De fik mig til at le højt, de første værker jeg så af Maria Engholm på en gruppeudstilling i Huset i Asnæs i 2017. Kunstnerens såkaldte Forviklinger, skabt af sytråd, læderstrimler, guldtråd, pels, snor og tovværk i en fabulerende symfoni af smukke kulører. Jeg blev så glad. De gav mig mod.

Ja, livsmod fik jeg ved synet de frie, eksperimenterende, tekstile skulpturformer. Jeg var aldeles solgt til kunstnerens udtryk. Begejstringen blev ikke mindre, da jeg kom tæt på Maria Engholms malerier.

De havblå felter og de turkise, op mod træets egne naturlige farver appellerer stærkt, sammen med det poetisk rustikke, der er at finde i rigt mål i Engholms værker.
Paletten fænger. 

– Jeg maler med træ, siger Maria Engholm selv om sin fremgangsmåde. Det gør hun i både todimensionelle og flerdimensionelle værker, hvor træets årestruktur i pladen ofte træder frem gennem et tyndt laseret farvelag, og bliver en væsentlig del af billedets sprog.

Og når hun tilføjer elementer af træ med og uden overfladebehandling til sine kompositioner, som omfatter maleri, installation, udsmykning og møbeldesign.
– Selve træets årer afspejler de sparsomme og frodige livstider, de taler næsten for sig selv. 

Maleriet har altid været der
Farveglæden og lysten til forskellige sammensætninger har hun arvet fra sin mor, som kan noget med blomster, professionelt.
Hendes far kunne bygge alting fra huse til havne, og begge forældre var gode til at tegne, så talenterne og energien kommer indefra hos Maria Engholm. 

Et job og en god relation hos Fredericia Furniture stimulerede interessen for træet, og på Danmarks Designskole i København har hun 2003 – 2007 uddannet sig på linjen for Møbel og Rum. Men maleriet har altid været med. 

Med træet i hjertet
I 2006 stiftede hun sammen med Mads Peter Laursen Bureau Detours for kunst og design, som f.eks. stod bag One Love City 2009, og bl.a. sammen med Kristoffer Tejlgaard og Benny Jepsen opførte Dome of Visions, det kuppelformede mødested, som blev udviklet i samarbejde med entreprenørvirksomheden NCC på det bornholmske Folkemøde.
Domen gør for tiden sit demokratiske arbejde i Aarhus. 

I 2014 boede den ikoniske bygning på Christians Brygge i København, hvor Maria Engholm fungerede som huskunstner og fandt løsninger ad hoc til skilte, møbler med mere, gerne af rester, stumper og stykker. Bæredygtighed er mere end et modeord. Det stimulerer den kreative proces hos Engholm.

Billedernes indre og ydre klima
Fortællinger om livets kringlede veje og menneskers spor, har længe optaget Maria Engholm qua en stormfuld periode i hendes eget liv, som nok har efterladt en vis melankoli, men også vist, at hun besidder en betydelig drivkraft.
Gordiske kunder er ikke uløselige, det gælder om at tage fat, mener kunstneren, som i 2011 skabte en udsmykning til Kræftens Bekæmpelses Center for kræft og sundhed i København. 

Gennem de seneste 8 måneder er debat om klima og det grønne ungdomsoprør dukket frem som et stærkt tema i malerierne.

Engholm beundrer Esther Michelsen Kjeldahl, der, som aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse gør opmærksom på klimabekymringen, som det bl.a. kan opleves i Dansk Arkitektur Centers satsning Nutidens forbrug – Fremtidens problem.

Kontrasterne til den livsstil mange af os sorgløst har levet længe, med ferier all inclusive, og så den ubehagelige plastikvirkelighed og det manglende nærvær, ser vi eksemplificeret i motivet Debate.
I værket The Silence vælter vi ind på destinationen efter tsunamien har taget toppen af palmerne. Ser man efter, er der dog en ledetråd i kaos, som beskueren kan gribe eller lade være. 

– Billederne har gerne en hovedfortælling, men der er mange lag. Alle de der veje og sideveje.
– Jeg går ind i billedet, og hejser mig ned i de huller, jeg maler. Bifortællingerne åbner muligheder for beskueren, fortæller Maria Engholm.

I Fragments of Time besøger vi et kondemneret butikscenter. Maria Engholm oplever en helt unik aura, spor af udlevede drømme på et sted som dette, hvor de gamle mure må vige og noget nyt starte op. 

– Sådan er livet jo, tingene udvikler sig – og vi vikler med.
– Forviklingerne ser jeg faktisk som noget positivt, noget der leder fremefter, fastslår Maria Engholm.

Passion for nuet
Kort sagt, møder vi her en kunstner, der kommer til syne i et topaktuelt formsprog med erfaring og med noget på hjerte.
I april viste Galleri Oxholm i København den næsten udsolgte udstilling Unsettled Stories, alt i en lækker, æstetisk helhed med stedsspecifik indretning, stole, bord og blomsterkabinet, skabt af Engholm selv.

Udstillingen blev anledning for denne portrætsamtale, som begyndte og sluttede med glæden.

Fakta om Maria Engholm
Billedkunstner Maria Engholm, født 1976 i Fredericia, debut på Kunstnernes Påskeudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling 2005. Deltog i Århus Kunstbygning på SPRING 2006 med Bureau Detours.
Med Bruno Dahl i London, New York, Chicago, Toronto. Huset i Asnæs 2012 og 2017, 50x50x50 Kastrupgårdsamlingen 2016, Politikens særtryk, Politikens Forhal 2017. Repræsenteret af Galleri Oxholm, København. Kunstneren er medlem af BKF, og bor og arbejder i København. 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 5 // 2019

Svenskerne løb med de tre hovedpriser i Carlsbergfondets portrætkonkurrence Portræt Nu 2019

Fotoværket Leif af svenske Erik Viklund blev præmieret med 1. prisens 85.000 Carlsbergkroner for sit stærke tema og talentfulde arbejde med materialet ved åbningen af Portræt Nu 2019.

2. prisen på 35.000 kr gik til det fotorealistiske maleri Actress Singing Karaoke af André Nordström, og maleriet af datteren Elsa indbragte Martina Müntzing hædrende omtale og 3. prisen på 15.000 kr ved prisuddelingen på Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor Det Nationalhistoriske Museum med Portrætsamlingen har til huse.

Young Talentprisen gik til norske Aksel-Dev Dhunsi for hans fotoprojekt, og tre specialpriser à 10.000 kr gik til finske Alisa Javits videoværk Seeing, danske Astrid Marie Storgaards mixed media Pige i forbrug, og russiske Irina Vladimirovna Zeleninas klassisk malede Portræt af en kadet. 

Gengangere og nye talenter
Blandt de udvalgte kunstnere har flere deltaget før. Det gælder Katharina Grage fra DK, som viser sit tredje bidrag i fotoserien Bror, der handler om en drengs udvikling fra barn til voksen.

Projektet visualiserer den kropslige og psykologiske forandring fra barndom til ungdom og overgangen fra den blotte tilstedeværelse til den spirende selvbevidsthed og tiltagende emotionelle dybde.
Her er både Hammershøisk lys og hollandsk renaissance i motivet, om man vil. 

En anden velfortjent genganger er den nyklassiske maler, Carsten Krogstrup, som deltager med sit portræt Cave Canem af kunstneren Anders Kirkegaard, malerens mentor, her med hunden Mara. 

Lone Just Andersens performative installation udfordrer forståelsen af portrætgenren.

Herligt forfriskende er Jesper Hasseltofts hilsen til det uperfekte selvportræt i fotoserien Giraf og Flodhest, og fyldt af livslyst er Alexey Glazunovs portræt af niecen Anne som Den Lille Arkitekt. Glazunov fra Ukraine repræsenterer Østeuropa sammen med kolleger fra Aserbajdsjan, Hviderusland, Kasakhstan og Rusland.

Også de nordatlantiske bidrag er værd at hæfte sig ved, som islandske Elvar Örn Kjartanssons fotoværk.

Tak for øl og kunstsamling
Formålet bag portrætprisen er at videreføre stifteren, brygger J.C. Jacobsens visioner om at stimulere kunsten, og her særligt portrætgenren blandt kunstnere og i offentligheden. 

Konkurrencen er åben for alle medier – maleri, skulptur, video, installation, lydkunstværk med mere, og det afspejles i udstillingens 128 værker, udvalgt blandt 1641 indsendte, som er mundet ud i en særdeles seværdig og varieret udstilling. 

Kataloget er en guldgrube for et nøjere studium, når øjnene er blevet mætte af førsteindtrykket. Tag en øl, og send en hilsen til brygger J.C. Jacobsen, som både har støttet genopførelse af Frederiksborg Slot efter branden i 1859, og Det Nationalhistoriske Museum.

Portræt Nu – før og nu
Det er 7. gang konkurrencen Portræt Nu finder sted. Første gang var i 2007 og dengang var portrætkonkurrencen forbeholdt nordiske kunstnere.

Siden 2013 har kunstnere udenfor Norden deltaget. I 2017 kinesiske, og i år østeuropæiske. Carlsberg Ukraine har formidlet det østeuropæiske bidrag.

En international priskomité udvælger deltagere og vindere. I år fagfolk fra Scottish National Portrait Gallery, Edinburgh Skotland, Fabergé Museet, Skt. Petersborg Rusland, Reykjavík Art Museum Island, Ljungbergmuseet Sverige, National Portrait Gallery, London, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Danmark, samt kunstkritiker og motivator Henrik Wivel.

Finalen er Publikumsprisen, som uddeles ved slutningen af udstillingsperioden til den publikumsfavorit, som får flest stemmer.

Læs mere og stem på portraitnow.org. 

Portræt Nu
Frederiksborg Slotsgade Hillerød
Frem til 5. august 

Klik på illustrationerne – >
og få en bedre billedkvalitet.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr 5 // 2019 

De kan noget på havnen i Hundested. Engang var det fornemme både i yachtklassen, i dag er det Glasskibe i Vikingeklassen, der tager ærefulde priser hjem. 

Det unikke samarbejde mellem glassmedjen Backhaus-Brown og snedkerne hos Egeværk giver genlyd i ind- og udland. Senest har de to værksteder sammen vundet Collectors’ Choice Award på Glass 47th, verdens største glaskunstudstilling i Detroit, USA.

Det betyder af vinderværket, Alfader, sammen med to andre af glasskibene skal udstilles på Fort Wayne Museum of Art i Indiana. Bag prisen står Art Alliance for Contemporary Glass, som nu kender nye sider af dansk glaskunst.

Et ridderslag fra Københavns Snedkerlaug
Jublen over denne pris er så at sige 2. bølge, for kort forinden modtog snedkervirksomheden Egeværk Snedkerprisen på 150.000 kr. fra Københavns Snedkerlaug, venligt stillet til rådighed af Kirsten og Freddy Johansens Fond.

Sidste års modtager var restauranten Noma, eksempelvis.

Egeværk blev blandt andet belønnet for deres samarbejde med glassmedjen Backhaus-Brown, og for deres kompromisløshed, kunstneriske tilgang og udsøgte håndværk i bl.a. serien VOID og stole som A Touch of Mack, udført sammen med arkitekt Hannes Stephensen. 

Begge snedkermestre Mette Bentzen og Lasse Kristensen er udlært hos PP Møbler i Allerød, som gennem generationer har stået for fornem kvalitet og fremstillingen af bl.a. Wegners stole.
Tradition og fornyelse går hånd i hånd – med stærkest anstrøg af frimodigt eksperimenterende fornyelse. 

Kunstavisen ønsker tillykke til Andrew Brown & Nanna Backhaus-Brown, Mette Bentzen og Lasse Kristensen  i Hundested. 

Af Inge Schjødt // Inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 5 // 2019 

Teaterkender Georg Metz viser for første gang offentligt sin version af teateropsætninger en miniature sammen med nostalgiens billedtæpper af Nulle Øigaard i Skovhuset ved Søndersø

Det er en retrospektiv udstilling af billedkunstner Nulle Øigaard, der kalder. Hendes florlette billedtæpper så og hørte jeg om som tekstilinteresseret Engelsholmelev for en del år siden. Navnet har strejfet mange gange.
Nu skulle det være.

På udstillingen Scene billeder i Skovhuset ved Søndersø har Nulle Øigaard inviteret sin mangeårige ven, journalist og teaterkritiker Georg Metz til for første gang at præsentere sin passion for teater, fingerfærdigt omsat i finurligt fantastiske miniatureopsætninger, han selv har bygget i stille stunder. 

 

Skatkammerets nyeste perle

Med et satirisk og muntert blik har Georg Metz udformet over tyve miniaturetableauer med teaterbygninger og for- og bagscener, og befolket dem med alskens medvirkende, tegnet og skåret på et imponerende spinkelt modelniveau.

De små teaterbygninger fortæller hver sit teaterstykke i en enkelt, ikonisk scene, der indfanger hele forestillingens nøglefortælling.

Det er en herlig introduktion til teaterets fantastiske verden, og en hyldest til store klassiske værker af Shakespeare, Wagner og Verdi med flere. I opsætningerne er Georg Metz tro mod stykkernes forlæg og ophav, og krydrer dem med sit skarpe blik for detaljen.

Smilende går man rundt og møder Aida med dromedar, Richard den 3. med hest, La Boheme med ekstra meget Paris, og Cæsar med fagligt møde på demokratisk vis på bagscenen midt i det højdramatiske mordkomplot. 

– Det har taget omtrent en måned at bygge hver af de små teatre. Jeg lavede 12 på et år, fortæller Georg Metz, da jeg træffer ham på udstillingen.
– Der er ikke brugt lup, jeg har et godt syn, svarer Metz og forklarer, hvordan luppens spekter ville fordreje de fine figurers udtryk. 

På materialefortegnelsen står der lindelister, akvarelpapir Grain Satiné Sennelier, rhinestone, diverse småting, plastik, glimmer, perler med mere. I udstillingen ses et udvalg af Metz’ mange tegninger og skitser fra rejser sydpå, og det er stregen herfra, han overfører til aktørerne på sine scener.

Her er vitterligt tale om et passioneret arbejde, der fortjener mange besøg og et ganske betydeligt mål af beundring. Samt flere visninger i teaterets tjeneste. Et stort cadeau herfra. 

Gensyn med vennerne i minderne 
– Denne udstilling er retrospektiv, fortæller Nulle Øigaard til Skovhusets leder Annette Lindroos.
– Sidste år fandt jeg mine gamle tegninger fra Mallorca fra 1957. Det var det år, jeg kom derned og blev hængende frem til 1960, og lod mig absorbere af øens musik og liv og dans og glæde.
– Jeg var i begyndelsen af tyverne, tegnede og malede alt, hvad jeg så, og tilegnede mig kendskab til guitar ved at se på, hvordan de andre musikere flyttede fingrene. 

Nulle Øigaard kom med i landsbyens band, og spillede på de lokale restauranter og blev præget af energien og af menneskene, som blev venner for livet. 

De sansemættede stemninger, aftner med flamenco, dans og fællesskab er på poetisk vis malet ind på en serie nye billedtæpper. Som altid udført lag på lag, i lærred, tyl og brokade. Nulle Øigaard maler med stof. 

Med på udstillingen er også tidlige tegninger, nye tegninger, enkelte næsten abstrakte tæpper og dertil en fin portrætfilm, skabt af sønnen Lasse Spang Olsen.

Historien om den kvindelige kunstner
Han beretter om opvæksten med en mor som billedkunstner, der altid havde et billedtæppe i skødet, og hvor der var god plads til leg og nærvær.
Hun beretter om sin arbejdsproces.
Vi kigger i stofkisterne på loftet, der rummer slidte kostumer fra Det Kongelige Teater, Gladsaxe Teater og Dronning Ingrids garderobe, som blev den palet og pensel, hun valgte. 

Nulle Øigaard fortæller også om sit livs parløb med ægtefællen, tegneren Ib Spang Olsen, der var en højt skattet sparringspartner, som gav hende mod til at være sig selv, fordi han altid accepterede, at man var sig selv. Her mærker man spandet af tid, og hvordan en livsbane har formet sig for den nu 85-årige billedkunstner.

Nulle Øigaard er oprindeligt uddannet på Kunsthåndværkerskolen og på akademiet, har ernæret sig som bladtegner, kostumier, og har en lang række udstillinger og udsmykningsopgaver bag sig. Nulle Øigaard føler sig som en heldig kartoffel, der har, hvad hun drømmer om, og blot ønsker, at det fortsætter. Dette var hendes niende udstilling i Skovhuset, som hun er en mangeårig ven og støtte af. 

Huset i Skoven
Skovhuset ved Søndersø, hvilken perle i sig selv! Allerede ved stien fra parkeringspladsen bliver man mødt af fantasien, Eva Kielgasts trold i træet og Pontus Kjerrmans herligt venskabelige bænk. På balkonen til havesiden er der et kig til søen og kaffekopper på bordene.

Indenfor i de sommerlyse rum er der venlig modtagelse og ansporing til at tilslutte sig Skovhusets Venner. 

Skovhuset har eksisteret siden 1977, og har lagt rum til talrige kulturoplevelser, udstillinger, undervisning, musik, film, internationale gæster, royale besøg med mere. For en stor del tilrettelagt og gennemført af frivillige kræfter.

Uden venner går det ikke. Det kan Georg Metz og Nulle Øigaard nok nikke med på. Herfra i hvert fald en særdeles venlig anbefaling. Der er skønne perler i skoven ved Søndersø.

Nulle Øigaard og Georg Metz – Scene billeder
Skovhuset, Ballerupvej 60, 3500 Værløse
Frem til 19. juni

Tekst og fotos af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online – maj 2019

Den Fynske Forårsudstilling fejrer et festligt 90 års jubilæum med en række udstillinger, hvoraf den første kan opleves i Svendborg og den næste på Sophienholm

Det er en livskraftig 90-årig, som inviterer indenfor i SAK Kunstbygning i Svendborg til Den Fynske Forårsudstilling. Den, udenfor København længst eksisterende kunstnergruppe, viser her den første af en række jubilæumsudstillinger, som i løbet af året også bliver præsenteret på Sophienholm ved Kgs. Lyngby, på Johannes Larsen Museet Kerteminde og sidst på Silkeborg Bad. Hvert sted i en særlig konstellation.

Den Fynske Forårsudstilling viser værker af fynske kunstnere og også kunstnere, der på andre måder er knyttet til øen. I år deltager Lars Abrahamsen, Helle Baslund, Jens Bohr, Lea Mi Engholm, P.O. Hansen, Søren Hillerup Vaag, Annette Holdensen, Michael Isling, Poul Lee, Keld Moseholm, Sanne Ransby, Anne Skamstrup Heiberg, Hanne Skyum, Külli Suitso, Sys Svinding, Birgitte Thorlacius, Lars Waldemar – i alt sytten kunstnere fra gruppen, sammen med to gæster og dertil to mindeophængninger for Gert Rune Sundien og Thorkild Hoffmann Larsen. Gæsteudstillerne er Johanne Rude Lindegaard og Bertil Osorio Heltoft, begge uddannede på Det Fynske Kunstakademi.

Fra ende til anden
Vi kommer materialekompasset rundt, og rundt i mange forskellige temaer bl.a. de politiske strømninger i tid og sted. Vi kommer dybt ind i en eksperimenterende udforskning af stoffet, strukturen og dialog med naturen. Og så må vi ikke glemme humoren.

Keld Moseholm lader sine trinde menneskefigurer standse af mure, told- og tankemure i dagens samfund. Nok så joviale ser de ud, men deres skæbne er uvis, erklærer udstillingens nestor.

Lea-Mi Engholm eksperimenterer med rester, spildprodukter fra en ekstruderingsmaskine og frembringer organiske ophæng forklædt i sanseligt bivoks. Skulpturerne Aflejringer frembringes gennem gentagne lerlag og brændinger, så nyt opstår, i stjerneler. Kunstneren har et visuelt slægtskab med De V+, som vi netop har set på Herlev Gammelgaard.

Lars Waldemar har skabt et monumentalt værk, 101 Udsagn om biodiversitet – et storslået anslag i krydsfeltet mellem naturens og fantasiens formgivning. I 100 reagensglas side om side viser Waldemar sine versioner af hvad der ville ske, hvis man havde et tomrum i naturen? Det har han her fyldt med sandsten, pærestilke, pindsvinepigge og meget mere. Ihærdighed parret med humor og indlevelse.
Michael Isling viser i en række monotypier Portraits of landscapes en bekymret begejstring for naturen, og Søren Hillerup hylder den i store tuschtegninger. 

Svanesange
Estiskfødte Külli Suitso, der har slået sig ned i Middelfart, samler i sit store hjelmebillede en historie om livets skrøbelighed og muligheder i Den næsten gennemsigtige hjelm med (den fynske) svigermors knapper. De mange knapper får helt deres eget liv, hendes maleteknik er ganske enkelt imponerende. Hjelme har været en del af hendes motivverden i nogle år, faktisk siden Rusland gik ind på Krim. De vil simpelthen ikke slippe kunstnerens pensler, men de bliver mere og mere gennemsigtige.

I mindeophængningen for Gert Rune Sundien får vi kunstnerens allersidste og meget stærke billeder. Især værket Justitia rummer et helt livs fortælling med kvinden, som den centrale figur. Sundiens moder var, ifølge vennen og kunstnerkollegaen Poul Lee, kilden til livsmod i Sundiens opvækst, så det er sandsynligvis hende, vi ser i den monumentale position.

Poul Lee selv rumsterer med eksistensen, henter det indre billede ud af urhavet, ser langt fra og tæt på, og plads får her også Eva og Adam i den evige dans.

Spinderier
Sanne Ransby skal fremhæves på tekstilfronten som smukt eksperimenterende i det store billedtæppe Movement, hvor hendes egne indfarvede garner sagte, som en solopgang, stemmer sindet.
Hanne Skyum fremfinder ligeledes delikate farveklange i sine trærelieffer, og gæsten Johanne Rude Lindegaard afsøger i sine malerier dybde og flade paradokset i en inverteret fremstilling af lys og skygge i kombinationer af ældre og nye materialeforløb.

Vi kan således nyde såvel de garvede som de unge.  Der er kvalitet i kunsten, fantasien, livskraften, og her er vingefang i den evige moslen med materien.

Vi når i denne omtale ikke hele raden rundt, men kan med varm anbefaling henvise, dels til det udmærkede katalog, der går tættere på den enkelte kunstner, dels til de kommende udstillinger på Sjælland, Fyn og i Jylland. 

Nyt kommer og går med hvert sted, som det er betingelsen for at holde en 90-årig sund og rask. Kunstavisen ønsker Tillykke med jubilæet.

SAK Kunstbygning, Svendborg, frem til 28. april
Sophienholm, Kgs. Lyngby, 4. maj til 30. juni
Johannes Larsen Museet, Kerteminde 5. juli – 6. oktober
Silkeborg Bad, 13. oktober – 5. januar 2020 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen Online – april 2019.

Tid er det samlende greb for en dobbeltudstilling på Gammelgaard Kunst- og Kulturcenter i Herlev

Tid er konkret, flygtigt, målbart, fascinerende, og delbart, som i en dans.

Tid er der brugt i de forskelligartede udtryk, kunstnerne fører frem, såvel som i den demokratiske kuratering, der ligger bag den elegante udstilling Imellem tusinde tider i Gammelgaards to smukke ladebygninger.

I Hovedhuset optræder Heine Kjærgaard Klausen med All we have is now i tre skulptursituationer.

Inklination
Bag udstillingen Imellem tusinde tider står kunstnergruppen De V+, Kirsten Schauser, Kristina Kvalvik, Kristine Djurhuus, Michala Norup, Susanne Schmidt-Nielsen, der har udstillet sammen siden 2016, og gruppens nye medlem, Sofie Hertz.

Senest har vi set De V i Galleri Pi i Borgergade i København. Gruppen har planer om at træde op til august med Kunst i Kapellet Sct. Hans Have og på Silkeborg Bad i det nye år.

Variationer – trin for trin
Kirsten Schauser har søgt ind i det helt nære med sine oliemalerier, der er en transformation af fotos, close-up. Ved første øjekast tror den besøgende nok, at det er fotos, vi får – men når vi træder hen, ses, at der er lagt meget mere end et øjeblik deri.

Kristina Kvalvik bruger ligeledes foto, som komponeres i yndefulde videosekvenser, hvor arkitektur og natur spiller med.

Hos Kristine Djurhuus går vi helt ned i tempo.
Hendes monumentale, tuschmalede papirfriser sætter en skøn, meditativ ramme i rummene.
Papirets retning får os bevæget. Papirets tørhed, skrøbelighed og tuschpennens vedholdenhed ligeså.

Bevægende er også Michala Norups besøg ved Hvalhjertet på Zoologisk Museum i København.
De fine linjer og lysglimt fra det kæmpestore objekt levendegøres i fotosekvenser, fotogravure og ghostprints, hvor energien langsomt fortoner sig på papiret, som klangene i sonaten.

Pivot og proces
Susanne Schmidt-Nielsen viser i Gl. Lade, hvad ris kan i sit værk indications, formet af vietnamesisk rispapir. På balkonen ses in stock, af tekstil, papir, tråd, latex, voks, silikone, paraffin, akrylplade, tavlelak, blyant, arbejdsbord, bukke, 2016.

I Ny Lade får vi prolonged conditions, no. 1-3 i tekstil, tråd, gips, lim, silikone, skumgummi, og metalkonstruktion fra 2019.

Omdrejningspunktet er for kunstneren den fremadskridende proces og livsstoffets mange fortællinger.
Sanseligheden mærkes, især som en forundringsfuld pause for beskueren.

Sanselige er Sofie Hertz’ spor af noget indestængt i de organiske objekter af glittet, lakeret, ubrændt ler, samt i elementet Bloodwave, farvet af blod. Jo.

Tid er noget, vi får, når vi lytter, og når vi ser hinanden. Så kan dansen lykkes, som den gør i Herlev.

Gammelgaard byder på kunstsalon 24. marts kl. 14.

Gammelgaard Kunst- og kulturcenter
Gl. Klausdalsbrovej 436, Herlev
Frem til 31. marts.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen nr. 3 // 2019

Horsens Statsskole har føjet et portræt af musikmennesket Thomas Buttenschøn til sin historie, malet af June Jin Engelharth, som har et fint blik for diversitet

Der var frit valg, da malerinden June Jin Engelharth fik til opgave at male et portræt for den traditionsrige Horsens Statsskole. Skolen, som er grundlagt i 1532, besidder en unik portrætsamling, der nu har fået tilføjet et nutidigt værk til rækken af betydende profiler.

Thomas Buttenschøn har netop besøgt byen, og har på sin 34 års fødselsdag overværet afsløringen af June Jin Engelharths portræt af ham på den gamle skole.

– Friheden var vigtig for mig, fortæller June Jin Engelharth, som har malet mange forskellige menneskefigurer, men som hidtil har veget udenom egentlige portrætopgaver.

Det var Horsens-galleristen Allan Hjort, som kom med opgaven og kontakten til Horsens Statsskole. Her var man i gang med at revitalisere kunstsamlingen. Ideen var at give den en saltvandsindsprøjtning i forbindelse med en nyophængning, og dertil var der et ønske om at føje samtidskunst ind i rækken af de mere end 40 motiver. 

– Jeg fik en gennemgang af den omfattende portrætsamling, der vidner om 400 års udvikling, bl.a. i måden mennesker har ladet sig forevige på.
– Hvis der havde været sådan en stribe billeder af berømte hoveder på min egen skole, så kunne det nok være, at det havde bidraget til læselysten, det er jeg overbevist om, smiler June Jin Engelharth, som takkede ja til opgaven. 

Talent og diversitet
– I samlingen var der fortrinsvis billeder af noble hvide mænd, så i første omgang ledte jeg efter en kvindelig model, men da det også gerne måtte være en person, eleverne kan relatere sig til, faldt valget på musikeren Thomas Buttenschøn, som selv har været elev på stedet.

– Det var nu ikke et krav fra skolens side, men mit eget valg, understreger June Jin Engelharth. Jeg fandt hans hudfarve interessant og relevant, fortæller June Jin Engelharth, som selv har koreansk baggrund. 

– I vores tid vokser diversiteten, og det præg har jeg ønsket at bidrage med at almindeliggøre her, forklarer kunstneren, der karrieren igennem har dyrket tolerancen gennem sine valg af modeller, som er fundet i vidt forskellige miljøer. Lige fra de kreative i det transkønnede segment til bedagede koryfæer fra videnskabens verden, hvor hun for nyligt har udforsket brugen af arsenik i giftigt grønt decor.

Thomas Buttenschøn er søn af en zambisk mor og dansk far. De døde fra Thomas af malaria og aids, da han blot var en stor knægt, og han er vokset op i en plejefamilie på Odder-egnen. Tidligt blev han fanget af musikken, så han har vist ikke siddet så stille på Statsskolens stole. I dag har han netop udgivet sit syvende album Tilbage På Dansk, som han er på turné med. Hans musik har indspillet guld- og platinplader, han er kendt fra radio og TV, og er selv blevet far, og fraskilt.

– Thomas blev glad for henvendelsen, og smilede højt ved tanken om, at han fremover skulle være at se på sin gamle skole hver dag. Det kunne måske kompensere for fraværsprocenten i sin tid, og samtidig give et holdepunkt og forbillede for de elever, der måske ikke er så meget til bøger, fortæller June Jin Engelharth.

Hun er overbevist om, at kunstværker på en skole sætter sig i bevidstheden hos eleverne, og at de får noget ud af det på den lange bane. 

Ingen adgang
– At stille sig rådighed som model ser jeg som en generøs gestus, der kræver energi, og derfor også fordrer nænsomhed og diskretion fra min side. Jeg mødtes med Thomas i hans musikkælder til en snak og en kop kaffe, for at afstemme tilliden, inden vi for alvor gik i gang. Da vi dernæst skulle mødes til fotosession, sagde jeg nej til dem, der meget gerne ville kigge på.
– Det var vigtigt for mig, at der var rum og ro, og vigtigt var det, at Thomas selv var den første til at se maleriet undervejs. Det kunne ikke afleveres, uden han kunne nikke til resultatet.

Uden filter
– Jeg har ønsket at skabe et klassisk, realistisk portræt.
Baggrunden er en majestætisk violet farve, som korresponderer godt med Thomas’ hudfarve. I tøjet opløser jeg det realistiske, og ligeså i hans fantastiske hår. Der kunne jeg ikke male alle krøllerne, og lod det blive til en ekspressionistisk eksplosion. Jeg lod det blive til støv, som jeg også tidligere har arbejdet med. Vi består jo alle sammen af små partikler.

– Jeg maler på moderne plexiglas, som er monteret foran et lærred. Det afspejler de tidens mange filtre, vi ser hinanden og ser os selv igennem, både på tv, smartphones og internet. Rammen er også vigtig, den er en del af kronologien. Man kan begå vold mod værket ved at sætte en forkert ramme på.
– Det har været vigtigt for mig at vise en lidt alvorlig og moden side af Thomas. At finde mennesket, slutter June Jin Engelharth.

June Jin Engelharth, født 1977, er uddannet i Billedkunst & Formgivning, og bosat i København. 15 års erfaring som scenografibygger, maler og dekoratør for museer, tv, spille- og reklamefilm, samt opgaver som assistent for kolleger som Peter Land og Christian Lemmertz. Har udstillet solo og i gruppeudstillinger rundt i Danmark, Sverige, Italien, Holland og Korea. Gallery Hjorth i Horsens repræsenterer June Jin Engelharth i DK og internationalt.

Portrætsamlingen
Horsens Statsskole
Studentervænget 2
8700 Horsens
Fra 22. marts 2019 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 3 // 2019

Noget af det sjoveste, jeg har været med til, siger Aksel Riber, vinderen af portrætkonkurrencen på DR 1

Aksel Riber vandt med sit ekspressive portræt af filminstruktøren Bille August tv-konkurrencen om at blive Danmarks bedste portrætmaler, som i januar og februar blev vist på DR1.

Det var på opfordring fra produktionsselskabet Mastiff, at maleren og reklamemanden Aksel Riber kom med i konkurrencen. Selskabet havde set nogle af Aksel Ribers billeder på Instagram. 

– Det synes jeg var herligt, fortæller Aksel Riber, da vi mødes på Glyptoteket i København, hvor vinderportrættet kan ses frem til medio april. 

– Jeg kunne godt se, hvad de ville med at optage de udsendelser rundt på landets museer med publikum på. Så jeg fik travlt med at øve mig. Ikke så meget på familiens medlemmer, men en god nabo sad og så cykelløb i flere timer i træk. Ham fik jeg lov at bruge.

– Ligesom jeg malede et par portrætter af mig selv. Her lyttede jeg til reaktionerne på Instagram, hvor folk fik lov at tilkendegive, hvilket motiv, de bedst kunne lide, uden at jeg fortalte nærmere om, hvad det skulle bruges til. 

– Nu, bagefter, har jeg fået en aftale med min arbejdsplads, om at jeg kan gå lidt efter den her bold.

Jeg har allerede fået en del bestillinger på portrætter. Et af de helt klassiske, hvor en mand ønsker et malet portræt af hustruen, men også forældre, der ønsker et portræt af en konfirmand. Desuden skal jeg prøve kræfter med en større familiegruppe, en ret spændende opgave.
– Og så har jeg et par modeller blandt mine bekendte i tankerne, hvor der kan eksperimenteres med stil og kontekst. Det glæder jeg mig til, siger Aksel Riber, som bor på Amager.

Reklamebranchens grønne enge
Som ung ønskede jeg at komme ind i reklamebranchen, og min mor foreslog mig at gå på et lokalt tegnekursus.

Min første lærer var Benny Dahl, som introducerede modeltegning, croquis og skulptur, og vi havde nogle gode samtaler. Siden fulgte et kursus på Holbæk Kunsthøjskole, og en uddannelse som grafisk designer på Danmarks Designskole. For nylig har jeg fået noget klassisk undervisning i lys, skygge, slagskygge og farver m.m. af en russisk uddannet billedkunstner. 

Efter årtusindskiftet har computerprogrammer, som Photoshop og Indesign overtaget det manuelle, kreative arbejde i reklamebranchen. Tegneriet forsvinder. Her får Aksel Riber lyst til at male. Da han også er gift med en kunstner, har han duften indenfor dørene, så kælderatelieret bliver hans frikvarter.

Et Aksel billede
– Jeg lader penslen føre, jeg går ikke så meget i detaljer med øjne og den slags. Når vi alle går rundt med et mesterkamera i lommen, så skal det malede portræt kunne noget andet.

– Jeg var virkelig glad for Bille August som model. En elegant mand, der fyldte rummet ud. Baggrunden skulle også være der. Der var jo en grund til, at vi var på Glyptoteket. Det var virkelig sjovt at vinde det her. 

Danmarks bedste portrætmaler 
Glyptoteket
Dantes Plads 7, København V
Frem til 14. april 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 3 // 2019 

Her er plads til både humor og historiens vingesus i værkstedet hos Lisbet Thorøe Larsen, som skaber nyt af gammelt i Lunderskov vest for Kolding.

Hun elsker at komponere ud fra tingenes egne fortællinger. Kreativitet er energi. Og processerne er med til at afklare spændvidden i både idé og materiale i Lisbet Thorøe Larsens kunstværker og upcyclede brugsting.

Som ung mor arvede hun et gammelt syskrin, som havde tilhørt hendes farmor, Anna Thorøe. Der lå selvfølgelig nåle og tråd, men også en masse andet hjertegods og kulturkompost, som var landet der, inden det skulle et nyt sted hen. Det satte skub i Lisbets egen skabertrang. 

For Lisbet Thorøe Larsen ligger der en masse brændstof i vores gemmer og i den historie, der er gået forud. 

– Vi kommer jo af noget, som var der før os, og vi bærer arv med os, bevidst og ubevidst, udtaler hun. 

Hver ledig stund går med at gå på opdagelse i såvel fantasiens som den fysiske verden. Hun tager fat i historiens spor i materialerne, og giver sig selv plads til fordybelse. 

– Jeg er kun lige startet, siger Lisbet Thorøe Larsen og viser mig nogle eksempler fra arbejdshylden, der tydeligt viser, at her ikke er tale om en begynder, men om en ihærdig kunsthåndværker, der mosler sig frem, og går i dybden. 

– Jeg går gerne ud fra en bund, og bygger så på, lag for lag. Noget kommer til, rækker ud, stikker op, peger ned, ind. Jeg inspireres af overflader og teksturer, og de forskellige muligheder, der er for at bearbejde dem.

Thorøe nøjes ikke med at kopiere, eller at kopiere sig selv, når først en idé er slået op. Hellere går hun nye veje, og afsøger herved, hvad tingene kan, og hvad hun selv kan gøre med dem – skridt for skridt. 

– Materialerne udfordrer i sig selv. Hvad kan denne her? Hvad vil den fortælle?
– Hvad kan jeg med den, spørger jeg så undervejs, og efterhånden vokser temaet frem gennem den kreative proces.

Håndværk, indenfor såvel maleteknikker og decoupage som lodning og svejsning, har hun lært sig selv at mestre. 

Fra sagatid til nutid og langsomhed
I Thorøes værksted bygges bro mellem nutid og sagatid.
– Vores historie interesserer mig – Vi kommer et sted fra… Herfra? Hvorfra? spørger Lisbet Thorøe Larsen.

Hvor kommer tingene fra?
Deres historier interesserer – vækker – fanger mine skridt og giver nye vingeslag.

Fra de nordiske sagn og sagaer lærer vi om tilværelsens vilkår og vores muligheder i den.
Vikingerne, middelalderen, sagatiden – her er hylder og kister fulde af fortællinger om de evige prøvelser i menneskelivet, og vores forskellige egenskaber og evner til at tackle udfordringerne.

Sagafortællinger i 3D
Sagaerne er fortidens krimier, med mord og list, med hævn og lyst, med begær og ære. De fortæller vores værdier videre fra slægt til slægt. 
– Dem holder jeg af, den kraft de rummer, og det vil jeg gerne gengive i nogle af mine værker. 
– Jeg er gået i gang med at illustrere Vølsungernes Saga i en serie figurer og tableauer. Det er et projekt, jeg kommer til at arbejde med i lang tid. De enkelte figurer kommer ikke til salg, det er mit håb, at de får en placering samlet, fx på en skole eller et bibliotek eller lignende, fortæller Lisbet Thorøe Larsen.

Der er fortællinger overalt, hvis vi ser os om, og hvis vi tager os tid til at mærke og lytte. 

Hver sommer tilbringer hun og familien en uge på Middelaldercenteret i Nykøbing Falster.
– Jeg holder af at stoppe op og nyde den langsomhed, der er i at leve med i en ældgammel livsform, en uge hver sommer.
– Måske når du at spinde lidt, efter du har lavet mad det meste af dagen. Der er virkelig rum til at fordybe sig, fordi de ældgamle forarbejdningsmetoder, som vi anvender på Middelaldercenteret, er ret så tidskrævende.

– Mine piger holder også rigtig meget af at være med her. De har ikke brug for at kigge på en skærm eller telefon ret meget i den uge, tvært imod tager de hånd om deres jævnaldrende, nye deltagere og guider dem ind i fællesskabet.

Sanselighed og jordforbindelse
Naturen, kroppen – her er rødderne, fortæller Lisbet Thorøe Larsen, og demonstrerer hvordan kroppen ubevidst mærker, om vi er nedbøjede (over en mobiltelefon) og føler et pres, eller om vi står fast, opmærksomt og åbne, og bruger vores sanser.

– Jeg skal have sjælen med … ja, mit eget hjerteslag, have fat i bevidstheden – og greb i jordforbindelsen. Jeg skal mærke ordentligt, hvad det er, det, jeg har mellem hænderne. Så kommer fortællingerne til mig. 

Sykasser med synergi
Lisbet Thorøe Larsen fik fire værker – fire sykasser med på den censurerede udstilling Kunstpunkt Augustenborg, 2018. Om værkerne fortæller hun:

– Jeg havde nogle fine, gamle snitmønsterark med tekst på, som jeg tog udgangspunkt i. I bunden af hver æske lagde jeg, lag på lag, først en stump plade, som min datter engang havde malet, og herpå limede jeg de transparente mønsterark.

– Jeg lod udvalgte tekster stå synligt, så teksterne dannede et tema for hver af sykasserne, der blev kantet af landkort, søkort og forskelligt tekstil.

De fire sykasser har titlerne Symbiose, Synsvidde, uSYnlig, og Synergi, og de fortæller om slægtskab, om min farmor, og om forældreskab, vores håb og indsats for vores børn, som vi kun kan skabe rammer om, men aldrig sikre mod livets tilskikkelser, fortæller Lisbet Thorøe Larsen.

– I æsken Symbiose ses elementer, der symboliserer en navlestreng.
– I Synsvidde er der et maritimt element, og en opfordring til at tage det lange udkig fra mastetoppen: Er tilværelsen på ret kurs?
– I uSYnlig ses en stor sikkerhedsnål på en skrøbelig tråd og billedet af børnene på det solide ’grain of fabric’ der nævnes på syarket. Blæretangen antyder, at de unge vækster på en gang er stærke og skrøbelige, og de vokser deres egne veje.
– I Synergi er der et foto af min farmor sammen med nogle venner i haven. Hun havde en eventyrlig have med hemmelighedsfulde stier, store buske, nyttehave og prydhave. 

– Glæden ved at dyrke min have, den har jeg arvet fra hende. Her får du jo meget mere ud af det end de tomater, du plukker. Du kommer ud i luften, finder jordforbindelsen, og får tænkt ting igennem. Den glæde har jeg søgt at give videre, også via det værk her.

Sådan bliver de til, værkerne hos Lisbeth Thorøe Larsen, hvor den boblende kreativitet er drivkraften. Der er meget mere på vej, og det skal blive interessant at følge.
God fornøjelse! 

Følg Lisbet Thorøe Larsen her 
http://www.thoroe.nu 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk 

Tak for opgaven! 
Lisbeth Thorøe Larsen kontaktede mig, og spurgte, om jeg kunne hjælpe med tekst og præsentation til en revision af hendes hjemmeside. I den forbindelse blev artiklen til. 
Tak for en venlig anbefaling her.

En regnvåd dag i centrum af København gik skribenten på opdagelse i DAC – Dansk Arkitektur Center på Havnefronten, og fandt nogle spirende kunstkorn til deling

Først og fremmest skal man bare vove sig indenfor i BLOX, den nye lokation for Dansk Arkitektur Center, som er landet på vandkanten mellem Den Sorte Diamant, Det Kongelige Bibliotek, Christian d. lVs umanerligt smukke Bryghus med Europas største tegltag ved Frederiksholms Kanal, og Vester Voldgade mod Langebro.

Der er lunt og godt indenfor.
Og det tegner til at blive et af byens førende nye samlingssteder. 

Faciliteterne er der i hvert fald. Både til leg, musik, cafébesøg på udsigtsterrasserne, og til faglig opfyldning, for ikke at glemme det fitnesscenter, nogen måske har bemærket udefra. 

Indenfor i DAC
I huset var der flere udstillinger under opbygning.

Blandt andet var en flok tækkemænd i gang med at lægge tagrør til udstillingen om arkitekt Dorte Mandrup, som åbner 22. marts.
Der bliver noget at se! og prøve!

I trappegalleriet i arkitekturcenterets nordside bliver der under titlen Fællesskab mellem murene vist nogle af de forskelligartede kunstprojekter, der finder sted i såkaldt udsatte boligområder. 

Realdania og Statens Kunstfond gør en forskel ved at støtte aktiviteter for beboere i eksempelvis Kokkedal, Tingbjerg og Værebro Park, hvor kunstnere inviteres indenfor til at åbne for dialoger og kreative udfoldelser på steder, hvor der til tider kan være så velfriseret, at det er svært at trække vejret.  

Velfriseret mellem murene
Velfriseret er der nemlig i en lang række af de almene boligområder, som i dag huser en meget stor del af den opvoksende ungdom i de store byer.

Her er alt så velment arkitekttegnet, at man falder i ét med tapetet imellem de grønne, velafrettede græsplæner, parkeringspladser og centerbygninger, som ikke længere tiltrækker den samme varierede detailhandel, som var udgangspunktet for et naturligt gadeliv, da kvartererne blev bygget. 

I 1930’ernes byggeboom, hvor talrige boligkarréer og nye bykvarterer knopskød, inviteredes tidens førende arkitekter til at give deres bud på boligformer med lys, luft, altaner, børneværelser, parklignende haver og plads imellem bygningerne.
Disse boligkvarterer skulle effektivt og funktionelt lette trykket på overbefolkede bykvarterer.
– Og funktionelt blev det, men måske en tand for effektivt for de mennesker, der skal leve der. Husreglerne sørger for ens postkasser, ens dørskilte etc. Det gør noget ved menneskeværdet, hvis der mangler pejlemærker.

Da den forrige regerings Programudvalg i 2010 barslede med den afsluttende rapport, fremkom udvalgsformanden med to supplerende bemærkninger til eftertanke. 

– Den første handlede om, hvor overraskende pænt der faktisk var i de 37 boligområder ud af landets flere hundrede, som Programudvalget havde besøgt undervejs i arbejdet med den – i mediemunde – såkaldte ghettoplan. – Pænt var der, fordi ejendomsfunktionærer fejede, slog græsset, klippede hækkene, og sørgede for vedligeholdelse.

Fremtidens kreative og selvstændige borgere
– Den anden bemærkning handlede om, hvor mange børn, der faktisk var. At det her altså har betydning for en ganske betydelig del af den generation, der vokser op og skal være med til at skabe liv og kreativitet i videns- og velfærdssamfundet her. Der var virkeligt mange børn og unge, der mærkede kvarterernes vilkår ind i sjæl og krop.

– Men, hvis man så ikke får lov at mærke, hvem man selv er? Hvis man for meget er under stramt opsyn eller for meget skal klare sig selv, som børnene skulle det i 1940’erne og 50’erne og 60’erne? Så kommer de voksne omgivelser på ekstra arbejde.
Her er det godt at kunne sige – endnu engang med Statens Kunstfonds slogan, at kunst gør en forskel.

Om den så kan få en varig karakter, hvor igangsatte aktiviteter ikke blot bliver til flere kulørte døgnfluer, som nogle projekter i regi af SATS-puljerne har været det, det skal tiden vise. For med de punktvise regnbuedrys og pilotprojekter har der fulgt et utrygt element af stor gennemstrømning, start, og stop, når puljen udløb.
– Det er en kunst udi samarbejde og organisation at give indsatserne tilstrækkelig opdrift. Center for Boligsocial Udvikling blev derfor søsat efter Programudvalgets anbefaling i 2010, så erfaringerne kunne indsamles og blive tilgængelige for sektorens interessenter.

Fællesskab og livskvalitet mellem murene
Foreløbigt er der sket meget i Tingbjerg, hvor her også i DAC kan ses en model til et nyt bibliotek. I Kokkedal  er der ændret fokus med lyskunst om natten og nyindrettede udendørs rum til leg og ophold, viser udstillingen Fællesskab mellem murene.

Fra KunstVild i Værebro Park vises eksempler på indsatsen fra kunstnerne Jesper Aabille, Karoline H. Larsen, Javier Tapia og Heine Thorhauge Mathiasen, som i godt et halvt års tid har fungeret som inspiratorer og igangsættere i samarbejde med den almene boligorganisation i Værebro Park nordvest for København. 

Her fortsætter den kreative indsats blandt andet med en malerskole for børn og voksne under vejledning af Lisbeth Bank og Simon Gravenhorst Grimm. Der er god brug for den kunstneriske indsats for både ældre, børn og unge.

Det er nye skridt til at give ejerskab, selvværd og mindske den voksende ensomhed, når her skabes noget at tale om, og noget at leve med. 

Læs mere her:
www.kunst.dk/i-fokus/kunst-i-vaerebro-park/
https://dac.dk/ 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret på Kunstavisen.dk