Mellem Usynlige Lag er titlen på vellykket udstilling på Kirsten Kjærs Museum

Gruppeudstillingen Mellem Usynlige Lag er resultat af én bærende idé, to kuratorers stringente indsats, otte eksperimenterende kunstneres værker, og fire udfordrende rum på Kirsten Kjærs Museum i Thy.

Her vises lysinstallationer af Christina Augustesen, figurativt maleri af Simon Bang, video af Marie Hartmann Christensen, fotocollage af Lars Hilfling, tekstile billeder af Janne Mikkelsen, skulpturelle installationer af Tina Kallehave, flerdimensionelt maleri af Eva Toft og papircollager i 3D af Linda Sandberg. Otteoghalvfjerds værker i alt. Vellykket udvalgt og afstemt.  

Minimalismen får et hvil
Der er ikke meget ’white cube’ over faciliteterne i den skovomkransede, rødmalede kulturperle langt mod nordvest, som har navn efter egnens farverige portrætkunstner.

Men det stemmer fint med visionen hos de to københavnske kuratorer Linda Sandbjerg og Tina Kallehave, der har ønsket at præsentere et festfyrværkeri, en mangfoldighed af udtryk under den fælles vinkel af synlige og usynlige lag.

– Tilværelsen, ja, vi mennesker er sammensatte af mange lag, såvel mentalt som fysisk, fortæller billedkunstner Linda Sandbjerg.

– Det er det gennemgående træk i min egen kunstneriske praksis, som har givet ideen til projektet og titlen, og derpå blev kriterium for valget af de medvirkende og deres værker.

Intens figuration // lysende abstraktion
Intense er Simon Bangs landskaber, malet i tyndt laserede farvelag, typisk på en lysende orange grund.

De står stærkt i rummene sammen med Christina Augustesens smukke lysskulpturer, og abstrakte bemalede vægobjekter af Eva Toft, der vitterligt klæder stedets arkitektur.

Lars Hilfling samler på menneskelige udtryk fra forskellige tidsaldre, som han sampler i sansemættede fotocollager som fx We Want The World And We Want It Now. Marie Hartmann Christensens videoperformances om hverdagen retter fokus indad. Linda Sandbergs tredimensionelle collager med temaer fra industriens Impact overrasker, når enkeltdelene dechifreres, og kunstnerens udforskning af vor antropocæne tidsalder vækker til eftertanke.

Forgabt i materialer
Fordybelse fremkaldes i et helt andet tempo, når blikket falder på Janne Mikkelsens elegante, transparente tekstilværker og Tina Kallehaves installatoriske skulpturer, skabt med udgangspunkt i naturens strukturer og gentagelser, koblet til sociale historier.

Der er kort sagt rigtig meget at se i udstillingens fire rum, hvor vekselvirkningen i kunstværkernes former og mangfoldighed fungerer, takket være en stringent, dedikeret og delegeret kuratering med mod til at eksperimentere.

Kirsten Kjærs Museum
Langvadvej 64, Frøstrup
Frem til 4. oktober

Klik på illustrationerne og se dem i en bedre kvalitet:
Kirsten Kjærs Museum – foto Inge Schjødt, 2020.
Linda Sandberg – Falling Apart – foto Inge Schjødt
Janne Mikkelsen, Indsigt 2, tekstilcollage – foto Inge Schjødt
Simon Bang – Sideview, 2020. Kunstnerens foto.

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen nr. 7 / 2020

 

Maleren Ulrik Møller fremfører gyldne stykker af danmarkshistorie på udstillingen Happy Together

– Det er postkassen, der gør det. Det er postkassens lodrette, genkendelige aluminiumsfigur, som samler billedet af Koldby.
– Det er postkassen, kantstenen, de udnyttede tagetager med træbeklædte kviste, og det er Urmagerens vandrette boksmarkise, som slår tonen an i maleriet af Koldby.

Solen skinner, himlen er blå med lette skyer over den varme gade. Farveskalaen er behersket af tid og sted i det typisk danske. Billedet af Koldby, malet af Ulrik Møller, præsenteres i udstillingen Happy Together  sammen med omkring tyve andre oliebilleder og en serie delikate photogravurer på førstesalen på Ribe Kunstmuseum, hvor udstillingen kan ses frem til 13. september 2020.

Danmarkssange
Ulrik Møller bor og arbejder i Berlin, men perspektiverne, og det magiske arbejde med farve, lys og komposition har dybe rødder i den danske horisont – historisk som malerisk.

Det er således op mod halvfems procent af motiverne, som kunstneren finder på sin hjemegn ved Vester Aaby mellem Faaborg og Svendborg i det sydfynske landskab, fortælles det i udstillingens katalog.

Enkelte motiver er fra Thy, hvor kunstnerens far kommer fra, som eksempelvis det nævnte Koldby. Tilbage i 2016 genkendte jeg i Politikens Galleri netop et af motiverne fra det nordvestjyske område, og blev grebet af kunstnerens arbejde i det sært fortrolige klangbillede. Det åbnede mine sanser.

Strofer af solbeskinnet rødt tegltag på hvide mure, linjer af asfalt og byskilte, grønne læhegn og gyldne marker, samt de store luftige havstykker. De rørte ved de inderste pulsslag, den erindring af landskab, jeg har for mit indre øre, og sikkert rigtig mange med mig.

Velbekendt, og dog? Ulrik Møllers malemåde driller øjet, så man nødvendigvis må stoppe op og nærme sig motivet, og bevæge sig lidt til og fra.

Typisk på en teglrød grund komponerer han sine lysende landskaber frem i olien, vådt i vådt, til de ligger der med en uudgrundelig dybde i både hav og vegetation, vej og bygningskrop.
Tidens muzak standses for en stund. Ferniseringens lysreflekterende strøg giver det færdige billede en kalejdoskopisk overflade, der tilføjer en fragmenterende effekt. Dermed løftes billederne ud af idyllen.

Danmarkshistorie
Ulrik Møller føjer kapitler til danmarkshistorien på linje med billedkunstnere som Allan Otte, Simon Bang, Jesper Christiansen, Søren Martinsen m.fl. der alle har en direkte forankring i et nutidigt landskabsmaleri. De har set det selv, landskabet – både kulturlandskabets tilføjelser og naturens basklange. Og de mosler med det. Med at gengive og fortolke ud fra deres respektive orkestrering.

Det er en rørende og imponerende soloudstilling, som bærer titlen Happy Together efter The Turtles popmelodi fra 1967. Det er en munter sang, men fuld af grundlængsel.
Et urkald efter samhørighed.

– Tak til dig, Ulrik Møller: Genklangen og skønheden falder et tørt sted på samtidens kunstscene.

I løbet af det næste års tid kommer udstillingen også til Vendsyssel Kunstmuseum og Faaborg Museum.

Ulrik Møller (f. 1962) debuterede på KE, Kunstnernes Efterårsudstilling i 1994. Bag sig har han adskillige museumsudstillinger på bl.a. BRANDTS Odense, Johannes Larsen Museet i Kerteminde, Faaborg Museum, Skagen Museum, Vendsyssel i Vrå, Skive, Viborg, Nivaagaard og Ordrupgaard, samt internationalt i Sverige og Tyskland.
Han har modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2008, er uddannet maskiningeniør, og er autodidakt som billedkunstner.

Happy Together med Ulrik Møller
Ribe Kunstmuseum
Frem til 13. september

Her er brugt mobilfotos fra udstillingen – Kunst skal ses i virkeligheden:
Ulrik Møller – Koldby, 2019 – foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Centrumpladsen i Vester Aaby, 2017 – foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Udsigt over Vester Aaby (Tese 62), 2016 – foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Fynsk landskab (Gamborg), foto Inge Schjødt
Ulrik Møller – Baldersbrønde – foto Inge Schjødt

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen nr 7 / 2020 – med kunstnerens egne fotos.

Panter – en solo set fra sidevognen

Dagen derpå ser katalogskribenten tilbage på arbejdet med udstillingen PANTHER af storbymaleren Faire, som netop har åbnet efterårssæsonen 2020 i Bredgade Kunsthandel i København

Gallerist Annegrethe Davis i Bredgade Kunsthandel inviterer mig i januar 2020 med til kunstmessen Art Herning. Hun vil bl.a. vise værker af den 31-årige Faire, som også selv vil være til stede, og, det vil være fint, hvis jeg kan tage nogle snakke med kunstneren, som hun forbereder en soloudstilling med. Hun beder mig om at gå i gang med research, og at skrive tekst til Faire’s næste katalog.

Torsdag 20. august åbnede Faires soloudstilling PANTHER i Bredgade Kunsthandel. En udstilling, som i alt har været i kreativ proces mere end halvandet års tid. Og trods det improviserede, flygtige udtryk, der karakteriserer værkerne i de plakatagtige grundfarver rødt, gult, orange, blåt og sort, har arbejdet en substantiel fortælling.

Show me the film
Faire har været ude at rejse. Med hjem fra Sidney, Jamaica, Philadelphia og New York har han nye erfaringer, nye fortællinger. Om mennesker, om sort og hvidt, om at gå i andres gader, om at gå i dækning, og om at spise sammen med åbent sind.
Og det at vågne op, tilbage i Danmark, det former atter andre nye billeder.
Allerede før sin afrejse har han dette kryds i kalenderen for en solo i Bredgade Kunsthandel.

Som teaser til udstillingen skaber han en musikalsk video, hvor beatet er eminent. Lyd og billeder følges ad, og kunstneren introducerer de oplevelser, hans billeder kommer til at handle om. Karakteristisk for kunstneren, så er filmen lavet med det, han har for hånden, mobiltelefonen, et selektivt blik, og en eksklusiv timing i hvert et step. Det kommer vi tilbage til.

Boston Bay Jamaica
Udstillingens største billede Boston Bay Jamaica er færdigt i god tid inden udstillingen, og jeg får lov at besøge kunstnerens atelier, og se, hvad der er i gang.
Ud over at forberede værker til sin solo får han søgt ind på censurerede udstillinger og søgt fondsmidler til udsmykningsopgaver, måske er der håb i en af coronapakkerne. Skitser til en gavludsmykning kommer også til verden. Men det er soloudstillingen besøget handler om.

Billederne er på vej. Det er dog oplevelserne, fortællingerne fra rejsen, der fylder samtalen. Den har sat markante spor i kunstnerens sind.

– Det vil jeg råde alle til, som overhovedet kan komme afsted, siger Faire.
At rejse, og nogle gange at rejse alene. På den måde oplever du mest.
– Ellers kan du risikere at tage dine egne regler med dig, hvis du rejser i en flok.
– Så er det flokkens regler, der gælder, forklarer han.

Faire rejser til Jamaica med et humanitært formål, et byggeprojekt for unge,
og fortsætter derefter alene.

Hurricane Season
Vind og vejr og livsvilkår på Jamaica bliver en øjenåbner. De varme temperaturer pisker jævnligt ruskende orkanvinde op over oceanet. Klimaforhold, som endnu kun har vist sig i glimt herhjemme, er dagligdagen på stedet i perioden.

Musik er der overalt, og det er et sprog, kunstneren selv taler, så en aften er det naturligt at foreslå en udveksling, en jamsession, måske en koncert tour til Danmark med de folk, han lytter til. Men indbyggere på Jamaica får yderst sjældent mulighed for at rejse, får han til svar. Mange har drømt om at komme til USA, the land of opportunities.

Livsvilkårene åbenbarer sig i flere forskellige facetter. En af dem handler om øens trafikkultur, som nogle gange undervejs får Faire til at holde vejret, og fastfryse den måske sidste udsigt på nethinden.

Kunstnerens billeder fra Jamaica sitrer således af kontraster. De charmerende palmer vajer i vinden over det blå vand. Men skyerne får et par cartoonstreger på siden, der signalerer de vindhastigheder, der hurtigt kan ændre situationen på øen, og nok er Solen Rød, Mor, men baggrunden, den er mørk, ja den ser sort ud sine steder. Det automatobserverede postkort får en noget anderledes version gennem kunstnerens personlige erfaringer under opholdet på Jamaica.

Ben’s House
Fra Jamaica går Faire’s tur til Philadelphia USA, takket være en generøs privat invitation. Han får husly i forstadskvarteret Southwest Philadelphia, og holder en udstilling i værtsparret Ben og Cristina Martinez’ velestimerede restaurant inde i storbyen.

Billederne fra denne del af rejsen afspejler oplevelserne i Ben’s House, hvor han bor, hos Nemon, hvor han drikker sin kaffe, og i byens rå industrikvarterer med kilometerlange godstog rumlende igennem nabolaget på forskellige tider af døgnet.

Faire bor i Southwest Philly i tre måneder, og lærer at færdes rundt i byens mørke kvarterer. Respektfuldt lytter han til stedet, til traditionerne der, og lærer menneskene at kende.

Han møder mennesker, der hjælper med vejledning gennem byens udsatte kvarterer, mennesker der af nød er på udkig efter penge og værdier, mennesker af forskellig hudfarve med forskellig kulturel bagage, kort sagt en mangfoldighed af mennesker med historier, som sætter en dansk baggrund i relief.

White Privileged
I min egen generation, født i 1960’erne, er vi i 70’erne og 80’erne vokset op med nyheder om verdenshistorien i skoleundervisningen, i radio og tv. Som unge indtager
vi Europa via Interrail, USA via popmusik og film, og vænner os til et verdensbillede,
primært formidlet gennem nyheder og tv-kultur.

I de utallige spillefilms introklip zoomes der aldrig ind på vilkårene i byernes multikulturelle forstæder. Vi ser kun skyskrabere og skylines. Sådan tegnes et glamourøst billede af De Forenede Stater på den anden side af Atlanten.
Charterturismens pakkerejser kommer også til, men de indeholder stadigvæk mest de pittoreske grisefester og souvenir markeder, verden over.

Det er uvurderligt, at vor tids unge selv rejser ud, de søger længere ud, og har en nysgerrighed, har kritisk sans, og mod til at prøve kræfter med flere sider af virkeligheden. Mange får en del af deres uddannelser i udlandet.

Måske vil vi se en ung generation af borgere, som har rejst mere, lyttet mere, og som bringer deres førstehåndsindtryk ind på scenen i en sådan grad, at historien kan ændre sig. Både ude og hjemme, hvor vi har en tendens til at følge rigeligt i Storebrors fodspor, økonomisk og politisk. 

– Det ender umenneskeligt for mange mennesker. Se blot på de forskellige former for ødelagte landsbyer og bysamfund, der faktisk også udpines i vores eget land.
Der er noget at få kigget ordentligt på.
– Somme tider gør rejsen ud en forskel. Nu gør en global virus måske endnu en forskel, hvor nærhed og nærvær kan komme på dagsordenen.

PANTER // PANTHER
Det er et sammenfald af forskellige faktorer, der fører til udstillingens titel.

En aften, kort efter Art Herning, ser jeg Kiplings Junglebogen på TV, hvor Ben Kingsley lægger stemme til panteren Bagheera.

Panteren er No mans plaything med det bløde, sorte skind, den store integritet og den exclusive timing. Figuren fanger min opmærksomhed. Men det er først og fremmest nogle af rejseberetningerne og allermest erindringen om den musik, der er i bevægelserne hos Faire, da vi mødes på Art Herning i januar 2020, som får metaforen og derpå titlen på soloudstillingen frem – PANTER.

Netop som en panter lærer han at følge sporene i natten, og kommer sikkert frem, vagtsom, årvågen. Det indtryk får jeg ved flere samtaler, gennem det godt og vel halve års tid, vi er i dialog om udstillingen.

Rejsens fortællinger bliver det vigtigt for Faire at få skrevet ned, så han kan give dem videre i forbindelse med udstillingen. – Takket være et unikt samarbejde med Alexa Zerkow, en amerikansk veninde, bosat i Malmø, der virker som rådgiver og redaktør, får Faire leveret et vægtigt tekstbidrag til kataloget på engelsk, som er det foretrukne sprog for de intense oplevelser. Tretten kapitler forfatter han i alt.

“Faire har malet en serie fortællende billeder, men ønsker ikke at gøre dem til politiske billeder.

Billederne er i en genre for sig, improviserede, som tonerne på klaveret i en bluesmelodi. Der er en flygtighed i udtrykket. Der er energi og dynamik. Kompositionerne er gode, de er enkle. Nogle har plakatagtige kvaliteter.
Faire elsker at arbejde på papir.

Inspirationen til farvernes enkelhed har han bl.a. fra den abstrakte maler Piet Mondrian, der brugte meget få grundfarver. Den blå, den gule, den orange, den røde, den sorte. Det virker.
Endnu er farverne ofte mest farverester, han kommer billigt til, når han tager en runde på sin cykel.
Faire maler, det han ser. Fanger stemningerne, finder beatet og foreviger ansigterne. Billederne fødes under JAGTEN”, – føjer jeg til kataloget.

Torsdag 20. august var så dagen, hvor anstrengelserne blev kronet af en festlig fernisering. Godt besøgt, og fint akkompagneret af DJ Vincent & Venner, som lagde et lyrisk lydspor til begivenheden.

Udstillingen i Bredgade Kunsthandel var kommet op at hænge med god hjælp fra bl.a. kunstnerkollegaen Awang Behartawan, praktikanten Julie Vej, og ikke mindst
en utrættelig support fra gallerist Annegrethe Davis, der har set potentialet i Faire
og hans unikke formidling af en international storbyvibe.

– Jeg glæder mig til næste gang, til at fortsætte samtalen, som har en særlig klang, hver gang jeg møder Faire. Det der blåsorte, jazzede beat, den der timing.
– Tak for turen, Panter. Vi ses.

PANTHER – Faire
Bredgade Kunsthandel
Bredgade 69, København
Frem til 12. september

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Mange af jer, kære læsere, har sikkert, som jeg krydset igennem det sommersmukke danske landskab i en ferie, der nu er ovre.

Det er helsebringende at få så megen skønhed ind gennem forruden, og det er vemodigt at vende ryggen til solnedgangene og at sætte kurs mod stenbroen igen.

Men pligterne kalder, og det må til, om end man dør en lille smule af afskeden med ferielandet. Her skal du få en dosis dansk landskab at stå imod med – en roadstory – og til slut noget at se frem til.

Kroppen husker bakker og sving
Undervejs mellem Sjælland og Jylland har jeg kørt ad velkendte veje og oplevet landskabet om muligt endnu skønnere, end sidst. Men, jeg har også været heldig at holde fri her i de varme augustdage med en himmel så safirblå og kornmarker så gyldne som Rosenborgs juvelbesatte Skatkammer.

Jeg startede min Fantastiske Toyota og kørte fra København til Thy i ét stræk. Firehundrede kilometer på fire timer. Så langt væk fra København i fugleflugt, som du kan komme. Noget af turen med lydbogen Selveste Gyldendal i ørerne.
Men, da jeg kom over Oddesundbroen, så var det væk med lyden, så jeg ordentligt kunne mærke, hvor jeg var. At jeg snart var på den egn igen, hvor jeg cyklede i vestenvinden og indåndede luften og duften af jord, fjord og hav fra jeg var seks til jeg var nitten.

– I familien griner de lidt ad mig, fordi jeg hver gang skal den rigtige vej, sydfra ind gennem landsbyen, hvor min Far arbejdede, selvom det er en omvej til sommerhuset, der stadig er i familiens eje. Men, min gamle Mor og jeg ved, hvad vi taler om, når vi enigt bekræfter, at vi kan mærke, hvor vi er.
Vejenes bakker og sving går i rygmarven. Den sansning er jeg nærmest blevet afhængig af. Og så må det koste lidt ekstra på kilometertælleren.

I Jens Søndergårds fodspor
Sommerhuset ligger på en bakke med udsigt over Limfjorden mod Mors. – ”En skøn ø, for derfra kan man se til Thy…” lyder en af de selvbevidste vendinger, men sandt er det, at der virkelig er smukt i Thy.

Måske husker du maleren Jens Søndergaards malerier med udsigten vestpå fra Ashøje, hvor grønne marker og dybtmørke hegn snor sig om kap med gule strimler. I baggrunden glimtende søer og det blånende hav, og et sted i midten ligger Vestervig Kirke som et fast omdrejningspunkt under en vældig himmel.
I dét frodige landskab er jeg vokset op – med streg under frodigt på istidslandskabets grønne morænebakker. Vi er et godt stykke nordvest for den jyske højderyg, der deler landet, og fem kilometer fra Vesterhavet og de lynglilla toppe og plantager i den sydligste del af Nationalpark Thy.

Leveforholdene har været meget forskellige i fiskersamfundet Agger og hos bønderne de få kilometer længere inde i landet. Her var det fede plovspand, der kravlede for et par generationer siden. Nu er de store som huse, de designmodificerede landbrugsmaskiner, der er i sving.

Halmballenørd
I foråret traf jeg billedkunstneren Anne Koldsø, som spurgte om jeg mon kendte nogle steder med et karakteristisk landbrugslandskab, det var værd at studere nærmere. I sommer har spørgsmålet fyldt mine tanker på køreturene, og skærpet mit blik.

Retur fra Vest- mod Østjylland ynder jeg at køre ad Hobro Landevej nordøst for Viborg i retning mod den østjyske motorvej. Her er byder det bakkede landskab på lidt af hvert.

Midt i marklandskabet ses en stor korn- og foderstofcentral med nye blanke siloer, og en giga powerstation, som er opført for nogle af verdens techgiganter. Derpå jeg passerer gennem skove og marker, tilhørende godset Tjele, opført i 1500-tallet, og tager en afstikker ad grusvejen ned til vennerne på Lykkegaarden ved Tjele Langsø, hvor der opdrættes grå og sorte Gotlandske Pelsfår.

Kontrasten mellem formatet på godset og på den mindre gård viser sig bl.a. i maskinstriberne på markerne og forskellen på størrelsen af de halmballer, der presses det ene og det andet sted.
– I år har jeg, ja, netop på grund af kunstnerens spørgsmål om landbrugskultur, studeret halmballer på min vej. De lå spredt, hvor de var lagt, cylinderformede, runde, aflange, indpakkede i net eller farvet plasticfolie. Meget fornøjeligt og lærerigt er det at lægge mærke til deres form og skyggespil hen over markerne, mens Toyotaen æder vej.

Kunstnerne er gerne med
Helt Allan Ottesk var det at se nogle halmballer pakket ind i sort plastfolie, spejlende det omgivende landskab. Nærmest grotesk dystre var de at se på, som Ottes billeder godt kan være det, når man får pillet automatidyllen af.
– Han gør det godt, Allan Otte, når han skildrer nutidens uromantiske vilkår i landbrugserhvervet. – Sådan er det bare, sådan gør vi bare. Tager den konventionelt opdrættede, nyfødte kalv fra Moder Ko, blot tolv timer efter, den er født, så mælkeproduktionen kan fortsætte.
– Hvad er problemet? Det vender vi tilbage til.

Andre veje og andre steder kalder på andre kunstnernavne fra mit indre arkiv.

På motorvejsbroen over Gudenåen ved Randers går tankerne gerne til bysbarnet Mette Rishøj, der nu bor i Gentofte.

Mette Rishøj får også gerne en hilsen, når jeg passerer en flåde af M.J. Erikssons hvidpotente gravemaskiner, i gang med arbejdet eller parkeret langs de mange strækninger med Vejdirektoratets motorvejsarbejde.
Hun lærte mig at elske de maskiner, da vi knoklede sammen på megamaleriet Byens Scene på Kongens Nytorv i 2015, mens metrobyggeriet rumsterede under os.
Hvem kan stå for en gravemaskine pyntet op med ferniseringsballoner?

Anderledes lyrisk går mine tanker til maleren Tonies sarte pasteller, når en klynge af klinkbyggede joller danser på bølgerne i Kalø Vig eller mere autentisk på Bramsnæs Vig ved Roskilde, hvor hun ferierede en årrække i 80’erne.
Nu, hvor kunstneren selv er i 80’erne har vi stadig glæde af at dele fascinationen af lysets spil i vandet, som hun fangede mit hjerte med for tredive år siden.

– Der fik jeg lagt grunden til en personlig kunstinteresse, som siden kickstartede skribentvirksomheden og det kuratorarbejde, som fylder mine arbejdsdage. – Jeg er sidemandsoplært, ikke kunstteoretiker, og går derfor intuitivt og lyttende til værks. Det interesserer mig, hvor inspirationen og malekraften kommer fra, her og nu.
– Det har jeg stor respekt for.

Happy Together // Hyldest til Koldby
Endnu en yndlingskunstner må jeg nævne.
Ulrik Møller, som udstiller på Ribe Kunstmuseum frem til 13. september.

Happy Together har han valgt at kalde sin nye udstilling, og refererer med popsangen til den grundlængsel, der ligger dybt i os mennesker, og som eksempelvis kan udtrykkes i et maleri. Utopia, længslen efter tilhør og samhørighed er den dybe grundtone i Ulrik Møllers æstetisk smukke arbejder. 

Inspirerende er det at se og høre om, for Møller maler også landskaber fra Thy, hvor hans far stammer fra.
I ferien passerede jeg nogle af stederne i motiverne, bl.a. gaden med urmagerens boksmarkise i Koldby, som slår på strenge hos mig, fordi jeg ligesom bakker og sving også har teglstensblonder og vejrbidte røde mure i rygmarven.

– Måske er det derfor, at I her får denne dosis dansk landskab? Der er en god grund mere.

Mere landskab i billedkunsten
Den 1. november passeres en vigtig milepæl. Landbrugets Kulturfond har i år udskrevet en konkurrence og opfordrer tidens billedkunstnere til at skildre det danske landskab og de mennesker og redskaber, der former det.

For at komme i betragtning kræves et CV, der viser, at man professionelt har beskæftiget sig med billedkunst. Der er afleveringsfrist hos Landbrug & Fødevarer, Axeltorv 3, 1609 København V, 1. november 2020.

Værkerne vil blive bedømt af en komité bestående af: kunstkritiker, forfatter og mag.art. Bente Scavenius, (formand), kunsthistoriker mag. art. og tidl. dir. for ARoS Jens Erik Sørensen, kunstmaler og professor Jesper Christiansen, billedkunstner Allan Otte, som er uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi, Helle Juhl, forfatter, journalist og medlem af Kulturfondens bestyrelse samt Bent Claudi Lassen, fmd. for Kulturfonden.

Førstepræmien er på kr. 100.000 for et maleri, som Kulturfonden vil finde en passende placering for. 2. præmien er på kr. 20.000, 3. præmien er på kr. 10.000 og de bedste værker vil efter sigende blive tilbudt ophængning på relevante kunstmuseer. Der er noget at se frem til!

Det må vi snakke om
Interessant skal det blive at se, hvad billedkunstnerne skildrer. – Idyl og skønhed, røg og møg?
– Vil kunsten give anstød og fremkalde samtaler om, hvad det er for vilkår vi vil acceptere? Det må vi se.

Gennem årene har Landbrugets Kulturfond anerkendt og støttet initiativer til fremme af landbokulturen i videste forstand og bidraget til forståelsen af dens værdier i landdistrikterne og i det øvrige samfund, herunder kunstneriske initiativer fra digtekunst til litteratur, film, kunstprojekter, udstillingssteder med mere.

I 2014 udskrev Landbrugets Kulturfond en konkurrence om en ny folkelig sang om landbrug. Karen Munk Nielsen skrev tekst og melodi til sangen ”Lad os mødes i skellet.”
Det er en sang som på sine tre vers i bedste folkelige tradition formår at minde om adskillige varme debatemner omkring dansk landbrug. Omkvædet lægger op til en konstruktiv debat om uenighederne:
”Lad os mødes i skellet og veksle et ord, der hvor ploven har sluppet sit spor,” foreslår sangen. Den demokratiske samtale er vores vigtige ansvar og mulighed.

Den mark som blev min
Før Coronaen væltede ind over menneskene, der havde naturen og klimaet vundet valget og fået ordet. Bekymringer for bier og biodiversitet bliver delt af flere og flere. Det er der stadig brug for. Og det nytter, kan jeg se på de nu vildt blomstrende grøftekanter, som får lov at stå uden at blive slået i samme omfang som før.

Hjemme i parcelhushaven får kløveren i græsplænen også lov at afblomstre, før plænen igen bliver slået.
– Og brombærrene er blevet modne.

God sensommer. På gensyn i Kunstavisen nr. 7.

Tekst og fotos af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen Online, august 2020