EKM – Modviljer – Triptychon

Erland Knudssøn Madsen kradser hul til marv og ben

Højt oppe i det smukke og blæsende Thy bor og arbejder han, den godt 80-årige kunstner Erland Knudssøn Madsen. Titlen på hans aktuelle udstilling er Træerne er der, og den kan opleves frem til 17. december hos Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel i lejligheden på 1. sal i Studiestræde 14 i København.

Naturen og landskabet i Thy lejrer sig i den, der lægger vejen forbi, og ligger dybt i den, som bor eller har boet her. Havet, himlen, klitterne, skovene, markerne, fjord og sø, og ikke mindst vinden, der bestandigt former vækst og vækster.

Erland Knudssøn Madsen har boet her længe – siden midten af 1960’erne, hvor han har malet i akvarel, raderet i grafikkens overflader og skabt en lang række skulpturer, fortrinsvis i finér og bemalet træ. Et markant udvalg af værker kan ses på Heltborg Museum, ikke så langt fra det kommende SMK Thy i Doverodde. Plakatkunst, udsmykninger af skoler, kirker og offentlige bygninger har kunstneren også på samvittigheden.

EKM Vækstmåler – Dvale

Træerne er der
På udstillingen i København vises både grafiske arbejder, relieffer i træ, fritstående skulpturer og miniaturer af en serie Vækstmålere i varierende materialer.

I det midterste rum ses fem mandshøje bemalede relieffer under titlen Træerne er der med overflader som sitrer de mellem træstammer eller klippegrund. Vi konfronteres med den vertikale natur, beskåret i mere end én forstand.

Midt i rummet mødes vi af skulpturen Vækstmåler – Dvale i bemalet finér. Set fra den ene side står den som en mørk form med reminiscenser fra den store Jellingesten, og bevæger du dig rundt, da løfter der sig en stregbemalet vinge. Forvandlingen er medrivende.

Mennesket er en vulkan
Siden 2019 har kunstneren arbejdet med en serie grafiske værker under titlen “Etna. Mennesket er en vulkan”. Vulkanske strukturer ses også i to markante kvadratiske relieffer, hvor kraftfulde jordvæsner anes i overfladen og fremhvisker en styrkeprøve.

Her uddyber Erland Knudssøn Madsen sit eget syn på mennesket i naturen:

Natursyn:
– Mennesket er en del af naturen, altså er det, mennesket foretager sig, også en del af naturen. New York er natur, som en myretue er det, etc.
– Mennesket indeholder derfor naturkræfter, som andre dele af naturen.

EKM – Etna. Mennesket er en vulkan

– Mennesket er en vulkan, der kan eksplodere og ødelægge sine omgivelser.
– Mennesket kan ganske langsomt nedbryde sine omgivelser eller ændre dem til ukendelighed.
– Mennesket kan formere sig under ekstreme forhold og er gennem de sidste halvandet hundrede år desuden blevet så god til at opretholde livet, at mængden af mennesker øges eksplosivt.

– Menneskets aktiviteter på jorden er langt mere synlige end andre dyrs, så synlige at resultaterne kan sammenlignes med bjerge og floder og den slags.
– Mennesket er foruroligende uberegneligt, idet det hele tiden finder på noget nyt, som revolutionerer samfundet, som dermed nærmest aldrig er stabilt og derfor næsten ikke er til at finde ro i. 

– Mennesket skal vænne sig til, at en ny tid er begyndt og dermed helt anderledes levevilkår fra nu af. ” 

Der er en særlig klang over det storladne, som spejles i det mindste, du ser.

Lader du øjet hvile en stund i Erland Knudssøn Madsens værker, så lægger du uundgåeligt øre til universets tunge skridt, og lige der kan du svæve med ud på målerens vinge.

EKM Vækstmålere – miniaturer

Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel
Studiestræde 14 – København K
Frem til 17. december 2022

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – december 2022

Læs mere om kunstneren her:
https://trap.lex.dk/Erland_Knudss%C3%B8n_Madsen

EKM Vækstmåler – Dvale

Hæderspris til Stine Ring Hansen flankeret af fmd Steen Læssøe og stifter Kai Dige Bach

Det var noget af en bombe, der sprang over Raadvad Fabrik i sommeren 2018, da Staten meldte ud, at Raadvad-området skulle sælges.
– Med en utrættelig indsats blev det afværget, og stedet er nu overdraget til Fonden Raadvad Fabrik. Lejemål for restaureringsværksteder, kunstnere og håndværkere kan fortsætte, og boligerne er omdannet til en andelsboligforening.

Den 23. november i år blev kampen belønnet med en fornem Hæderspris, tildelt Stine Ring Hansen.

”Hun har modtaget Hædersprisen 2022 for hendes mere end 30 årige virke som billedhugger i Bronzeværkstedet i Raadvad Fabrik, hvor Stine Ring Hansen har skabt en produktion af værker, og stålsat taget kampen op for bevarelsen af Raadvad som et levende miljø for håndværkets fag.
– Som en påskønnelse heraf og en tak for sin indsats belønnes Stine Ring Hansen med Eva og Kai Dige Bachs lille fonds Hæderspris 2022 på 100.000 kr.” Beløbet er skattefrit, lød ordene fra fondens formand Steen Læssøe.

Eva og Kai Dige Bachs lille fond – der ikke kan søges – blev stiftet i 2019, og har til formål at yde støtte til lokale fællesskaber, videnskabelige formål, stille eksistenser i økonomisk trang, initiativer der har til hensigt at fremme iværksætteri samt at uddele priser til komponister, musikere, forfattere og formidlere. – Tidligere er violinisten Kim Sjøgren blevet hædret af fonden, og han tilsatte begivenheden en smuk musikalsk tone.

Prisoverrækkelse i Kai Dige Bachs Bibliotek.
Foto: Arne Fribo, 2022

Det lange seje træk
Steen Læssøe, der er formand for Eva og Kai Dige Bachs lille fond, holdt onsdag 23. november talen ved prisoverrækkelsen i Kai Dige Bachs Bibliotek i Hjortespring. Her hædrede han Stine Ring Hansen for særligt tre indsatser.
– Dels hendes tilgang til billedhuggerhvervet med lyst, vilje, ihærdighed og flid – samt en vis portion talent –  dels kvaliteten – også når hun afleverede bestillingsopgaver, som fx en lang række prisstatuetter til Dansk Markedsføringsforbunds Rambukpriser, og dels hendes utrættelige indsat for at forhindre, at værkstedsfaciliteterne i Raadvad faldt i forkerte hænder, da Staten i 2018 uventet fandt på at sælge ud af disse ejendomme.

Med stålsathed har Stine Ring Hansen spillet en helt væsentlig rolle for, at det er lykkedes at overdrage området til Fonden Raadvad Fabrik.
– En lang, sej kamp, som kostede megen energi og arbejdstid fra både familien og bronzestøberiet lykkedes, og fortjener i særdeleshed denne hæderspris.

Stine Ring Hansen ved Raadvad Fabrik

Det man MÅ gøre
Stine Ring Hansen takkede for Hædersprisen, som havde givet hende anledning til at reflektere over sin foreløbige livsindsats, og hvor meget, der havde måttet investeres deri.
– I et splitsekund gik det op for mig, hvordan livet var blevet brugt, hvad jeg havde opnået, og også hvad jeg havde sat til side: SÅ meget.
– Man skaber ud af Jeg’et, og man føler, at man MÅ gøre det i håb om at kunne løfte andre og give stof til eftertanke og rykke lidt på ståsteder og synsvinkler.

Kultur og kunst er overraskende langt nede på listen over samtaleemner, også i en valgkamp.
– Nogen gør det alligevel, sætter alt på ét bræt – uden aftale med Økonomiafdelingen – for ellers bliver det uægte, det der kommer ud af det, sagde Stine Ring Hansen.
NB. Inden begivenheden løb af stablen kendte modtageren kun til, at den skulle finde sted, men ikke hvad prisen indebar.

– Jeg har været heldig at have modtagere, sagde Stine Ring Hansen, og fortalte historien om, hvordan busten af Matadors skaber, Lise Nørgaard, så fornemt endte i Portrætsamlingen på Det Nationalhistoriske Museum frem for, som oprindeligt tænkt i Korsbæk på Dyrehavsbakken. Hun skabte den på eget initiativ og uden forudgående bestilling.

Her havde hendes henvendelser til netværket båret den smukke bronzebuste et bedre sted hen, da der kom et Nej tak fra Bakkens Torben Træsko. Busten af Lise Nørgaard blev afsløret i Hillerød på Frederiksborg Slot i forbindelse med Lise Nørgaards 100-års fødselsdag.

Hæderspris med fondens smukke forgrenede træ og guldæbler.
Foto: Arne Fribo

Fondens stifter – en sand iværksætter
Både Steen Læssøe og Stine Ring Hansen fremhævede også fondens stifter, købmand, brændselshandler og tidligere konservativ politiker MF Kai Dige Bach.
– Den lille fond udspringer af en stor mand med en indre beskedenhed, sagde Steen Læssøe.

– Kai udstråler den samme nerve og kraft, som en kunstens iværksætter, nævnte Stine Ring Hansen.

Den nu 87-årige Kai Dige Bach har stiftet fonden, der har et smukt træ som symbol med fire grene og elleve guldæbler i kronen – til minde om sin hustru Eva, deres fire børn og elleve børnebørn. Virksomheden Kai Dige Bach startede med salg af gas og brændstof ved Gammelgaard i Herlev, der i dag er kommunens kunst- og kulturcenter. Her erstattede Bach for en del år siden laden, der var brændt ned i virksomhedens første år med en smuk udstillingsbygning, ligesom Hjortespring-kvarteret på flere måder bærer vidnesbyrd om entreprenørens virkelyst.

Fornemt er det, at energien gennem Eva og Kai Dige Bachs lille fond flyder videre, og kommer tidens ildsjæle til gode. Hjerteligt Tillykke med Hædersprisen til Stine Ring Hansen.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Stine Ring Hansens buste af Benny Andersen, 2021.

Billedhugger, model og busten af Lise Nørgaard.  Foto: Arne Fribo

Ole Bach Sørensen med Love-Hate 2022

– Det går ikke, hvis alt bliver gennemfornuftigseret,
siger maler, grafiker Ole Bach Sørensen

Billedkunstneren Ole Bach Sørensen poster maleriet Love-Hate på Instagram og fanger opmærksomheden med sit aktuelt-ironiske og kærligt-humoristiske billedsprog. Energien og friskheden får mig til at tænke på den tidlige Frederik Næblerød. Ole Bach Sørensen byder indenfor i Kunstnerhuset i Gothersgade i København, og viser rundt i atelieret, hvor værker fra forskellige serier lyser op. Blandt andet Rembrandt-parafraser og bemalet keramik, sammen med eksempler på maleren Annette Sjølunds karakterfulde naturstudier.

Ole Bach Sørensen er født på Amager i 1940 – i en tid, hvor børn mødtes ved jernbanesporene og legede med de remedier, der var for hånden. Som 14-årig oplevede Ole at få respons på sine tegninger hos faren til en af kammeraterne, den senere forfatter Jørn Riel. Johan Riel var frisørmester, og selv en kreativ personlighed, der kunne give konstruktive ord med på vejen. Derhjemme fik Ole Bach Sørensen flest opmuntringer i retning af en solid, borgerlig tilværelse. Skoletiden gik godt, men gymnasietidens sorte skole var hård, og efter småjobs og et påbegyndt jurastudium vælger han kunstnervejen fuldblods.

Opdrift i Ballonparken
Ole Bach Sørensen flytter over i Ballonparken på Amager, en barakby beboet af kreative ildsjæle, og tager på tre måneders studierejse til Paris. Her suger han til sig af modernisme og klassisk kunst, alt, hvad hjertet begærer. Som 21-årig debuterer han på Kunstnernes Efterårsudstilling, og kommer ind på Eks-Skolen, hvor han går et års tid, inden han entrer Kunstakademiet 1962-69.

Ole Bach Sørensen – Solgudinde – Karyatide

Det er en fortrøstningsrig tid, hvor der er plads til at udforske grafik, maleri og et væld af udtryksformer, mens både abstrakt kunst, Cobra, Klein og Jackson Pollock influerer.

Kunstneren optages i løbet af de første år på samtlige censurerede udstillinger – Charlottenborgs Forårsudstilling, Påskeudstillingen i Aarhus, Sommerudstillingen, og han sælger helt godt og stifter familie. I 1962 er han også medstifter af PRO, som året efter udstiller på Charlottenborg.

Fluxus i København
Inde i Nikolaj Kirke huserer Kunstbibliotekets visionære ophavsmand, Knud Pedersen, og sammen med kunstneren Arthur Køpcke arrangeres der Fluxus-koncerter i 1962.
– Fluxus er ”kunst, der er tidsbaseret og ikke knytter sig til kunstens traditionelle genrer. Hvor lyd ikke er musik, det visuelle ikke er billede og optræden ikke drama. Hvor det enkelte værk ikke tager en endelig form, men er under fortsat udvikling.” siger Lex.dk herom.

– Det kan sammenlignes med Dadaismen, det var spændende. Jeg kom der hver eneste aften den uge, det varede, fortæller Ole Bach Sørensen.
– Det tiltrak flere fra Eks-Skolen, Gernes, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Eric Andersen og det ledte til flere happenings herhjemme. Arthur Køpcke var en pioner og en inspirerende personlighed.

I København er den halvanden-værelses lejlighed blevet for lille, og Ole Bach Sørensen flytter på landet for at få plads til at male. Han udstiller kontinuerligt separat, med PRO og med M59.

Ole Bach Sørensen – Vallauris 2015

Picasso, Rembrandt og parafraser
Ole Bach Sørensen har malet mange forskellige serier, og malestilen er blevet tilpasset efter emnerne.
Relationen mellem mand og kvinde går igen. Et Nej veksles til et Ja. I dag bliver folk endog gift, uden at have mødt hinanden før, mens vi overværer den moderne form for menneskeofring via skærmen.

I stuen genkender jeg maleriet Vallauris 2015 fra et besøg i Birkerød Kunstforening, hvor Ole Bach Sørensen og Annette Sjølund udstillede motiver fra Provence. Nogle år har de haft det held at besøge huset La Galloise i Vallauris, hvor Picasso og hans daværende kæreste, Francoise Gilot, i sin tid boede. I dag er det på danske hænder.

– Det var fantastisk at opholde sig i det hus, fortæller Ole Bach Sørensen. Gulvene, køkkenet og toilettet var det samme. Picasso was here – på én eller anden måde – eller det føltes som om. Og det er jo godt nok.

– Da Picasso malede Les Demoiselles d’Avignon i 1907 var ansigterne inspireret af afrikanske masker, og deres stærke udtryk er oplagte at fortolke, fortæller kunstneren.

Ole Bach Sørensen – Old Masters, 2015

– Rembrandts tegninger er utroligt levende i stregen. Skitserne kan noget ekstra i forhold til de færdige malerier, også i Rembrandts tilfælde. Der fandt jeg inspiration til flere udstillinger, og tænkte, at resultaterne blev en blanding af Rembrandt og mig selv. Måske som Rembrandt kunne have malet det, hvis han havde levet i dag, smiler Ole Bach Sørensen.

Værket Old Masters er en parafrase over Rembrandts Klædemagerlauget, De Staalmeesters, hvor de alle har fine hatte, og der foregår forskelligt i skyggerne, når man ser lidt efter.

De senere år har Ole Bach Sørensen udstillet separat i Janusbygningen Tistrup, Politikens Galleri, Museumsbygningen Kbh. Ø, på Kulturloftet i St. Heddinge, og hos Banja Rathnov og Clausens Kunsthandel.

Nye parafraser er på vej, denne gang med Heerup som forbillede. Der er planlagt en udstilling 2023 sammen med PRO på Heerup Museum.

Forsiden af Kunstavisen 10 / 2022

– I virkeligheden arbejder man på erindringen – det er ikke det jeg ser, men det jeg så, og lysten til at gøre noget med det, der er det vigtige. Det logiske er ikke noget, vi kan bruge, når vi skaber kunst, slutter Ole Bach Sørensen.

Læs mere: www.olebachsorensen.dk

Læs mere om kunstneren på wikipedia

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 10 / 2022 – november 2022

Illustrationer:
Ole Bach Sørensen i sit atelier med Love-Hate, 2022. Foto: Inge Schjødt
Ole Bach Sørensen – Vallauris 2015. Foto: Inge Schjødt
Ole Bach Sørensen – Old Masters. Eget foto.
Ole Bach Sørensen – Keramiske vaser. Foto: Inge Schjødt

Foto: Inge Schjødt

Der er en praksis i gang med udstillinger så elitære, at det sandsynligvis mest er kuratorernes kolleger og studiekammerater fra universitetet, der kommer på besøg, når dørene slås op til kunstens hellige haller.
– Det tjener ikke kunsten, og det tjener ikke publikum.

Det intellektuelle niveau lægges tårnhøjt, og man skal helst kende sin Ovid (romersk digter med ca. 2000 år på bagen) for at få en god oplevelse. Med mindre de udstillede genstande forklares og formidles tydeligt, så ender begivenheden i ren autokommunikation, hvor man blot kommunikerer til sig selv og sine fagfæller udi den institutionelle del af kunstscenen.

Og hvor bliver sanseligheden så af – og publikum?

Rundt i landet afholdes velbesøgte udstillinger med afsæt i den modsatte ende af spektret. Messer som Kunst For Alle, Art Nordic og Alletiderskunst i Aarhus og København. Besøgstallene herfra viser, at interessen for kunst er til stede.

Kunstavisens hensigt er ikke at snobbe nedad, men derimod at appellere til kuratorer og udstillingsledere om at skabe den gode blanding af såvel ambitiøse, nyskabende udstillinger, som de mere tilgængelige, hvor eksempelvis maleriet ikke er erklæret entartet – dødt og uvelkomment – eller går helt tabt til amatørerne.

De kommunale kunsthaller kan med fordel samarbejde med kvalificerede kunstforeninger, der står for talentudvikling og et formidlingsniveau, hvor flere kan være med. De kan måske ligefrem skiftes til at vælge, hvad der skal på plakaten?
– Gennem en god dialog kan programmet tilrettelægges, så der tilbydes mere af det bedste fra den kunstscene, der viser såvel det sublime som emner, der i højere grad når frem til dagens publikum.
– Med Ovid i erindring kan man sige: ‘For at vinde kærlighed må man selv være kærlig’, ut ameris amabilis esto.

Der er brug for kunstneriske oplevelser, der taler både til hjerte og hjerne. Som skaber tillid til kunsten frem for at fremmedgøre og mystificere i en sådan grad, at uvidenheden tager magten og støtten til kunst og kunstnere droppes.

– Inge Schjødt, Kunstavisen – Leder i nr. 10/2022 
inge@komkunst.dk

Külli Suitso – Hjelm og det ægte kranie, 2016

Hver tid skal kende sit ansvar – for såvel den fysiske som for den mentale sundhed, og her spiller kulturen en betydelig rolle – ikke mindst i en krisetid, som vi og vores unge oplever i dag

Af Inge Schjødt, kunstformidler

”Jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu.”
– Sådan lød de efterhånden berømte ord fra daværende kulturminister Joy Mogensen, da corona-pandemien ramte verden i 2020.
– I farten overså hun, at netop hun skulle passe og håndtere interesserne indenfor sit ministerium for kultur, mens andre kolleger i regeringen skulle varetage sundhed-, økonomi-, handel- og beskæftigelse, landbrug og fødevarer – og så videre.
– Corona-alvoren, taget i betragtning, fortjener den spontane reaktion en vis forståelse, men fra kultursektorens reaktion at dømme kunne ministeren efterfølgende ikke undgå at mærke alvoren og behovet i sit resort-område.
– Måske var det meget godt, at hun sagde, som hun gjorde, for så gik låget ellers af alle de lyddæmpede organisationer, og efterhånden kom der gang i corona-støtten til kulturlivet.

Kultur skraber bunden
Kulturen kalder igen! Denne gang er man alarmeret af den manglende opmærksomhed i valgkampen. Det er pinagtigt, at DR ikke engang magter at tage emnet med ind i kandidattesten og debatten.
Det er klart, at energiregninger, sundhedssektoren, og andre seriøse emner skal have fokus – men at kulturen tilsidesættes i så udtalt grad, det er dybt bekymrende.

Hvornår mon det var, at den enkelte borger seriøst mærkede sit eget værd i verden, og fik en form for respons at gå videre på?
– Var det ved de første ord? Den første tegning? Ved sang og optræden for de voksne?
– Var det i skolen ved medvirken i et teaterstykke, eller en fremragende dansk stil?
– Var det ved at kunne spille et instrument, eller danse? Eller spille fodbold, håndbold og computerspil?

Vi glemmer, at kulturen er en samlebetegnelse for et vidt spekter af ytringer, som fungerer som filter, spejl, tidsmarkør og destillator for den enkelte, netop i den tid, vi eksisterer i.

Vi rejser gerne verden tynd for at se Eiffeltårnet, Pyramiderne og Disney-Land, og græder, når Notre Dame brænder i Paris. Men vi har en tendens til at se kulturen herhjemme som en pengesluger, en dyr fornøjelse, og glemmer, at det er en livsvigtig del af tilværelsen, som skal finansieres af fællesskabet – det gælder også for kulturpolitik.

HNK – Where the Wild Roses Grow

Kultur skal støttes fra politisk side
Kulturen skal ikke hvile i sig selv økonomisk, det kan ikke lade sig gøre.

Kulturen skal bæres af fællesskabet på linje med skoler, uddannelse og sundhed.
– Det ekstreme fokus på økonomi og indtjening i vores liberalt-forståede tidsalder er med til at køre kultursektoren i sænk. Det må høre op.

Måske distraheres vi af vilde salgspriser på internationale auktioner, hvor kunstværker omsættes til astronomiske summer, så vi tror, der er mange penge i kunstneriske frembringelser?
Måske forblændes vi af dyre biler og bling-bling hos stjerner og kendisser på verdensscenen indenfor musik, film og sport?
– Det har dog ikke ret meget med den almindelige, levende kultursektor at gøre. Kun som en fjern drøm.
– Langt de fleste ildsjæle i kulturlivet kæmper en brav kamp for at kunne bidrage til formidlingen og bearbejdningen af den samtids vilkår, vi lever i. De kæmper for at gøre kunst og kultur til en stemme for eksistensen, et talerør for mange, som måske bedre kan arbejde kreativt under frie betingelser, end i et 8-16 job med uendelige krav og stressfyldte magtkampe.

Hvis man ser på besøgstal og kulturlivets omsætning på nationalt plan, så er det faktisk et felt af betydeligt omfang, men midlerne er smurt utroligt tyndt ud, og det bliver ikke bedre under en energikrise, hvor kommuner endog tillader sig at aflyse allerede indgåede aftaler med kunstnere med henvisning til andre udgifter.

I kommunale budgetter opleves det, hvordan lokale museer, udstillingssteder og foreninger bliver beskåret, så eksistensgrundlaget udhules. Det så vi i Frederikshavn, hvor 700.000 kr bliver til 200.000 kr – nu dog over to år. Det er dybt kritisabelt, og bør kalde på regeringens opvågnen!

SIIKU – Forma Glacies Versio Groenlandica

I statens egen finanslov tillader man sig at droppe noget så centralt som Karen Blixen-museet på Rungstedlund? Hvad er det, man forestiller sig ved en sådan disposition? At andre træder til? Så er der noget, Finansministeriet har misforstået.

Trylleordet er ikke fondsstøtte fra private
Når private fonde bevilger støtte, så er det ganske ofte en forudsætning, at formålet allerede har en form for offentlig støtte i ryggen. Det ses nemlig som en lokal forankring om et commitment, og er med til at skelne mellem de utallige formål, der søges støtte til.
– Her bliver kommuner og stat nødt til at holde fokus og forstå sit ansvar, inden arvesølvet sættes på tvangsauktion.

Hvis dansksproget, dansk-produceret kunst og kultur fortsat skal spille en rolle i vores samfund og i relation til den store vide (snart engelsksprogede) verden, så må skeen tages i en anden hånd, og vi må huske på, hvad det er, der giver mening og indhold i hverdag og festdag og feriedag og skoledag. 

Ligesom de varme hænder og hjerner skal tales OP og har krav på respekt i Skolesektoren og på uddannelsesområdet, indenfor sundhed- psykiatri- og pleje, således gælder det også kunst- og kultursektoren, hvis vi fortsat ønsker, at Danmark skal være et af de mest velfungerende samfund i verden, der tager vare på sine borgere, og tilbyder et tidssvarende niveau af livskvalitet.

TÆNK på kulturen, også i svære tider.
– De fattige har I altid hos jer, blev der sagt, da et kunstfærdigt værk blev fremvist og brugt på en uventet måde for ca. 2000 år siden. Det gælder også i dag. Livet kræver både brød og skuespil og kvalitet i det, dagene fyldes med. Det må der tages ansvar for, også i en krisetid.

– Inge Schjødt
journalist og kunstformidler, komkunst.dk

Tak til billedkunstnerne Külli Suitso, Hanne Nielsen Kjærsgaard og kunstnerduoen SIIKU for lån af inspirerende værker til illustration af debatindlægget.

Justitia – Rigsretten malet af
Mathilde Fenger, 2022

Historiemaleren Mathilde Fenger greb ipad og palet, mens Inger Støjberg idømtes 60 dages fængsel

Maleriet Justitia, skabt af Mathilde Fenger, forestiller Rigsretten, der træffer afgørelse og idømmer fhv. udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fængselsstraf for at bryde asylsøgeres ægteskaber uden forudgående partshøring.

Det var ulovligt at adskille parrene uden at inddrage dem i beslutningen, slog Rigsretten fast i en historisk dom. Selvom den ene ægtefælle var mindreårig, så skulle de høres først.

– Det valgte Inger Støjberg egenrådigt i februar 2021 at se bort fra, hvorefter Ombudsmanden, Instrukskommissionen, Folketinget og endelig Rigsretten stillede hende til ansvar. Rigsretten fungerede her som en Folkestyrets sikkerhedsventil, hvor politiske interesser vejedes op imod lovfæstede rettigheder.

Historien malet til erindring og debat
For Mathilde Fenger er det vigtigt at dokumentere vendepunkter i den politiske historie, og følge med, når tingene sker.
Tidligere har hun taget Danmarks rolle i Afghanistan under kunstnerisk behandling og udført bataljemalerier af danske styrkers indsats, som i dag vises på Det Nationalhistoriske Museum.
Hun er født 1977 og uddannet ved mesterlære hos Herdin Radtke, Frankrig.

Portrætskise af Thomas Rørdam, Højesterets præsident

Maleriet af Rigsretten er blevet til på kunstnerens initiativ.
– Det viser et fixpunkt i vores historie. Det er kun sjette gang, der føres en rigsretssag, og det var første gang, en kvinde stod anklaget.

Mathilde Fenger dokumenterede Rigsrettens arbejde og udførte feltstudier undervejs i form af skitser på ipad, detailskitser og portrætstudier af de centrale medvirkende.

Kort før efterårsferien præsenterede Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot det nye historiemaleri, indkøbt til samlingen.

På maleriet ses højesteretspræsident Thomas Rørdam i midten med vægtskålene, symbolet på retfærdighed, og sagens implicerede parter, anklagerne advokat Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord til venstre og tiltalte, Inger Støjberg, samt forsvarerne Nicolai Mallet og René Offersen til højre.
I baggrunden ses det betydelige antal juridiske dommere og et tilsvarende antal lægdommere, der var til stede under afhøringerne. Myndigt ser retspræsidenten ud mod os, mens retfærdigheden holdes i fokus.

– Det er mit ønske som maler, at vi skal tale om vores samtid, og Justitia som billede på en så vigtig politisk og juridisk begivenhed, håber jeg, vil være afsæt ind i samtalen, siger Mathilde Fenger

Genstande fra Rigsretten, 2021

På udstillingen præsenteres Rigsrettens segl og nøgledokumenter, podcasts med impliceredes forklaringer, samt en film om maleriets tilblivelse.

Historiemaleriet har som genre været i glemmebogen i det 20. århundredes modernisme, men det retter kunstneren, Det Nationalhistoriske Museum og Carlsbergfondet op på.

Det Nationalhistoriske Museum
Frederiksborg Slot, Hillerød
Frem til 26. februar og derefter
permanent i samlingen 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 9 / 2022 – oktober 2022 
-Klik ind på motiverne og se dem bedre…

Justitia – skitse af Mathilde Fenger 

Hanne Nielsen Kjærsgaard – Ready to Hatch, 2022

Hanne Nielsen Kjærsgaard zoomer ind mod et transcenderende univers

En tur til Huset i Asnæs kom ret hurtigt i kalenderen denne sommer, da jeg så, at der udstilledes helt nye arbejder af billedkunstneren Hanne Nielsen Kjærsgaard. Fascinerende figurer, svævende vægtløst i en lysende strøm. Måske under vandoverfladen? Måske i et eventyrligt rum?

Jeg har fulgt Hanne Nielsen Kjærsgaard gennem flere udstillinger, hvor hun har deltaget i samarbejde med nogle af kollegerne fra Kunstskolen Spektrum. Blandt andet i Birkerød Gl. Præstegård, i Cobra-rummet ved Sophienholm, i Pakhuset Nykøbing Sj. Ja, lige siden ECHO-udstillingen i Gjethuset i Frederiksværk i 2020.

– ”Hanne Nielsen Kjærsgaards fine malerier rummer dualiteter af ude inde, nærvær fravær, nuet og historien, som får beskueren til at standse op. Titlerne understøtter stemningerne. Billedet We should have stayed, viser to kvinder på vej, som man får lyst til at lære at kende”, skrev jeg dengang til Kunstavisen. – Nu måtte jeg se at komme lidt tættere på kilden til det glødende maleriske udtryk, der fanger og fastholder blikket.

Mellem Himmel og Jord
Udsigten fra spisepladsen i kunstnerens køkken i det centrale København synes lige så vægtløs, som flere af Hanne Nielsen Kjærsgaards motiver. Her på 3. sal ser man lige ud i en lysende grøn trækrone, hvor synsfeltet beskæres af vinduernes format. Top og rod forsvinder. Der er alene det fritsvævende rum foran dig med mørke stammer og energifyldte blade på en solbeskinnet grund.

– Kontraster og dualiteter fordyber jeg mig i med forskellige værkserier. En tid har billederne handlet om Himmel og Jord, om lys og mørkekontraster, og det mystiske, som opstår i det storladne.
– En tid har mine motiver været præget af naturstemninger, komponeret, så man ikke helt kan vide, om man befinder sig under eller over vandspejlet. Noget flyder, noget svæver, og det ophøjede spejler sig i det rolige vand, som også rummer Chaos, fortæller Hanne Nielsen Kjærsgaard.

HNK – Where the Wild Roses Grow

Where The Wild Roses Grow
Gennem en radioudsendelse om blindfødtes beskrivelse af begrebet farve blev hun inspireret til at udforske det anderledes blik på verden, bl.a. det termiske kameras blik og dets alternative beskrivelser af, hvad der er varmt, og hvad der er koldt.
– Personer, som er født blinde, kan godt have en oplevelse og et sprog omkring farver, fortæller hun.
– Når de fortalte om farvernes symbolske betydning, var det som at se med andres øjne.
– Også insekter har et anderledes farvesyn. De bruger både ultraviolet lys og termisk energi.

Perspektiver herfra blev udmøntet i værkserien Mosquito Bite, hvor en særlig farveskala sætter den kendte verden til debat.
– I maleriet Where The Wild Roses Grow har jeg yderligere lånt inspiration fra en Nick Cave sang om en ganske dramatisk kærlighedshistorie, som slutter med en blødende hovedperson i det vildeste mørke.

Barok unatur
Hanne Nielsen Kjærsgaard kan godt lide at sætte i scene og vise ting i mørke rum.
Hun spidder menneskets relation til naturens forekomster i storbyen, når hun i serien City Glam skildrer byens træer, omviklet med lyskæder, så de knapt kan opfattes som natur længere.
Gennem vandspejlet fremkaldes et genskær i ansigterne på nattemenneskene, der vandrer forbi The Pond.
Her udfordres betragteren igen til at finde sig selv, midt i verdens larm.

HNK – City Glam – The Pond

Ballast i grafikken
Kunstneren har fundet inspiration til sine farvevalg hos forgængeren indenfor det abstrakte maleri, Mark Rothko, der også kunne få maleriets felter til at gløde ved at sammenstille forskellige og beslægtede kulører. Peter Doig nævnes ligeledes blandt inspiratorerne.

Oprindeligt er Hanne Nielsen Kjærsgaard uddannet fra Det Kgl. Kunstakademi i grafisk design. Herefter har hun studeret klassisk portrætmaleri i England på Heatherley School of Fine Art, London.
– Her blev der undervist i croquis, model, portræt og farvelære efter Euan Uglows principper.

På Kunstskolen Spektrum fik hun nye vinkler på sit arbejde som maler, og i 2018 blev hun Bachelor of Fine Arts fra Slade School of Fine Art – UCL, London.

Mennesket tilbage
– Nu er Mennesket på vej tilbage i mit maleri. Det fortællende omkring figurerne har jeg savnet, mens jeg har været optaget af naturen, siger kunstneren.
– For at de ikke skal blive for konkrete og styrende, fremtræder de som en form på linje med alt andet i motivet, forklarer hun.

HNK i Huset i Asnæs, 2022

I Huset i Asnæs var det motivet Ready to Hatch – (Klar til at klægges) – der stærkest fangede opmærksomheden. Med de to sarte embryo-væsner svævende i malstrømmen, omgivet af åkandeblade og skyggefulde bladkroner opstår et på én gang dystopisk og utopisk univers.

Et gennemgående træk er det i motiverne af Hanne Nielsen Kjærsgaard, at kompositionen opløser det tilsyneladende naturalistiske. Atmosfæren udvides i det uendelige, under eller over vandet i et twisted perspektiv. Maleriet får helt sit eget liv. 

– Her ligger skabningerne i det ulmende mørke, klar til at blive slynget ud af ursuppen og op i lyset.
– Det må gerne være dramatisk, så åndedraget måske står stille et sekund i mødet med billedet, siger kunstneren.

Det lykkedes i Asnæs. 
… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 9 / 2022 – oktober 2022

Læs mere:
www.nielsenkjaersgaard.dk

Ole Christiansen, Maggie Chung, Paris 1998
Copyright O.C.

Dynamiske fotografiske portrætter af Ole Christiansen på Det Nationalhistoriske Museum

Det er en stor, æstetisk fornøjelse at besøge udstillingen med Ole Christiansens fabelagtigt elegante portrætfotografier fra perioden 1982-2022 på Det Nationalhistoriske Museum. Knivskarpe står de, og meget kontrastfulde, nærmest som silhouetklip.

Museumsinspektør og forskningschef Thomas Lyngby præsenterer udstillingen således:
– ”Ole Christiansen har som uddannet og professionel fotograf skabt portrætter af mere og mindre kendte mennesker gennem 40 år. Det er altid sket med stor respekt for de portrætterede og en ikke mindre konsekvent beherskelse af det fotografiske håndværk og dets historie.

På udstillingen kan man se portrætter af mennesker fra den danske og internationale kulturscene, men også politikere, mediefolk med videre. Her er verdensstjerner som Leonard Cohen, Yoko Ono og Iggy Pop, og fremtrædende personer fra den hjemlige, danske offentlighed som Suzanne Brøgger, Poul Schlüter og Medina.

Der er også portrætter af mindre kendte personer, fordi Ole Christiansens portrætter først og fremmest er billeder, hvis motiver tager afsæt i det menneskelige”.

Ansigtets arkitektur
Karakteristisk er kompositionernes arkitektoniske linjer og de nærmest skulpturelle former i fotografierne, der prioriteres frem for den glatte ansigtsgenkendelse.
Således har Bent Fabricius-Bjerre kun noget af et flygel med, og derved fremstår motivet meget mere interessant.

Ole Christiansen, Lars von Trier, Cannes 1984
Copyright O.C.

Et andet fotografi viser den 28-årige, nyudklæggede filminstruktør Lars von Trier, omgivet af brutale balkonlinjer på en hotellignende bygning i Cannes, året før Forbrydelsens Element vinder den tekniske pris i 1985.
– Vi får det dæmoniske blik, men ikke megen mimik fra det unge talent bag læderjakkens skjold.

Hos flere henligger den ene side af ansigtet i et dunkelt mørke, eller dele af ansigtet, fx panden og det øverste af frisuren udelades i beskæringen. Det er fuldstændig uproblematisk.
Vi genkender modellerne eller nøglepersonerne, og bifalder valgene, når det eksempelvis gælder den tidligere statsminister Poul Schlüter, maleren Michael Kvium og skuespilleren Erik Mørk.

Stjernevrimmel
Blandt filmstjerner som italienske Isabella Rosselini og billedskønne Maggie Cheung, som er model og skuespiller fra Hong Kong, møder vi musikere og forfattere fra den hjemlige stjernehimmel, eksempelvis Thomas Vinding, Peter Bastian og Villy Sørensen. Man ihukommer poesien fra deres stemmer, og sender dem en venlig tanke retur ad himmelstigen.

Ole Christiansen – Portræt af skuespiller Erik Mørk

Ole Christiansen byder på en tidsrejse, som det helt bestemt er værd at lade sig rive med af.

Det Nationalhistoriske Museum
Frederiksborg Slot – Hillerød
Frem til 26. februar 2023

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 9 / 2022 – oktober 2022

Lars von Trier, Cannes 1984. Fotograf: Ole Christiansen
Maggie Cheung, Paris 1998. Fotograf: Ole Christiansen 
Erik Mørk, skuespiller. Fotograf: Ole Christiansen

Bruno Nordensgaard modtager donation fra Sparekassen Thy

Fusioner af kraftfulde atomer sker der rigtig mange af i anlægget ved Mississippi Kunst & Kultur, som netop har fejret kunstudstilling nr. 50 og åbningen af en ny facilitet på stedet

Overdrivelse vækker opmærksomheden, og det kan godt siges alene om navnet Mississippi – Kunst & Kultur. Den bemærkelsesværdige institution på kunstscenen under det overraskende navn finder vi så langt vest for Louisiana Museum of Modern Art, som man næsten kan komme. Nemlig i Odby Gamle Friskole på Thyholm, lidt nord for Struer. 

Rammerne er nok mindre og mindre prangende, men ambitionerne er i sig selv ikke meget mindre end dem, der gælder for det danske hovedmuseum på djævleøen.
– Her handler det om at få det mest mulige ud af eksistensmulighederne, og at tilbyde et kulturinteresseret publikum energi fra de inderste kilder.

Siden 2015 har et anseeligt antal kunstnere udstillet, fordelt i stedets forskellige bygninger og i tætpakkede sammensætninger, eksempelvis ved den årlige, censurerede udstilling, der finder sted i forsommeren.

Daglig leder er Bruno Nordensgaard, som i en menneskealder har arbejdet med avisproduktion og systemudvikling – en ildsjæl af de sjældne, uden hvem, der ikke var et sådant kraftværk på Thyholm. Han sekunderes fornemt af en kvalificeret kreds af frivillige, der sætter udstillingerne op og passer huset.

Shelters ved Mississippi

Mississippi Kunst & Kultur fejrede 1. oktober udstilling nr. 50, og den åbnedes med sang og musik ved koret Opus 7790, som fremførte lyse toner af Johannes Møllehave og Anne Linnet.

– Fuldt fortjent stillede det lokale pengeinstitut Sparekassen Thy op med en check på 25.000 kr, og et håndtryk ved jubilæumsfesten. 

Derpå indviedes en ny facilitet – Mississippi City Station – med ventesal og overnatningsmuligheder.

Skolens gamle cykelskur er blevet omdannet til shelters, hvor besøgende på langfart kan leje sig ind i, og sove i frisk luft med udsigt til den Thyholmske udgave af Mælkevejen.
– Vi er i det mørke, tyndtbefolkede Vestjylland, hvor en åben nattehimmel kan synes aldeles overvældende i sin storladne skønhed – hvad end blæst og skyer suser forbi, eller stjernerne får lov at træde frem i millionvis for vort blik. 

Udstilling nr. 50 på Mississippi
Der er seks medvirkende kunstnere på jubilæumsudstillingen – Efterårsudstillingen 2022.

Kunstneren Faire har arbejdet på Grønland i tre måneder, og viser en serie motiver, hvor hundelivet er i fokus.

Faire – Sled dogs, 2022

Det dramatiske landskab, isfjelde og hvalturister fylder andre lærreder og ses i oliekridt på papir, som er et velegnet medie for den unge kunstners karakteristiske streg.
– Flere vil kende Faire fra Art Herning og fra udstillinger i København, hvor det også sker, at hans signatur dukker op på murværk, fx på Refshaleøens gamle B&W bygninger. 

Har hånden forstået, hvad øjet har set?
Overskriften her er et citat fra billedhuggeren Rodin, som har inspireret kunstneren Jens Bredholt. For ham er det i høj grad stregen og måden, der er omdrejningspunktet, frem for motivets figurative indhold.

Jens Bredholt – Ko og Krage

Med pudsige maskiner ridser han motiver i træ, i den modstandsdygtigt glaserede keramik og på lærred. Her indfanger Bredholt essenser af tangodansen, af naturen og dyrelivet i sitrende bevægelse.

Jens Bredholt bor i Nykøbing Mors og arbejder om sommeren i Klitmøller på Thylands yderste – og efterhånden fashionable – vestkyst, hvor bølgerne lægger op til surfing ved Cold Hawaii, og startup-virksomheder forvandler strandet plastik til nye produkter. Der er masser af energi og udvikling i Thy.

Paris – Provence
Anderledes blidt tager Jette Bækgaard på penslen, når hun skildrer blomstermotiver fra ophold i Provence, men det veksles til en registrerende realisme af de parisiske gader i Marais-kvarteret, hvor ikke alle har til dagen og vejen.

Jette Bækgaard – Paris Marais

Den gamle gymnastiksal deler Jette Bækgaards malerier med keramiske skulpturer af Susanne Moeskjær, som mimer naturens undere og kulturens ditto i rustikt stentøjsler.

Hønsegården og Skolegården
Ganske finurlige og herlige er kunstneren Anne Mette Markussens figurer fra Hønsegården.
– Jeg hedder Anne Mette. Jeg bliver kaldt Mette – og somme tider også andre ting, som nu har fundet vej som titler på figurer af bronze eller papmarché: Store Ko, Dumme Gås, Lamseben, Gamle Krage osv.
– Meget har man skulle finde sig i gennem tiden, men det er slut nu. I stedet omsættes forulempelserne til værker, der punkterer den dårlige stemning, fortalte kunstneren ved åbningen.

Maja Vendelbo – Mor og barn

Og sidst – men ikke mindst – finder vi Maja Vendelbo i pavillon bygning D på den anden side af skolegården. Maja Vendelbo skildrer menneskemøder og klassiske opstillinger i en fornem og frisk koloristisk palet.
Til hverdag underviser hun i klassisk tegning på The Drawing Academy i Viborg. Selv har hun modtaget undervisning på Academy of Fine Arts i Skt. Petersborg, hvilket forklarer de vellignende motiver.

I selve skolegården finder vi udendørs skakspil og nogle tårnhøje robotter, skabt med fantasi af skrot og dippedutter. Dem fandt Bruno Nordensgaard et sted i udkanten, og fik dem anbragt i sikkerhed i sit kraftværk for kunst og kultur.

År for år vokser stedets udbud. Snart kan vi sige goddag til events med børneteater og dukkespil.
– Og hvem ved, hvad det nyindbragte klaver fremover kan give klangbund til?

I jubilæumsgave kunne man godt ønske for Mississippi Kunst & Kultur, at en kreds af købestærke gæster, fonde og erhvervsvirksomheder fik øje på den vedvarende energi, der strømmer ud herfra.
– Det kunne være en tiltrængt løftestang for de medvirkende kunstnere og for ildsjælene på Thyholm, der arbejder for almenvellet. 

Mississippi Robot 2022

Men her er pengene ikke altafgørende. Det er den gode idé.
Tillykke med jubilæet og udstilling nr. 50.

Mississippi Kunst & Kultur
Jupitervej 26 – Uglev, Thyholm
Frem til 6. november

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – oktober 2022

Faire – Icefjord Ilulissat

Det bobler i sukkerbyen Nakskov 

I et gammelt byhus midt i sukkerbyen Nakskov er hver kvadratcentimeter udnyttet i kunstens tjeneste, og ude i landskabet ser storslåede projekter dagens lys

Det er en glæde at komme en tur til Nakskov, og opleve kulturelle initiativer boble sammen med duften af de dampende sukkerroer, som sikrer byens eksistensgrundlag. Der er meget i kog i den lollandske købstad og omegn.

Billedkunstnerne Kit Kjærbye og Ole Holm er drivkræfterne bag Trappegalleriet, der året rundt præsenterer et levende program i et gammelt byhus i Kattesundet, centralt beliggende i sukkerbyen.

I 2022 har Trappegalleriet indtil videre præsenteret fem udstillinger, seks koncerter, workshops, artist talks, vinsmagning og kunstforeningsbesøg. I slutningen af november slås dørene op for konceptet Pay & Go’ ved den traditionelle juleudstilling med galleriets kunstnere.

Hertil kommer initiativtagernes engagement i de årlige begivenheder på Masnedø Fortet, samt begges kulturpolitiske arbejde indenfor regionale udvalg og de kunstneriske organisationer, Billedkunstnernes Forbund og Kvindelige Kunstneres Samfund.

Der er meget godt at se på Lolland

For nyligt har Kjærbye og Holm taget godt imod nytilflytteren, billedkunstner Evi Apostolou, der er rykket sydpå sammen med sin familie for at bo, undervise og arbejde kunstnerisk i provinsbyen.
-Umiddelbart et modigt træk, synes det – men Nakskov vinder ved nærmere bekendtskab, og spørgsmålet i overskriften kan besvares med et ja!

Matador Mix
Malone Dietrich og Åse Højer er to aktuelle udstillere i Trappegalleriet, som kan opleves frem til 12. november. Malone Dietrich har forholdt sig konkret til stedets rum, og viser en række fotos og tekstilcollager, hvor trapper indgår som centrale elementer i værkerne. Blandt dem er også tre kubebilleder, der leder tankerne hen på et fornemt malet tapet på Nyborg Slot fra midten af 1500-tallet med det genkendelige kube-flademønster, der leger med øjet og perspektivet. Åse Højer udfolder sig i en serie nyere malerier i en kontrastfuld farvepalet, hvor figurernes tilstedeværelse anes lag på lag i eftertænksomme rum.

Dodekalitten nu med otte steler

Flere attraktioner på vej
I Kunstavisen har vi tidligere omtalt det gigantiske skulpturprojekt Dodekalitten, hvor billedhugger Thomas Kadziola år for år føjer endnu en færdig granitstele til kredsen af de tonstunge tolvsten, som rejses i de lollandske alper, et stenkast fra færgen mod Femø og Fejø.

Blæsten fejer nu over otte færdige steler, og akkompagneres af elektronisk musik af Wayne Siegel. Tilsammen skabes en sakral oplevelse af mytisk format.

Senest har et nyt gigantprojekt set dagens lys – Art Barns Lolland, hvor en række store herregårdslader bliver omdannet til at huse international installationskunst i megaformat.

MatadorMix Af Malone Dietrich

De første kunstlader ventes at åbne i 2024, og flere kommer til frem mod åbningen af Femern Bælt-forbindelsen i 2029, kan man læse.

Som alle store ideer mødes projektet af både begejstring og modstand.
– Begejstring for det initiativ, der skal give nyt liv til de store bygninger på egnen, som er gået ud af brug i forhold til de landbrugsformål, de var bygget til.
– Og modstand, når det går ud over eksisterende muligheder for at vise kunst og kultur på de steder, hvor dette allerede foregår. Man kan håbe, at det nye gigantprojekt formår at åbne flere døre, så allerede kvalificerede initiativer ikke blot løbes over ende.

Opløftende er det at møde dygtige ildsjæle raden rundt, som formår at sætte egnens ressourcer i spil.

Læs mere:
Følg Trappegalleriet på facebook
www.dodekalit.dk
https://www.artbarnslolland.org

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – oktober 2022