Alsidighed er omdrejningspunktet for skulpturbiennalen Interdimensionale II i Herlev

Midt i september skulle champagnepropperne springe for de fyrre kunstnere, de fire års indsats, og for de to ihærdige kuratorer, Søren Brøgger og Søren Hüttel, der har sat Interdimensionale-konceptet på skinner. Mens coronaen dæmpede festen, så har pandemien dog ikke dæmpet kunstens udtryk.

Kom derfor glad en tur til Herlevs Gammelgaard og få dig én på skulpturopleveren, både ude og inde. Skulpturbiennalen Interdimensionale II kan sagtens besøges, selvom coronaen trykker, for hele tredive værker findes udendørs, rundt i parken og landskabet omkring Gammelgaard. Og resten er fordelt med god plads imellem genstandene indenfor i Hovedhuset, i Ny Lade og Gammel Lade. Der er endda fri entré.
– Og på skiltene ved de enkelte værker er der fin formidling til at supplere mødet.

Ud og hjem
Inspireret af de to skulpturfestivaler Glasgow International og Skulptur Projekte Münster har Brøgger og Hüttel grundlagt skulpturbiennalen, der nu vises for anden gang.

Her er blødt og hårdt, her er lyd og lys, her er familieliv og samfundsliv, her er coronaværker og flest coronafrie værker. Her er de garvede og de unge, her er døden med, og livet, her er form og fantasi, flade og rum – allermest rum. Teknologi og struktur, nostalgi og natur. Ja, næsten alt mellem himmel og jord.

En dans med flere dimensioner
’- Hovedtanken bag INTERDIMENSIONALE II er at vise publikum et udsnit af den store bredde af samtidskunstnere, der på hver deres måde arbejder tredimensionelt og skulpturelt med kunsten, og at vise, hvad der sker, når man for en sjælden gangs skyld udelukkende har fokus på det rumlige og det fysiske rum,’ skriver Gammelgaard og kuratorerne.

– Udstillingstitlen INTERDIMENSIONALE refererer til, at vi netop ønsker at sætte fokus på rummet, altså det rum, der skabes både i det enkelte værk, men også det rum, der skabes i forhold til de øvrige værker på udstillingen. 

Det er et bevidst valg, at biennalen skal være så alsidig som mulig og vise flere forskellige udgangspunkter og positioner inden for den rumlige kunst. Og det er derfor muligt at opleve værker, der udspringer af både maleriske metoder, videoinstallationer og de mere klassiske skulpturelle greb.’

De fyrre kunstnere er Absalon Kirkeby, Allan Gabi, Amalie Jakobsen, Anders Bonnesen, Anja Franke, Anna Walther, Anna Weber Henriksen, Bank & Rau, Benedikte Bjerre, Camilla Thorup, Christian Schmidt-Rasmussen, Christian Vind, Dan Stockholm, Det Fynske Kunstakademi, Ditte Knus Tønnesen, Finn Reinbothe, Gerda Thune Andersen, Gudrun Hasle, Ivan Andersen, Jeanette Hillig, Jens Settergren, Jesper Carlsen, Jonas Hvid Søndergaard, Julie Stavad, Klaus Thejll Jakobsen, Krista Rosenkilde, Kristoffer Akselbo, Kristoffer Ørum, Lea Guldditte Hestelund, Mette Juul, Michael Boelt Fischer, Michael Würtz Overbeck, Mille Kalsmose, Nat Bloch Gregersen, Per Ahlmann, Pernille With Madsen, Ragnhild May, Randi & Katrine, Ruth Campau, Sian Kristoffersen, Torben Ebbesen, Trine Bork, Uffe Isolotto og Viera Collaro.

– Det har været meget vigtigt for os at gøre udstillingen så repræsentativ som muligt. At så mange medier som muligt kan opleves fra kunstnere med forskellige baggrunde. Og fra forskellige generationer. – Her kan du møde alt fra de helt unge og nyuddannede til de mere erfarne kunstnere, der har arbejdet i faget i mange år.’

Og de går godt i spænd, de unge og de gamle, hver med sit næb, men i frimodig samklang.

’- Med så mange forskellige værker kan man ikke undgå at få en på opleveren og lære nye kunstnere at kende. Vigtigst af alt er, at man lader sig begejstre og forundre,’ udtaler Søren Brøgger og Søren Hüttel.

Efter et par timers vandring inde og ude er der både forundring og begejstring at tage med hjem, og glad forventning til næste gang, skulpturbiennalen Interdimensionale kommer til Herlevs Gammelgaard.

– Artiklen her suppleres af en billedserie, der kan ses på Kunstavisens facebookside, og Orla Schantz har ligeledes begejstret anmeldt udstillingen i Kunstavisen 9/2020.

Biennalen er støttet af 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond, Toyota Fonden & William Demant Fonden.

Gammelgaard
Gl. Klausdalsbrovej 436, 2730 Herlev
Frem til 22. november

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk
Se også billedserien på facebook

Det mener Dostojevskij, og læge Ruth Schjødt-Pedersen mente det samme…

Vores mor, Ruth Schjødt-Pedersen er død 6. oktober 2020, 91 år gammel, fra et indholdsrigt liv.

Hun blev født i Bøvl ved Sdr. Omme, og kom ud at tjene efter 7. klasse, som andre gårdmandsdøtre. I sin plads på Teglværket stiftede hun som 14-årig bekendtskab med en kvindelig læge, og traf sin beslutning om at gå samme vej. Hun havde indset, at det var bedst at kunne tjene sine egne penge og blive uafhængig, som kvinde.

Hun tog medicinsk embedseksamen fra Københavns Universitet i 1959, efter præliminær- og studentereksaminer på Rønde Studenterkursus, hvor hun i 1945 mødte vores Far, senere provst Knud Schjødt-Pedersen. De blev gift 1953, og fik fire børn, otte børnebørn og fire oldebørn.

I København gjorde Ruth Schjødt-Pedersen tjeneste på Skt. Lukasstiftelsen, Glostrup Amtssygehus og Sundby Hospital frem til familiens flytning i 1966 til Vestervig-Agger i Thy.

Her medvirkede hun i almen lægepraksis, og på Vestervig Sygehus, og blev medlem af Skolebestyrelsen i Vestervig.

I 1974 blev hun opstillet og valgt ind i Viborg Amtsråd for Kristeligt Folkeparti, og senere valgt til partiets Hovedbestyrelse. Hun afløste Jens Møller i Folketinget i et kortere vikariat, var selv opstillet på Morsø.

I 1990 medvirkede hun til et systemskifte i Viborg Amtsråd, hvor Socialdemokratiet overtog lederskabet fra Venstre og Konservative. Hun sikrede derved flere små partier indflydelse med Bent Hansen (S), nu tidl. regionsrådsformand, som amtsborgmester.

I perioden 1990 til sin fratrædelse i 1996 var hun formand for Undervisnings- og Kulturudvalget i Viborg Amt. I løbet af hendes 22 folkevalgte år var hun involveret i 15-20 udvalg, og talrige forhandlinger, bl.a. om sygehusene i amtet. Men også institutioner som Fenskær Efterskole – Specialefterskolen for unge med særlige behov, som hun blev bestyrelsesformand for, havde hendes særlige bevågenhed. De, oftest, glade børn med Downs Syndrom, o.a., vandt hendes hjerte.

Musik, litteratur og kunst, f.eks. gennem udsmykninger, samt etableringen af Det Jyske Ensemble, og stiftelsen af Medieskolerne i Viborg deltog hun aktivt i.

Radioens P1 blev hendes frirum og højskole på de lange bilture til og fra møderne.

I Vestervig-Agger var hun afholdt som læge, som oplæser i Tirsdagsklubben og støttede bl.a. Vestervig Kirkes Orgelfond, ligesom hun i hjemmet i Præstegården bød Velkommen til talrige gæster, familie og venner.

Altid kunne hun bøje sig ned og finde firkløvere og minibuketter i Tommelidenformat, uanset om det var på rejser eller korte udflugter. I stuen nød hun sine Hawaii-blomster og orchidéer, og havens roser, æbler og bær. For vores Far var hun en uvurderlig sparringspartner og livskammerat, som han var det for hende, ikke mindst efter hendes helbred vendte med en mindre hjerneskade i 2003. De fik et aktivt otium sammen i Ebeltoft fra 1996 – 2019.

De sidste måneder var hun en afholdt, stoisk, stadig sprogbegavet og musikglad beboer på Frejasvænge i Kolind på Djursland.

TAK og Æret være mor, Ruth Schjødt-Pedersens minde.

Af Inge Schjødt, (datter)
Publiceret i Kristeligt Dagblad, 21. oktober 2020

 

Kunst gør en forskel i mange situationer. Mon ikke en hel del af jer, kære læsere, har historier, der ligner den, jeg her fortæller. Det vil jeg tro.

Jeg husker en mørk nat, hvor jeg som 10-11 årig lå med ørepine, og sov på sofaen i stuen. – Det vil sige, at lige ørepine så ikke er det bedste sovemiddel, ja, sjældent har jeg været ramt af en sådan smerte. Forvildet vågnede jeg op i det store rum, hvor møblerne i mørket virkede anderledes, skumle.

Mit blik faldt på maleriet over sofaen, der i det dunkle rum fik en udvidet dybde. Jeg så for mig en menneskeflok, der vandrede gennem en flod, og tænkte på historien om Moses og Det Røde Hav. Pludselig så jeg i stedet en silhuet af en ko, og dernæst en kylling med et glad næb. Hov, en krokodille er der vist også. Figurerne flyttede mit fokus fra den skærende smerte for en stund, og billedet ændrede natten og smertens perspektiv.

Billedet, der er malet af Frederik Rohde i 1966 er vel at betegne som abstrakt ekspressionisme.
Det hænger endnu over min mors sofa. Der lå jeg forleden nat, og kunne igen ikke sove. Jeg lyttede til hendes 91-årige åndedræt fra rummet ved siden af, og tænkte på, hvilke drømme, der mon passerede i denne stund.

Der kom jeg til at tænke på et billede af kunstneren Bente Olesen Nyström, som jeg for nyligt har haft foran mig på skrivebordet. Det hedder Nattens Huse, og skal med på en kommende udstilling på Sophienholm, hvor hun er en af 12 nulevende surrealister, der står for Lyngby Kunstforenings årlige vinterudstilling, Den Vågne Drøm.

Visualiseringen af Bentes billede fik mig til at falde til ro. Jeg levede mig ind i motivet, blev vægtløs, og det overtog mine drømme. Sådan kom kunsten mig til gode, for Gud ved hvilken gang.

Hvad kunsten kan
Andre store forvandlende oplevelser har jeg haft på Miró Museet i Barcelona, hvor en anden glad kylling reddede mit tungsindige humør. – En kylling, ja. Det var lige det livstegn, der skulle til, for at lyset og en frisk start fandt vej. Men nok om mit.

Det kunne være interessant at få nogle bud fra jer, kære læsere, dersom I har nogle fortællinger om, hvordan kunsten har gjort en forskel, og forvandlet en tilstand, en bekymring, en situation, en dag, en nat.

Du er velkommen til at sende en mail til inge@komkunst.dk.
Det vil jeg glæde mig til. 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk