Symbolladede parafraser over ikonisk arkitektur er et af maleren Mette Rishøjs kendetegn. Hun udelader menneskelige figurer, mens hun twister farveskalaen, strammer op og skaber et  kontrastfuldt udtryk. Konflikter er der i Opstandelse ved Marmorkirken, i Fædreland ved Christiansborg, samt i Playfullness i Tivoli og ikke mindst over Royal Flush med Dronningens Amalienborg, hvor skyerne svovldryppende fylder synsfeltet for høj og lav.

Mette Rishøj deler en velkomponeret dobbelt solo med Anne Torpe hos Galleri Egelund i Bredgade, hvor begge kunstnere kommer til deres ret i al deres forskellighed. Torpe med undersøgende, spejlende silhuetter af hjemligt kendte elementer og Rishøj, råt for usødet, som hun ser byen.
– Det er ren KATHARSIS, det er opera for øjnene, når historiekritikken og de maleriske benspænd afsyrer synsfeltet og får samtalen i gang.

Med Rishøjs værker lader vi tankerne gå til modellerne for de royale rytterstatuer og til alle, som har ansvar for fremtiden i dette land.

Udstillingen er netop forlænget til 29. oktober 2016.

Læs mere om Mette Rishøj her på siden
Portrætartikel i North Art Magazine nr 152

Byens Scene af Mette Rishøj 2015

Interview med Astrid Marie Christiansen

Ned i en lavloftet kælder på Frederiksberg går jeg, gennem et stort atelier med remedier og rekvisitter alle vegne, hen til glasdøren, hvor Astrid Marie Christiansen byder indenfor i et lyst rum. Hendes kunstneriske baggrund vil jeg gerne høre mere om. Ikke mindst efter åbningen af udstillingen PÅ KANTEN i Kunstbygningen i Vrå, som hun deler med billedhuggeren Erland Knudssøn Madsen, en kunstner jeg genkender fra THY. Mens vi kigger på fotos af udstillingen kan jeg forstå, at Astrid Marie Christiansen er ret glad for udfaldet af deres kunstnermøde.
– Vi har en familiaritet i undersøgelsen af grænselandet mellem maleri og skulptur. Her kommer det bombastiske op mod det sarte, siger hun. – Hvor jeg står med noget let, som har et tungt udtryk, så kan Erland Knudssøn Madsens værker se bombastiske ud, men også de er lette, og virker som om de flyver, fortæller hun om mødet med EKMs Sommerfuglerester og Vækstmålere. Begge kunstnere har en udsøgt sans for materiale, farve og arbejdet med det formelle.

Astrid Marie Christiansen er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006-2012.
– Jeg startede figurativt med at gengive ting, der var i mit hjem. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg gik mere op i baggrunde udenom tingene, tapeterne, referencerne, og så kom baggrundene i forgrunden. Derudover stod jeg med en problematik, som alle andre malere vist også står overfor: Hvad gør man ved siderne på lærrederne? Kanterne?
– Så begyndte jeg at bygge mine egne rammer, og billederne blev mere og mere enkle, rent malerisk. Rammerne skiftede form, så kanterne blev mere fremtrædende, og formerne skiftede på lærrederne og blev til forløb med fejl, jeg søger at rette op på i maleriet.

DEN, der forstår kontorartikler
Astrid Marie Christiansen viser mig en bog om industrielt design.
– Det er for den, som forstår kontorartikler, siger hun, og omgående deler jeg passionen ved de viste bykort, trafikkort, logo-design, plakat-design og så videre. Jeg er en af dem, som falder i staver over notesbøger, og køber mig fattig i arkivpap fra Ikea. Jeg elsker mixed media, collage og papir. Jeg elsker papirets tørhed, sammensatheden i de forskellige kvaliteter, og farvespillet hvor svagt, det end er, når der er tale om hvidt-i-hvidt, gråtoneskalaer med striber i knaldrødt, sort, orange og grønt. Jeg når ikke at sige det højt, men amerikanske Viktor IV, bosat på flåder i Amsterdam, er blandt mine yndlingskunstnere, for med sine drivtømmerværker og sine logbogsblade kombinerede han det stoflige, det grafiske og det der med tid.
På de hvide vægge i Vrå hænger tre store værker med let kryptiske titler: An hour of Sunshine in 1977 og Two weeks of Sunshine samt DDR Palette (Hopeful). De er malet med akryl, kaffe, grafit og lak på lærred.
– Jeg har kigget rigtigt meget på 5-døgnsprognoser og matematik, på illustrationerne i en bog om kemiske opstillinger, det fascineres jeg af. Tydeligvis indeholder det viden, noget potentiale…
– Jeg fandt ud af, at her fik jeg lektier for, forklarer Astrid Marie Christiansen.

De smukke farveskalaer i dine værker, hvor kommer de fra?
– De handler helt klart om noget med TID – den tid, det tager at male dem, og den fortælling, der ligger i hver enkelt, svarer Astrid Marie Christiansen, og viser mig eksempler på den udsmykningsopgave, hun er i gang med. Et værk, som skal blive over 20 meter langt til Bispebjerg Hospital.
– Det er rart at stå med. Det er noget, jeg virkelig nyder: at male felt efter felt, fortæller Astrid Marie Christiansen og viser hvor fin en farvegraduering hun bruger.

– Jeg har gået på Laboratoriet for lys og farve på Akademiet. Det var ret teknisk, bl.a. diskussionerne om Newtons farvespektrum og Goethes farvelære, men jeg gør det helt instinktivt – sammenstiller komplementærfarver, fordi det virker.

På udstillingen i Kunstbygningen i Vrå har Astrid Marie Christiansen lagt rustbemalede lærreder ned ad væggen og hen ad murstensgulvet, og med værket Adjusted (Malajusted) tager hun en tørn med de stedspecifikke betingelser. Noget, der er et særkende for Astrid Marie Christiansens tilgang.
– Gulvet her, det var jeg nødt til at påtale. Med materialevalget og de blå indslag lægger det op til en dialog med Erland Knudssøn Madsens arbejder, hvoraf nogle har de samme rust-brunematerialer, og så naturens blå.

Blandt sine inspirationskilder nævner Astrid Marie Christiansen installationskunstnere som amerikanske Jessica Stokholder og britiske Rachel Whiteread, og den canadisk fødte, og noget tidligere minimalistiske og abstrakt ekspressionistiske tegner og maler Agnes Martin, som arbejdede med mønstre, strukturerer.

– Stokholder skaber installationer med garn og maler på ting. Hun undersøger, hvor meget man kan strække maleriet – hvornår holder det op med at være maleri. Jeg kigger udpræget på folk (andre kunstnere), der har et humoristisk udtryk og syn på kunst, og ligeså meget på, hvad de siger, forklarer Astrid Marie Christiansen, som også selv værdsætter et skævt forundringssmil fra sit publikum.

Jeg går glad fra Astrid Marie Christiansens værksted. Jeg har oplevet, at hun går i dybden med sin udforskning og generøst deler ud af sine opdagelser om skabelsens potentiale – omsat i værker af stor skønhed. Det er slet ikke så ringe endda, som de siger, de nordjyder.

– Inge Schjødt, komkunst.dk – 16. oktober 2016.