Det er et stort privilegium at opleve en ung kunstners udvikling gennem gensyn år for år. Levevilkårene afspejler sig, om der har været udfoldelsesrum, drama eller harmoni? Om der har været gode menneskemøder. Argentinskfødte Gonzalo Duport er på sit 15. besøg, og arbejder og udstiller flere steder i landet dette efterår

”Er det ikke smukt? Ser det ikke spændende ud?” Ordene kommer fra den 32-årige argentinskfødte kunstner Gonzalo Duport, som bor og arbejder i mit hus, mens han for 15. gang gæster Danmark.

Hver gang han lander her, er det en fornøjelse at se, når han dækker stuegulvet med den seneste tids produktion, hvor de nye skridt skinner igennem.

Der er kommet nye farvekombinationer til, nye elementer i billederne. Senest er det vegetation, spor af de palmer, der vajer udenfor hans vinduer i det lejede værelse i hjembyen Tres Arroyos, og så værtindens potteplanter, som har sneget sig ind. Billederne er denne gang blevet mere abstraherende, og der er kommet meget mere rum i kompositionerne. Men ellers handler det altid om menneskene og om mødet mellem dem.

Mit kvarter – Mi barrio
Menneskene i hans kvarter. De rare og de skumle, fodboldspilleren, politimanden, de skønne kvinder. Men ind imellem dukker også hans hund og bevæbnede skurke op på lærredet, hvor tanker og drømme vrimler frem. Dertil kommer La Chicas – Pigerne. 

Pigerne i hans kvarter stjæler gerne billedet. Deres øjne, deres hår. Figurerne vokser på en måde af sig selv ud af hans penne og pensler, og formes i selve arbejdsprocessen med farver og linjer. 
– Mange spørger, hvem pigerne er i mine billeder, om de er portrætter. Det er de ikke, men det jeg ser, det gemmer jeg i mine tanker, og så kommer de en dag ud på papiret, eller på lærredet, forklarer han.
– Er hun ikke smuk? spørger Gonzalo, med forundring og glæde i stemmen.

Recycling
– Jeg går hver dag ud. Jeg får meget inspiration i kvarteret og på gaden, fortæller Gonzalo Duport. Jeg siger aldrig nej til en middagsinvitation. Der møder jeg forskellige grupper, forskellige socioniveauer. Det interesserer mig at opleve mennesker, understreger den unge kunstner, som har set og rejst ganske meget, og som også har hentet sig forskellige former for menneskemøder gennem sin anden erhvervserfaring, bl.a. fra servicefagene, som rejseguide og til en mere strategisk rolle som kommunikatør for en lokal politiker.

Kunstnerens levevilkår har skiftet mange gange gennem de seneste 15 år og Gonzalo Duport er derfor vant til at gøre brug af materialer af vidt forskellig slags. Et centralt værk er eksempelvis malet på en gammel skjorte, som er omdannet til lærred. Andre billeder er malet på pap eller papir, fx det stykke raviolipapir, hans søndagsfrokost var pakket ind i. Eller papiret fra hans arkitekt vens skitseprojekter, eller på siderne fra en gammel telefonbog, der gøres til baggrunde i en serie kvindebilleder. Metoderne rummer også elementer af recycling, når tidligere monotypier lægges til grund for nye figurbilleder.

I 2017 udførte han en stor udsmykning på virksomheden DIS – Dansk Ingeniør Service A/S ved Skanderborg. Der blev også afdækningsmaterialerne bagefter taget i anvendelse. Og det kunne virkelig ses, at han havde haft udfoldelsesmuligheder på mange kvadratmeter af både væg og pap. Fra at sidde med bittesmå puslespilsmennesker, så fik han nu trukket nye perspektiver frem, og et helt andet udtryk fandt form i fladen.

Arbejder sig frem
Gonzalo Duport har gennem årene udført en del vægudsmykninger, såvel i Danmark, som under rejser i Indien og Nepal og naturligt nok også i hjemlandet Argentina.

Kort inden afrejsen til Danmark, blev han inviteret til at udsmykke en skole for udsatte unge. De unge blev involveret i projektet med at male skolens teaterfoyer, og det satte tanker og perspektiver i gang hos nogle af dem, som hidtil ikke havde kunnet se muligheder i tilværelsen. Her blev den 32-årige og allerede berejste kunstner en øjenåbner og rollemodel. Kunsten gjorde en forskel.

Hvorfor her i DK?
Det gjorde kunsten også for Gonzalo Duport selv i en ret ung alder. Forbindelsen til Danmark blev skabt i 2000 gennem en Dansk-Argentinsk skoleudveksling, støttet af Rotary. Gonzalo Duport kom derefter på GHF i Varde i 2001, og her mødte han sin billedkunstlærer P.P. Pedersen, som delte ud af inspiration og fik afgørende indflydelse på det unge menneskes livsbane.

Senere kom Gonzalo tilbage til Danmark på højskole og arbejdsophold i Haslev 2006 og 2007, hvor han også fik mulighed for at male og udstille.

År efter år er det lykkes at få nye aftaler i kalenderen hos forskellige kunstforeninger – i år hos Codan i Aarhus og Kolding Sygehus’ Kunstforening. Gonzalo Duports store danske netværk efterspørger ham gerne til undervisning af skoleelever, foredrag i kunstklubber med mere.

I sommeren 2013 udstillede han serien “Buenos Aires” i Valby og Hellerup. Undervejs er det blevet til flere gallerikontakter og udstillinger i Odense, Slagelse, Esbjerg, Aarhus, Kunsthal VARTE, Æglageret i Holbæk og i København hos bl.a. Galleriet 1. tv. på Østerbro, hvor han åbnede sin anden udstilling i starten af november 2018.

Det er ren fornøjelse at følge kunstneren Gonzalo Duport. Jeg lægger gerne residens til.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret på www.kunstavisen.dk 

Billedkunstneren Simon Bang kan her i efteråret opleves i en stramt komponeret soloudstilling i København i det kunstnerdrevne galleri Kunstmix på Østerbro. Udstillingen Den Gyldne By er Simon Bangs første store maleriudstilling i mange år.

Udstillingen følges af et rigt illustreret katalog med introduktion af Torben Sangild. I en række billedtekster af Bang selv kommer læseren ganske tæt på kunstnerens proces og tanker bag. Billedteksterne er bl.a. hentet fra dialoger med følgere på facebook, som har spurgt ind og fået svar. Således også en dialog med jazzmusiker Thomas Blachman, der skrev:

Simon, jeg har gloet længe nok nu. I en lige linje af uopnåelig kvalitet ryster du dine værker af dig nu mester, Simon – friske / falmende / foruroligende / farvelsigelser til en virkelighed, der aldrig helt fandtes i virkeligheden. Heimat???
Dine billeder gør dobbelt ondt, og det er dobbelt godt – smukke som ind i helvede – Må jeg se dem i virkeligheden”
– Thomas Blachman.

Virkeligheden er her – eller er den?
Vi følger Simon Bang på en nattevandring gennem Den Gyldne By, der har antaget såvel himlens som helvedes farver. Motiverne er fortrinsvis malt i blåt, violet og orange, komplementærfarver, som vi ser dem i solnedgangen på en skøn efterårshimmel, eller i et dramatisk brandskær. 

Der er ingen mennesker, for vores nysgerrighed efter at afkode vores artsfæller stjæler det billede, Bang ønsker at arbejde frem. I stedet får vi en stribe af gode Københavnermotiver, ikoniske bygninger og broer, som Vesterport Station, Knippelsbro og Langebro.

Sindelagsbilleder
Simon Bang komponerer sin egen verden, hvor lysfald og skygger ikke automatisk følger naturens love, men netop maleriets. Eksempelvis farves SAS Royal Hotel helt lysende blåt, for at skabe det rette rum i maleriet.
– Jeg maler byen, som jeg vil have den, fortæller Simon Bang.
– Jeg maler den by, jeg længes imod. Jeg sætter mine farver og kontraster op i maleriet og renser motivet for detaljer og forstyrrende elementer for at fastholde en grafisk enkelhed.

Vi ser ind under Bangs sitrende lygter, og følger strømmen ud forbi Bellevue Teateret efter lukketid. Hans gyldne by byder på længselsfulde, stemningsmættede klange, fyldt af erindringers mulighed. 

I dybden
I mange motiver finder vi en nedgang, en niche, en viadukt eller en bro, som danner et kontrastfuldt rum i billedet, hvor Bang lader centrale felter stå hen i det uvisse, i mørke, hvor beskueren selv kan digte videre. Et greb, som mange klassiske kunstnere før Bang har brugt, og netop dét er typisk for kunstneren. Han kigger folk over skulderen på den gode måde, og lærer konstant.

Simon Bang samler på viden, som den, der altid er spændt ud mellem historien, hjemmet og jagten.

Af ler er han kommet
I årevis har Simon Bang tegnet og tegnet. Ja, faktisk siden 11-års alderen, hvor hans moder gav ham valget mellem at vaske op eller at gå ud og tegne. Ret hurtigt opdagede Simon Bang, at tegninger og malerier kunne sælges, og sådan blev hans livsbane lagt. Han tegnede og malede, landskabet og byen Fensmark, hvor han voksede op tæt på Holmegaards Glasværk, som femte generation af kunstnere i Bang-slægten. 

En skæbne som kunstnerbarn ses hos flere, som et maraton mellem tung pligt og et særdeles stærkt, selvstændigt drive. Det er nærmest et tveægget sværd. Det mærkes også hos Simon Bang, hvor farfar, billedhugger Arne Bang, og faderen, keramiker Jacob Bang til stadighed giver sønnen opgaver i at forvalte deres eftermæle, samtidigt med, at han stræber efter at danne sit eget.

Simon Bang uddannede sig på Skolen for Brugskunst 1978-1981, udstillede op gennem 70’erne og 80’erne og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1990.  I 1990erne malede og udstillede kunstneren bl.a. den satiriske suite De Sammensvorne frit efter Otto Baches maleri fra 1882 af kongemordet i Finderup Lade.

Blandt inspirationskilder finder vi canadiske The Group of Seven, danske Oluf Høst, Hockney, og maleren Harald Engman med besættelsens natbelyste København. Inden for grafik, tegning og design til pladeomslag og plakater er Bang repræsenteret på Designmuseum Danmark og tildelt Carlsbergs Mindelegat, 1990.

Veldokumenteret er han godt på vej til at blive, idet hans egne børnetegninger fra Fensmark er udgivet i bogform, udvalgt af kunsthistoriker Naja Pedersen, der forsker i børnekunst. I tegningerne fra denne periode har han tydeligt lagt sporet til det registrerende blik, der er med til at bevare og forvalte den verden, han ser, elsker og drømmer om. 

Bang som filmkunstner
Periodevis har Simon Bang arbejdet med film og storyboards i ganske betydelig skala. I tusindvis af frames er det blevet til i samarbejde med de største danske filminstruktører.
I sine egne filmproduktioner kombinerer han, ligesom i malerierne, visuelle iscenesættelser med det dokumentariske. Det ses i hans  kommende film Kaptajnens Hjerte, der bygger på morfarderens skæbne i det 20. århundrede, og til dels også i filmen om Angrebet på Shellhuset, skabt i samarbejde med Martin Sundstrøm, hvor det visuelle sprog viser Bangs mangesidede talent.

Udstillingen Den Gyldne By
Kunstmix
Odensegade 26B, 2100 Kbh Ø

Frem til 9. november.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 9 // 2018.

Tolvstenscirklen – et visionært stykke landskabskunst tager form i de lollandske alper

Et monument for den kommende tid, Dodekalitten på Lolland, har nyligt fejret halvvejen med afsløring af endnu to af de tolv monumentale stenfigurer, som er ved at indtage deres plads i det bløde istidslandskab, kaldt De Lollandske Alper ved Kragenæs, hvor færgerne sejler til Femø og Fejø i Smålandshavet.

Nogle københavnske trafikanter vil måske huske forløberen Baldur, et højt og mørkt granithoved skabt af billedhugger Thomas Kadziola, som en tid var posteret ved Søpavillonen i København? Det ganger vi lige op til 12 styk, og placerer dem i en cirkel på 40 meter i diameter, stående frit på en bakke i det smukkeste, lollandske agerlandskab. Hver stenfigur måler 7-9 meter og vejer 25-45 tons.

I de øverste to meter er der hugget et ansigt, som vender ind mod cirklens midte. Fra en indre cirkel af tolv siddesten strømmer musik ud i figurkredsen, hvor nuet og evigheden således mødes i lyd og granit*.

Uvægerligt går tankerne til det sydengelske Stonehenge. Og hvem ved, om det i virkeligheden også er skabt af nogle visionære kunstnere i samarbejde med fem lokale godsejere, med støtte fra egnens befolkning, kommunale myndigheder, fonde og erhvervsliv? – Og engang indviet af rigets dronning?

Sagnet og musikken
Siden 1988 har Thomas Kadziola været bosat på Lolland, og sammen med filmkomponist Gunnar Møller Pedersen har han slået an til et af nordens mest monumentale stykker landskabskunst. Ideen blev født efter en udstilling på Søllestedgård i 1995, projektet tog form den 9.9.2009, og de første sten blev indviet i 2014. Nu står der ti af de tolv sten, hvoraf fem har fået ansigter. Fremover ventes én stenfigur færdiggjort om året frem til 2025.

Fortællingen bag figurerne, sagnet om Lolerne, L’nir, Baldur, Ydis og Lodir, der er nedskrevet af Gunner Møller Pedersen, tog udgangspunkt i Syndfloden, som i bibelsk tid overskyllede datidens agerbrugskultur.
Katastrofen igangsatte en folkevandring, der nåede helt til Lolland, og sagnet mindes fortiden og dens vandringsmænd.

Visionerne er vokset videre, og Dodekalitten har efterhånden skabt sin egen identitet. Komponisten Wayne Siegel har i 2017 påtaget sig opgaven med at skabe computerstyret elektronlyd til stedet. 

Som seværdighed er Dodekalitten kommet med på den internationale rejseguide Lonely Planet, markeret som dansk Top Choice Attraktion, og besøgende valfarter i tusindvis.

Lejlighedsvis afholdes her kammerkoncerter, solhvervsfest, bryllup, og andre begivenheder. Der er ingen tvivl om, at Dodekalitten allerede har sat et markant spor i landet, et cirkelslag i nutiden for eftertiden. 

Find vej til Dodekalitten
Kør til P-plads på Kragenæs Havn, 4943 Torrig, Lolland.
Følg skiltene, gå ad Glentehøjstien gennem skoven. Åbent altid.
Læs mere på www.dodekalit.dk og Lonely Planet. 

* Citat fra kunsthistoriker Trine Ross’ indvielsestale ved afsløringen den 30. september 2018.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr 9 / 2018