Hvordan er det at sidde levende model?
Det får vi at se hos maleren Anne Koldsø

En grå vinterdag møder jeg op hos portrætmaleren, billedkunstneren Anne Koldsø i hendes atelier på Aldersrogade i Københavns nordøstlige industrikvarter. Det kilder lidt i maven, for vi har aftalt, at jeg skal sidde model i forbindelse med det interview, jeg skal skrive til Kunstavisens januarudgave.

Indenfor er der skruet op for varmen, kaffen er klar, og Anne Koldsø rumsterer lidt rundt med gardinerne, tjekker lysindfald og -retning, og flytter på sit staffeli. En skøn retro lænestol bliver løftet op på en form for podie. Der skal jeg sidde. Jeg retter på krøllerne og sætter mig op på plads. Jeg fornemmer, at her er en passende afstand og en god synsvinkel – ikke for højt, ikke for lavt – mellem maleren, der står op, og hendes model.

Væggene er nærmest tapetseret med skønne malerier og tegninger.
Der er en del arbejder fra kunstnerens akademitid i Firenze, blandt andet nogle virkeligt smukke kultegninger, lavet efter levende model i forbindelse med undervisningen på det klassisk orienterede akademi, som Anne Koldsø fandt frem til, da hun efter mere end ti års arbejde som industriel designer vendte tilbage til billedkunsten.

På væggene hænger også mange værker i olie, nogle er forstudier, andre er mere detaljerede. Og der står det første udkast til et markant mandsportræt, et bestillingsarbejde, arrangeret med nogle printede fotos af hovedpersonen.
I dag beskæftiger Anne Koldsø sig med at male portrætter, og derforuden maler hun nogle fine opstillinger, stilleben, hvor genstande og frugter i kunstnerens hænder får liv og en egen indre fortælling.

Fokusering i cirka 20 minutter
– Har du lyst at høre en podcast, mens jeg maler nogle 20-minutters olieskitser? spørger Anne Koldsø.
– Det har jeg god erfaring med, for så kan jeg fornemme tiden, mens jeg maler. Som regel kan jeg høre, når udsendelsen er ved at slutte, og det passer som regel meget godt med sådan en skitse.

Det lyder som en fin idé, og Anne Koldsø finder en fortælling og går i gang med at male.
Jeg finder et punkt på et maleri i vindueskarmen, som jeg fokuserer mit blik på, mens hun maler den første skitse. Det skal blive spændende at se, hvad hun kan finde frem af karakteristika i løbet af de første 20 minutter.

Hun maler på en tynd træfinérplade, som hun har præpareret med en gessogrunder og et let lag farve i en sandfarvet kulør.
– Det giver et meget bedre udgangspunkt for at kunne arbejde både imod lyst og mørkt, og at finde formerne i de første lag af farvestrøg med nogle få varierede valeurer samt nogle få dybdekontraster, når det ikke er et blændende hvidt lærred, jeg står ved, fortæller kunstneren, da vi holder en kort pause efter første skitse.

Her har Anne Koldsø fanget min holdning og silhouet i en trekvart profil. Proportionerne er også ret godt ramt, ligesom de overordnede ansigtstræk er det. Hun har brugt nogle neutrale okkerfarver, hårgrænsen og halsens drejning er markeret, og jeg kan godt genkende mig selv i billedet. Øjnene er kun skitseret, der er ikke gjort så meget ved udtrykket her endnu. Det kræver mere tid.  

Vi tager fat på en ny podcastfortælling og Anne Koldsø går i gang med at male den næste skitse på en ny plade. Her finder jeg et fokuspunkt tæt bagved hende, så jeg ind imellem kan skæve lidt mere til hendes arbejdsproces.
Hun er ikke helt tilfreds med resultatet, da de næste etparogtyve minutter er gået. Der er noget med panden og kindbenets placering, der ikke virker helt rigtigt. Vi tager en skitse mere. Den er til gengæld rigtig fin, også med lidt mere udtryk i øjnene.

Model for en dag
– Mange har dårlig tid til at sidde model til et rigtigt portræt i de dage, det kræver, fortæller Anne Koldsø, og går omkring og udpeger nogle malerier højt oppe bag mig, hvor modellerne bare har været én dag i atelieret.
– De her er malet som studier, hvor de fleste kan være med, nemlig hvor de kommer her en enkelt dag, forklarer hun.

Der er brugt flere kulører i værkerne, flere elementer træder frem, der er mere krop, end i de tre hurtige skitser hun har malet af mig. Ansigterne er ret uddybede, mens omgivelserne er ikke særligt detaljeret bearbejdet. Det er blot antydet, hvordan modellerne er placeret i et rum med lysindfaldet. For portrætmaleren er det vigtigt at være tro mod det, hun ser, og det er vitterligt en evne, hun mestrer, kan man se i atelieret.

Et helstøbt familieportræt
Medlemmer af Koldsøs familie er gengivet på nogle af malerierne. Der hænger et portræt af en helt ung pige, som er malet i løbet af et par sessioner. Til at begynde med var pigen lidt mør efter en sygdomsperiode, og når man hører det, så forstår man lidt mere af den alvor, billedet udstråler. Man kommer til at tænke på nogle af Edvard Munchs skildringer af samme situation.

En niece på omkring 30 år sidder i lænestolen og strikker på et andet maleri. Der er en dyb udstråling af ro og fordybelse i værket, som Anne Koldsø har malet efter flere møder i atelieret. En svigerinde på Annes egen alder stråler i lyset.
Og så er der det utroligt fine portræt af kunstnerens mor. 

– Portrættet af min mor malede jeg det første år, jeg var tilbage fra Firenze. Jeg boede i Aarhus et enkelt år, og min mor kom forbi cirka en gang om ugen og sad model hen over nogle måneder.
– Hun er en meget sangvinsk dame og har altid smilet kærligt til alle. Så for hende var det ikke en udfordring at sidde model med et smil på læben, og for os begge to var det en god tid, hvor vi fik rige samtaler.
– Det bedste, jeg vidste som barn, var at høre min mor fortælle historier fra sin egen barndom, eller fra da mine tre ældre søskende var små. Jeg fulgte hende rundt i hus og have, hvor alle hendes gøremål nu tog hende, og bad om flere historier og flere endnu.

– Med hende godt placeret i modelstolen, var jeg heldig at få mange gode historier fortalt undervejs, som maleriet skred frem.
– Min mors evner som historiefortæller, kender jeg ikke kun verbalt. Hun holder også meget af at skrive, og jeg ved, at hun er i gang med at nedskrive sin livshistorie, som jeg glæder mig til at læse en dag.
– Alle min mors historier har jeg illustreret i dette maleri med pen og papir i hænderne på hende, smiler Anne Koldsø.

Model efter foto
Tilbage til mandsportrættet og de udprintede fotos, hvor der er ret meget forskel på de forskellige print.

– De fleste har erfaret, at fotografier kan komme til at se ret forskellige ud, afhængig af foto- og printkvaliteten. Der er simpelthen forskel på printere og på de computerprogrammer, der anvendes. Og det smitter af på de materialer, som jeg får til rådighed, fortæller Anne Koldsø, der må uddrage forskellige informationer af de varierede print.
Det giver maleren en ekstra udfordring ved paletten, når hun skal finde frem til den portrætterede. Hun analyserer de farvespil, der vil gøre portrættet levende og hvorledes ansigtskuløren bliver karakteristisk for hovedpersonen. Anne Koldsø kender sine farver, som få andre malere, jeg har mødt. Hun mestrer kulører, dybdevirkninger, og formår at gengive ligheden ganske strålende.

Portrættraditioner i dag
Hvordan det ligger med at få opgaver som portrætmaler? Det må jeg høre lidt om.
– Jeg får bestillinger på både offentlige og private portrætter, fortæller kunstneren, – fx. i forbindelse med runde fødselsdage, hvor gaven skal være noget helt særligt. Eller én ønsker at blive levendegjort i et portræt til eftertiden, måske til familien.

– Jeg nyder selv at have min familie levendegjort i portrætterne, specielt nu under corona nedlukningen har det været særligt skønt med portrætterne af alle de nærmeste, som jeg ikke får set nær nok. Det har næsten været som at have dem til stede her i rummet.

Der findes organisationer som bl.a. Frimurere, der bestiller portrætter af udvalgte personer i deres kreds. Blandt kirkelige og politiske institutioner er der også interessante personligheder, der får malet et portræt. De offentlige portrætter skal som regel hænge i organisationen eller på rådhuset efter endt embedsperiode.

I sommer har Anne Koldsø malet portræt af en sortbroget dansk malkeko.
Men det får I mere at høre om i januar.
Tak for nu.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, december 2020
Kunstnerens egne fotos – klik på billederne og se dem i en bedre kvalitet.

Marie J. Engelsvolds udsmykning puster liv i trappegangen hos Børnehuset Vingesus i Værløse

Omkring den tidligere Flyvestation Værløse vokser et boligkvarter frem, de militære bygninger ændrer funktion og området civiliseres. For nylig har billedkunstneren Marie J. Engelsvold udsmykket Børnehuset Vingesus, der har indtaget Flyvevåbnets tidligere Specialskole, og det vækker stor glæde hos børn og voksne.

En strikket stork kigger op mellem ugler og regnorme, og på de organisk udformede træplader klatrer keramikdyr, fugle, insekter, planter, og der ses spor af kat og hjort afsat i keramikken.

Træplader indrammer et trappeløb og skaber en hule under trappen med runde kighuller, der nok skal befordre til leg og kommunikation mellem 150 børnestemmer fra vuggestue og børnehave.

Ned fra loftet hænger en pladeuro med forskellige elementer, lidt mere abstrakte,
så der også er noget til at udfordre de voksnes fantasi og perception.

Natur i børnehøjde
Naturen omkring Flyvestationen spiller en grundtone i områdets udviklingsplan, og gør det også i  udsmykningen, hvor Marie J. Engelsvold har arbejdet med en materialekombination af keramik, træ, perler og strik.

– Jeg har taget udgangspunkt i grøftekanten, og det der ligger på jorden, som noget, der er tæt på de små børns univers, fortæller Marie J. Engelsvold. Pejlemærker fra området, som fx kontroltårnet, hangarens form, storkereden og søens blå flade bidrager til at skabe genkendelige referencer, fortsætter kunstneren.

– Selve bygningen er smukt restaureret. Det har passet mig meget godt, at der var sat en ramme, og det har været interessant at indgå i processen, hvor nye materialer også kom mig i hænde, fx akustikpladerne af perforeret træ, som jeg fik nogle stumper af. Jeg har valgt at føre træet videre i felterne ved vinduerne og i uroen i loftet, så der blev en sammenhæng i rummet.

– Den gule farve, den mørkegrønne, den rosa og den dueblå var givet på forhånd af arkitekterne, ligesom hulen under trappen også var bygget. Jeg har koncentreret mig om at skabe noget at dekorere pladerne med, der har en vis holdbarhed, for børnene skal kunne røre ved det.
– Keramikken har den gode holdbarhed, og så har jeg valgt at strikke nogle af figurerne for at bibeholde mit eget udtryk, hvor det legende er vigtigt for mig, fortæller hun.

Sanselighed i fokus
Marie J. Engelsvold er en dybt original billedkunstner med et helt særligt udtryk og et eksperimenterende materialevalg. Hendes værker, også dem ud over udsmykningen her, har en helt særlig abstrakt eventyrlighed og et Pippi’sk vovemod over sig.

Længe har hun været forud med sine bløde, sanselige tekstile objekter og lagvise, viltre, abstrakte og skulpturelle installationer, samt farverige tuschtegninger.

Blandt hendes egne forbilleder er Ellen Hyllemose og amerikanske Rachel Hayes, Arlene Shechet, Eva LeWitt, Damien Hoar De Galvan, m.fl.  der har det legende, en snert af noget mærkeligt og dermed noget kant over sig.

Efterhånden ser vi flere kunstnere dukke frem på udstillinger med et lignende interessefelt. Her kan jeg i farten nævne Gitte Svendsen, Eva Toft, Inger Odgaard, Marianne Johnstad-Møller, Stine Leth og Susanne Schmidt-Nielsen, som hver især udforsker, hvad materialerne kan, deres overflade, stofligheden og kontrasterne. Der er et stærkt og kærligt fokus på sanseligheden hos dem alle.

Tillykke til børn og voksne på Flyvestation Værløse, hvor nogle af de gamle militærbygninger også lægger kvadratmeter til omkring 25 atelierer og værksteder for billedkunstnere, bl.a. Marie J. Engelsvold, som vandt udbuddet om udsmykningsopgaven, og har arbejdet intenst med den de seneste par måneder.
 
Læs mere her – https://www.mariejengelsvold.me/  

Børnehuset Vingesus
Perimetervejen 16
3500 Værløse 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online, december 2020

 

 

 

 

Surrealisten Børge Christiansen er en af fantasiens frydefulde apostle

På udstillingen Den Vågne Drøm på Sophienholm ved Kgs. Lyngby medvirker tolv kunstnere, hvoraf flere i lige linje viderefører det kunstneriske slægtskab med de tidligste, internationale surrealister. En af dem er den nu 75-årige Børge Christiansen fra Nørrebro i København.

Børge Christiansen har fra sin tidligste ungdom haft såvel surrealisternes som CoBrA-kunstnernes eksperimenterende arbejdsform som kontekst. Paralleller i hans udtryk kan drages til Henry Heerup, der deltog i CoBrA-kunstnernes forløb, og som ligesom Christiansen selv fandt en guldmine i godt og gammelt.

På udstillingen viser Børge Christiansen alene op mod 60 værker fordelt i to rum. Malerier, malericollager og skulpturcollager, skabt i overkommelige størrelser af alverdens former for materialer, som kunstneren sammensætter med en umiddelbar fantasi og fuldstændig gennemtænkt bevidsthed.

En gravdue fra Marskandiseren
Værkernes enkelte dele er nøje udvalgt. Nogle af dem har han arbejdet på og ledt efter i flere år, for det kan tage tid at få fundet nøjagtig de elementer, der fra starten er tænkt ind. Derfor har hans bolig efter sigende efterhånden fået karakter af et charmerende raritetskabinet, som han dog har helt styr på. Ligesom han har styr på form og funktion og genstandenes herkomst.

Et gennemgående træk er monteringen af elementerne. Der har Børge Christiansen udviklet en metode, hvor han kan sy omkring genstande med en form for voksbehandlet garn, der kendes fra lædersyning af fx bælter og skoletasker. Dermed holder han sammen på sindrige konstruktioner, som let kunne knække, hvis de blot var limet. Andre elementer kan hænge frit i snorene, der snor sig, når det er det, kunstneren ønsker i sit udtryk.

Og så er der farverne. Det er oftest grundfarverne, rød, blå, gul, hvid, sort og grøn, og kombinationer af mønstre, striber og tern, masser af tern. Dertil lægges elementernes egne naturlige farver, som fx i den smørebrik af gråhvidt marmor, der er med i billedet om Havet under titlen NATUR VISIONER – GRØN FORM = VED HAVET SES DEN SORTE FULDMÅNE. Titlerne rummer flere fingerpeg i retning af kunstnerens visioner. 

Akademisk ballast
Allerede som 19-årig blev han: ”Optaget på Det Kongelige Akademi for skønne Kunster 1964-71. Gik her 7 år hos professor Richard Mortensen. Tegnede model hos professor Hjort Nielsen. Arbejdede på Grafisk Skole hos professor Palle Nielsen og hos professor Dan Sterup Hansens skole for mur- og rumkunst samt på billedhugger skolen hos professor Ejkof.
Studietur til Max Ernst. Boede hos kunstneren i Tyskland 14 dage i 1968.
Uddannet som silketrykker 1960-64”.

– Sådan kan man læse på hjemmesiden for Kunstnergruppen Cirrus, hvor flere af deltagerne på udstillingen Den Vågne Drøm på Sophienholm kommer fra.

Det med lærlingeuddannelsen som silketrykker, det var nu lige ved at gå galt, for den unge kunstnerspire havde tidligt travlt med tusind ting, bl.a. med at udstille, og med at forberede sit oplæg, sin ansøgning til Kunstakademiet. Men med gode hjælpere, dels i hans Mor og dels i venner og familie, og i lydhøre professorer, så nåede han det hele.

Og han har siden nået ganske meget, fremgår det af den lange liste over udstillinger, der udgør hans cv. Han optrådte som gæst på Surrealisternes udstilling på Charlottenborg i København 1966-70, 1972; Deltog på Forårsudstillingen Charlottenborg 1966, 1967, 1970, 1971; og har udført en række udsmykninger. Børge Christiansen har udstillet sammen med Kunstnergruppen Cirrus siden 1989.

Surrealisten Børge Christiansen er i sandhed en af fantasiens frydefulde apostle, og hans kunst er den ægte vare. Tag endelig en tur omkring Sophienholm, og lad fornøjelsen og forundringen gribe dig. Der er udsigt til smil og indre varme i selskab med Børge Christiansen.

På Kunstavisens facebookside kan du se en billedserie med flere af kunstnerens værker. Læs mere om kunstneren her – Kunstnergruppen Cirrus.

Lyngby Kunstforening – Den Vågne Drøm
Sophienholm Nybrovej – Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, december 2020