Hat by Hat – Matvey Slavin

Matvey Slavin – Kunstmix – Hat By Hat

Hat by Hat er titlen på den trappelignende installation med syv farvede stråhatte af Matvey Slavin, der for tiden tiltrækker sig opmærksomhed fra små og store forbipasserende ved udstillingsstedet Kunstmix på Østerbro i København.
Matvey Slavin har malet sine stråhatte i komplementærfarver, ordnet dem fint efter farvecirklen, og placeret de syv hatte trinvis i stigende højde, så de indbydende drager beskuerblikket indenfor på hans soloudstilling, Image Hunter, uanset om denne beskuer er fire eller firs.

I vindueskarmen ligger tilsvarende syv spejle, hvor vi opdager, at kunstneren også har placeret genkendelige symboler for de syv sanser inde i hattene. Syv igen? Ja. Her er noget at tale om – Kom, lad os gå ind! 

Et kunstnermix af virkemidler
Rundt på væggene hænger store, malede landskabsmotiver i varme farver med tegn og symboler centreret på lærrederne, som i virkeligheden udgøres af brandsikre presenninger med de karakteristiske hulbeslag.
Udtrykket er på én gang klassisk og moderne i såvel materiale som formsprog.
Selv kalder kunstneren stilretningen popdadaisme, hvor der jongleres med absurde kontraster og popkapitalismens ikonografi. 

Matvey Slavin – Image Hunter

Landskabsmaleriet har dannet grundlaget for Matvey Slavins tidlige kunstneriske uddannelse. Han er født i Sankt Petersborg og har malet og tegnet i timevis i naturen, studeret komposition og lært sig farvernes anvendelsesmuligheder med naturen som forbillede.
Siden har han på akademiet i Hamborg fordybet sig og dyrket kunstens udviklingsmuligheder, langt hen ad vejen med maleri og tegning som den foretrukne metode. 

I mødet med kunstnerkollegaen og partneren Nana Rosenørn Holland Bastrup har Matvey Slavin udviklet flere eventbaserede aktioner, hvor kunsthistoriens koryfæer, Niki de Saint Phalle, Louise Bourgeois, med flere, samt kulturpolitikken i såvel Tyskland som Danmark er taget under kærlig behandling af duoen Enfants Terribles, som de kalder sig, når de samarbejder, og grundigt dokumenterer, at kunst er fodarbejde.


Hat // Nøglehul // Sommerfugl // Bog
Den internationale kunstner byder ind til dialog på tværs af konventioner og sprog, når han placerer symbolske elementer, som er let genkendelige i sine landskabelige motiver. Eksempelvis en sommerfugl, der kilder i maven, en tung bog, og et fyldt timeglas får vi. 

Matvey Slavin – Natur aus der Tube

I et af motiverne får vi landskabet på tube.
Her funderer Slavin over vores anvendelse af naturen, som ressource, og som formel, når vi forsøger at pakke produkter ind i en tiltrækkende emballage.
I et andet danser en puslebrik i luften. Hvor passer den ind?
Passer du selv ind?

Om et tredje billede, billedet med nøglehullet, Enter Your Key And Discover A New World, fortæller han om sig selv, som voyeur, i en voksenverden.

Den rødlige baggrund i flere af billederne kommer dels af denne sommers brændende hede, der rådede over Europa, mens han malede ikke mindre end 50 billeder på sit residenceophold i den tyske by Schwerte, og dels af kunstnerens ønske om at skildre et indre landskab, som gerne må associeres til det legemlige, anatomiske landskab.
Vi må gerne komme helt tæt på.

Kreativ nysgerrighed driver ham til at opsøge, undersøge, filosofere og afprøve både mentale og fysiske stier og klatreredskaber, som også var tilstede i skoven omkring Schwerte, hvor han gik på jagt efter motiver med sin smartphone. Naturen var hans fitnesscenter, hvor han ladede op. 

Ipad skærmen blev ligeledes behandlet i motivkredsen, hvor virkelighedsbevidstheden var i fokus. Netop det forhold, hvor vi betragter verden i så vidt omfang parallelt, gennem et medie, som er beskåret i såvel indhold som format, har kunstneren fortolket i flere af billederne. Også skabeloner og filtre.

Lag på lag ligger farvemassen på lærreder og papirværker af Slavin, som således rækker os en mulighed for at standse op, og se nærmere efter, hvad her egentlig foregår, og hvor vi egentlig selv står og går.
Hvor har vi opmærksomheden? 

Matvey Slavin – The Landing, 2018

The Landing
Udstillingens mest centrale værk er, udover installationen Hat by Hat i vinduet, motivet The Landing, hvor kunstnerens egen hat lander som et rumfartøj i skoven. Hatten holder stille, mens tankerne svæver. 

Hatten er også for kunstneren selv en uundværlig accessory. Han bærer den blåsorte bør, som mangen en kunstner før ham.
– Der kunne udgives en hel bog med kunstnerhatte som tema, smiler han, her er rigtig mange referencemuligheder.
– Mange tænker nok på Van Gogh, når de ser Hat by Hat, stråhattene i vinduet.

Syv sanser
Symbolerne udfordrer, og kommunikerer. Mange tanker og følelser er vakt af den farveintense oplevelse. Syv sanser er der i hattene og i spejlene?
– Ja. Bevægelse og balance er føjet til de fem sanser, syn, smag, lugt, hørelse og følesans, som vi normalt siger os i besiddelse af. Begrebsverdenen udvides, bevidstheden stimuleres på udstillingen Image Hunter. 

Kunstneren letter på hatten, mens jeg smutter videre hen ad Odensegade i den vintergrå hovedstad.
– Tak for invitationen, Matvey Slavin, vi mødes igen. 

Matvey Slavin – Syv sanser – Hat by Hat, 2018 

 

Der er udgivet et katalog om værkserien Image Hunter,
som blev til på Katholische Akademie Schwerte, sommeren 2018.

Udstillingen Image Hunter af Matvey Slavin kan ses frem til 11. januar 2019
Kunstmix, Odensegade 26 B, 2100 København Ø 

Illustrationer:
Hat by Hat af Matvey Slavin, Kunstmix – foto: Inge Schjødt
Image Hunter Matvey Slavin, Kunstmix – foto: Inge Schjødt
Matvey Slavin – Natur aus der Tube, 2018
Matvey Slavin – The Landing, 2018
Matvey Slavin – Syv hatte, syv sanser – her Hørelsen, 2018
Matvey Slavin på udstillingen Image Hunter, 2018
Foto: Inge Schjødt – og kunstnerens egne værkfotos. 

Matvey Slavin – the Image Hunter, 2018

Hvad pen og pensler kan gøre – Agnete Brinch

Agnete Brinch – Sigrid Undset Portrait Abstraction

Under huden hos malerinden Agnete Brinch

Kunstnerens selvportræt! Det glæder jeg mig til at se! Om det bliver i hel figur? Hvordan farvefacetterne fordeler sig mellem kolde og varme farver? Hvordan linjer møder flader? Øjnene, og de karakteristiske beskæringer? Det skal blive rigtig interessant. 

Det, og meget mere taler vi om i det rummelige atelier hos malerinden Agnete Brinch i Esbjerg. Her er jeg i godt selskab med Anna Ancher, Karen Blixen, Die Asta Nielsen, piloten Amilia Earhart, forfatterne Virginia Woolf, Sigrid Undset, Thit Jensen, og med Vilhelm Hammershøjs tyste søster, som blandt flere andre gennem de seneste år er blevet gengivet på lærred og på tryk af billedkunstner Agnete Brinch.

Kvinder, der forandrer verden
Malerinden mødte jeg i oktober ved åbningen af hendes soloudstilling på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Her var vores egen EU-kommissær Margrethe Vestager spændt på at se, hvordan hun var blevet fremstillet, som endnu en i rækken af Agnete Brinchs markante kvinder, der forandrer verden. 

Agnete Brinch – portræt Margrethe Vestager, 2018

Nøje udvalgte var farverne i den dybblå kjole, i den glødende, rødorange baggrund, og i portrættets mere afdæmpede kulører, både symbolske og fint formidlende portrættets hovedfigur. Hun træder roligt frem og bliver hørt, Vestager, som internationalt har vundet respekt for sin indsats, der kræver såvel mod, som integritet og hjerteblod.

De stærke kvinder, vi kan se, og spejle os i som rollemodeller, de står stærkt i fokus hos Agnete Brinch. Hun finder dem i litteraturen, i kunsten, og som foregangskvinder i andre fag, hvor politik blot er ét af dem, mændene traditionelt har domineret.  

Ballast
Agnete Brinch er vokset op i Vestjylland i en storfamilie. Hun er selv mor for fem. Fra barnsben fandt hun stor glæde i sin bedstefars træværksted, og i at tegne. Det blev til en del, også sarte akvareller, men det var først i maleriet på lærred, hun for alvor fandt ræson og resonans. 

Og, så må en kunstner jo have noget at male af, som også malerinden Tonie Plougmann har udtrykt det i forbindelse med sit karrierevalg. 

Det fandt Agnete Brinch i stor stil i fotografier af kvindelige kunstnere, forfattere og andre pionerer, som er gået forud for hende. Det fandt hun også igennem sine erfaringer, dels i familien, hun voksede op i, hvor der stod museumsbesøg på feriekalenderen. Og dels i de menneskemøder, hvor hun deltager, fx i business netværk for selvstændige og iværksættere. Her kan humoren til tider være karsk, og rådene både konkrete og realiserbare for Brinchs kunstneriske virksomhed. 

Agnete Brinch – Amelia Earhart Aviator

Legekammerater
Malerisk er Agnete Brinch primært selvlært. Gennem nære samspil med andre kunstnere, bl.a. Tina Hille, som arbejder i en helt anden boldgade, motivmæssigt, og lokale kolleger som René Holm, Margit Enggaard, Gitte Degnemark og Hans Tyrrestrup finder hun sparring og arbejdsglæde. 

I 2011 vandt Agnete Brinch Publikumsprisen ved en gruppe udstilling i Janusbygningen i Tistrup. Her knyttede hun bånd til maleren Bjarke Regn Svendsen, der, som en erfaren portrætmaler, blev en solid inspirator og sparringspartner. 

I 2015 sendte Brinch billedet af Pigen uden perleørering ind til Portræt Nu – den censurerede udstilling af portrætter på Frederiksborgmuseet, hvor hun siden blev inviteret til at udstille solo, og i 2017 har hun fået udgivet en bog om sin værkserie, Kvinder, der forandrer verden.

Kvinde er kvinde bedst
– Vi kan i høj grad inspirere hinanden, siger Agnete Brinch, og det er min ambition at være med til at understøtte det femte af FN’s sytten verdensmål, som handler om at fremme kvinders og pigers universelle rettigheder og muligheder. For mig selv har malerkunsten betydet en uvurderlig frihed og mulighed. 

Agnete Brinch – Kvinde på vej – bogforside

– Når jeg kommer rundt og holder oplæg eller foredrag, da møder jeg ivrige kvinder, som er gode til at dele ideer og råd, eksempelvis politikere, som tager sig af hinanden, uanset partifarve.
– Når jeg fortæller om, hvordan kvinderne i mine motiver har skabt deres egen vej, og hvad de enkelte har betydet for mig, så kan andre forhåbentlig få livsmod af at møde de historier. 

– Et par af mine forbilleder er norske Sigrid Undset, der så levende beskriver fattige kvinders vilkår, og prisen for at bryde med tidens traditionelle kønsroller, og danske Johanne Louise Heiberg, som selv kom fra fattige kår, men brød den sociale arv og blev skuespiller og forfatter.

Karen Blixens skæbne følger jeg også i mine billeder fra hendes ungdom, hvor hun var underlagt normer fra adelige onkler og ægtemænd, til hendes modne år og alderdom som feteret diva i forskellige forklædninger. Thit Jensen har jeg skildret i en solgul baggrund, for at hylde den urkraft, hun brugte i ligestillingskampen. 

– Kvinde er kvinde bedst, når vi vil det, mener malerinden, der har mange flere kvindehistorier på tegnebrættet for de kommende år. 

Agnete Brinch – Karen Blixen Pjerrot II

Læs mere: www.agnetebrinch.dk
I Tyskland er kunstneren Agnete Brinch repræsenteret af Gallerie Rieck Hamborg og Gallery CrossOver München. Herhjemme finder vi hende på Fyn hos Galleri Rasmus, og på Sjælland hos Galerie Knud Grothe.

Soloudstilling med Agnete Brinch
Galerie Knud Grothe, Charlottenlund
Fra 12. januar 2019

Illustrationer:
Agnete Brinch – Sigrid Undset, Portrait abstraction.  
Agnete Brinch – Margrethe Vestager, 2018, 120×110
Agnete Brinch – Amelia Earhart, Aviator of Eternity and Victory, 80×80
Agnete Brinch – Kvinde på vej – Hammershøj pastiche, 2017
Agnete Brinch – Karen Blixen Pjerrot, 50×50

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr 11 – 2018