Kunsten er den sidste bastion, hvor du er herre i din egen kreativitet, fastslår maleren Peter Ravn, som er udstillingsaktuel hos Galleri Kant i København og Kirk Gallery i Aalborg

Udenfor skifter omgivelserne farve med det dalende sollys over Københavns Botaniske Have. Peter Ravn tørrer penslerne af efter en travl dag i atelieret. Nye billeder står til tørre på staffelierne. I skrivende stund er Peter Ravn udstillingsaktuel hos Galleri Kant i St. Kongensgade i København, og lørdag 3. marts åbner han en soloudstilling hos Kirk Gallery i Aalborg.

Motiver med habitklædte mænd med blanke sko, som ligger, kryber, falder – alene eller flere sammen – har igennem nogle år optaget Peter Ravns optik. En kreds af modne, maskuline, nøgterne og til tider neurotiske figurer befolker hans overbelyste, usentimentale, blankpolerede verden. Mændene er eksponenter for både magt og skrøbelighed i tilværelsen. Autoritetssymboler udfordres. I Ravns såvel afslørende som forsonende penselstrøg spores en rastløs energi, som bryder figurernes nedkølede isolation, og de sanser lige akkurat med det yderste af de rødsprængte næser, ører og fingerspidser, at livet sker for dem.
Rummet omkring mændene er langsomt under forvandling. Fra næsten tomme universer løber der linjer i landskabet. Som regel set i et overvåget Googlemaps perspektiv. Linjerne synes menneskeskabte, veje og landingsbaner, og enkelte bygningskroppe ligger som markerede fixpunkter, targets, måske. Men, her gives ikke nogen alt for håndfaste definitioner. Det er op til øjnene, der ser.
På de allernyeste motiver har linjerne nu ændret sig, og her antydes mere organiske elementer, ligesom figurernes beskæring i kompositionen går mere til kanten, og billedfladens autoritet brydes op på ny. 

Alpine inspirationer
Til udstillingen His Own Fall hos Galleri Kant er der fremkommet en helt ny værkserie i 3D. Human Landscapes, hedder de. Skulpturerne er skabt af smukke, klassiske østrigske Lodenfrakker i jagtgrønne nuancer, fastgjort på en base af polystyren og gips, formet med de autentiske kantbesætninger og knapperne, så de nærmest illuderer øjne, der popper ud af den bølgende, på én gang kropslige og landskabslignende form.
Men, hvor kommer den inspiration fra?

Fornemmelsen for kvalitet ligger i blodet hos Peter Ravn – Peter Rothmeier Ravn, som er det fulde navn efter den sønderjyske slægt på farmoderens side.
– Hun var god til at sy, virkelig god, fortæller han. Jeg husker, at hun syede frakker til os af min oldefars gamle uldfrakke fra 1. verdenskrig. Og jeg så hende ofte sy om og skære til. Engang syede hun en ruskindsjakke med frynser til mig, hvor nålene på hendes gamle Pfaff-maskine knækkede hele tiden.
– Jeg har altid tegnet, fortæller Ravn og beretter om en opvækst med klaverspil og kunstinteresse i familien. – Den nonfigurative, modernistiske kunst virkede, da jeg var ung i 1970’erne som en lukket verden for mig. Så uddannelsesmæssigt gik jeg på Design instituttet på Kunstakademiets Arkitektskole, et år på designskolerne Syracuse University og Parsons School of Design i New York, og tog så afgang fra Afdelingen for Industriel Design herhjemme. 

Musik og marketing
– Men for mig var det i rockmusikken, at kilden sprang! Jeg spillede selv musik og havde venner, der var musikere, og dem begyndte jeg at lave pladecovers for. På det tidspunkt var coveret et kunstnerisk udtryksmiddel, som gennemgik en eksplosiv udvikling fra før at have være et foto af nogle musikere, siger Peter Ravn, og fortæller om en tid med en musikbranche i en rivende udvikling, hvor tidens filosofiske og politiske tanker for ham primært gik gennem musikken. Her var et både kreativt og kunstnerisk spillerum.
Et pladeselskab spurgte, om han ville sætte nogle billeder på musikken, og sådan kom Ravn i gang med at skabe musikvideoer til en række legendariske navne på den danske musikscene.
– Men der gik for meget marketing i musikbranchen, og så forsvandt magien for mig, forklarer Peter Ravn, som derpå virkede i en kreativ del af tøjbranchen, primært med mærket Democrats, hvor der bl.a. blev skabt T-shirts med ikoniske tekster, men også for nogle velkendte brands, indtil konceptualiseringens lyserøde lasur også indhentede dem.
– Jeg fandt da, at jeg havde lyst til at fordybe mig et andet sted, og kunsten er den sidste bastion, hvor du er herre i din egen kreativitet, fastslår maleren Peter Ravn.

Fart og frigear
Omkring årtusindskiftet går Peter Ravn til billedkunsten. I 2004 får han optaget værker på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling. I 2005 og 2009 er hans billeder med på Forårsudstillingen på Charlottenborg. Fra 2009 udstiller han bl.a. på Gallery Poulsen i Kødbyen og deltager på Portræt.nu udstillinger på Frederiksborg Nationalhistoriske Museum i Hillerød. Siden har han udstillet i både ind- og udland, bl.a. på biennalen i Brescia, i Rom, Napoli, samt Wroclaw i Polen, Hanoi i Vietnam og Oslo, Norge.

Ind imellem er der blevet tid til at skabe bl.a. bogværker for Gyldendal, eksempelvis den fotodokumentariske  København Con Amore sammen med Jokum Rohde og Søren Ulrik Thomsen. Et værk, som har haft direkte indflydelse på andre billedkunstnere som f.eks. maleren Jonna Pedersen, der har taget byens rå og poetiske puls til sig og skabt sine egne værker ud fra nogle af gadernes kulturperler, som fremstilles i bogen. Der er også skabt en serie plakater fra bogen af Peter Ravn. 

Cirkler sluttes
Tilbage til Galleri Kant, til udstillingen His Own Fall og skulpturerne Human Landscapes. Udstillingen hos Galleri Kant er en både dramatisk og harmonisk symbiose. Ravns malerier og de mosgrønne skulpturer spiller så rent sammen med rummenes overflader og lyssætning, at det, på den vinterkolde søndagseftermiddag, klinger klart, som et klaverstykke af estiske Arvo Pärt.

– Det blev en voldsomt stærk oplevelse, da udstillingen hos Galleri Kant skulle installeres. Jeg har arbejdet meget med mine mænd, fortæller Peter Ravn. De bærer de her jakkesæt, men har slet ikke styr på deres gøren og laden. I værket The Perfect Storm står manden foran et inferno af røg, hvor hans store hånd i forgrunden kaster en skygge på hans skaldede hovede. Vegetationen, ressourcerne er forsvundet. Brænder vi det hele ned, har vi kun vores egen hånd at søge skygge under.

– Jeg har arbejdet med landskabet i flere motiver i mine malerier, og nu er jeg også gået ombord i det tredimensionelle, for at få kroppen og landskabet til at smelte sammen. Til skulpturerne har jeg kun haft de allerførste prøver i mit atelier i form af bunker af tøj. Jeg er egentlig ikke vild med Lodenfrakken som traditionel identitetsmarkør – i hvert fald ikke i den danske kontekst, som har noget irriterende Holte-agtigt over sig – men i de opsplittede, dekonstruerede genbrugs Lodenfrakker finder jeg noget af Alperne, og dem elsker jeg. Jeg skal altid ind i områdets elegante specialbutikker med den gedigne lokale beklædning, når jeg rejser dernede. De har de her grå og grønne farver, som nogen forbinder med militær, men som jo egentlig er naturens egne farver. Det er bjergsidernes græs og græssende får indlejret i klæde. 

– Det her valkede materiale, hvor lanolinen bevares, selvom filtningsprocessen er med kogende sæbe, det er fascinerende. Også de små farvevariationer, der bevares i uldens overflade.
Selve formen under skulpturernes overflade blev skabt på et værksted et andet sted i byen, så mine malerier og skulpturerne mødte først hinanden, da vi fik tingene ind til Galleri Kant. Det var en kæmpeoplevelse!
– Den syntese, den samtale, som værkerne her har indledt, har fået mig til at se på det hele på en ny måde, og det kommer helt sikkert til at afføde noget nyt.
Til september udstiller Peter Ravn på Munkeruphus i Nordsjælland. 

Frem til 4. marts // Galleri Kant, St. Kongensgade 3, 1264 København K
Fra 3. marts // KIRK Gallery, Danmarksgade 8, 9000 Aalborg 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Hvad maleren Peter Martensen fortalte ved et besøg Huset i Asnæs i sommeren 2017 

Peter Martensen voksede op på Stadionvej i Odense i 1950’erne, og lyden af stadion var som et trofast bagtæppe. Faderen var reklamemand. En dag, da Peter var omkring 5-6 år gammel så han et hæfte, et katalog, som faderen havde med hjem. Her var fotos fra MoMa-udstillingen ’The Family of Man’ – en international fotoudstilling, kurateret af Edward Steichen, som besøgte Charlottenborg i 1957.
Motiverne heri viste andre sider af tilværelsen end det kendte kvarter, og det gjorde et stærkt indtryk.

Peter Martensen tegnede fra sine tidligste år, og i gymnasiet foreslog en lærer ham at søge på Kunstakademiet. På Det Fynske Kunstakademi fik han sin grundlæggende kunstneriske uddannelse, og snart derefter fik han atelier i Bredgade i København. Med et almen voksenpædagogisk grundkursus i baglommen kom han i gang med at undervise.
– Jeg blev klar over, at jeg skulle dygtiggøre mig for at frigøre mig. Jeg malede derfor studier, klassiske opstillinger, portrætter og senere motivkredsen Tilskuere. Det var i årene omkring udstillingen ’’Kniven på hovedet ’’med De Unge Vilde på Tranegården i Gentofte (1982), hvor eleverne fra Kunstakademiet i København rejste ud, studerede transavantgardismen og blev inspireret til at udtrykke sig voldsomt, gestikulerende og fabulerende.

Maleriet først
Peter Martensen spurgte dengang sig selv, om han var født i en forkert tid, for selv om de vildes maleri påvirkede ham stærkt, kunne han ikke finde sig selv i det, og tilmed var der den opfattelse, at psykologi, indlevelse og følelse ikke længere kunne bruges i maleriet.
– Med mediernes øgede indflydelse på vores hverdag og den overvældende informationsmængde ude fra verden, man ikke kan reagere aktivt på, gøres vi ufrivilligt mere og mere til tilskuere, udtaler kunstneren. Denne erkendelse var en del af det stof, mine tilskuerbilleder fra starten af 1990erne udsprang af.
– Jeg opfandt derefter en skabelon, Hr. Hvem-som-helst, en person uden egenskaber. Dog lignede han lidt min far, som han så ud da jeg var barn, i hvid skjorte, mørke benklæder og sideskilning i det mørke hår.
– Jeg undersøgte, hvad jeg kunne gøre med ham. Jeg løftede hans arm. Jeg løftede hans finger. Hvis jeg nu drejer ham? Gentager ham og putter flere ind? Ser ham oppefra?                                                

Motivet sås som fra et Guds Øje, og billedudtrykket fik en abstrakt, mønsterlignende kvalitet, som på en måde fik maleriet til at ånde frit, uden tyngende fortællinger. Hvert område af billedet skulle have samme gyldighed – skulle være lige gyldigt – og samtidig rumme en spænding.
– Senere begynder jeg at eksperimentere med at lade figurerne optræde i miljøer, i landskaber og sådan indgår de i en undersøgelse af rumlige og billedmæssige forhold, hvor jeg prøver at konstruere nogle visuelle udtryk for den tilstand, jeg aktuelt oplever.

– Jeg ser maleriet i en art helhedssyn, hvor kunsthistorien er en del af det, jeg gør. Jeg opdagede, at når jeg malede billeder, tømt for psykologisk indhold, puttede publikum indhold i. Billederne rummer det generelle, det fælles, det almene, forklarer Peter Martensen.

– Et maleri er et mentalt rum. Et rum for opdagelse, eftertanke, et rum, man kan tilbringe mental tid i. Det skal være organisk, dvs i højere grad udsprunget af mit sind og min krops processer, end ud fra et kunstteoretisk standpunkt.
– Jeg maler først, og reflekterer bagefter. Jeg lever i nuer – i nuheder. Som en gammel hippie oplever jeg det i dybder af sindet, at jeg lever i et bad af ånd, af lys.

Martensens farver
Jeg har en kamp med farver. For stærke farver skubber mig ud af billedet, fortæller Peter Martensen, og nævner at han har været meget glad for maleren Vilhelm Hammershøi, som han forbindes med, siden teenageårene.
– For godt 6 år siden flyttede jeg atelier. Vi fandt et fantastisk sted på landet i Nordsjælland, som ligger helt ugenert. Verdens bedste atelier.
– Da vi flyttede herop var der en diskrepans. Der var noget galt. Landskabet er jo fantastisk, og giver sådan en Guldalderfølelse, det er næsten også lidt Morten Korch’sk. Men grønt er en farve, jeg ikke har brugt rigtigt før. Den er svær. Den er krævende. Man tænker på Dankvart Dreyer og på Købke. Jeg malede grønt, men det var røvkedeligt, kitsch, smiler Peter Martensen. 

Magt og afmagt
Så jeg puttede mennesker med hvide kitler ind i landskaberne. Jeg tror, at de repræsenterer videnskabsmænd, dem, der skal redde os fra naturkatastrofer, global opvarmning og epidemier.
A4-arket dukkede op i mine billeder. Det ikoniske papirformat fra det 20. århundrede, som har haft så stor betydning , og som er på vej bort. A4 arket har været brugt til kommunikation i form af breve – tænk på al den længsel og kærlighed dette format har viderebragt – skræmmende meddelelser – men også som dokument, kontrakter, skøder, lovsamlinger. A4 arket kan også være tegnepapir, og således et frirum til at skabe værker på. Der knytter sig en masse forskellige modsatrettede betydninger til det, og det er et fantastisk element at komponere billeder med, selvom det også er meget banalt, forklarer Martensen.

Portrætter og opgaver
Peter Martensen begyndte at få portrætbestillinger i begyndelsen af 1980erne. Han malede politikerportrætter af bl.a. Flygtningehøjkommissær Poul Hartling, og senere Folketingsformændene Christian Mejdahl og Erling Olsen.

Af filminstruktøren Bille August fik han til opgave at male ufærdige Krøyerværker til filmen Marie Krøyer, hvor Birgitte Hjort Sørensen spillede titelrollen. Hertil malede han også live en badende dreng i Krøyerstil. 

I foråret 2017 udstillede han 10 kunstnerportrætter på Frederiksborg Slot, hvoraf et par stykker er med på udstillingen i Huset i Asnæs, som danner rammen for kunstnersamtalen. Bl.a. helfigursportrætter af Lone Hørslev og Morten Søndergaard. Martensen fortæller om processen, opstillingen, og modellerne.
Morten Søndergaard er omgivet af papirer, de to skriver nemlig breve til hinanden. Gammeldags, håndskrevne, langsomme breve. Peter Martensen fortæller om mødet og portrætmaleriet af afdøde musiker Peter Bastian, der spillede på sugerøret. Peter Martensen nævner, at han også selv spiller musik, i en stilart, som ligger på kanten mellem musik og lyd. Der kom en naturlig genklang mellem maleren og modellen. Frederiksborgs Nationalhistoriske Museum købte portrættet af Peter Bastian.

Refleksioner her og derovre
Martensen malede billeder til en udstilling i BDG Gallery i Brooklyn, New York, 2014. Blandt andet et ganske stort portræt, hvor ansigtet næsten blev et landskab undervejs i processen. Galleristen solgte 10 billeder allerede før åbningen, og så omkom galleristen kort tid efter ved en ulykke. Vinden kan så pludseligt vende. 

På udstillingen i Huset i Asnæs kigger publikum sig omkring og stiller spørgsmål til kunstneren.
– Hvem er manden ovre under træet? Der gemmer sig en figur i skyggen, lidt utydelig, men harmonisk.
– Han skal bare være der. Det virker for mig som en basklang i billedet, svarer Peter Martensen, og fortsætter: Der er nogle skalaforhold med nogle små mennesker ude i naturen. Vi orienterer os ud fra vores egen krop, men der er også en stor bevidsthed i naturen, i alle levende væsener.
– Jeg er overbevist om, at alle levende væsner har en bevidsthed. Det er en del af det at være menneske, at vi har en bevidsthed. Man kan spørge, om det er bevidstheden, der krystalliserer sig i partiklerne, i lyset? 

Universet er i bevægelse. Vi selv farer omkring i universet på denne klode på den mest snørklede måde. Cirkelbevægelsen omkring jordens akse, som vi kender som nat og dag, er også en spiralbevægelse omkring solen. Men solen er en del af en større bevægelse, galaxens, hvor stjernerne drejer med kolossal hastighed omkring et sort hul i centrum af galaxen – og samtlige galaxer i universet er samtidig på vej bort fra hinanden til alle sider. Så hvis vi skulle tegne vores bevægelse i rummet i 3D, foretager vi de vildeste bevægelser i kosmos hele tiden. – Jeg mediterer, og under meditationen har jeg målet at nå ind til det nul, som er i den store, komplicerede kosmiske bevægelse, fortæller Martensen.

Krav og ambitioner
– Jeg arbejder på at blive mere spontan. Nogen gange går der strikkekone i den, smiler kunstneren. Hvert billede kræver sit, det skal føles organisk, der skal være noget, der tricker mig, og så må det gerne være smukt malet!
De her mennesker på malerierne. De er måske Aliens?
– Jeg elsker Twin Peaks, David Lynchs’ værker. Jeg har altid selv følt mig mærkelig i verden, svarer Peter Martensen. 

En af deltagerne bemærker, at der ikke er særligt mange kvinder på Martensens billeder, hvortil han svarer:
– Kvinderne giver ikke den anonyme følelse. Kvinder er meget mere mangefacetterede. Det er en anden historie. Der kommer man et andet sted hen, understreger kunstneren. Det figurative, det er svært, men man skal ikke være så bange for det banale. Når billederne er skabt må de leve deres eget liv, slutter Peter Martensen. 

En af deltagerne spørger ud i lokalet, hvor mange af de ca. 40 gæster, der har et værk af Peter Martensen?
Det har de tolv. Nogle har mere end ét. 

Efterskrift:
Peter Martensen havde en stor udstilling på et af Frankrigs største museer for moderne kunst i 2017, Musée d’Art Moderne Saint-Etienne, som købte et værk til samlingen, der bl.a. rummer værker af Gerhardt Richter, Andy Warhol, Picasso og Giacometti.
Peter Martensen er tillige repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Statens Kunstfond, Kunstmuseet i Rostock, (DE), Göteborg Kunstmuseum, (SE), Kastrupgårdsamlingen, Fuglsang Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum, Centre Culturel du Hainaut, (BE), Victoria & Albert Museum, London, (GB), Skovgårdmuseet, Viborg, Frederikshavn Museum, Portrætgalleriet, Frederiksborg Slot, Folketinget, Christiansborg, Sønderjyllands Kunstmuseum, samt i privatsamlinger i Danmark, Frankrig, England, Schweiz, Brasilien, Amerika og Japan.

Udstilling foråret 2018
Kunstneren er i foråret 2018 udstillingsaktuel hos Galerie MøllerWitt i Aarhus med udstillingen Planet X. Her behandler han en følelse af fremmedgørelse, af fake news og skiftende perspektiver, udtrykt gennem en række nye figurbilleder. Her er også en skulpturserie i bronze af den pegende mand.
Udstillingen hos Galerie MøllerWitt varer frem til 10. marts. 

Peter Martensen har tidligere skabt bronzefigurer, bl.a. Waterman, omkring ti forskellige i alt. 
Politiken har udgivet en af skulpturerne, ’’Blue Zero’’.
– Læs mere, bl.a. detaljeret CV hos www.gmw.dk. 

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk 

 

Hver tid har sine myter og vandrehistorier. Det gælder også fortællingen om guldalderens danske blomstermaler J.L. Jensen, som kan opleves på Nivaagaard og studeres i et nyligt publiceret forskningsværk 

Genren hedder Nature-morte, men der er intet dødsdrevent, forgængeligt memento-mori i Blomster-Jensens motivverden. Den står levende, hver stilk og hvert blad hører til et sted, og kunstnerens ærinde er en hyldest til naturen, til det ideelle i skaberværket.
– Det fastslår de to kunsthistorikere Marie-Louise Berner og Mette Thelle, som har publiceret en diger forskningspublikation og pragtbog om den danske guldalders blomstermaler, J.L. Jensen. 

Få dage efter ferniseringen af udstillingen En duft af evighed på Nivaagaard møder jeg de to kunsthistorikere, som står bag, og som har inspireret Nivaagaard Malerisamling til udstillingen. Herhjemme er blomstermaleren J.L. Jensen nok kendt, men han har siden sin død i 1856 og frem til nu ikke været særlig anerkendt eller grundigt, kunsthistorisk behandlet, fortæller de. Berner og Thelle er kolleger fra studietiden i Aarhus. I 2000 beslutter de at iværksætte et fælles forskningsprojekt om J.L. Jensen, og går i gang med deres research.

Først i 2014 kommer det på tale at sætte en udstilling op, men det kunsthistoriske, videnskabelige arbejde har da stået på gennem ca. 12 år. Og nu ligger så Jensens livsværk veldokumenteret på engelsk og dansk, takket være de to kunsthistorikeres mangeårige, ihærdige indsats. 

Tilbage til kilderne
Berner og Thelle har kigget dybt i bl.a. Fotografisamlingen på Danmarks Kunstbibliotek, og har været i udlandet for at finde stof, bl.a. på dokumentationssamlingerne på Witt Library i London og dokumentationsarkivet på Louvre i Paris. 

Herhjemme er der løbende solgt værker af J.L. Jensen videre til udlandet. I internationale auktionshuse går J.L. Jensens billeder fra 1980’erne og frem for betydelige summer. Derfor er det bl.a. de internationale auktionskataloger, en del af bogens illustrationer stammer fra. Men det er langt fra alle værker, som har kunnet opspores. 

Kunstneren må have haft et omfattende arkiv af blomsterstudier, som han brugte til at udføre sit betydelige antal værker. Gang på gang ser man motiver og dele af motiver gå igen i senere billeder. Men langt størstedelen af kunstnerens skitser og breve mangler, og endnu er hans eget arkiv ikke opsporet. 

Frihed til fortolkning
– Hvor mon det er? Det kunne være spændende, hvis der dukker noget op, nu bogen er udkommet og udstillingen tiltrækker opmærksomhed, siger Berner og fortæller, at J.L. Jensen og hans hustru havde en plejedatter, hans brors datter Laura, som blev gift Hein og fik syv børn. Med en del efterkommere kan der stadig dukke ting op. 

Der er heller ikke skrevet alverden om kunstneren.
– Men det gør nu ikke noget, at der ikke har ligget en større litteratur om ham, siger Berner, derved har vi fået mere frie hænder til at konkludere på det stof, der var.

Vejen og tiden
J.L. Jensen, født 1800 i Gentofte, bliver tidligt uddannet på Kunstakademiet i København. Han er samtidig med romantikkens store, H.C. Andersen, Grundtvig, Thorvaldsen og Eckersberg. Som 22-årig drager han på studierejse gennem Tyskland og Holland til Paris, hvor han også uddannes som porcelænsmaler på opfordring fra tronfølgeren, den senere Christian 8. 

J.L. Jensen inspireres af de store internationale blomstermalerier, han ser, og han oplever, hvordan et købestærkt borgerskab og eliten søger skønheden ovenpå Den Franske Revolution og Napoleonskrigene. 

I Danmark, hvor sårene slikkes ovenpå Slaget på Reden, Københavns Brand, statsbankerotten og tabet af Norge er et borgerligt publikum er ikke så interesseret i helte og store figurscenerier, som de enevældige konger før havde dyrket, men som kongen, Frederik 6., er de ivrige aftagere af blomster- og frugtmotiver, af køkkentemaer og jagtbilleder, og Jensen former den motivverden i en nordisk enkelhed og ro.

Egen og Vinen
Mette Thelle behandler bl.a. skæbnen for Jensens royale rumudsmykninger, skabt til Frederik d. 6’s. to døtre Vilhelmine og Caroline.
I dag er to vægmalerier placeret i palæet hos Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary på Amalienborg, mens den udsmykning, som Jensen udførte til prinsesse Caroline og prins Ferdinand til det Bernstorffske Palæ, kan ses på udstillingen, men er ellers taget ned og arkiveret på ubestemt tid.

Marie-Louise Berner fortæller om de to Kgl. porcelænsservicer, som prinsesserne også fik i medgift. Prøverne findes i dag på CLAY i Middelfart. 

 

En god del af Jensens produktion udgøres af såkaldte mindebilleder dvs. blomster og frugtbilleder, der males på bestilling for at fejre en bestemt mindeværdig begivenhed, en barnedåb, en forlovelse, et bryllup, en krigsindsats, et jubilæum. Motiverne understreger tidens strømning, den nære tilknytning til naturen.

– Blomstermaleriet udøves på professionelt niveau såvel af mænd som af kvinder i guldalderen, og er hverken mere eller mindre maskulint end de øvrige genrer i tiden, udtaler Mette Thelle.

– Mens de alle udstillede og solgte deres billeder på Charlottenborg, er det kun Jensen, der virkelig løfter sig op på et internationalt niveau.

J.L. Jensen valgte sit arbejdsfelt med et klart sigte, med et gudhengivent sind, og fik kommerciel succes.
– Der var intet petit over det.

Blomstermaleren J.L. Jensen
Mellem kunst og natur i guldalderen
Marie-Louise Berner & Mette Thelle
Strandberg Publishing / Nivaagaard
316 sider, rigt illustreret, indb. 2018.

Udstillingen – Frem til 12.8.2018 
En duft af evighed, Blomstermaleren J.l.Jensen
Nivaagaards Malerisamling
Gammel Strandvej 2
2990 Nivå 

 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Du skal leve // Han skal leve
Samtale publiceret i Kunstavisen no 2 – 2018

Maden bygger bro, når modsætninger mødes.
Det gælder også de to billedkunstnere Külli Suitso og Jonna Pedersen, som har inviteret hinanden til bords på udstillingen Estonia 100 – Table for Two – Art Meal i Bredgade Kunsthandel fra 1. marts – 7. april.

Ud fra hver sin samtidige, men forskellige kulturbaggrund har de to kunstnere brugt madelementer, som refleksionsrum i de malerier, collager, grafik, video og installationer, de har arbejdet med siden 2014. 

Brændende Kærlighed
Mad fylder meget af vores tid, og rummer meget mere end det, der kommer ind på tallerkenen, som vi får det at se på udstillingen her. Enkelt og ligetil ser det ud, når Külli Suitso og Jonna Pedersen spejler forskellige genstande fra hverdagen. 

Genren er nok stilleben, men der er intet tavst over de to billedkunstnere, når man observerer motiver, farver, den udsøgte tekniske kunnen, kompleksiteten og kvaliteterne i deres værker.

Det er en modsætningsfyldt virkelighed og intens inspiration fra to billedkunstneres kulturelle baggrunde, der møder os ved dette Art Meal. Mens estiskfødte Külli Suitso i sin opvækst oplevede knaphed, kø-kultur og skydeøvelser i skolens træningsrum, så var der rigeligt på tallerkenen, og betydeligt mere fredeligt i Jonna Pedersens fynske have med Farmors bedste kiksekage og en lun cremelinse til theen. 

Hellmet between peace and war
I året 2014 skabte den forfærdelige larm af krig i Ukraine genklang hos Külli Suitso, da Rusland annekterede Krimhalvøen, og hun malede sin Hjelm i Blåt og Gult. Det igangsatte en ny suite af eksistentielle billeder.

Samme år iværksatte en dansk minister en million kroner kostbar debat i offentligheden om danskernes foretrukne nationalret, mens Jonna Pedersen malede billedet af Stegt flæsk med persillesovs – Som vor mor lavede det.
– Madtraditioner er forbundet med stærke følelser, og både hjelme og tallerkner kan ses som en form for beskyttelse i en politisk kontekst. Men de to kunstnere inviterer os til at lytte til vore egne fortællinger, genkalde minder, mærke sansninger og skabe vore egne fortolkninger, idet vi interagerer med deres kunst. 

– Som livets frontsoldat må enhver tage sine egne kampe, siger billedkunstner Külli Suitso, og understreger, at hendes billeder ikke skal ses som propagandakunst. Også Jonna Pedersen skærper vores perception af den omgivende verden, og forærer os nærværet, her givet i måltidets pausestund. – Lyt engang, de giver os ‘The sound of silence’.

Külli Suitso er født 1974 i Tartu og uddannet fra Tartu Universitet, Fakultetet for maleri. Har udstillet siden 1993 i bl.a. Estland, Letland, Finland, Sverige, Østrig, Komi, Slovenien, Mexico og Danmark. I DK bl.a. på Charlottenborg Forårsudstilling 2005, 2012, Kunstnernes Efterårsudstilling 2005, 2009, 2010, Kunstnernes Sommerudstilling 2010, Viborg International Billboard Painting Festival i 2012. Suitso har været bosat i Danmark siden 2004, og underviser på Aarhus Kunstakademi og er medlem af BKF. 

Jonna Pedersen er født 1971 på Fyn, er kunstnerisk uddannet fra Billedkunstskolen Ignatius.dk, Ealing Art College, London, og som elev af Håkon Nyström, og er cand. negot fra Syddansk Universitet. Hun har udstillet i bl.a. New York, Boston, Berlin, München, London, Amsterdam, Avignon, Barcelona, Cape Town, Venedig, Jerusalem og Tel Aviv. I DK på Charlottenborgs Forårsudstilling 2005, 2006, Den Frie, Gammelgaard, Heerup Museum, Frederikshavn Kunstmuseum, Kirsten Kjærs Museum m.fl.  Deltog på International Billboard Painting Festival i 2014. Er tildelt arbejdslegater af Statens Kunstfond og Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse. Hun repræsenteres internationalt af Mika Contemporary Art, Tel Aviv, Israel. Medlem af BKF og KKS. 

Danske soldater i Estland lige nu
Her er både sødt og surt på menuen ved udstillingen Estonia 100 – Table for Two – Art Meal. Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Estlands ambassade i anledning af at Estland i år kan fejre 100 år som stat.

Kulturmødet med Estland aktualiseres af, at danske soldater netop er blevet udstationeret i landet som del af den britisk ledede Nato styrke. Estlands befolkning lever dagligt med et højt beredskab og med en sort humor, afledt af folkets og landets skæbne, som ét af kun fire grænselande, der støder op til Rusland i Europa.

Danmark var meget hurtig til at anerkende den baltisk-nordiske søsternation, da Estland genvandt selvstændigheden i 1991 efter generationers besættelse, dels fra Tyskland under 2. verdenskrig og siden Sovjetunionen.

Katalog med bidrag fra bl.a. Uffe Ellemann Jensen
Tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, som siden 1990’erne har haft nær tilknytning til Estland, har bidraget til udstillingens katalog, sammen med madhistoriker Svend Skafte Overgaard som uddyber Sovsens Epoke. Udstillingen åbnes af ambassadør for Estland i Danmark, Märt Volmer. 

Brændende Kærlighed // Hellmet between peace and war
Begge kunstnere har i 2017 publiceret deres værksuiter i bogform. Det skal fejres og bøgerne præsenteres ved en Artists talk 7. marts i Bredgade Kunsthandel.

Det er en stor fornøjelse for Komkunst.dk at kuratere denne udstilling, idet jeg det seneste års tid haft  fornøjelsen af at samarbejde med begge de to kunstnere Külli Suitso og Jonna Pedersen. Stor Tak til dem, og til Annegrete Davis i Bredgade Kunsthandel for at gribe ideen, da den opstod.

Welcome ∙ Tere tulemast ∙ Velkommen

Læs mere
www.kylli.dk
www.jonnapedersen.dk

Følg på facebook – Estonia 100 – Table for Two – Art Meal