Susanne Schmidt-Nielsen har destilleret sit udtryk frem til et unikt,
frit formsprog, der går lige i huden på publikum

Portrætsamtale til Kunstavisen 01/2018
af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Ved mødet med Susanne Schmidt-Nielsens kunstværker bliver jeg berørt af en dyb, meditativ følelse. Den mystik, der er i hendes sanselige udtryk, vækker min interesse. Selv de mindste forskydninger ændrer kompositionen, og det syn nyder jeg at fordybe mig i for en stille stund. Hvor kommer det fra? Hvad er det, hun gør?

Første møde er på den censurerede udstilling Kunstnernes Påskeudstilling i 2015, hvor Susanne Schmidt-Nielsen har værker med i Aarhus Kunsthal. Her ligger an assembly på gulvet og standser mit blik. En samling objekter af beton, tekstil, tråd og latex, hvor der synes at være spor af liv. De er ganske trygge at omgås. 

Senere oplever jeg ved 100 års jubilæet for KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund på Herlev Gammelgaard installationen occurrences, der meget velfortjent har fået en central placering i Ny Lade, hvor publikum kan bevæge sig rundt om værket og opleve dets forskellige skalaforhold på egen krop.

På en gruppeudstilling i Kongelejligheden i Bryggergården i Kastrup viser Susanne Schmidt-Nielsen en anderledes række objekter i polyester og tekstil, som fremkalder mere foruroligende sansninger – udtrykket har nærmest anatomiske træk. Her efterlader Susanne Schmidt-Nielsen os, helt bevidst, uden en klart aflæselig dramaturgi i installationen.
Men om det er den stille sansning, der vækkes, eller de voldsommere følelser, så er det svært ikke at blive berørt af hendes værker. Her er uomtvisteligt noget på færde.

Farver, rammer – hvorfor egentlig?
Susanne Schmidt-Nielsen, som har udstillet i ind- og udland og deltaget på flere censurerede udstillinger, kommer fra et kreativt ståsted. 

– Både min mor og mormor var dygtige til at sy, så det lærte jeg tidligt selv. Som teenager gik jeg til keramik, og kom jævnligt i et keramikværksted. Her så jeg kopper komme på rad og række, og erkendte, at det ikke lige var et produktionsmiljø, jeg ville. 

– Jeg kom ind på Billedskolen på Jagtvej hos Bjørn Bråten, hvor jeg hovedsageligt malede, men også blev undervist i arbejdet med skulptur. Her oplevede jeg, hvordan jeg relaterer mig kropsligt til skulpturen. 

– Jeg zoomede ind på strukturer, den matte maling, det blanke blæk og blyanten, og tog efterhånden farven ud af mine malerier. Jeg syede stiplede streger på lærredet, tilførte materiale for at gøre billedet mere fysisk. 

Det ledte frem til spørgsmålet: Hvorfor var det egentlig, jeg skulle arbejde med maleri? fortæller Susanne Schmidt-Nielsen.

– På Kunstskolen Spektrum arbejdede jeg med tekstil på selvbyggede rammer. Efter en tid voksede der en nysgerrighed frem på, hvordan det ville være at arbejde videre med materialet, men uden rammen.

Selvsyn og sansning
Eva Hesse (1936-1970), en tysk-amerikansk minimalistisk kunstner og Martin Erik Andersen, professor på Kunstakademiet åbnede endelig den side op for mig, at få fokus på selve skabelsesprocessen. Det blev afsættet til at arbejde videre i mit eget formsprog. Efter en opgave som assistent for kunstneren Eva Steen Christensen på Fabrikken for Kunst og Design, så tog det fart.

Susanne Schmidt-Nielsen viser rundt i sit værksted. Lige nu er hun rigtig glad for en ny boremaskine, der sætter hende i stand til at bygge egne konstruktioner i træ. I hjørnet står nogle lange pinde, omviklet med brugt, hvidt tekstil med et meget bøjeligt og feminint udtryk. Et nyt værk er på vej. 

På en reol viser kunstneren værket impact of presence. Det består af en række antropomorfe gipsobjekter, som ligner hinanden.
Tilsyneladende er de ens, men hver eneste har et lille spor, de andre ikke har.
– I arbejdet med materialerne fremkaldes det betydningsfulde. Det ligger i de spor, som mine håndteringer og bearbejdninger efterlader, og jeg oplever gang på gang, hvor central processen er for værkets fortælling og for den ordløse sansning af det.
– For mig bærer processer generelt en masse fortælling, hvor noget ses og andet sanses.

Stof og værk
Jeg er meget optaget af, hvorledes mine værker mødes af beskueren, krop til krop, ligesom jeg er meget optaget af værkets og installationens samspil med det rum, det udstilles i.
– Jeg går efter at invitere beskueren helt ind i sansningen og at fremkalde en kropslig genklang. Jeg er derfor åben om, hvad jeg har brugt af materialer f.eks. gips, beton, silikone, latex, tekstil, m.m. Det indgår i mine værkbeskrivelser. Langt det meste er noget, vi kender fra vores hverdag, og dertil kommer materialer, som er brugte, og som derved allerede bærer en fortælling. 

Alle de spor, livet sætter i os, hvor vi konstant formes – det er en proces, der aldrig slutter. Så med det blik kan min kunst ses som en billedliggørelse af livets proces. Men jeg er varsom med at definere værkets fortælling, for den har jeg ikke patent på.
– Derimod er det fantastisk at høre de meget forskellige og personlige fortolkninger, som folk deler med mig.
– At mærke at folk bliver berørt. Så kan det ikke blive bedre, slutter kunstneren.

Susanne Schmidt-Nielsen udstiller hos Kunstbiblioteket i København
25. januar – 17. februar 2018
www.susanneschmidt-nielsen.dk

Om værkerne:
occurences – udsnit // detalje med syning.
Foto // Ole Jørgensen 

occurences – tekstil, tråd, beton, latex,
50x465x310 cm, objekterne vejer fra 0,5-90kg, 2016. 

Kunstneren stående som nr. syv fra venstre ved KKS 100 års jubilæum på Gammelgaard i Herlev. Privatfoto.

impact of presence – detaljefoto – gips, træ, silicone,
Cobrarummet, Sophienholm, Lyngby.
foto // Susanne Schmidt-Nielsen

Tekstilt maleri. Træ, tekstil, 2013.
Foto // Erling Lykke Jeppesen

Maleren Camilla West er kendt for sine landskabsbilleder, karakteristisk malet i fede strøg, kontrastfyldte, farvemættede, og samtidigt meditative.

West indfanger sansninger af himmellys og landskabsrum, og fæstner det i olie på lærred. Oplevelser, hentet fra hjemstavnen omkring Vindeby på Tåsinge, udsigter over det sydfynske øhav eller rejseindtryk fra fjernere himmelstrøg, dem reducerer hun, koger ind, og lader kun essensen tilbage i penslen.  

Camilla Wests landskabsabstraktioner appellerer, de inviterer beskueren til at se efter, og blive medskaber. Blikket løftes mod horisonten, ind i kimningen eller helt ind i nattemørket mod lysspor i det fjerne, og fremkalder erindringer, aftrykt i den enkeltes sind. Ind imellem buldrer et bål, og sender gnister mod himlen, hvor ellers natten er så stille, som en lille fugl, der tier*.
Billederne står åbne, de er som vinduer for udlængsel og hjemlængsel, tørst og trøst.

For kunstneren gælder det, at hun altid har været der selv, for at kunne male det enkelte motiv. 
– Jeg skal se det, før jeg maler det. Jeg forholder mig meget til oplevelsen. Jeg henter ikke mine motiver i det, som jeg så for fjorten dage siden, eller fra fotos. Når jeg løber en tur og kigger ud over landskabet, så må jeg ofte vende om på stedet, og tage hjem og male det, jeg har set. Sådan fortalte West, da vi mødtes i Vindeby på Tåsinge i foråret 2015, hvor hun fortalte om sin tour-de-force frem til det kunstneriske udtryk og den kunstneriske karriere, som de seneste år har ført hende vidt omkring, både i Danmark og i udlandet. North Art Magazine bragte dengang min portrætartikel om kunstneren under titlen Landskabet // Genfortryllet – en titel inspireret af kunsthistoriker Lisbeth Bonde.

Med sine billeder deler Camilla West den livsalighed, som maleriet er for hende selv. Maleren her deler skæbne med så mange andre af de helt store kunstnere, som har været bundet til et sygeleje. Hvor malegrej, pensler og lærred bliver den virkningsfulde healing, der fører til at talentet endeligt rejser sig og bryder frem fra de tunge dages hængedynd. Det tema kendes alt for godt fra Frida Kahlo, Munch og Van Gogh – alle kunstnere, som i den grad fandt frem til deres egen udtryksform på den hårde måde. Camilla West brød igennem og har fået et godt tag i et stort publikum, som gribes af farvestrøgenes kraftfuldhed, enkelhed.

I dag er hun medlem af kunstnergruppen Visuel, der udsprang af inspirerede kunstnermøder i galleriet Nordahl & Nissen, som i 2015 havde til huse i Indre København. 

Camilla West er uddannet fra det Fynske Kunstakademi 1997, og har en række udstillinger bag sig i ind- og udland, bl.a. Sverige, Tyskland og USA. Hun har udført udsmykninger, bl.a. af den nye retsbygning i Svendborg. 

Camilla West deltager i januar – februar 2018 på gruppeudstillingen Remix#3 – Vinter – i Kunstmix
Odensegade, København Ø.

* Natten er så stille er et citat fra Halfdan Rasmussens sangdigt, Noget om stjernefangst. 

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk 

Søren Flygenring Basset maler og tegner med en salig livsappetit. After Dark er kemiingeniørens frie stunder affileret til en juice af jazzmusik, argentinsk tango og tilværelsen sammen med hans muse, Flygenrings ægteviede viv, hans hjertes udvalgte, den skønne Mireille Flygenring Basset, som læser og fortæller, mens Flygenring maler – og hvis feminine attributter er en ganske sandsynlig, sanselig inspiration i kunstnerens udtryk og motiver. – Præcis, som vi kender det fra visen om ”Svantes Lykkelige Dag”, hvor Nina går i bad og reder sit smukke hår.
Flygenring traf sin Venus, sin Afrodite i 2013, og dermed indtraf en lykkelig forvandling af kunstnerens palet.

I Flygenrings værker promenerer fantasifulde kvindefigurer i høje hæle og delikate strømpeben mellem sabelkatte, narrehatte og absurde gesandter fra et surrealistisk univers, der leder tankerne fra teatralske, middelalderlige cirkusoptog til nutidens Disneyfilm – festligt, farverigt, finurligt og fornøjeligt. Billederne befolkes af figurer, som kunne være taget ud af Skønheden og Udyret, godt hjulpet af Lampens Ånd fra Aladdin og Avatarer med Dalí-inspireret anatomi. Sære øjne og skønne kostumer fortæller os, om processionen kommer i venligt eller i uvenligt ærinde.

Hos Flygenring befolker paraderne sommetider motiver, vi kender, når et trommesalsmaleri af Marmorbroen, Frederiksberg Have eller en ukendt landlig idyl får besøg af kunstnerens pensler og forvandles gennem kunstnerens karakterfulde iscenesættelse. Gerne med islæt fra en dagsaktuel debat, men ligeså gerne uden.

– Jeg maler for oplevelsens skyld og for at dele min glæde ved livet med publikum, siger Søren Flygenring Basset om sin proces.
– Når jeg sætter penslen til lærredet ved jeg aldrig helt præcist, hvad der vil ske. Min hånd begynder straks at bevæge sig, som om den har en egen vilje, og jeg sidder og ser livet på lærredet udfolde sig for mit blik. Når billedets konturer er faldet på plads, starter den bevidste proces, hvor jeg selv fortolker, hvad jeg ser foran mig på lærredet, hvorefter jeg går i gang med at vælge farver, lægge lys og skygger og laver detaljerne, for på den måde at give tredimensionelt liv til de nyfødte figurer, fortæller Søren Flygenring Basset.
Blandt de kunstneriske forbilleder nævnes Salvador Dalí, M.C. Escher og Hergé. 

– At udtrykke mig på lærredet giver mig indsigt i min egen underbevidsthed, og giver mig mulighed for at dele den med publikum. Jeg holder meget af at sparre med publikum både undervejs, mens et billede bliver til, og bagefter, når jeg viser det frem, fordi publikum altid ser nogle ting i billederne, som giver mig anledning til at lære både publikum og mig selv bedre at kende, svarer Søren Flygenring Basset. 

CV: Søren Flygenring Basset, f. 1969, er Ph.D. i kemi fra DTU. Ansat hos Novo Nordisk og driver Galleriet 1. tv, Willemoesgade 44 på Østerbro sammen med sin viv, franskfødte Mireille Flygenring Basset. Senest har hans kunst fundet et interesseret publikum på dobbeltudstillingen To X Flygenring, hvor Søren Flygenring Basset i efteråret 2017 udstillede sammen med sin far, Erik Flygenring Christensen.
I 2018 deltager Søren Flygenring Basset i gruppeudstillingen Remix#3 hos Kunstmix i Odensegade på Østerbro.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
// Januar, 2018.