpturer indgår i de velbesøgte pop-up udstillinger, arrangeret af Kunstsalonen – Fuglebakkesalonen, Mors Salonen og aktuelt også Hellerup Salonen. 

Inger Odgaard – Joined #4

Forude venter flere eventyr.
Kurator Lasse Antonsen har inviteret Inger Odgaard med på en udstilling, der løber af stablen i Sydkorea i maj 2020, hvor temaet er fortolkning af Bojagi-traditionen.

Det skulpturelle strik kommer ud, til ære og værdighed.

Fakta Inger Odgaard: født 1967, læreruddannet fra Silkeborg Seminarium. Optaget i Tekstilhåndbogen 2008-2018.
Debut på Limfjordsudstillingen Gimsinghoved 2016.
Inside Kunstpakhuset Ikast 2018. Gruppeudstillinger: Annaborg Hillerød 2017, Strømninger, Pakhuset Doverodde 2018, X-fiber Madsnedø 2019, samt Fuglebakkesalonen, Mors Salonen, og Hellerup Salonen, der åbner 27. september 2019. 

Illustrationer: fotograf Lasse Hansen, 2019

Inger Odgaard – Sculpture, 2019

Tekst Inge Schjødt,
inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen
nr 8 / 2019. 

Shapes of Ice – Egeværk, 2019

Inspireret af smeltende ismasser skaber snedkerne hos Egeværk skulpturelle møbler i dansk asketræ, som lige nu kan ses på udstillingen Shapes of Ice i Gjethuset Frederiksværk

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Snedkerparret Mette Bentzen og Lasse Kristensen fra Egeværk i Hundested går nye veje med deres prisbelønnede snedkerhåndværk, og viser det allernyeste på udstillingen Shapes of Ice i Frederiksværk. 

Med isen som omdrejningspunkt har Egeværk skabt unikke, skulpturelle værker i dansk ask, der bevæger sig i krydsfeltet mellem kunst og design, og som berører den evigt aktuelle dialog om kunsthåndværk og et egentligt kunstnerisk udtryk.
De pirker med udstillingen til den traditionelle opfattelse af dansk design og dansk møbelkunst med en udtryksform, som herhjemme ofte kalder på løftede øjenbryn og spørgende attituder, men som i udlandet ikke har vanskeligt ved at vinde anerkendelse.

Mette Bentzen og Lasse Kristensen fra Egeværk har kompetencerne i orden til at eksperimentere med træets formåen. De er begge udlært fra virksomheden PP Møbler i Allerød, som fremstiller de danske møbelklassikere fra Hans Wegner, Nanna Ditzel, m.fl.

Void Vortex – Egeværk 2019

I foråret 2019 modtog parret Snedkerprisen fra Københavns Snedkerlaug på 150.000 kr. for deres modige, nytænkende arbejde med træet og håndværket.

Ved overrækkelsen af Snedkerprisen fremhævedes også Egeværks spektakulære samarbejde med glassmedjen Backhaus-Brown i Hundested, hvor de er fælles om at skabe internationalt efterspurgte fortolkninger af vikingeskibe i glas og træ. 

Vejen og viljen
Hidtil har Egeværk primært stået for fremstilling af op imod 200 unikke, specialtegnede møbler, reoler, borde og stole i samarbejde med blandt andre arkitekt og designer Hannes Stephensen, som har forstået at udfordre ambitionerne og lysten til at afprøve, hvad træet kan hos det unge team. Det er eksempelvis blevet til stolen i dansk asketræ, A Touch of Mack, der sender en hilsen til den skotske pioner indenfor The Arts & Crafts Movement, kunstneren og designeren Charles Rennie Mackintosh, som for et århundrede siden satte sit eget umiskendeligt kunstneriske aftryk med sine særligt dekorerede, højryggede stole til blandt andet Glasgows Willow Tea Room. 

Arbejdet med forarbejdningen, udvælgelsen af træet og de mange timer med høvl og overflade har, udover et unikt kendskab til træet, givet stødet til en større opdagertrang. 

ORBIT – Klima COP24, 2018

I 2018 blev den udmøntet i serien Void, som består af hovedværket, det væghængte Void Vortex, nogle små borde, samt unika Stalagmitter og Stalaktitter i ask og i den jordfarvede, afrikanske træsort wengé, der også kan ses på udstillingen. 

Et elegant forarbejdet væghængt værk i wengé og kobber, skabet Essentia, der i sine farver og former refererer til en muldrig pløjemark, tiltrækker sig fortjent opmærksomhed sammen med ORBIT, en hængende, sfærisk kugleform med en diameter på 180 cm, skabt i ribber af valnød og ahorn. – ORBIT har tidligere været vist i Den Nordiske Pavillion ved FNs Klimakonference COP24 i polske Katowice, 2018. 

Lader træet tale
I værkserien Shapes of Ice i dansk asketræ tager Egeværk snedkerkunsten et fornemt spring videre i en ganske relevant retning, hvor naturen og materialerne får egen taleret. 

Shapes of Ice – Void, 2018

– Det begyndte med en vandpyt.
Eller rettere en hylde og en vandpyt, og et møde med Sarah Myerscough fra det Londonbaserede galleri under samme navn. 
– Hylden Void i det næsten hvide asketræ havde en organisk form og en karakteristisk formet, vandstråle- eller istapstruktur i sin afslutning.
– Det vakte begejstret genklang, og lysten opstod til at arbejde videre med dialogen mellem is og ask. 

Efter mange intense studier, forsøg, skitser og modeller er de parallelle egenskaber i træets og isens strukturer blevet til møbelkunst i Shapes of Ice.

Med en proces under damp kan flere rødpigmenterede enzymer trækkes ud af træet, så det fine spil mellem vårved og sommerved står tilbage hvidt i hvidt. De udvalgte og millimeterpræcist sammenlimede træblokke lader åretegningerne med alle deres overraskelser medvirke i det samlede udtryk. 

Shapes of Ice – Egeværk, 2019

Det er fornemt gjort, og det er ikke mindst formfuldendt gjort i en kvalitet, som gør dansk snedkerkunst ære. Egeværk træder varsomt, men udtryksfuldt ind på den del af kunstscenen, der særligt eksplorerer materialets iboende egenskaber, såvel de funktionelle som æstetiske og narrative egenskaber, i et autodidakt, autentisk formsprog.

Egeværk, der blev grundlagt i 2011, kommer allerede vidt omkring med værker og designs – ikke opregnet i stk antal, men til udvalgte gallerier og internationale Arts- & Crafts messer.
De samarbejder med Galerie Maria Wettergren i Paris og med Sarah Myerscough Gallery i London, og herhjemme findes en kreds af samlere til deres arbejder.
Efter udstillingen i Gjethuset rejser Shapes of Ice videre til London. 

Shapes of Ice – Void, Egeværk

Egeværk udstiller Shapes of Ice
i Gjethuset Frederiksværk
frem til 11. september

tekst & fotos
Inge Schjødt, komkunst.dk 

Essentia – wengé, kobber, detail, Egeværk 2019 

Shapes of Ice – Egeværk i Gjethuset, 2019

Tina Menore – Love is You : Love is Me, 2019

Der er alvor bag det naive udtryk på udstillingen Love is You : Love is Me af amerikanskfødte Tina Menore Christensen, som fandt kærligheden, og hilser Danmark som et Shangri-La i en barsk og utryg verden.
I samarbejde med Lyngby Kunstforening indtager Tina Menore Cobrarummet ved Sophienholm frem til 25. august

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Når man træder ind i Cobrarummet ved Sophienholm får gæsten en særdeles farvestrålende sanseoplevelse. Her har billedkunstneren Tina Menore skabt en vision af kærlighed, et Shangri-La for Peace, Love and Harmony, et dejligt sted at være med plads til leg, dagdrømme og allermest vigtigt; kærlighed.

Udstillingen Love is You : Love is Me er som et magisk, installatorisk maleri. Straks ved porten lyser et LOVE-spejl med glimrende vinger, hvor man kan tage Love-Selfies i en yndig indramning. Indenfor er der gyldne tapeter, ønskebrønd, krystaller og engle i forskellige formater. Nogle af dem er hentet i klassiske forlæg, og alt er skabt i maleri og papmaché, overstrøet med glimmer.

Tina Menore – Crystal Dreams no 12

På udstillingen møder publikum papirstykker, hvor de, som har lyst, kan skrive anonymt, hvad kærlighed er for dem.
– Disse Kærlighedserklæringer bliver løbende vist frem, for at alle kan se dem, og opleve, hvor mange refleksioner, der er i kærlighed, fortæller Tina Menore over en lyserød smoothie, og fortsætter:
– Min kunst er fabulerende, fyldt med feer, dyr, mennesker og natur. Disse scener er opdigtet i mit hoved. De er dagdrømme, et psykologisk safe place, som jeg søger. Det er et sted, hvor alle trives, og hvor alle føler sig elsket. 

I begyndelsen // Blomsterbarnets barn
Tina Menore har taget en lang rejse, både som kunstner og gennem livet som sådan for at nå frem til sit fairytale udtryk. Hendes mytologiske univers har sit udspring i den farverige bydel The Castro i San Francisco, California, hvor der var masser af pailletter på boleroen, og de transseksuelle beboeres extravagante iscenesættelser skjulte en mangfoldighed af synder.

Tina Menore – Crystal Wanderlust, 2018

Hun er tillige vokset op med katolicismens forgyldte altre, læremæssige ikoner og dybe indflydelse i skole og hjem. En skole, hvortil man skulle løbe for livet i det rå kvarter, og et hjem, hvor smilet ikke var dagligdags kost.
En periode boede hun som barn i Mellemøsten, og oplevede piger og unge kvinder forvandle sig til helt almindelige teenagere med et moderne sekulært liv inde bag slørets mystiske overflade. Det stimulerede fantasien.

Voksenliv // Kunstnerliv
Da Tina Menore sammen med sin danske ægtefælle første gang besøgte Danmark, og så, hvor grønt og nydeligt her er, hvor god plads, der er, til at dyrke sine egne grønsager, og hun hørte om det danske sundheds- og uddannelsessystem, så tænkte Tina Menore, at det var drømmenes land, et Shangri-La med livsalige muligheder.
– I en periode har jeg arbejdet frivilligt i Dannerhuset, så jeg kender også nuancerne i samfundet, fortæller hun, der efterhånden har levet 31 år i Danmark. Gennem årene har hun arbejdet i atelierkollektivet Margarine i Vedbæk, og modtaget undervisning af Barbara Wilson, samt Ingela og Thomas Skytte på Spektrum. 

Tina Menore – Spirit of the Future no 7 – KS 2016 – Publikumsprisen

Transplaced
Kunstskolen Spektrum har givet hendes kunst et nyt fodfæste. Her har hun udforsket sine amerikanske rødder i en serie motiver fra nybyggerlandet, som ikke altid strålede af Hope and Glory. I seriens motiver dukker personerne frem af de store skoves samtidigt smukke og barske tilværelse, og afslører små og store dramaer. Og, selvom hendes billeder er blevet vel modtaget på flere censurerede udstillinger, så fik hun nok af at fortælle om den amerikanske kulturs B-sider.

Wanderlust
Siden iscenesatte hun med hjælp fra de medstuderende fotoserien Crystal Wanderlust, som blev til en syntese af forskellige absurde livssituationer, ofte med modellerne klædt ud i farvestrålende gevandter. Her dukkede der glimmer og pailletter op, og i et af malerierne fik et spotlight glimmeret til at kaste lys tilbage til maleren. Det rykkede visionerne et nyt sted hen, og med udstillingen i Cobrarummet kan kærlighedsfesten begynde. Tina Menore har haft travlt med at skabe et godt sted at være. 

Tina Menore – Transplaced no 5

Kunstnerisk har Menore en række internationale forbilleder, og blandt dem er Peter Doig et stort malerisk idol. Via kunstskolen Spektrum og personlige møder har den danske kunstner Susanne Schmidt-Nielsen spillet en rolle i den seneste udviklingsproces, hvor Menores værker har sluppet det todimensionelle, og sprængt rammer og format med sit uortodokse udtryk og materialevalg.
– Nogle af værkerne kunne jeg godt ønske fremstillet i et mere permanent materiale, og rammerne drømmer jeg også om at udvikle videre på, fortæller kunstneren.

Love Now
Den paradisiske stemning lyser ud af Cobrarummet, men der er alvor bag det ubekymrede. Amerikanskfødte Tina Menore ’forsager Præsidenten og alt hans væsen’. Hun træder op imod løgnen, og er ganske bekymret for, hvilke skader Twitterpræsidenten endnu kan nå at forvolde. At der er en reel risiko for, at han genvælges, er for hende at se en uhyggelig mulighed. Hendes barndoms kvarter har gået igennem en tydelig udvikling, men hun hører så, at volden og de dårlige vilkår blot er flyttet nogle gader længere væk. Problemerne er fortsat til at tage at føle på. 

Tina Menore – Spirit of the Future 4

Tid er kærlighed // kærlighed er tid
Ved første øjekast kan Tina Menores univers synes naivt, men kunsten i Cobrarummet byder på et safe place, for at vi kan vokse og gro. Her bliver slangerne er sendt udenfor døren, for at du kan lade dig gribe, lade dig forføre, give dig tid til at dvæle ved livets essens, fred og balance.

Længslen efter Paradis er en dyb, almen menneskelig erfaring. Vi søger alle efter kærligheden, trygheden og lykken, uanset om skæbnen har bragt os en næsten lige vej eller ad bjergetaper med vold og frygt, som en del af ballasten. Og, hvor vi finder glimt af lykken, skal den plejes med tid til nærvær. 

Tid er kærlighed og kærlighed er tid.
Tak til Tina Menore Christensen for hendes.

Fakta: Tina Menore, født 1961 i USA. Debuterede som kunstner i Danmark 2016 på Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup, og har i år igen haft værker med på KS. Har medvirket på flere gruppe udstillinger, bl.a. Remix #5 hos Kunstmix i København. Kuraterede i sommeren 2019 udstillingen “Fragments of Space and Time” med 16 Spektrum-elever fra nutid og fortid i Kulturhuset Mississippi, Hvidbjerg Thyholm.

Tina Menore – Crystal Wanderlust no 6

Udstillingen Love is You : Love is Me kan ses i Cobrarummet,
Sophienholm, Kgs. Lyngby
Frem til 25. august. 

Publiceret: Kunstavisen Online
16. August 2019

Tina Menore – Couple in Forest, 2019

Den danske kunstnersammenslutning Visuel har indtaget Museo de Nerja med fornem kollektiv præstation

I Nerja, 50 km øst for spanske Malaga fandt en flok unge tilbage i 1959 et kæmpestort kompleks af underjordiske drypstenshuler, som indeholdt et væld af overraskende fund, både spor af menneskelig art og naturens forunderligste frembringelser. Byen fejrer i år 60 året for begivenheden, og Museo de Nerja har inviteret kunstnersammenslutningen VISUEL fra Danmark til at udstille på museet, som huser både naturhistorie, kunst og kultur.

Mette Rishøj – Refleksions I, II, III – 2019

Kunstnersammenslutningen Visuel har ladet sig inspirere af stedets anatomi, og har i fællesskab skabt en fornem og mangfoldig udstilling med titlen Underground, hvor de dels bidrager med hver sit triptykon og dels har udført et fælles værk, samt en salonpræsentation.

Med referencer til den givne arkitektur, historien og spansk litteratur udforsker de elleve samtidskunstnere, Pabi Chulo, Tine Helleshøj, Claes Otto Jennow, Caroline Krabbe, Nadia Plesner, Jonas Pihl, Mette Rishøj, Ann-Lisbeth Albek Sanvig, Kristian Vodder Svensson, Lene Winther, samt gruppens gæst Kirsa Andreasen, temaer omkring natur, miljø, det underbevidste, seksualitet og menneskelig sårbarhed. 

Jonas Pihl – Stalactite Theatre of The Collective Unconscious, 2019

Visuel ser den kollektive kraft som en positiv energi, hvor de sideløbende med deres individuelle virke kan inspirere hinanden og bruge deres forskelligheder til at skabe større og mere mangfoldige kunstoplevelser, og det mærkes i Nerja, hvor kunstnerne har arbejdet med maleri, tegning, skulptur, mosaik og installationer. Kunstnerne er kendetegnet af et stærkt, figurativt udtryk, hvor fællesværkets mønstre forener energierne i et mere grafisk tilsnit. 

Hulens magi // overfladens realiteter
Jonas Pihl opfører et teatralsk sceneri med myriader af detaljer med værket Teatro de Estalactitas del Inconsciente Collectivo, 2019. Længe før Nerja har en kombination af naturens undere og et vidt spektrum af bevidstheder spillet en rolle for mester Pihl. Det seneste års tid har flere figurer fra teater og film indfundet sig i værkerne. 

Tine Helleshøj – Origen del hombre YY, XX, XY, 2019.

Tine Helleshøj sammenstiller en hyldest til den evige dialog mellem mand og kvinde af symbollignende figurer med træk fra fortidens skildringer, måske i huler, men i hvert fald i en modernistisk maskering. 

Mette Rishøj fortolker oplevelser i et underjordisk vandreservoir, hvor stræbende spidsbuer spejles og samtidig rækker ud og op. Motivet, der ses ovenfor i artiklen her, har en på én gang sakral og profan karakter, som fortæller kunstnerens dybe samfundsengagement.
-> Klik – og se billederne i bedre udgave!

Ann-Lisbeth Albek Sanvig – Duende, Tríptico, 2019

Ann-Lisbeth Albek Sanvig har ladet forfatteren Frederico García Lorcas tolkning af begrebet Duende træde frem i spanske klædedragters fortættede melankoli med styrke, skønhed og alvor.

Pabi Chulo – Parafrase Francis Bacon Triptykon

Alvor og ironi er der også i Pabi Chulos tre imponerende hulemennesker i en parafrase over et Francis Bacon Triptykon fra 1972.

Lene Winther fremdrager abstrakte former af den rå ursuppe i sine keramiske værker, som folkene i Nerja hentede substansen ud af hulerne. Winther eksperimenterer med sit formsprog og udnytter lerets egne strukturelle fortællinger i afstemt balance med civilisationens krav om svar. 

Lene Winther – No puedes caer sin gravedad I, II, III, 2019

Caroline Krabbe bidrager med en tydeligt spansk inspireret Cápsula del tiempo, 2019. Kristian Vodder Svensson mixer nærmest poetiske fugleperspektiver med havdyr under overfladen, Claes Otto Jennow maler et Interior de la Tierra, 2019, og gæsten Kirsa Andreasen lader landskaber og figurer smelte sammen.  Nadia Plesner fremstiller kontrasten mellem forurenende plast og det sårbare grønne liv.
Alle elleve giver deres bud på fortællinger til tid og sted, som bestemt er et nærmere kendskab værd.

Kunstnerfællsskabet Visuel
I Københavnske Bredgade fandt denne flok yngre samtidskunstnere hinanden i sommeren 2015, og opdagede fællesskabets synergi. Kunstnersammenslutningen Visuel blev en realitet i 2016, da de markante samtidskunstnere med fart på hver deres solokarriere udstillede sammen for første gang i Æglageret i Holbæk og efterfølgende i Frigiliana, Spanien.

De fælles udstillinger viste sig at være både visuelt stærke og gensidigt inspirerende, og den naturlige konklusion blev at fortsætte som kunstnersammenslutning. Siden da har Visuel udstillet et par gange om året på museer og gallerier, og i pop-up-udstillinger, der til tider udfordrer den gængse kunstscene, og nu i Nerja i nært samspil med naturens grundlæggende force.

Museo de Nerja – værter og gæster, 2019 – foto Morten Albek

MUSEO DE NERJA
Fundación Cueva de Nerja
Plaza de España, 4
Nerja – Málaga

Frem til 25. august 

Af Inge Schjødt // Inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen Online, juli 2019. 

Visuel – Nerja Underground Triptykon, 2019 – foto Morten Albek

Efterskrift:
Værkerne af gæsten Kirsa Andreassen nåede kataloget, men desværre ikke frem til selve udstillingen. Postens veje er uransagelige… Heldigvis har Kirsa Andreassen medvirket i det fælles værk. 

Fra drøm til galleri – en ny attraktion tager form på Midtsjælland, hvor kunst, vin og gode komplimenter går hånd i hånd med kafferisteri, designbutik og bed-and-breakfast under svalesang

Det begyndte med en drøm.
Om et butiksgalleri med atelier og en rummelig lejlighed på Frederiksberg i København. Men man kan jo leje et landsted på Midtsjælland for mindre, og dertil få frisk luft og masser af helt nye udfoldelsesmuligheder for den slags penge, det koster.

Kit Kjølhede, der vil være kendt af mange københavnere for Komplimenterne på Byens Hegn på Kongens Nytorv, og som selv arbejder med et bredt felt af kunstneriske produktioner, drømte, sammen med gemalen Claus Krüger, den drøm om Frederiksberg. – Og de smilte lidt skæve smil over prisforskellen på byens boligdrømme og mulighederne i provinsen. Indtil telefonen ringede en dag, og de fik forelagt ideen om at flytte ind på Hesede Hovedgård.

Et hus med mening
Hesede Hovedgård tilhører godset Gisselfeld mellem Haslev og Næstved, og er beliggende fint tæt på en af landets nye attraktioner, Skovtårnet, Camp Adventure, som det formelt hedder, hvor man kan vandre ad en spiralsnoet rampe op over trætoppene til 45 meters højde, og få et nyt perspektiv på verden. Rundt i Destination Gisselfeld kan man gå på jagt eller gå ned i tempo, og mærke efter i skovens dybe, stille ro.

Kit Kjølhede og Claus Krüger er nu i fuld gang med at udfylde de ganske vide rammer på Hesede Hovedgård med en stribe aktiviteter, der gør glad, som Kit Kjølhedes herlige metrokomplimenter, og som Claus Krügers interesse for ædle vine.

– Vi lægger hus til strategimøder og middage, vi tager imod overnattende gæster, og Kunstavisens læsere må gerne vide, at man kan leje alle værelser og atelieret, fx til et kunstkursus. Vi har slået tonen an med samtidskunst på alle værelser og rundt i huset, fortæller Kit Kjølhede.

Endnu har selve indflytningen og ibrugtagningen optaget så mange kræfter, at der er en del flere rødgrønne prikker på to-do-listen, og stribevis af gule post-it-lapper på arbejdstavlen, end færdige planer i kalenderen. Men Hesede Hovedgård har netop åbnet dørene for deres tredje udstilling, mens visionsarbejdet for indhold, stil og kvalitet fortsætter.

Velkommen til TAFFEL
Netop kvaliteten af oplevelsen ligger altid på sinde hos billedkunstneren Jonna Pedersen, der har dækket op til udstillingen Taffel på Hesede Hovedgård.

Jonna Pedersen portrætterer elementer af vores fælles kulturarv, her i form af malerier og collager med måltider, vi kender godt, samt kager og slik, som forsøder hverdagene.

Frem fra hovedgårdens hylder har hun hentet glas, tallerkner og bestik, og lader det indgå i en bordinstallation med sanselige collager, der fortæller om forventningens glæde før måltidet i serien Hvad skal vi have til middag?
– Jeg er et sanseligt menneske, og for mig var det altid vigtigt at vide, hvad vi skulle have til middag, fortæller kunstneren. Det var et højdepunkt, som jeg måtte forberede mig på.

Husmoderens herligheder
Det er hverdagens poesi, og det lidt oversete, de indgemte betydninger, kunstneren kalder frem i sin velafbalancerede palet, hvor hun minder os om den energi, der ligger i erindringen, i det visuelle fælles.

Koloritten er moderne. Motiver, strøg og streger præcise i en sådan grad, at nogen forveksler kunstnerens udtryk med pop-art. Men, for Jonna Pedersen er her noget andet på spil. Det er glæden frem for grådighedens uro, og det er genkendelsens nærvær, frem for 60’ernes ofte opulente signaler, som Jonna Pedersen maler frem.

Hun kan sin kunsthistorie, og følger med nutidig hånd op på renaissancens overdådige stilleben i overdådigt store formater, der får kartofler og persillesovs til at svæve med en snert af humor ind i hukommelsens rige.
Alle madretterne er udforsket grundigt. De er tilberedt og tilsmagt af kunstneren, som derpå har anrettet en tallerken, der har stået model i hendes atelier.

Den kollektive hukommelse leger Jonna Pedersen videre med i lystige collager med royale fotos og ikonografiske Beatles-motiver.

Kunstneren går i dialog med sit publikum, og får os til at smile sammen med sig over tilværelsens uendelige rigdomme.
Det handler om at se, og suge til sig.

Noget, der nu og fremover bliver rig mulighed for på Hesede Hovedgård ved Gisselfeld på Midtsjælland.

… … … … …

Udstillingen TAFFEL
Hesede Hovedgård ved Haslev
Frem til 11. august

Åbent weekend kl. 12-16 og efter aftale

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen online, juni 2019

Maleren Gert, med kunstnernavnet Brasque fra Espergærde viser sommeren over surrealistiske malerier og objekter på soloudstillingen Surrealisme for alle pengene i Farum Kulturhus.

Surrealismens metafysiske dimension, det åndelige i kunsten, ligger maleren meget på sinde. Der er ikke en logisk tjekliste, vi ellers så rigeligt styres af i vores tid. Tværtimod er der plads til at overveje figurernes væren og gøren i billedernes drømmeagtige sekvenser.

Patos, Etos og Logos
Motiverne minder om en scene med sætstykker, med for- og bagtæpper, stribevis af rekvisitter, og figurer klædt på, som skulle de deltage i en operetteforestilling fra 1890’erne. Men hvad drejer det sig om?

De medvirkende balancerer, yderst hårrejsende, på liner, stilladser og hængebroer, ofte i fuld gang med at hive tæpperne væk under hinanden.
Vi ser den taljeslanke madame, den kjole-og-hvidt klædte herre, diverse hårdtarbejdende, tjenende ånder, og spørger os selv, hvad de har gang i?

– Jeg ved ikke, hvad de laver, fortæller Brasque. Motiverne opstår af sig selv på lærredet. Jeg har sjældent et clue, når jeg slår de første streger op. Her begynder jeg gerne med øvre og nedre horisont. Så gør jeg mig nogle tanker om mørke og lyse områder i billedet, og derpå læner jeg mig tilbage, og venter på, at forestillingen skal begynde.
– Jeg kender mine elementer, men historien kender jeg ikke. Den ligger der ikke på forhånd. Spillet foregår i billedets eget regi. Det er ikke som at sidde med en avis, hvor du får sandheden at vide. Det er op til både kunstneren og beskueren at digte sig ind og ud, fortæller han.

Maleriske benspænd
Brasque udfordrer sig selv ved at begrænse farvepaletten. Hvor minima-listisk kan man gå? I motivet Roderi i Provinsen er der skruet ned for det røde, det grønne og fortrinsvis brugt gult, sort, blåt og hvidt.

I de private omgivelser får Brasque inspiration fra andre kunstarter, f.eks. Art Nouveau skulpturer med yndefulde bevægelser og folderige dragter. Kun få steder ses rette linjer. Det er også et af kunstnerens mål at skabe mest muligt dynamik på det flade lærred ved at undgå dem.

Et fiskeøjeperspektiv
Gert Brask er ud af en musikalsk familie. En kort overgang tegnede han i reklame-regi og i en årrække fotograferede han.
I 70’erne fik han et fiskeøjeobjektiv til sit kamera. Det blev styrende.
Deraf udspringer de krumme linjer, som åbner for billedfladen og skubber de horisontale linjer op og ned i et dramatisk rum.

Et stort kunstnerhjerte
Gert Brask vil for mange være et kendt ansigt, dels for sit vide engagement på kunstscenen i det Nordsjællandske, og desuden som musiker. Ved siden af sit kunstnerliv har han gennem en årrække arrangeret og censureret udstillinger på Hillerød Bibliotek, og var medstifter af Hillerød Kunstdage. Da Brask for et par år siden rundede de 70 år foregik det med udstilling på Marienlyst Slot.

Gert Brasque er medlem af kunstnergruppen Cirrus / Surrealisterne, som i 2016 fejrede 50 års jubilæum i Farum Kulturhus.
Nu tager han linen solo.

Farum Kulturhus
Stavnsholtvej 3, Farum
Frem til 11. august

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 6 // 2019

Susanne Schmidt-Nielsen, belongings

Blandt de mange begivenheder omkring Venedig Biennalen retter Action Hybride spotlyset mod  menneskekroppen, og her har to danske billedkunstnere noget at byde på

I Venedig på Officine Forte Maghera foregår der fra 20. til 23. juni en multidisciplinær festival med dansk deltagelse. Billedkunstnerne Hanne Linde og Susanne Schmidt-Nielsen er inviteret med til Festival of Arts ”I Am my Body, I Am my Memory.”

Festivalen er arrangeret af Action Hybride, som er et kollektiv bestående af internationale kunstnere, startet i 2018.
Action Hybride arbejder ud fra manifestet the social and political body. Deres hovedfokus er at arrangere udstillinger og møder, samt invitere kunstnere, aktivister og teoretikere til refleksion og til at deltage i workshops omhandlende kroppen og menneskelige forhold.

Action Hybride i Venedig 2019

I år med to danske repræsentanter, som herhjemme har gjort sig fornemt bemærket indenfor netop et meget anatomisk, sanseligt udtryk.

Kroppens særlige hukommelse
Hanne Linde viser installationen Metamorfose, en visualisering af en transformationsproces, hvor erindringer eller cellulære affaldsprodukter komposterer, indgår i andre sammenhænge og tager nye former.

Værket består af udtjent tråd og papir, som hun snor, omformer og indfarver med lim og maling. Der opstår hinder, knuder og strengagtige formationer som hænges på jernbøjler fra loftet. Det indre af installationen er delvist beskyttet af semi-transparent plastik, så det visse steder kun er via rifter og huller, at man får et kik til værkets kerne.
Fascinationen af kroppens skønhed, kompleksitet og evige foranderlighed har i mange år været et omdrejningspunkt for Hanne Lindes to- og tredimensionelle værker. Givetvis er det stimuleret af hendes bachelorgrad i medicin, kunstpædagogiske uddannelse, studier ved kunstskolen Spektrum hos Ingela og Thomas Skytte, og i øvrigt stærke engagement i menneskelige vilkår.

Hanne Linde, Metamorfose

Hanne Linde debuterede på Kunstnernes Sommerudstilling i 1997, på KE Kunstnernes Efterårsudstilling i 2000, og har foruden udstillinger i ind- og udland flere udsmykninger, samt integrerende undervisningsforløb bag sig, bl.a. flere som huskunstner, støttet af Statens Kunstfond.

En fusion i stof // menneskets fortællinger
Susanne Schmidt-Nielsens værk belongings er skabt til udstillingen “I Am my Body, I Am my Memory” med Action Hybride, og er en abstrakt billedliggørelse af livets påvirkning af krop og sind.
Små knudrede objekter, som alle er forskellige, ligger blødt til skue på et hindelignende lag, sammensyet og med små sprækker og ar. Værket er lavet af brugt tekstil og skumgummi, silikone, voks og latex. De små objekter, som ligger på et underlag, der mimer hud, er en visualisering af det, vi gemmer på og bærer med os i vores indre af erfaringer, oplevelser og indtryk.

Susanne Schmidt-Nielsen, der ligeledes har fundet inspiration på kunstskolen Spektrum, har arbejdet sig frem til sit karakteristiske udtryk, proces for proces. Både hendes mor og mormor var dygtige til at sy, så Susanne Schmidt-Nielsen fik tidligt lyst til at lade hænderne arbejde, har hun fortalt i et portrætinterview til Kunstavisens læsere. 

Susanne Schmidt-Nielsen, belongings

Ad eksperimentets vej via keramik, maleri, skulpturelle objekter, samt med udsyn og indblik i tværformelle udtryk har kunstneren banet vejen for unikke, anatomisk inspirerede tilsynekomster. 

Susanne Schmidt-Nielsen har deltaget på en halv snes censurerede udstillinger, og har selv virket som censor flere gange. Senest på Kunstnerens Sommerudstilling 2019 i Janusbygningen i Tistrup. 

Hun har ligeledes udstillet i ind- og udland, og tidligere i år udstillede hun sammen med Hanne Linde på gruppeudstillingen Tilbage til nutiden på Greve Museum med Susanne Pedersen, Sisse Hoffmann og Anne Gudrun Sejersen. 

Hanne Linde, Metamorfose

Således er det et par rutinerede deltagere fra den danske kunstscene, som Action Hybride har inviteret med på Festival of Arts ”I Am my Body, I Am my Memory” i Venedig. 

Tilbage på Forte Maghera er der desuden 3 pavilloner, som er en del af Venedig Biennalen, der fortsætter frem til 24. november i år.

Af Inge Schjødt//inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen.dk – online juni 2019