DEBAT// Tre kunstelskere kalder:

Festen blev lukket ned, og gæsterne blev sendt hjem. Og damen for bordenden, der er ny i selskabet, gik i coronakoma i utide. Desværre udviser kulturminister Joy Mogensen endnu ikke det nødvendige format i forhold til at samle op i sit resort-område. Tværtimod så afviser hun, at tage sig af dem, som tilfører kulturlivet det grundstof, det hele handler om, nemlig de individuelle kunstnere.

Man hører lige nu om alle de tiltag, der skal gøres for at hjælpe diverse offentligt støttede kulturinstitutioner og zoologiske haver, teatre og medier; men hvad med de individuelle billedkunstnere, incl. billedhuggere, performere, kunsthåndværkere, m.fl., der leverer produkterne til museernes og galleriernes udstillinger, og udsmykninger i det offentlige rum? Hvem hjælper dem? Har Kulturministeren en plan?

Vi er nogle kunstelskere, der savner kunstmøderne på museer, i Kunsthaller og i gallerier. Vi har de sidste par uger haft særdeles god tid til at tænke på, hvordan fødekæden til disse kunstoplevelser, billedkunstnerne, har det lige nu.

Vi erfarer, at alle planlagte kunstudstillinger er aflyste på ubestemt tid! Jamen, hvad skal kunstnerne så leve af, når der ikke længere er mulighed for at udbrede kendskabet til deres kunst – og sælge værker?

Vi længes efter at høre en plan. Vi taler altså om mennesker, der lever af deres kunst, og som udgør fundamentet for det kulturliv, som holder samfundet sammen, – og i øvrigt også danner rammerne for at mødes i et fællesskab, som man ikke kan finde andre steder.
– Hvad vil Kulturministeren gøre for denne økonomisk sårbare og uundværlige gruppe i vores kulturliv? Vaske hænder?

Kommuner og privatpersoner må gå ind i opgaven
Samfundet, både politikere, embedsfolk, arkitekter og privatpersoner må tage et ansvar.
Når kommunerne får lov at sætte anlægsopgaver i gang, er det så med i projektplanerne, at der skal kunstnere ind over og sikre æstetikken og levere udsmykninger?
Dette kan kultur- og finansministrene indskærpe.

Men det kan ikke overlades til stat og kommune alene at holde kulturens grundforskere i gang.  Hvad kan man så som enkeltperson gøre, mens vi venter på åbningen af vores kunstinstitutioner?
Køb kunst on-line. Gå ind på galleriernes og kunstnernes hjemmesider og afsøg mulighederne, – og støt så kunstnerne ved at købe f.eks. en litografi, som kan fås til en fornuftig pris pga. edition- produktion,- eller køb et maleri, en skulptur, grafik eller andet.

Har du ikke ligefrem tusindlapper til rådighed, så kan du tjekke det virtuelle galleri i konceptet Artmoney, hvor kunstnere verden over viser og sælger små unikke kunstværker til 200,- kr. pr. stk. Alle værker har formatet 12×18 cm, men kan være udført i en mangfoldighed af materialer og udgaver. Se http://artmoney.org/
Der er ingen censur, kun den selvcensur, de udøvende udøver, så det er op til beskueren at se og at vælge at investere de 200 kr, – det er ingen herregård. Men mange bække små hjælper faktisk i et kunstneratelier.

Kunstens råstof
Få noget ind i din dagligstue, som kan glæde dig i din karantænestation.
Billedkunsten kan nemlig noget, som ingen andre kunstarter kan. Den åbner vha. farver og former for et refleksionsrum indeni beskueren.

Tanker sættes i gang om eksistentielle spørgsmål, om dit liv og samfundets tilstand og udvikling. Ja,- hele ens liv sættes i perspektiv. Du møder nemlig kunstnerens fortolkning af det liv, der leves lige nu. Du bliver udfordret, og du bliver måske også underholdt. Billedkunsten kan det hele.

Den kan få os til at føle os som en del af et større fællesskab. Den følelse har vi ikke mindst brug for lige nu, hvor sammenhængskraften og tilliden til hinanden testes.  Så, til os alle som privatpersoner, gør noget nu: Køb noget kunst.

PS. Det fortælles, at redningskorpset Falck opstod i sin tid, efter at stifteren Sophus Falck havde stået og set kongeslottet og de kongelige samlinger på Christiansborg Slot brænde, fordi hjælpen udeblev – og ikke var tilstrækkeligt organiseret.
I corona-krise-tider må det private initiativ og det fælles via regering og kommuner gå hånd i hånd.

– Rita Houmann, kunstelsker 
– Connie Boe Boss, blogger
– Inge Schjødt, kunstanmelder

Mental realisme kalder kunstneren Peter Martensen sit maleriske udtryk i 2020

Kunstneren Peter Martensen vil være kendt af mange for sine kompositioner med hvidkitlede videnskabsmænd i varierede landskaber og for den skjorteklædte kontorist i forskellige interiører og eksteriører.

Bøger ligger ofte udbredt som trædesten i landskabet, og i dunkle laboratorier indfanges lyset af dynamisk flagrende A4-ark, som markører for vores tid.

Blyantstegninger i voksenformat og bronzeskulpturer i miniature er ligeledes en del af Peter Martensens vokabular, som foldes ud på soloudstillingen Mental Places hos Galerie MøllerWitt i København.

Menneskefamilien iagttager
I serien Mental Places har kunstneren drejet sit maleriske udtryk en kende. Hvor figurerne som udgangspunkt har haft karakter af kompositoriske byggesten, så trænger det mentale landskab sig mere og mere på for kunstneren. 

I maleriet med titlen Revy er en gruppe personer vendt ud mod os.

En enkelt ser meget direkte på os, men de fleste ser ned, måske ind i sig selv, mens andre med deres blikretning er med til at udvide lærredets rum.

For publikum har det psykologiske indhold hos figurerne tit været et omdrejningspunkt i processen med at afkode billedet. Der forventes at være en fortælling. Det høres i dialogen på en fernisering:
– Er det her en kvinde? En mand? Hvad foregår der?

Billedets betingelser
For maleren har indholdet sjældent ligget der som en drejebog på forhånd, kun elementer til scenerierne med inspiration fra tidens diskurs, film, tv og Hammershøi. Det har derimod gerne handlet om afsøgninger omkring en farve i billedets rum med pensel og klud.

Farverne er ofte holdt i monokrome skalaer af ultramarin, gråtoner eller gyldne kulører. Kontrastfarver er meget selektivt indføjet, hist og her en bordeaux, en rosa, en gul, en blå.

Somme tider har en enkelt hovedfarve skullet udforskes, som eksempelvis den grønne, der sprang kunstneren i øjnene, da han flyttede fra byen og ud i det frodige Nordvestsjællandske landskab, hvor enhver fugl synger med sit næb.

Denne gang har den hvide farve atter kaldt på koncentrationen, eksempelvis i maleriet New Sensations, hvor golfspillende videnskabsmænd besøger et grønlandsk landskab, og holder utidigt fri med den smeltende isvæg i ryggen.

Farveforskellene på isflager, mandskabets hvide kitler og landskabets elementer udgøres af minimale variationer, hvor Martensen mestrer at lande billedet i den rette balance.

Peter Martensen, f. 1953, er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi, debuterede 1971.
Kunstneren er repræsenteret på museer i ind- og udland, og er højt værdsat af samlere.

Galerie MøllerWitt
Bredgade 67
Frem til 23. april 

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen 03/2020 

Læs mere om Peter Martensen 
her: Et maleri er et mentalt rum 

Skabertrangen er som åndedrættet // overlevelse
– portrætsamtale med Lene Juhler, Vejle

Energien sitrer og stråler ud i det sekund, Lene Juhler åbner døren til sit atelier i Borgvold ved Banegårdspladsen i Vejle. Her råder hun over to gode rum, som afspejler to af de kunstneriske hovedspor, hun har udviklet, og rundhåndet deler ud af.

Det ene spor er det personlige, kunstneriske udtryk, som begyndte i barndommens tegninger, og som har taget adskillige hårnålesving efter uddannelsen til tekstildesigner fra Kolding Kunsthåndværkerskole i 1984.

Det andet spor er fyldt af performance, sociale interventioner og kunst i det offentlige rum, som oftest i samarbejde med enten helt tilfældige buspassagerer, værtshusgæster og skolebørn. Eller andre professionelle aktører som hende selv. Der iblandt søsteren, socialfaglig konsulent Sanne Juhler Hansen, og fotografen Britta Egebjerg, som er medskaber af Kunsthal Vejle – en forunderlig blå smørrebrødsautomat ved Vejle Banegård.

Vævede malerier
I værkstedet er Lene Juhler i fuld gang med en ti år lang planlagt udforskning af form og farve. For tiden væver hun sine malerier af smalle strimler af lærred, der enten kan være malede forgrunde eller genbrug af tidligere malede værker, som strimles op og skæres til i det ønskede format.

De vævede malerier fremstår på én gang rolige, grundet væveteknikkens stringens, og samtidig livlige i kraft af de farvespil, der opstår.
– Jeg har det med at sætte nogle benspænd op for mig selv, fortæller Lene Juhler om sin proces. Og proces er et nøgleord, der går igen. 

– Det var den dygtige, fynske Nina Ferlov, som i sin tid fik givet mig lysten til at gå kunsthåndværkervejen.
Men efter uddannelsen på Kunsthåndværkerskolen sprang jeg væk fra den udstukne linje, der mest sigtede mod industrielt design.
– Det opfyldte bare ikke den indre nødvendighed hos mig.

– Jeg skar helt ind til benet, til blyant og papir.
Jeg fik nogle værker igennem nåleøjet til Kunstnernes Påskeudstilling et år, hvor Anders Kirkegaard var censor. Så følte jeg, at kursen var god nok.
Derefter satte jeg mig for, at jeg ville lære at male for alvor. Og i to år undersøgte jeg landskabsmaleriet. Dels gennem egen praksis, og dels gennem al den litteratur, jeg kunne finde.

Herefter fulgte udstillinger, gallerikontakter og alt det, der hører til. Også nogle af de skyggesider, der sikkert er i enhver branche. Og så skiftede jeg arbejdsfelt, fortæller Lene Juhler. 

Mælkebøttebørn
– Ved du, at hjernen er bygget sådan, at centeret for overlevelse og modstandskraft, det ligger tæt ved centeret for kreativitet? Når centeret for overlevelse aktiveres, så bliver centeret for kreativitet ofte stimuleret samtidig, fortæller Lene Juhler.
– Også af og til overstimuleret, lyder det, fulgt af et lynende blik.

Det vil jeg gerne tro.
Ja, faktisk er det ganske logisk, når man ser en barnlig spilopmager for sig, som gør krumspring for at slippe om ved nogle af livets forhindringer. De kan være såvel fysiske, som mentale – ordblindhed – er et af de træk, der falder mig ind. De kan være sociale, familiemæssige og være ganske blokerende for den enkelte. Her træder kreativiteten ofte ind.

Lene Juhler deler nogle momenter fra barndommen, hvor familien faktisk boede i Djævlekløften i Vejle, og modnede hendes personlige modstandskraft, som et mælkebøttebarn, der brød asfalten.

Sammen med søsteren Sanne Juhler Hansen skabte kunstneren i 2012 projektet Barnets stemme, som dels var en udstilling og foredragsrække på Vejle Kunstmuseum, og dels i 2014 var en kunstnerisk performance, der på sin turné rundede Christiansborg, og der fik adskille politikere i tale med Mælkebøtten som gennemgående element, og symbol på, hvad børn har brug for.

Udsyn // indkig
I atelierets andet rum viser Lene Juhler sit seneste offentlige projekt.
Just passing by, hedder det vinduesrum, der her er blevet til et udstillingsrum, som taler til stedets forbipasserende. For tiden ses her: Barndommen må ikke betrædes.

Vi taler om Juhlers kommende kunstprojekt om barnebrude, og de arrangerede ægteskaber, der som regel er sat i scene af kvinder. – Hvilket overrasker de fleste med en dansk, pædagogisk tilgang.

– Hvis man er blevet ramt på sin seksualitet, så er det noget af det værste, der kan overgå et menneskes personlighed. Det er så skadeligt. For empatien brydes ned, forklarer Lene Juhler som argument for, at skikken lever videre gennem generationer af kvinder, der ikke skåner deres egne døtre.
– En kunstnerisk tilgang kan tilbyde tolkning, og indgyde mod til forandring.

Kunst // natur // kærlighed
Det at tegne, det er os så grundlæggende, det er os iboende, fortæller Lene Juhler.
– Ethvert barn kan tegne, og det rører og rammer noget indeni.
– Det så og hørte jeg i samtalerne med de buspassagerer, jeg tilbød et ark tegnepapir og en croquismodel på en tur i en almindelig bybus. Nogle fortalte bagefter, at de var overraskede over, at den blokering de havde i forhold til at tegne, ligesom var forduftet.
Gennem kunst, natur og kærlighed når man ind til de grundlæggende elementer, der taler til kernen, til det humane i mennesket, fastslår Lene Juhler.

Læs mere www.lenejuhler.dk
– om Kunsthal Vejle, Barnets Stemme,
udstillinger i ind- og udland, bl.a. i Japan og USA.

Gruppeudstillinger på bl.a. Brandts 13
og Kastrupgård Samlingen DEN SORTE SKOLE,
Fyns Grafiske Værksted 40 år.
Kunstpakhuset Ikast og Kirsten Kjærs Museum
DET DER IKKE BLIVER SAGT.
Flere separatudstillinger, bl.a.:
Johanne-Christine på Vejle Kunstmuseum. 

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen 03/2020 

På besøg hos collagekunstneren Marina Rubini Rordam

Ser du en nydelig dame stå på hovedet i en container, så er det muligvis collagekunstneren Marina Rubini Rordam, der er på jagt.

Magasiner, gamle lærebøger og alskens antikvariske marskandiserfund går hun og gør fund i til sine collager og assemblager. En kunstform, der blev hendes livgivende passion af mange snirklede veje. Undervejs tog hun kunstnernavnet Marina Scissorhands.

Kunstneren er udstillingsaktuel her i foråret, når Mississippi Kunst & Kultur i det vestjyske slår dørene op for årets første gruppeudstilling i nye lokaler på Odby Gl. Skole på Thyholm. Marina Rubini Rordam får følgeskab af Kung Hansen, Frida Franko-Dossar, Helle Hee Degaardt og Malene Hedetoft.

Low cost // Zero waste // No purchase
Marina Rubini Rordam bruger øjnene! Og så sætter hun nogle kriterier op for sit arbejde, som skærper hendes egen opmærksomhed i jagten på de rette elementer til klippebordet.

– Jeg bruger kun originalmateriale, helst fundet, modtaget eller købt, meget, meget billigt, fortæller kunstneren.
– Low cost, zero waste, no purchase er blandt mine kriterier.
– Nogle collager tager måneder og udvikler sig efterhånden, som jeg finder materialet, andre opstår efter dogmeregler, som f.eks. et antal bøger, som jeg har valgt fra begyndelsen. 

– Jeg har altid et barberblad på mig og skærer glad sider ud af blade hos lægen, der kalder på at blive brugt, beretter Marina Rubini Rordam.

Nogle materialer er fundet på rejser, hvor hun gerne tjekker både hotellernes byttereoler og lokale genbrugsbutikker for magasiner og blade, vi ikke ser herhjemme.

Af den fingernemme slags
Hendes blik for de allerfineste finesser kommer både hjemmefra og udefra. Hun valgte at uddanne sig i broderi på Håndarbejdets Fremmes Seminarium i Bredgade. Her tænkte hun ud af hulsømmene, fuld af alternative ideer og tanker om, hvad man kunne bruge kunsthåndværket til. 

– Når nogle elever broderede yndige blomster, så valgte jeg at vise kromosomerne for Downs Syndrom i kæmpeformat. Skulpturelt broderi var noget nyt på den traditionsrige skole, hvor syprøverne var så godt som ens i 1940’erne og 80’erne. 

Siden er det blevet til tøjdesign og nogle broderede kirketekstiler i tidens løb, men periodevis også karrierer indenfor undervisning i broderi for blinde, sprogkursus for adoptivbørn, EU-administration mm.

Marina Rubini Rordams far, som var ud af cirkusslægt, bosatte sig på Haiti i 1970erne, og ved besøg her fik hun smag for den detaljerige, haitianske billedkunst.

Og detaljer er der virkelig mange af i værkerne fra Marina Scissorhands. Yderst sammensatte er hendes billeder. Se eksempelvis indholdsfortegnelsen til værket Daddy is Home.

– Figuren ”Far” er sat sammen af 4 dele: underbenene er et par arme fra en gymnast, der står på hænder, kroppen er fra artikel om at arbejde nøgen i haven, halshvirvlerne fra en lægebog fra 1930, og hans hoved er et klistermærke fra Dark Light Illustrations.

Venstre side er fra et katalog om emballage til butikker og en blank side fra et blad. Højre side kommer fra et boligblad og plancher fra fuglebog. Orkideerne er fra et plantekatalog.
– Ja, klik og kig lige en ekstra gang på billedet, Daddy is Home.

Køn og roller
Gennem livet som singlemor har køn, mænd og kvinder ofte været på nethinden, ikke mindst gennem fem år som blogger med singleliv, som omdrejningspunkt. Det er der kommet flere billedserier ud af, efter at hun en mørk nat forgreb sig på børnenes materialer til at lave julegaver af, og collagekunsten for alvor begyndte at tage fart.

Marina Rubini Rordam kan, med sin veludviklede iagttagelsesevne, ikke lade være med at undre sig over nogle af de skæbner og levemåder, som mennesker vælger at gå ind på med åbne øjne i deres parforhold. I værkserien Bridezilla viser hun således, hvad kjolen kan gemme, for den mand der uopmærksomt vælger sin brud.

Således lyder indholdsfortegnelsen for Bridezilla N.Y.:
– Kjolen er fra et spansk brudekjolekatalog, krybdyrsarmene fra en bog om dinosaurer, jeg sankede, da jeg arbejdede som frivillig i en genbrugsbutik i Spanien. Hendes hoved/hals er fra et boligblad om glaskunst.
Bøffen med fluer er fra en mellemkrigstids-husmodermanual. Hjertet fra en brochure fra UK. Baggrunden er fra en bog om opførelsen af Chrysler bygningen, fundet i vores byttebod i andelsforeningen.
Guldrammen var sat ud til storskrald.

– Bruden, der måske i starten lignede en Madonna Marilyn viser sig måske at være en Bridezilla, som flår hjertet ud og bider hovedet af ham, eller det ender måske som et Match Made in Hell.

– Skulle du så få brug for et trøstende kram? I Need a Hug / Unconditional Love er på lærred med guldspray, dobbelt sæt sommerfuglevinger fra bogklubbog fundet på loppemarked, en svømmer med et kranie fra en lægebog fra 1900-tallet, tekst fra dameblad.
– Værsågod, det er lige her, smukt og bizart på samme tid.

Bille serien
Marina Rubini Rordam jublede, da hun en dag kom over en bogklubbog om insekter. Her lå en helt forunderlig verden og ventede på hendes lup og saks, og hun gik i gang med at skabe sin egen version af verdens fauna, hvor en serie af Rubinis biller nu ser dagens lys, alle opbygget efter samme dogmeregler.

På udstillingen på Mississippi får de bl.a. billedserien Cribble-Crabble 1-2-3, hvor et katalog fra væveren Ane Henriksen kommer til ny ære og værdighed:  

– Ane Henriksens brystkasser er baggrund og kommer fra et katalog fundet i rodekasse, billerne fra bogklubbog fra gadebibliotek, benene fra artikel om for tidligt fødte børn i hollandsk tidsskrift, og ansigter/hovederne er klippet fra blade, fortæller Marina Scissorhands.

Collagen Fladbord og Friarm er fra Bille-serien og er på lærred.
– Baggrunden er fra en almanak fra 1800 tallet, kjolen er klippet ud af katalog med Malene Müllertz flettede keramik, ben fra cowboybuksereklame, fødder fra modemagasin, skovl fra et Silvan-katalog, og tekst fra dameblad fra 1950’erne, fortæller kunstneren.

Zoom
I sine assemblager, skabt af makreldåser, legetøj og alskens påfund stikker Knokelmanden sine selvlysende lemmer frem.
Målgruppen for værkerne var unge på Nørrebro, og de er blevet taget imod med kyshånd på Monday Studio i Brorsonsgade, Kbh N.

Marina Rubini Rordam elsker at udfordre sit publikum ved at vende elementer på hovedet, og allerhelst give beskueren en overraskelse.

Her er noget at studse over og grine af, eller måske rødme af. 
– Når man ser nærmere til, er næbbet noget ganske andet end et næb i billedet Nasty Women, og det nøgne menneske bruger hun generelt med både let og fast hånd.

I det hele taget interesserer kvindeperspektiver, politik og frihedsrettigheder også kunstneren, som med sine collager præsenterer fantasifulde facetter af tilværelsen, klippet og formet i miniatureformat.

Marina Scissorhands kan følges på facebook og Instagram.
Zoom ind og se, hvad illusionisten finder på at præsentere os for af fine fund fremover.

Mississippi – forårsudstilling
Jupitervej 26, 7790 Thyholm
Planlagt fra 28. marts – 3. maj
– før forholdsreglerne mod
Coronavirus blev iværksat.

Følg Mississippi på facebook,
og se, hvornår udstillingen åbnes.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen.dk Online