Oplevelser med arkitektur er en vej ind i kunstens uendelige univers

Dansk Arkitektur Center har slået dørene op for en sæson med masser af hvin og lyden af løbende børnefødder. Med udstillingen Kids City og med indvielsen af kæmperutchebanen DAC Slide sendes en varm kulturinvitation til de opvoksende generationer.

I Kids’ City kan man både lege, bygge og brænde krudt af samtidig med, at man bliver klogere på byens former, figurer, lyde og skala.

Imens ungerne tumler, tegner og bygger pyramider af udstillingens møbler præsenteres de voksne for eksempler på arkitektur med børnetække.

En stribe træhuse i forskellige skalaforhold kalder på en leg med møblementet, og det giver en stærk kropslig oplevelse af tilstedeværelse i verden. – Ikke nogen dårlig tråd at trække i hos børn og deres voksne.

Bordet fanger. Form og farve får genklang. Det vækker en appetit på mere.

Suset fra DAC Slide
Kroppen er ligeså i fokus, når man hopper i glideposen og tager turen fire etager ned gennem DAC Slide, den blanke glinsende rutchebane, som takket være en donation fra Ny Carlsbergfondet nu snor sig gennem trapperummet.

Det stedsspecifikke kunstværk er skabt af den internationalt anerkendte tysk-belgiske kunstner Carsten Höller, der har lavet lignende kunstværker i form af rutsjebaner på førende museer i hele verden, her iblandt Tate Modern i London.

”Hvorfor bruger vi ikke rutsjebaner i arkitekturen som en tilføjelse til trapper, elevatorer og rulletrapper? spørger Carsten Höller og uddyber: ”De er hurtige, sikre og energibesparende – og de frembringer en glad følelse hos brugeren, der nærmest kan beskrives som et slags møde mellem lyst og panik, et sted mellem glæde og vanvid.”

Deres udsendte kan sagtens følge kunstnerens tankegang. Det er sjovt at rutche, også efter det halve sekel, men sådan en installation kræver noget plads. Andre af Höllers rutchebaner er derfor konstrueret, så en del af slangens slyngninger går udenfor bygningerne.

Hej Danmark
Et tredje DAC tilbud er udstillingen Hello Denmark i Guldgalleriet.
Her er fokus på hverdagslivets kvaliteter med hygge indenfor, og udfoldelser i det fri i form af badeliv i byen, dansk cykelkultur – og en hilsen til hovedstadens byudvikling med den vellykkede Fingerplan fra 1947, som visionære temaer.

Dansk Arkitektur Center byder på særdeles vedkommende fortællinger.
Både for udefrakommende, måske engelsktalende, som får indblik i rammerne for det lykkelige folks tilværelse. Og til landets egne borgere, som kan få en friskklippet arkitekturbuket at glædes ved.

DAC giver et skabende pulsslag videre, og det gør godt.

Dansk Arkitektur Center
Christians Brygge
Frem til 18. oktober

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 6 /2020

Sommerens udstilling i Skovhuset bærer titlen Melankoli – En utilsigtet hændelse. Derfra går man opløftet.

Depressionsraten er høj hos verdens lykkeligste folk. Angstdiagnoser hos børn og voksne kommer i stigende grad op til overfladen, ud i medierne, ud til forældre og lærere. – Ikke alle er skabt til at passe ind i læseplaner og Excel ark, eller til at gå den lige vej fra 0. klasse til kandidatgraden. For, hvad så, når man står med den?

– Ikke alle har en automatik for det ekstroverte, eller det super positive, som kræves i en kommercielt tandpastasmilende tidsalder.

Oplevelsen af tvivl og meningsløshed og uforløst livsenergi sætter mennesker under pres, hvor nogle, med talent for at skabe, imod alle odds, transformerer tungsindet til kunstnerisk udfoldelse. Stimulering af hjernens centre for overlevelse smitter i gunstige tilfælde af på kreativiteten, og hvad der så kan komme ud af det, det kan opleves i Skovhuset ved Søndersø i Værløse.

Her har tre kunstnere og kuratorer – Jacob Hoff, Lilybeth Sebaldus og Simon Grimm drøftet melankoliens understrøm, og sat sig for at udforske Romantikkens blik på kunstnerrollen, hvor sult og lidelse og kærestesorg var mytologiske grundvilkår for at skabe. Hvordan ser det ud i dag?

I vore dage ses det introverte mismod som en utilsigtet hændelse på linje med den historiske melankoli.
Men af den der tristhed skabes lykkeligvis aktuelle, vedkommende værker.

Hoff, Grimm og Sebaldus har inviteret syv andre betydende kunstnerkolleger til at medvirke på udstillingen Melankoli – En utilsigtet hændelse, og Rikke Benborg, Anders Brinch, Mia-Nelle Drøschler, Gerd Laugesen, Michael Würtz Overbeck, Rasmus Rosengaard og Kathrine Ærtebjerg bidrager til den absolut seværdige udstilling i Skovhuset ved Søndersø i Værløse, som kan opleves frem til 6. september.

Sejrsbillede
Mia-Nelle Drøschler åbner udstillingen med stemningsmættede drømmeagtige malerier under titlen Engle og Dæmoner, hvor tre lysvæsner træder frem af dunkelheden, omgivet af vækst.

I en række tegninger i sort/hvid viser kunstneren udtryk for angsttilstande, så pennen skærer sig ind i sjælen. Hun taler med sig selv undervejs, og noterer tanker og beslutninger på motiverne. Et af dem er et sejrsbillede – Nu er jeg træt af at have angst, så jeg har taget opvasken. Her står køkkenbordet nu ryddet. Selv de mindste opgaver kan i depressionen forekomme uoverstigelige, men det er lykkes her.

Lilybeth Sebaldus viser installatoriske objekter af bl.a. stål og gummi. Feeling Blue peger ind i væggen, og Bottle Up peger på, at selv det mest indestængte på et tidspunkt flyder over, og må sprænge rammen.

Et hjemligt terræn
Jacob Hoff viser moderne stilleben under fællestitlen Et hjemligt terræn. Her er afbilledet en dagslyslampe med titlen Ninas Sol, og Flora, en vindueskarm med grønne planter. Men lampen lyser ikke, og man kan ikke se ud ad vinduet.

En dyne ligger krøllet sammen uden betræk, et tørrestativ rummer hvidt undertøj.
En blå skjorte hænger der på bøjlen, heldigvis med ærmerne smøget op.

Jacob Hoff fortsætter den kunsthistoriske tradition for stilleben med disse nænsomme, intime værker, som mange andre kunstnere omkring ham gør det i dag.

Her i coronatiden har blandt andre Erik A. Frandsen skabt intense eksempler på genren, som mange kvindelige kunstnere, engang nok så isolerede, var henvist til.

Tragikomiske klange  
Under fællestitlen Maestro leverer Anders Brinch en salonvæg af galgenhumor.
Her er selv indkøbssedlen rammet ind. Men, det var måske også det, der lykkedes den dag.

Kunstneren tager os på en selvironisk, tragikomisk rejse mellem katten i vindueskarmen, postkort fra Cuba, rødvinen, døden og mardrømmenes Maestro – Alien.

Her er 20 Maestromotiver i alt på papir og i olie på lærred.

Kammertonen holder rent hjem i mol, takket være så simple instrumenter, som de plettede lærreder og kladdepapirets indebrændte ytringer.

Naturen som talerør
Rasmus Rosengaard giver os fire fine værker Uden titel, men dog med forgængeligheden fastholdt i bronze. Valmuernes frøstande fornægter sig ikke, end ikke i denne stivnede form, hvor livet gennem kunstens greb overvinder døden.

Simon Grimm præsenterer et smukt, lyrisk værk – Båd.
Men åkanderne er sorte, og vandspejlet hvidt.
Og fraværet af farver klinger som et enormt ekko mellem værkerne Fugleskræmsel, Pige og Lysglimt – et lille kulørt mixed media, som står på gulvet, som en sol på vej.
Det er en fin repræsentation af Grimms forskelligartede udtryk.

Den symbolistiske drøm
Kathrine Ærtebjerg fører os med ind i melankoliens jungle i selskab med de genkendelige og dobbelttydige væsner, der befolker hendes farvestærke billedverden. På én gang yndige og dystre kigger mørke øjne imod os, flydende, fra blomstens midte eller fra en moders favn, så kvinden lades ikke alene i universet, men gøres selskab af de små, opmærksomhedskrævende væsner.
Hvor går du hen? synes de at kalde.

Rikke Benborg spejler i to broderede billeder Oh, Cruel Fate og Hysteria tidligere tiders modediagnose, som ofte knyttedes til frustrerede kvindesind.
Både den begsorte hør og den blå velour udtrykker ganske intenst, hvad man fremkalder for sit indre blik, og må tage afstand fra. Tak for de to klart kommunikerende værker.

Gerd Laugesen afspejler den evige længsel med installationen Den anden side. Håndskriften på væggen udråber således: Det er altid den anden side, om det er den ene eller den anden side, og den desperate mangel på sammenhæng lyser imod os på papirbanen med fragmenter af tekst, maskinskrevet på en Torpedo under Istanbuls fjerne himmelstrøg. Melankolien er ikke forbeholdt det nordiske vintermørke.

Michael Würtz Overbeck får det sidste ord med to skulpturer, udført i glas og beton. Mod den tørre grå beton brydes lyset i de ilagte krystalkugler. Beskuerens tilstedeværelse spejles i glasset, og ved enhver bevægelse ændres værkets respons. Den døde, sakrale grund får liv.

Skaberkraftens modtryk
Gennem de mangfoldige udtryksformer skaber udstillingen elegant variationer over temaet, så det melankolske aldrig bliver tungt.

Og skulle tristheden endelig snige sig ind, så gør Skovhusets smukke ramme med de lysfyldte rum, midt i naturen, det svært at bevare mismodet.

Udstillingen Melankoli – en utilsigtet hændelse er besøget værd. Det er ganske vist.

Skovhuset Kunst & Natur
Ballerupvej 60 – Værløse
Frem til 6. september.

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen.dk – juni 2020