Er Folketinget kommet i KUNSTENS tjeneste

Ditte Eilerskovs portræt af statsminister Helle Thorning-Schmidt til Folketingets Vandrehal, 2017

Ditte Eilerskovs portræt af statsminister Helle Thorning-Schmidt til Folketingets Vandrehal, 2017

Titlen her refererer til det bachelorprojekt, jeg skrev om kunsten i Folkekirken, hvor jeg bl.a. diskuterede, om aktuelle kirkeudsmykninger udfyldte deres funktion i kirkerummet – eller kunsten overtog i kraft af en misforstået kunstnerisk frihed, og satte Folkekirken i kunstens tjeneste?

I tilfældet med portrættet her af Helle Thorning-Schmidt vil jeg stille det samme spørgsmål. Ditte Eilerskov har helt bevidst valgt at give portrættet af den første kvindelige statsminister en karakter, som et photoshoppet glansbillede, som et udtryk for tiden. Hun har valgt at give os et billede af en tænkt model, og ikke et billede af Helle Thorning-Schmidt.

Når portrættet påkalder sig så kradse kommentarer på kvaliteten, og vækker så livlig en debat for og imod, så er det måske udtryk for, at kunstnerens valg er mere hendes, end det er tidens og dermed udenfor beskuernes forståelse i netop denne specielle sammenhæng: Et portræt af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt til blivende præsentation i Vandrehallen på Christiansborg.

Kunstneren skal naturligvis have sin frihed – men skal hun også det for enhver pris, hvor-som-helst?
Nej, det mener jeg faktisk ikke. Eller, jo – friheden har kunstneren, naturligvis – som ytringsfriheden er den uantastelig. Men, så kan værket ikke nødvendigvis fungere hvor-som-helst. Ditte Eilerskov maler et bestilt portræt til en repræsentativ funktion på Christiansborg – og ikke et værk til en udstilling i en kunsthal.

Værket her kunne bedre fungere i Portrætsamlingen på f.eks. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, hvor præmisserne om at afspejle samtidskunsten i portrætkunsten ville være i tråd med kunstnerens intention. Og dog, for efter min bedste overbevisning, så bremser det clichéagitige for oplevelsen. Den intenderede glansbilledeffekt får desværre alt for megen karakter af en illustration til Familiejournalen, og så falder oplevelsen til jorden – i hvertfald for mig.

Sorry, Ditte Eilerskov, det er en ommer.
Jeg håber for Helle Thornings eftermæle som statsminister, at portrættet får en afløser.

Ved at se live-præsentation fra portrættets afsløring på Christiansborg og ved at høre både den portrætterede og kunstnerens egne udsagn om det omdiskuterede maleri, kan en stor del af den aktuelle debat finde stof til eftertanke.

http://www.altinget.dk/artikel/her-er-det-nye-portraet-af-helle-thorning

Af Inge Schjødt, april 2017
Komkunst.dk

Forår for grafikkens naturtalent

Anneline Schjødt Pedersen, One Inch Tall - KP 2017.

Anneline Schjødt Pedersen, One Inch Tall – KP 2017.

Grafiker Anneline Schjødt Pedersen kan her i foråret 2017 præsentere sine værker på en stribe markante udstillinger landet rundt. Med fin intuition, arbejdsomhed og mod er det gennem de seneste år lykkedes Anneline Schjødt Pedersen at finde vej for det stærke grafiske talent, og at positionere sig som anerkendt kunstner.

Til KP 2017, Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus er der i år udvalgt tre på én gang sarte og stærke raderinger – Havblik, Østenvinden og One Inch Tall. Det er en sanselig fornemmelse for naturens forunderligheder, der oftest fører grafikerens nål. Motivet vokser frem i en dramatisk tete-a-tete mellem streger og strukturer. Anneline Schjødt Pedersen gør i øvrigt brug af mange forskellige af dybtrykkets teknikker, blandt andet koldnål med direkte skravering i kobber eller zink, stregætsning, blødgrund og akvatinte. Ofte kombineres teknikkerne i det enkelte værk.

Anneline Schjødt Pedersen er som kunstner autodidakt, men som datter af billedkunstneren Arne Aagaard Pedersen (1925- 2012) har hun været i en form for mesterlære. Hendes far har hele vejen igennem været en stor inspirationskilde, og gennem ham lærte hun tidligt, at god kunst kræver vedholdenhed, godt håndværk og hårdt arbejde. Hans fascinationer er gået i arv, hans store viden om kunst og meget andet, hans åbne og undersøgende tilgang til udtryk og motiver og mangesidede brug af materialer har givet hende en enorm appetit og mod til selv at kaste sig ud i billedmageriet. Værksteder og undervisere på bl.a. Holbæk Kunsthøjskole har befordret den kunstneriske kunnen sammen med lysten til at opdage og eksperimentere livskraften frem på papiret.

Anneline Schjødt Pedersen, Havblik, radering, KP 2017.

Anneline Schjødt Pedersen, Havblik, radering, KP 2017.

Hun er født i 1970 og opvokset ved Glyngøre i gå-afstand til Limfjorden. Efter et år på forskolen på Aarhus Kunstakademi valgte hun dog at uddanne sig som bibliotekar med kunst og kunstformidling om speciale. Gennem godt tolv år som vurderingsspecialist i auktionsbranchen håndterede hun utallige kunstværker inden for moderne kunst. Blandt andet gennem arbejdet med registreringerne dér har Anneline Schjødt Pedersen opbygget en betydelig indsigt og viden om kunst, som hun gerne deler ud af.

Anneline Schjødt Pedersen debuterede på KP 2015. Gennem de senere år er milepælene passeret en efter en, hvorved optagelsen i Bkf – Billedkunstnernes Forbund også kom i hus. På Den Censurerede Forårsudstilling i Hillerød har kunstneren netop modtaget 2. prisen for bedste værker.

Ud over KP2017 kan grafiske værker af Anneline Schjødt Pedersen opleves på Kastrupgårdsamlingen, Den sorte skole – Fyns Grafiske Værksteds 40 års jubilæum, indtil 5. juni. På Den Censurerede Forårsudstilling, Annaborg, Hillerød, frem til 17. april. På udstillingen Xperimenter, Grafikken, Fyns Grafiske Værksted, medlemsudstilling, frem til 2. maj, og på Påskeudstilling med Ken Denning, Jens Chr. Jensen og Christian Buur Bangsgaard, Galleri Salshus, Nors, Thy fra 13.- 23. april 2017.

Med et klik på illustrationerne på siden her, får du værkerne at se i en bedre billedkvalitet.

Af Inge Schjødt // KOMKUNST.dk // København, april 2017.

Anneline Schjødt Pedersen, Østenvinden, radering vist på KP2017

Anneline Schjødt Pedersen, Østenvinden, radering vist på KP2017