Gådefulde værker af den moderne, ironiske surrealist Martin Burridge

Velkommen, byder Martin Burridge, grafisk designer og billedkunstner, da vi mødes uden håndtryk og med passende afstand i herreværelset på Bispebjerg i København.

På tegnebordet ligger skitser til kommende malerier, og på langvæggen er pladsen fyldt op af oliemalerier i proces. Et af dem viser et dystopisk, historisk sceneri, hvor hovedfiguren bærer Pestlægens karakteristiske, middelalderlige mundbind, mens rotterne svinser og svanser i mørke kroge.

I november oplevede jeg et udvalg af Martin Burridge’s værker på udstillingen Den Vågne Drøm på Sophienholm, bl.a. motivet Brave New World – Abandoned by God. Science takes over.

I flere billeder er Dystopia et gennemgående fænomen med rygende, røde skorstene og smoggen som bagtæppe. I værket Brave New World – Better Safe than Sorry ses en figur, formummet bag en apokalyptisk hjelm og gasmaske med en kanariefugl dinglende foran hjelmen på vej ind i et underjordisk tunnelsystem.

– Nu er det uhyggeligt at opleve, hvordan fantasien indhentes af virkeligheden, fastslår kunstneren med en kommentar til restriktioner og coronalockdown.

Martin Burridge er uddannet fra Grafisk Højskole, og porteføljen rummer erfaringer fra bl.a. bogforlag, reklamebranchen og kommunikation i offentlige organisationer.

Gennem en årrække har han tegnet en del pladecovers for metalmusikgenren, hvori det ses, at han er søn af tiden, uden at fantasy-genren dog får ret meget tag i det figurative plan i hans malerier. Siden 2007 har han dyrket oliemaleriet med surrealisten Håkan Nyström som underviser og sparringspartner.
Og i årevis har Burridge selv fordybet sig i kunstens store bagkatalog.

Vidunderligt blik for absurditet
Italienernes voluminøse barokinteriører med draperinger blandes med sci-fi i motivet Viva la Muerte: The Last Rose. 2020, som vi diskuterer en stund. Der er ikke noget at stille op imod metalfascinationen og kraniets dragen hos den evige dreng, men motivet er ekvilibristisk gengivet i clair-obscure.

Nederlandske Rembrandt og tyske Albrecht Dürer er blandt forbillederne, men især spaniernes store dramaer og den religiøse tyngde inspirerer kunstneren.
– Renaissancen og barokken er mine foretrukne tidsaldre, fortæller Martin Burridge, og udpeger motivet Hommage á Zurbarán (1598-1664), hvor en bleg, pietetsfuld munk på en rustrød grund ser længselsfuldt mod himmelrummet.
Malet, så man et øjeblik tror, at billedet har sin oprindelse i Sydeuropa, indtil man ser et robotkranie i hånden på figuren.
Burridge studerer sine forbilleders arbejdsmetoder gennem sit eget eksperiment, og han skaber referencer og udveje med en glimtende humor midt i motivets dunkelhed.

– Jeg elsker museer, men ret tidligt undrede jeg mig over, at man skød et dyr, udstoppede det, og satte det ind i et tableau på et museum, for at vise det vilde dyr, analyserer Burridge, og ironiserer over de menneskelige mistakes ved at skrive Fox på den udstoppede grævling og Badger på ræven, der gerne optræder i hans billeder.

Elefanten i rummet
Der er en evig kamp mellem mennesket og naturen, og teknologien forårsager en både fascinerende og foruroligende indkapsling af livet, mens kulturhistoriske ikoner som Frihedsgudinden, samt ægyptiske og græske statuer forvandles til ruiner.

På et af staffelierne kommer vi ind i et klassisk jagtværelse med trofæer på væggene og Jagtens gudinde i marmor.
Ved den tomme lænestol står jagtgeværet. Menneskets spor skræmmer. Martin Burridge fortæller om det med indirekte, ironiske meddelelser i symbolladede tableauer.

– Fuglene og dyrene er håbssymboler, som helst skal være der.
– Dog er de tit udstoppede eller forbundet med ledninger, påpeger Martin Burridge, der gerne provokerer uden at propagandere.
– Jeg maler ikke politisk, siger han tidligt i samtalen, men reviderer senere udsagnet.
– Jeg maler det, jeg føler.

En vandring i flere dimensioner
Datteren minder ham en dag om de fortællinger, han digtede til hende som Godnathistorier, for hun genkender nogle af temaerne og fremgangsmåden i værkerne, hvor naturelementer og symbolske elementer går igen fra billede til billede i en helt surrealistisk verden.

Sammen med Lænestolen og Bogen er de udstoppede dyr faste ingredienser i serien Dimensions, hvor tyngdekraften er ophævet og alt kan ske.

Vi går igennem labyrintiske museumsgange og skumle sale en-suite.
En astronaut dumper ind fra himmelrummet og forsvinder ud igen.
I loftets vandspejl ses undersiden af en båd.
Der er kig gennem døre og åbninger, hvor det nogle steder er maleriet på væggen, der forvandles til et natursceneri med rindende kildevæld, andre steder er det tapetet, der står som en Tsunami af vand, mens ilden kontrastfuldt brænder inde i det næste rum.

Hvor er vi, og hvor går vi hen? Beskueren føres hele tiden på nye veje.
– Det interessante er det, du selv skal arbejde videre på, slutter kunstneren.

Martin Burridge kerer sig om sin tid og omverden med sin kunst, og nyder den langsomme fordybelse i lærrederne i herreværelset på Bispebjerg. Dog ikke uden en vis skepsis over menneskenes ageren og naturens svar.

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Foto: Trendshots
Publiceret: Kunstavisen nr. 1 / 2021 

Sexismedebatten er forvandlet til 20 kunstværker i det offentlige rum hos Kunsthal Vejle

Med kunstudstillingen ”20 x Testimony” trækkes sexismediskussionen ud i det offentlige rum i et anderledes format, nemlig via den blå smørrebrødsautomat, der udgør Kunsthal Vejle på Banegårdspladsen i Vejles bycentrum.

14 aktuelle kunstnere deltager. Med små værker på 15,5 x 10 x 20 cm undersøges og kommenteres den aktuelle diskurs omkring sexisme, der har præget medierne hen over vinteren, siden Sophie Linde modigt løftede sløret i tv-branchen og dermed afdækkede adskillige buler i gardinerne rundt i kultur- og erhvervsliv, samt ikke mindst i en række politiske organisationer.

– Når overskrifterne i medierne lægger sig, træder samtidskunsten til som et tidsaktuelt spejl, hvor vi får nye måder at se aktuelle tematikker på.

– Det er det kunst kan, udtaler Sanne Juhler Hansen, der er projektleder for Kunsthal Vejle og for udstillingen, hvor Anna Skov Hassing, Marie Thams, Peter Brandt, Stine Ofelia Kildevang, Matvey Slavin, Britta Egebjerg, Ditte Lyngkær Pedersen, Søren Hüttel, Helle Koch, Jonna Pedersen, Simon Grimm, Anna Sofie Bank, Faranak Sohi og Marie-Louise Exner medvirker.

På udstillingen blandes medier og metoder, tekster og billeder, materialer og udtryk.

Kast terningen og tag snakken
Billedkunstner Jonna Pedersen bidrager med ”Sexismespillet” i form af en terning
med seks rappe udsagn, sakset fra nettet med mænds og kvinders testimonies.

– Smil noget mere!
– Er den korte kjole et tegn på, at du gerne vil kneppes senere?
– Raget på uden at ha’ lyst.
– Hun har spredt ben for at komme til tops.
– Næste gang du laver den fejl voldtager jeg dig.
– Overbegloet på klokkeværket, står der på siderne af terningen.

Med værket ønsker Jonna Pedersen at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at kvinder og mænd har en dialog omkring sexisme, vores egne oplevelser, vores respektive grænser, og hvordan vi behandler hinanden og ønsker at blive behandlet, fortæller kunstneren.

Søren Hüttel har valgt at fokusere på magtforhold og magtmisbrug med udsagnet
”I know what you did last summer”.
Kunstneren gør også opmærksom på den tilstand af retsløshed, der rulles ud, når folkedomstolen kører, eksempelvis på sociale medier.

Matvey Slavin illustrerer sladderens grumme ansigter med sit minimaleri Krænkelsesblomster.

Det er planen at udstillingen foldes ud i løbet af foråret med en begivenhed i Vejles butikscenter Bryggen, hvor publikum kan deltage i debatten.
– Men nu må vi se, hvad coronatallene siger.

Foreløbig kan de i alt tyve små kunstværker opleves og give anledning til diskussion døgnet rundt på Banegårdspladsen i Vejle.

20 x Testimony – Vejle Kunsthal
Banegårdspladsen – Vejle
Frem til 11. marts

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 1 / 2021

 

Coronanød lærer én at nyde Corner kunsten digitalt via et besøg i Corner Shop, idet åbning af udstillingen er udsat på ubestemt tid

Corners udstilling er blot én blandt mange, som publikum for tiden er forhindret i at besøge fysisk. Men der findes en digital vej, idet udstillingens værker også i år præsenteres i Corner SHOP på sammenslutningens hjemmeside. Kom med på Corner – https://corner.dk/shop/

Her er det en noget anderledes oplevelse, der venter, når man klikker ind på kunstnernes profiler en for en, og ser de enkeltes bidrag og værkerne på stribe på skærmen. Anderledes i forhold til tidligere års tætpakkede udstillinger på Sophienholm, hvor både Staldloftet, Cobrarummet, Norske Hus og Orangeriet var taget i brug for de godt 400 værker.

Der er fordele og ulemper i det digitale format, idet nogle værker har godt af at blive set isoleret og kondenseret på skærmen, ovenikøbet med den lysende baggrund, hvor andre værker ikke klarer denne eksponering helt så godt.

Scener fra et kunstnerhjem
Kunstnerne er, som de fleste andre bundet af restriktioner og ændrede arbejdsvilkår, og nogle må undvære værksteder og muligheder for at lave tryk i samme kvalitet, som tidligere år. Andre har taget de hjemlige scener under kærlig behandling, både nu og i naturlig forlængelse af tidligere temaer og studier.

Martin Askholm præsenterer en serie akvareller og enkelte tryk, og de gør sig godt på skærmen. Man fornemmer akvarellens taktilitet, og genkender den japanske indflydelse på Martin Askholms kunst, eksempelvis i de boblende skyer. Hans motiv Washed Up henleder tankerne på det monster, der er dukket op i vores verdensbillede.

Claus Handbergs malerier har ligeledes noget taktilt over sig, malet som de er på MDF plader af træspån og finerede overflader. Men de får desværre ikke de forløb og det rum, de kræver for at komme rigtigt til deres ret. Her er skærmens format slet ikke nok til at begribe den stemning, der ligger i Handbergs sanselige skildringer af hjemlige scenerier og af mytologiske motiver. Her går det lidt bedre for Finn Heibergs studier fra køkken- og arbejdsbordet.

Lars Heiberg arbejder med digitale tegninger, og hans hjemstavnsinspirationer fra pudestramaj og fra hylden med kitsch gør sig godt på den lysende baggrund, som eksempelvis motivet med den kloge Ugle.

Linda Bjørnskov materialiserer i ekspressive strøg på træ og på lærred, hvordan familiehistorier rummer meget andet end blød idyl, eksempelvis i værket med spørgsmålstegnet, Morgener på Mozarts Plads. Tjek hende ud, hun fortæller råt for usødet, så man får hjertebanken.

Camilla Thorup er med som gæst sammen med Anne Torpe, Anne Marie Ploug og Ivan Andersen.
Camilla Thorup præsenterer en række bemærkelsesværdige skulpturer i keramisk stentøj. Mere og mere ikoniske fremtræder hendes forenklede dobbeltfigurer, som her i Det ene hoved og kattene, fotograferet af Mathias Andersson. Det er klart et værk, hvortil man får lyst til at klikke Tilføj til kurv.

Snart kommer vi i øvrigt til at se mere til Thorups værker i det offentlige rum, idet kunstneren har netop fået til opgave at skabe en række skulpturer til Kastrupgårdsamlingens udendørsareal.

Grøn profil
Det er, som nævnt, ved at klikke ind på kunstnernes kontrafejer enkeltvis, at man får et digitalt indtryk af årets Cornerudstilling. På oversigten finder man så lidt overraskende en profil under navnet GRØN, og her er der 46 grønne bidrag fra de medvirkende kunstnere.

Merete Hansens modernistiske frugtskål springer særligt i øjnene sammen med Leif Madsens akvareller fra planteriget. Endvidere bemærkes træsnit fra Lars Ravn, Egon Bjerg Nielsens Collage, og Lars Heibergs Camouflage, som flabet pirrer fantasien. 

Værkerne i det grønne tema er tiltænkt en selvstændig præsentation i Norske Hus på Sophienholm, og i kataloget bidrager Mogens Gissel med sine tanker om GRØN, både som farve, kunsthistorisk, og som tidsaktuelt ord.

Håbet er lysegrønt
Det digitale format er bedre end ingenting. – For de mange dedikerede kunstnere fortjener vores indsats og vores opmærksomhed.

Her er godt 400 værker fra mere end 30 kunstnere at gå på opdagelse i. Men både de og vi kan kun se frem til, at vi må komme og opleve kunsten fuldt udfoldet for vore øjne på Sophienholms vægge.

Bedre sent end aldrig – måske lykkes det at åbne i februar.

Corner udstillingen 2021
Corner.dk/shop og Sophienholm
Frem til 14. februar

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, januar 2021

 

 

 

 

 

 

Sidste år ved denne tid vovede undertegnede at se frem i det nye år på kunstscenen, og spåede blandt andet, at vi ville komme til at se flere variationer over temaer med Materiens Mysterier i fokus

Men at det skulle blive en bittelille bid af materien, der skulle komme til at ramme os alle i nakken, og kaste det bestående samfund i Baljen for Storvask, det stod dog ikke klart i Krystalkuglen i uge 1/2020. Temmelig koldt, vådt, mørkt og mudret blev det fra de allertidligste forårsuger med coronaudbrud og lock-down.

Den forholdsvis nyvalgte kulturminister ”No”-Joy Mogensen overså i første runde, hvad der rent faktisk var ansvaret på hendes ministerbord. Hun overså, at hun havde kolleger i såvel Sundheds- og Ældreministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Statsministeriet til at tage sig af de hertil hørende,
evidente store opgaver, som epidemien forårsagede, og at hun måtte se til
at passe på sit eget resort i den alvorlige stund.

– Tilsyneladende havde Joy Mogensen heller ikke et ministerium, der var bemandet efter det kulturliv, som vitterligt havde brug for ministerens bevågenhed og aktionsevne. Men hendes tur i spinatbedet gav genlyd,
og … hvad skete der så…?

Bid for bid stod det både klart og uklart, hvor omfangsrigt det kulturelle felt faktisk er i vores land.
– Hurtigt hørtes røster fra musikbranchen, teaterbranchen, filmbranchen, festivalbranchen, turistbranchen, med mere.

Der blev talt meget om kunstnernes vilkår i radioen – men her var det 99,9 pct af gangene kunstnerne i musik- og teaterbranchen, speakerne kerede sig om, og de mange aflyste events, så der blev spillet dansk og sunget fællessang.
– Musikkulturen overlevede bag skærme og højttalere, og her er en stor
TAK til Fabers Førstehjælp og hurtige udrykning helt på sin plads.

– Men hvor blev billedkunstnerne, galleristerne, museerne, kunsthallerne, kunsthåndværkermarkederne, ja hele den visuelle side af kunst- og kulturlivet af? – Udstillingerne, præsentationen, kunsten, kulturhistorien og videreudviklingen af materiens mysterier, hvor blev opfølgningen af?

– På Munkeruphus i Nordsjælland åbnedes parken for udeskole for kommunens elever. Og rundt i mange kunstneres værksteder blev der vitterligt arbejdet, udforsket og kreeret i stor stil. Udstillinger blev udsat. Aflyste aftaler gav arbejdsro for en stund, så længe bekymringer om brød og smør og løn og husleje ikke fuldstændigt undergravede nattesøvnen, som det var vilkåret i starten.

Kulturministeriet stod uden pakketeam
Regeringens hjælpepakker måtte pakkes om nogle gange, før de kunne varme en smule hos den oftest flermedialt beskæftigede, delvis selvstændige og delvist ansatte kunst- og kulturmedarbejder.

Krisen åbenbarede livsvilkårene for mange sektorer, også i kulturbranchens rodnet, vækstlag og lianer af berørte underleverandører. Der blev talt om at etablere et kulturens analyseinstitut og dannelse af stærkere erhvervsfaglige fora. For kunst og kultur er som bekendt ikke nogen holdsport.

Museerne fik mulighed for ekstraordinær fondsstøtte, og der blev uddelt aktivitetspuljer til at støtte kunstneriske begivenheder hen over sensommeren. Rundt i sommerlandet steg besøgstallene hos kunsthåndværkere og museer, hvor man fint kunne færdes med afstand. Men her i 2. og 3. bølge af pandemien skrives besøgstal og regnskaber atter i røde tal sammen med kurverne over smittetrykket. 

Og her på vej ind i årets første måneder går vi glip af den ene udstilling og kulturbegivenhed efter den anden. 

Spirer i Kulturministeriets urtebed
Noget må gøres, for der er længe til den frie bevægelighed atter gælder med åbne døre til kulturlivet, og længe til vaccinerne er nået rundt i hele samfundet. Seneste spire er Kulturministeriets Genstartteam.
Her kilder det i maven – ikke kun på den gode måde – når man ser det brede felt, som teamets forslag skal spænde over, og ligeså oplægget til arbejdsform.

Idrætslivet, der generelt er meget bedre organiseret, og meget bedre politisk repræsenteret lokalt, har formandsskabet, med Jakob Jensen, adm. direktør DBU i førertrøjen. Næstformand er Signe Lopdrup, adm. direktør, Roskilde Festival-Gruppen.
Medlemmer er i øvrigt Peter Mark Lundberg, direktør Dansk Teater, Tine Fischer, direktør CPH:Dox, Esben Marcher, sekretariatschef Dansk Live, Christine Buhl Andersen, forkvinde Ny Carlsbergfondet, Anne-Mette Trier, leder DIF Innovation Lab, Georg Sørensen, adm. direktør MCH (Messecenter Herning, Herning Kongrescenter, MCH Arena og Jyske Bank Boxen), Mikael Fock, chef og kunstnerisk leder Kulturværftet Helsingør, Sara Indrio, musiker og formand for Dansk Artist Forbund og Claus Jensen, direktør Varde Museerne.

Sekretariatsfunktionen ligger i Kulturministeriet, så vi må håbe, at her er blevet gødet og personaleplejet betydeligt siden kickstarten i foråret 2020.

Planen er, at Genstartteamet skal hurtigt ud af starthullerne, og komme med anbefalinger til politikerne. Genstartsteamet skal aflevere et idékatalog og anbefalinger til kulturministeren i februar 2021. Herefter vil der være forhandlinger med de øvrige partier, hvorefter kulturministeren vil lancere de endelige initiativer i foråret 2021, som der er reserveret 50 mio. kr. til. – Interessant skal det blive at se de blomster, der kommer til syne.

Hvad ellers …
Rundt i landet klargøres udsatte udstillingsprojekter. I skrivende stund er det meget usikkert, hvad der kan gennemføres. KP20 skal afholdes i Aarhus Kunsthal med et års fremskrivning, suppleret med KP21 i digital form.

Enkelte udstillinger gennemføres for lukkede døre, dvs. helt uden at publikum får adgang, men alene nogle få kulturformidlere lukkes ind, så herlighederne kan dokumenteres.
-> Her kunne det være ønskeligt at få de store medier på banen, DR, TV2 og lokalstationerne, så flere fik kunsten at se digitalt i deres egen stue. Man kunne snildt udskifte nogle situationsrapporter fra Bilka med samtaler med kulturarbejdere på museerne.

-> Der skal herfra også lyde en opfordring til gallerier og kunstnere om at gøre meget mere ud af deres digitale præsentationer og hjemmesider.
Kom, lad os se og høre, hvad I har på programmet ad digitale kanaler, når vi ikke kan komme til jer, og se kunsten i virkeligheden.

Vi har brug for, at den visuelle kultur beriger os og udfolder materiens mysterier, undergivet tidens og pandemiens betingelser, men frit i tema og emnevalg – og synligt for hele folket.
Vi har brug for så levende alternativer som muligt, ellers drukner vi under tæpperne i sofaen, mens tiden slåes ihjel med sport og fiktion i netflixformat.

Sidst på året skal der være kommunalvalg, og her har vi atter en demokratisk mulighed for at påvirke vores fremtid, også på kulturområdet.
Nu har vi mærket, hvad kulturen kan og skal i et samfund.

Godt Nytår – På gensyn derude – og på skærmen, foreløbig…

Af Inge Schjødt
Blogindlæg fra Komkunst.dk, 2021

Klik på kunstværkerne og få bedre billedkvalitet

Se også: 
Materiens mysterier – Hvor går kunsten hen?