Hvor kommer lysten fra? Og prægningen? Inspirationens arnesteder spørger jeg gerne ind til, når jeg skriver en af de samtaleartikler, som bl.a. Kunstavisens læsere kan se fra min hånd.

Kunstnerne fortæller gerne, at de er startet med at tegne, og måske har tegnet altid. Men den lige vej fra prinsessekjole til malerkunst er sjældent så lige endda.
Nogle gange er det en farmor, der har haft en særlig rolle, som f.eks. hos kunstneren Peter Ravn, jeg skrev om for nylig. På siden her og på Kunstavisen online kan du læse, hvordan fru Rothmeier Ravn kunne noget, som drengen Peter tog ved lære af. 

Andre gange er det f.eks. en højskolelærer, måske selv billedkunstner, som kommer til at gøre udslaget for den, der vælger at gå kunstnervejen. Ofte skal der et par friske øjne til at se talentet hos det menneske, der som barn, ung eller voksen bruger den kunstneriske metode i sin gøren og laden. De øjne kan blive livsafgørende for den anden. 

Essentiel er den tid, det tager at opdage, at dvæle ved og samtale med den, som måske har et talent.

Essentiel er den tid, der bliver brugt på rosen, sagt med et citat fra Den lille Prins.

Essentiel er også den ballast, som læreren, inspiratoren kommer med.

Bliver der tale om en skoling, hvor der bliver pushet rigid teknisk kunnen ind? Eller bliver der lagt en grund til lyst, til længsel efter mere, gerne i forlængelse af en tillidsskabende anerkendelse af den enkelte, som et værdifuldt væsen i sig selv?

Det er utroligt, hvad ros og tiltro kan gøre.
Men ros skal være ægte, og komme fra et menneske, ikke fra en måling.

Modstand skal der også til, så landets keramikovne ikke brænder ethvert spinkelt askebægerforsøg.
– Skån vores voldgrav for de værste prøveeksemplarer. Det er ikke alting, som fortjener at leve i tusind år, sagde min højskolelærer Tove Andresen på Engelsholm. Her blev givet værktøjer til kreativ idéudvikling og der blev givet kulturhistoriske rammer, så pennen ikke løb ud i alt for tynde amøbeformer. 

En hyldest skal her derfor lyde til den lærer, der ser den enkelte, og finder tid til den reflekterende samtale, vi hver især kan huske i resten af vores levetid.

Et krav skal her også lyde til de, der sætter betingelserne for lærernes uddannelses- og arbejdsbetingelser. Overenskomstforhandlingerne har i de første faser haft fokus på læreres arbejdstid og vilkår.

Lærerne er grundpiller, som fortjener vores største respekt. Lærernes muligheder og skolens rum for det unyttige, for fordybelsens eksperimenter med og uden ipad skal styrkes. 

Danmarks fremtid er på spil!

 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Lederartikel i Kunstavisen 03//2018