Kronprins fylder 40 – Christoffer Egelund

Gallerist Christoffer Egelund 40 år 15. juni. Foto: Kristine Fryd

Gallerist Christoffer Egelund 40 år 15. juni.
Foto: Kristine Fryd, 2018

Gallerist Christoffer Egelund, København, fejrer 40 års fødselsdag – fredag 15. juni.

Det begyndte i Æblegården i Søllerød, hvorfra forældrene Egelund i starten drev galleri. I hjemmet kom en række af de koryfæer, som i dag figurerer på landets kunstmuseer. Kurt Trampedach, Jens Birkemose, Carl Henning Pedersen, Per Arnoldi, m.fl.
Nogle af dem boede der ligefrem i perioder, og sammen med dem sad Egelund Junior og tegnede ved morgenkaffen. Det kreative talent blev næret, men derfor valgte Christoffer Egelund nu ikke selv at gå kunstnervejen. 

Siden 2003 har Christoffer Egelund været optaget af at bane vej for talenter, skabe platformen, og formidle unikke kunstoplevelser. Gennem årene er Christoffer Egelund i stedet gået igennem de arbejdende kunstneres værksteder på bl.a. Kunstakademierne, på messer i New York, Miami, Palm Beach, Chicago, London, Paris, Köln, Berlin, Basel, Barcelona, Bruxelles, Madrid, og har spottet kunstnerisk potentiale.

Gerne talenter med modet til at gå ind i det eksperimenterende, som fx ved udstillingen i 2011 med Theis Wendt, hvor hele galleriet i Bredgade blev malet kulsort, og hvor kunstneren kom ind med en serie banebrydende værker, der gik i en helt anden retning, end man tidligere havde set fra Wendts hånd. 

Udstillingsview - Theis Wendt hos Galleri Christoffer Egelund.  Foto: Anders Sune Berg

Udstillingsview – Theis Wendt hos Galleri Christoffer Egelund.
Foto: Anders Sune Berg

Her var der ridset abstrakt ind i store glasplader, og glasstøvet hang endnu på de sarte overflader. Når publikum så uafvendeligt rørte derved, blev de fortællingens medskabere og puffede værket videre.
– Det er sådanne ideer, der kalder engagementet frem hos Christoffer Egelund. I essensen driver det meget af synergien frem, alene det at komponere udstillinger. Sideløbende med de første udstillinger skabte Christoffer Egelund ShopEditions, en platform, der formidler original grafik af udvalgte kunstnere.

I en årrække var der et makkerskab mellem junior og senior i Galleri Egelund og Galleri Christoffer Egelund, hvor arvefølgen lå lige for. Men, somme generationsskift sker ikke uden sværdslag, og for et par år valgte Christoffer Egelund at trække sig og virke som selvstændig konsulent og kunstformidler.

Generationsskiftet er siden indtrådt, og Christoffer Egelund er tilbage i Bredgade 75, hvor han bl.a. samarbejder med exclusive designvirksomheder som italienske FLOS, B&O, Louis Vuitton, modemagasinet Vouge og eksperimenterende talenter indenfor møbelformgivning med mere. Det sidste har affødt etableringen af Designshoppen The Station i Humlebæk i samarbejde med David Ritter. 

Christoffer Egelund har en passion for design og mod til at kombinere begge dele i galleriet i Bredgade 75. Foto: Kristine Fryd

Christoffer Egelund har en passion for design og mod til at kombinere begge dele i galleriet i Bredgade 75.
Foto: Kristine Fryd, 2018

– Skulle han have valgt at tage ud ad andre tangenter, var det nok blevet indretning og design, som udover mode og mad er endnu en passion hos Christoffer Egelund, beretter kæresten gennem 17 år, Kristina Kusk Egelund, mor til deres tre piger på 6 + 6 og 10 år. Når fødselsdagen indtræffer er hun netop blevet hans ægteviede hustru. De valgte at fejre livet og kærligheden og holdt bryllup den 2. juni.

Privatlivet værnes der ellers om. Galleristen nyder at kunne trække sig tilbage og være noget for sine nærmeste, når de udadvendte, engagerende og ofte festlige arbejdsdage er ovre i galleriet, som har været hans platform igennem 15 år. 

Når Christoffer Egelund i anledning af fødselsdagen skuer ned over den liste af kunstnere, han hidtil har samarbejdet med, så kommer der et på én gang beskedent og begejstret SE! Lige! Og listen er imponerende, og lang – men, ingen nævnt, ingen glemt. Listens fortsættelse bliver givetvis en inciterende og eksperimenterende indsats på kunstens scene. 

TILLYKKE!

Af INGE SCHJØDT
inge@komkunst.dk // tel 29 64 92 21

Mellem hånd og tanke – Sarah Rathje

Sarah Rathje - værk på vej, 2018

Sarah Rathje – værk på vej, 2018

På udstillingen Tell a Friend i Bredgade Kunsthandel går jeg i stå foran et værk af billedkunstner Sarah Rathje. 169.361 korssting – forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt, hedder det. Til højre hænger en gul indkøbsseddel, indrammet. En post-it lap med fem ting, der skal handles ind i Irma – mælk, æg, fiskefilet, rugbrødsbl. og leverpostej. Kunstneren Sarah Rathje samler på indkøbssedler. Og en af dem er blevet broderet. Den gule her, med 169.361 små korssting på et 75 x 75 cm stykke fintvævet hørlærred. Det udløser et møde i kaffeen på SMK.

Aftryk og spor
Ved ferniseringen når Sarah Rathje lige at fortælle, at hun faktisk har en samling på godt 600 indkøbssedler. Det får mit hjerte til at hoppe igen engang, for af og til stikker der også noget af en Pippi-sjæl, en tingfinder frem hos mig selv. Bl.a. gemmer jeg selv på diverse papirlapper. Netop i de arkæologiske lag af kassebonner, stykker af emballage, pap og papir, der er min historie gemt. Om de en dag bliver omsat til collager er endnu uvist. Men, jeg forstår omgående passionen hos Sarah Rathje, og er helt solgt til hendes udtryk.

Sarah Rathje - Unknown Family - Found, 2012

Sarah Rathje – Unknown Family – Found, 2012

Forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt
– Der indgår forskellige ting i min samling, fortæller Sarah Rathje over en kop isthe. Mest indkøbssedler, men også forskelligt affald. Det, folk overser, det får jeg øje på.

Deri ligger for mig at se et indirekte portræt af mennesket. Det er spor efter en anonym person, jeg ikke ved, hvem er, men det træder ligesom frem af meddelelsen, fortæller Sarah Rathje.
– Jeg er vild med at være sammen med mine indkøbssedler, fortsætter hun. Der er en tryghed. Et behov for ro, og de tillader, at jeg kan være i fascinationen.

Tidligere har jeg bl.a. skabt en fotobog, der har titlen Hjemfalden med fotos af ting, der var tabt på Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor jeg bor. Tingene gav en oplevelse af tilstedeværelse. Jeg fotograferede dem, men tog dem ikke med mig. De hørte ligesom til der. Og titlen – eller ordet i sig selv, Hjemfalden, er en af perlerne fra det danske sprog, som jeg holder meget af. 

Sarah Rathje - Med evigheden for øje, Afgang 2014

Sarah Rathje – Med evigheden for øje, Afgang 2014

Med evigheden for øje
Mit afgangsværk fra Det Kgl. Danske Kunstakademi – Sub Specie Aeternitatis – Med evigheden for øje – det handlede også om en form for tilstedeværelse. På et studieophold i Tyskland tilbragte jeg en del tid på en gammel skovkirkegård. Her fotograferede jeg de bænke, der var der. Bænkene var forskellige, og de blev på en måde personlige. Jeg tilbragte en del tid sammen med dem, fortæller kunstneren. 

– Det med at give sig tid. Tid til at føre nogle samtaler med sig selv.
– Det er vigtigt for mig. Der sker der noget, siger Sarah Rathje, som også holder af at fotografere, og at fremkalde analogt, i mørkekammer, på gammeldags manér.
– Jeg finder det skræmmende i vores tid, at mennesker ikke har lyst til at være i ro, eller lyst til at være sammen med sig selv. 

Sarah Rathje - 169.361 korssting - forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt

Sarah Rathje – 169.361 korssting – forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt

Broderiet – 169.361 korssting
– Jeg har altid været meget til at sysle, med puslespil, f.eks. Det er en slags mentalhygiejne. Og jeg har altid syet, men det er nyt, at jeg tager det ind i min kunst. Broderiet er på sin vis kommet op i tiden, så nu tør jeg godt.

– Det tog omtrent fire måneder at brodere værket på udstillingen, og jeg er selvfølgelig meget glad for, at det fik dig til at stoppe op. At jeg kunne invitere dig ind. 

– Jeg forestiller mig, at der skal blive en serie på fem broderede indkøbssedler. Der er stof til at arbejde endnu mere med emner fra samlingen. Det næste værk er jeg i gang med, beretter kunstneren.

Warhol og Helle Helle
På mit spørgsmål om inspirationskilder og forbilleder svarer Sarah Rathje, at hun som sådan ikke har forbilleder, men at der er noget i popkunstneren Warhols mindset, som hun godt kan uddrage noget fra. 
– Warhol, han kigger ind på mennesker og på tiden, og det føler jeg mig hjemme i. Men mit eget blik er mere indirekte. Jeg skaber ikke portrætter. Det interesserer mig ikke. Ikke endnu, i hvert fald, raisonnerer Rathje.
– Fotograferne Lee Miller og Vivian Maier, der virkede omkring 1900-tallet, er jeg ret begejstret for.
– Forfatteren Helle Helle finder jeg interessant, her er der ro på, i gentagelsen blandt andet. Også Virginia Woolf, for hendes tekst bliver til et værk i sig selv. Og Merete Lindstrøms bog Dage i stilhedens historie er virkelig værd at beskæftige sig med, fortæller Sarah Rathje. 
– Jeg så en udstilling med kunstneren Lasse Krog Møller i Aarhus Kunsthal. Han opsamler indkøbssedler og cigaretskod og tyggegummi etc., men jeg fornemmer, at der her er noget andet på spil, idet han katalogiserer tingene, gør dem museale ved blandt andet at notere findested. Det gør jeg ikke, selvom jeg holder meget af opskrifter på flere niveauer. Det metodiske. Heri er der også en ro, og en tryghed. 

Sarah Rathjes afgangsværk 2014 - Med evigheden for øje, fotos

Sarah Rathjes afgangsværk 2014 – Med evigheden for øje, fotos

Et stykke med selvrespekt
Sarah Rathje er uddannet laborant og har arbejdet på Forsøgsstationen Risø. Hun har læst Kunsthistorie og Filosofi på Københavns Universitet, og er kandidat fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2014.

Rathje debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 2007 på Den Frie i København. Hun har medvirket på DCK 08, Odense, udstillet hos HANS ALF Gallery i København, 2009. Udstillet på Galleri Slugen, Esbjerg, Galleri Wolfsen, Aalborg, samt Anstrøg – Unge kunstnere på spring i Galleri Christina Wilson, København, 2010, samt på udstillingsstedet Q i Det Kongelige Danske Kunstakademi sammen med Ana Pavlovic, 2012. Hun udstillede på Fotografisk Center, København, 2013 og på Afgang 2014 på Charlottenborg.

– Oprindeligt uddannede jeg mig som laborant, men, jeg valgte at stoppe, og gav mig selv fem år til at gå 100 pct. ind i kunsten, som var det, jeg virkelig ville. Så blev jeg først elev på Kunstskolen Spektrum København.
Sideløbende med studierne og derefter har jeg arbejdet godt ti år for Irma – forretningskæden.
– Nu er det atter tid til at fokusere på kunsten. Og, jeg tør godt sætte mig ned og være i det. Tør godt sidde, og være stille. 

De 169.361 korssting – forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt fortjener at komme på museum.

Sarah Rathje - en af fem af 600 - el af et museumsværk

Sarah Rathje – den post-it – en af fem af 600 – måske en del af et museumsværk? 

– Spændende bliver det at se, hvem, der bider på! Arken? Trapholt? Kunstneren nævner selv Øregaard, og jeg tænker på Rønnebæksholm, men de to sidstnævnte har så vidt vides ikke egne samlinger af samtidskunst.
– Det er der heldigvis andre, der har.

Fakta: Sarah Rathje, født 1978. Medlem af BKF. Bor og arbejder i København. 

Kunstneren er aktuel på gruppeudstillingen Tell a Friend i Bredgade Kunsthandel, København – sammen med Eva Toft, Louise Hedegaard Madsen, Camille Yvert, Søren Hüttel, Morten Hemmingsen Sørup, Jonas Hvid Søndergaard og Frodo Mikkelsen – Frem til 23. juni 2018. 

Sarah Rathje - Hjemfalden, fotobog

Sarah Rathje – Hjemfalden, fotobog 

Crowdfunding til bronzeudstilling i Fortunfortet

Billedhugger Stine Ring Hansen planlægger en stor udstilling i Fortunfortet til sommer - Foto: Arne Fribo

Billedhugger Stine Ring Hansen planlægger en stor udstilling i Fortunfortet til sommer – Foto: Arne Fribo

Billedhugger Stine Ring Hansen fra Raadvad Bronzeværksted planlægger en stor 25 års jubilæumsudstilling af tidligere værker samt nye bronzeskulpturer, der skal finde sted i den underjordiske fæstning FORTUNFORTET ved Kgs. Lyngby fra 18. august til 9. september. 

Netop nu søges der midler hjem fra fonde og sponsorer, og de første midler er heldigvis bevilget, bl.a. fra Lyngby-Taarbæk Kommunes Kulturfond og fra Fog Fonden i Lyngby. 

Fundraisingen er godt i gang, nu også med en åben crowdfunding på Booomerang.dk, hvor håbet er at engagere virksomheder, kunder og venner som medsponsorer. 

Udstillingen, som bliver til i samarbejde med Fortunfortets Venner, kommer til at bestå af såvel nye, stedsspecifikke værker, skabt med inspiration fra Fortunfortets rum, samt skulpturer fra billedhuggerens vidtspændende virke. Skulpturer fra billedhugger Stine Ring Hansens hånd passeres dagligt af mange mennesker landet over. Fra Rødbyhavn til Skagen, fra Svendborg til Ballerup, i Taastrup og i Herlev m.fl. kan man finde eksempler på hendes værker, skabt på Raadvad Bronzeværksted.

I gang på Raadvad Bronzeværksted - billedhugger Stine Ring Hansen

I gang på Raadvad Bronzeværksted – billedhugger Stine Ring Hansen

– Jeg har fået en unik chance for at lave en større udstilling, som jeg virkelig glæder mig til at præsentere, udtaler Stine Ring Hansen om projektet. Fortunfortet har med sit forfald, en råhed og skønhed, der vil indhylle skulpturerne i en særlig stemning. At bringe en kunstnerisk oplevelse sammen med en historisk oplevelse kan give gæsterne en ekstra dimension i oplevelsen. 

– At formidle sanselige oplevelser til både voksne og børn ligger mig meget på sinde.
– Børn hungrer efter at udtrykke sig kropsligt og formmæssigt. Derfor bliver der på udstillingen også værkstedsaktivitet og workshops, hvor de de besøgende får mulighed for at skabe deres egen skulptur i ler, voks, m.m.
– Vi inviterer også skoleklasser til at kigge forbi.
– Her er masser af inspiration til både billedkunst, matematik, dansk og historie, siger Stine Ring Hansen.

Stine Ring Hansen på research i Fortunfortet ved Kgs. Lyngby

Stine Ring Hansen på research i Fortunfortet ved Kgs. Lyngby

På udstillingen kan man se film og fotos om arbejdsprocessen som bronzestøber og billedhugger, samt eksempler på udsmykninger og prisværker, som den fornemme ”H. C. Andersens Litteraturpris” Svanen, der er givet til J. K. Rowling, Isabel Allende, Salman Rushdie med flere.

Kunstneren har nyligt udført en buste af journalist og forfatter Lise Nørgaard til Portrætsamlingen i Frederiksborg Slots Nationalhistoriske Museum, samt en buste af industrimanden Haldor Topsøe, der er opstillet ude i virksomhedens internationale afdelinger.

Udstillingen, der tegner til at blive en fin sommerbegivenhed, tilrettelægges for et bredt publikum. For kunstinteresserede, for militærhistorisk interesserede, for børn og voksne.

– Den sker som en markering af kunstnerens 25 års jubilæum, og finder sted i forlængelse af, at Stine Ring Hansen den 4. august kan fejre 50 års fødselsdag.

Sponsorer inviteres via crowdfunding
Udstillingen finansieres bl.a. ved en netværksindsamling – en såkaldt crowdfunding – ligesom kunstneren søger støtte hos en række lokale virksomheder og nationale fonde, hvoraf nogle allerede har bevilget de første summer til virkeliggørelse af udstillingen. 
Stine Ring Hansen sætter en række fine incitamenter på højkant til gengæld – bl.a. er der Bronze Brunch for to på Raadvad Kro, undervisning i bronzestøbning for interesserede, mulighed for at bestille eksemplarer af kunstnerens jubilæumsskulptur – velegnet fx. til kunstforeninger, samlere, m.m. Læs mere om crowdfundingen her, og tjek ind på netværksnindsamlingen, hvor et bidrag til udstillingen modtages med en Hjerteligt TAK.

Jubilæumsskulptur af billedhugger Stine Ring Hansen

Jubilæumsskulptur af billedhugger Stine Ring Hansen

Udstillingen åbner lørdag 18. august kl. 14
og varer frem til 9. september. 

Åbent hverdage kl. 16-20, lø –sø kl. 12-18, (ma lukket) – samt efter aftale.
På udstillingen vil man møde kunstneren selv samt frivillige fra Fortunfortets Venner.

FORTUNFORTET – v/Hjortekærvej / Dyrehavegårdsvej / Fortunfortvej 16 – 2800 Kgs. Lyngby

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Komkunst.dk samarbejder med billedhugger Stine Ring Hansen, og bistår med fundraising, pr og kommunikation.

Kunst, ældgammel champagne og det digitale publikums gunst

The winner is Tibor Dieters with Untitled 1 Patricide, 2018

Tibor Dieters – Untitled 1 Patricide

Martin Asbæk Gallery har netop præsenteret vinderne af instagram konkurrencen #RuinartStudios og åbnet udstillingen ”A Celebration of Life through Light – censureret af en dansk fagjury og lanceret i samarbejde med Champagnehuset Ruinart og Kunstcentret CCA Andratx.

Publikumsprisen med de fleste likes på Instagram gik til portrætmaler Rasmus Aagaard, som havde uploaded en rødkridtstegning, der viser et portræt af en af eleverne på TegneskoleKBH.

Sammen med 300-400 andre håbefulde kunstnere fra ind- og udland havde han grebet muligheden for at komme gennem nåleøjet til en censureret udstilling i Martin Asbæk Gallery, hvor vinderen af konkurrencen præmieres med et tre-ugers arbejdsophold på Mallorca i kunstcentret CCA Andratx, drevet af tidl. gallerist, direktør Patricia Asbæk.

Vinderen af den censurerede udvælgelsesproces blev dog den hollandske kunststuderende Tibor Dieters, der havde sendt papæsker med pinholes og et optisk materiale på tur med PostNord, og deri fået kortlagt spor af lysindfald, som æskerne fik af håndtering og opbevaringssteder undervejs. 

Ruinart Champagne og et arbejdsophold på Mallorca var præmierne

Ruinart Champagne og et arbejdsophold på Mallorca var præmierne

Fagjuryen – bestående af gallerist og direktør for CCA Andratx Patricia Asbæk, kunstner Erik A. Frandsen, kunstkritiker og kunsthistoriker Bente Scavenius, direktør for Kunsthal Charlottenborg Michael Thouber, Christian Mortensen, brand manager for Ruinart, samt gallerist Martin Asbæk – havde ellers haft ganske svært ved at skære ned og indstille de øvrige 8 vindere. 

Feltet af indsendte værker spændte, takket være den digitale platform på Instagram, fra det dybt professionelle til det entusiastiske amatørarbejde, fortalte kunstkritiker Bente Scavenius ved præsentationen.

Liv gennem lys
Vinderfeltet, som nu hver får vist et antal værker i Martin Asbæk Gallery udgøres af Jacob Juhl med værket #Tilblivelsen, som består af i alt 29 dobbeltsidigt uv-printede plader med fotos af diffuse naturfænomener, hvor lyriske tekster eksponeres i billedrummet. 

Anneline Schjødt Pedersen deltager med sit grafiske værk NEO, en stregætset bevægelses- og blindtegning raderet i mørke/blinde under fremvisning af science-fiction filmen ‘The Matrix’. Hver enkelt streg i raderingen relaterer direkte til et af filmens skærende lysstrejf, til en flydende eller opbremset bevægelse eller til et af de lysende computerspor med krypteringskoder, som bombarderer beskueren. I den vellykkede ophængning er der blevet plads til yderligere fire af grafikerens delikate tryk, Landskabselement, Tankens Himmelhvælv, Nimbus VII og En Liden Stund.

En Liden Stund (nærmest)  grafik af Anneline Schjødt Pedersen, 2018

En Liden Stund (nærmest) grafik af Anneline Schjødt Pedersen, 2018

Linnea Frandsen deltager med et organisk fotoværk, Regitze Engelsborg Karlsen med skulptur af kalk og grus på lærred i menneskelignende storformater, Jesus Herrera Martiniz med en installation af malede kakler på en hylde i en eksperimentel opstilling.
Mathilde Duus’ Envejsspejl, hvor fjerblade er brændt på glas, samt glasætsningerne Man må risikere at gå lidt i stykker og Ny begyndelse, er monteret som gadespejle. Glaskunstneren Maria Koshenkova viser værket Follow Me, sammenslyngede reb i krystalglas, og Julie Falk deltager med installationen Parabola, hvor 12 bronzeparaboler fanger lyset.

… Og champagne til
For Champagnehuset Ruinart og Ruinart Studios er det ikke første gang, der samarbejdes med kunstnere, men det er første gang begivenheden finder sted i Danmark. Huset i Reims, der er et af de ældste champagnehuse i verden, lægger vægt på såvel tradition som fornyelse, og finder stor fornøjelse af samarbejdet med kunstscenen.

De skønneste bobler, skænket af gamle flasker i nye glas fulgte afsløringen af de to vindere. 

Martin Asbæk Gallery ved præsentation af vinderne

Martin Asbæk Gallery ved præsentation

Lyset spillede i jubelen fra publikum og i øjnene hos de, der her ad de digitale mediers veje får den livsnødvendige opmærksomhed i galleriverdenen og den eftertragtede gunst fra publikum.

Martin Asbæk Gallery
Bredgade 23, København K
Frem til 16. juni 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk 

 

 

Rasmus Aagaard - Portrait of a Isak, 2018

Rasmus Aagaard – Portrait of a Isak, 2018 – Publikumsprisen