Når isen smelter – Kunstnergruppen SIIKU

SIIKU – Meltage, 2019

Kunstnergruppen SIIKU leverer eksperimenterende æstetik på naturens betingelser med udstillingen Meltage, der kan ses i Gjethuset i Frederiksværk frem til 3. november

To lysende døre byder velkommen indenfor i Gjethusets store udstillingsrum, hvor der er højt til loftet.

Midt i Frederiksværk danner den gamle industribygning fra støberibyens fortid en fornem ramme om et pulserende musik- og kulturliv, og indbyder til udstillinger med vedkommende, eksperimenterende samtidskunst.

Rundt i udstillingen ses kunstnergruppen SIIKUs arbejde med smelteprocesser, der manifesteres dels som videoinstallationer, dels som akvarel, maleri, skulptur og foto.
En kreds af halmballer samler sig som udstillingens hjerte om en svævende figur, en abstraktion over Den sidste fisk, fyldt med plast og tang.

– Vores tid og omgivelser er præget af højt tempo og højt forbrug, og vi er mærket af begge dele – vores kollektive, mentale tilstand er udfordret, vores natur infiltreret af affald, og rundt om os brænder jorden, mens isen smelter, siger Kunstnergruppen SIIKU om udgangspunktet for udstillingen Meltage, der har undertitlen The Act, Result and Amount. Det er dog ikke nogen oversvømmelse af rædselsvækkende, videnskabelige fakta, som møder publikum, trods titelintroduktionens teknokratiske indgangsbøn.
– SIIKU går den anden vej, som netop kunsten kan. 

SIIKU – Meltage 4, 2019

Vand // begyndelse
Frosne i tid og rum flyder turkisblå smelteprocesser ud over kanten på lærrederne, hvor der i midten er en reminiscens af begyndelse. Det er vand fra Frederiksværkkanalen, der har været indefrosset i isblokkene som en hilsen til den naturkraft, byen kan takke for sin virksomhed.

Smelteprocesserne er et tilbagevendende tema hos kunstnergruppen SIIKU. Billedkunstner Rasmus Nielsen, som gennem 10 år har beskæftiget sig med politiske emner fra verdens brændpunkter, har allieret sig med grønlandskfødte David Hertling Péronard, der byder ind med specialer i oplevelsesdesign og empowerment fra IT-universitetet.

Tilsammen kombinerer de analoge og digitale udtryk, og fusionerer naturmaterialer kontrastfuldt med genanvendelse af tidslige objekter som f.eks. brugte byggematerialer, elektronikindustriens stumper, plastik, pap, tapes, tang og duftende vækster fra arktiske egne. 

Sammen har de bl.a. skabt værker til Copenhagen Light Festival, Kulturmødet på Mors, Click Festival, Kulturnat i Det Grønlandske Hus i København, og senest til Thorvaldsens Museum. 

Teknologi // resultat
I foto og video følger vi naturens gang i værkerne Mutatio Glacis, og Mutatio Glacis Version Groenlandica 1, samt Forma Glacies Versio Groenlandica 1.

 

Den meditative æstetik i den smeltende isblok siver ind i kroppen ved dette møde. Beskueren følges ind i en anden verden, en anden mulighed, end bekymringens, og dermed lægges et kim til et videregående perspektiv.

Netop handlingens mulighed sammen med sansningen kendetegner SIIKUs program, og det skal blive interessant at få flere af kunstnergruppens æstetiske manifestationer at se. 

Organisering // Et barn er nok
Under den svævende fiskefigur kan man hvile et øjeblik i halmkredsen og lytte til digtet Den sidste fisk af Silja E. K. Henderson.

 

Digtet rummer en indre film, som fortæller om fællesskabets forventninger og betydningen af den enkelte i verden. 

– Vi er så tilbøjelige til at måle i mængder, helst de store mængder, hvor vi for ofte kommer til kort. Netop nu ser vi, hvordan ét (svensk) barn formår at rejse ud og skabe bølger i Forenende Nationer.

De to mænd i SIIKU drejer kompasset rundt, og inviterer os tæt på, inviterer os med, inviterer os til at elske livet. Det er en form for empowerment, for det er faktisk også smukt, når isen smelter, og noget nyt kommer til syne. 

SIIKU – Natura Nova 4

Gjethuset
Gjethusgade 5, Frederiksværk
Meltage – The Act, Result and Amount
Frem til 3. november 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online

SIIKU – Forma Glacies Versio Groenlandica

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar