Tid er det samlende greb for en dobbeltudstilling på Gammelgaard Kunst- og Kulturcenter i Herlev
Tid er konkret, flygtigt, målbart, fascinerende, og delbart, som i en dans.
Tid er der brugt i de forskelligartede udtryk, kunstnerne fører frem, såvel som i den demokratiske kuratering, der ligger bag den elegante udstilling Imellem tusinde tider i Gammelgaards to smukke ladebygninger.
I Hovedhuset optræder Heine Kjærgaard Klausen med All we have is now i tre skulptursituationer.
Inklination
Bag udstillingen Imellem tusinde tider står kunstnergruppen De V+, Kirsten Schauser, Kristina Kvalvik, Kristine Djurhuus, Michala Norup, Susanne Schmidt-Nielsen, der har udstillet sammen siden 2016, og gruppens nye medlem, Sofie Hertz.
Senest har vi set De V i Galleri Pi i Borgergade i København. Gruppen har planer om at træde op til august med Kunst i Kapellet Sct. Hans Have og på Silkeborg Bad i det nye år.
Variationer – trin for trin
Kirsten Schauser har søgt ind i det helt nære med sine oliemalerier, der er en transformation af fotos, close-up. Ved første øjekast tror den besøgende nok, at det er fotos, vi får – men når vi træder hen, ses, at der er lagt meget mere end et øjeblik deri.
Kristina Kvalvik bruger ligeledes foto, som komponeres i yndefulde videosekvenser, hvor arkitektur og natur spiller med.
Hos Kristine Djurhuus går vi helt ned i tempo.
Hendes monumentale, tuschmalede papirfriser sætter en skøn, meditativ ramme i rummene.
Papirets retning får os bevæget. Papirets tørhed, skrøbelighed og tuschpennens vedholdenhed ligeså.
Bevægende er også Michala Norups besøg ved Hvalhjertet på Zoologisk Museum i København.
De fine linjer og lysglimt fra det kæmpestore objekt levendegøres i fotosekvenser, fotogravure og ghostprints, hvor energien langsomt fortoner sig på papiret, som klangene i sonaten.
Pivot og proces
Susanne Schmidt-Nielsen viser i Gl. Lade, hvad ris kan i sit værk indications, formet af vietnamesisk rispapir. På balkonen ses in stock, af tekstil, papir, tråd, latex, voks, silikone, paraffin, akrylplade, tavlelak, blyant, arbejdsbord, bukke, 2016.
I Ny Lade får vi prolonged conditions, no. 1-3 i tekstil, tråd, gips, lim, silikone, skumgummi, og metalkonstruktion fra 2019.
Omdrejningspunktet er for kunstneren den fremadskridende proces og livsstoffets mange fortællinger.
Sanseligheden mærkes, især som en forundringsfuld pause for beskueren.
Sanselige er Sofie Hertz’ spor af noget indestængt i de organiske objekter af glittet, lakeret, ubrændt ler, samt i elementet Bloodwave, farvet af blod. Jo.
Tid er noget, vi får, når vi lytter, og når vi ser hinanden. Så kan dansen lykkes, som den gør i Herlev.
Gammelgaard byder på kunstsalon 24. marts kl. 14.
Gammelgaard Kunst- og kulturcenter
Gl. Klausdalsbrovej 436, Herlev
Frem til 31. marts.
Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen nr. 3 // 2019