Den Vågne Drøm – Version II – En drøm vækkes til live igen med denne reprise af Lyngby Kunstforenings vinterudstilling med de 12 surrealister, som p.g.a. corona i alt for kort tid fyldte rummene på Sophienholm. – Nu er et udsnit at se i Bredgade Kunsthandel i København, frem til 22. maj.

Dette er min tale ved genåbningen, søndag 25. april 2021

Tolv individualistiske kunstnere præsenteres på udstillingen Den Vågne Drøm. De er her med hver deres tilgang til kunsten, personligt ståsted, referencer og symboler, og med hver deres kunstneriske fortælling: Bente Olesen Nyström, Carsten Krogstrup, Poul Janus Ipsen, Gert Brask, Børge Christiansen, Roland Schneidereit, Erik Mortensen, Martin Burridge, Ronald Burns, Håkan Nyström, Aleksander Kosmala og Thor Lindeneg

De er fælles om et stærkt ambitionsniveau på kunstens arbejdsmark.
De er fælles om den sublime tekniske kunnen.
De er fælles om den surrealistiske inspiration, og ønsket om at dele det med os – publikum.

Skandinavisk surrealisme
Surrealismen opstår som tænkemåde og som kunstretning i begyndelsen af det 20. århundrede med frisindede eksempler indenfor digtekunst, film, litteratur og filosofi i den smeltedigel af opbrud, der præger århundredeskiftet – kulturelt, politisk, psykologisk, teknologisk, designmæssigt. Fra Paris som magnetisk metropol og mødested flyder ideerne mellem syd og nord, og billedsproget udvikler sig på tværs af mestre, elever, fagdiscipliner og kontinenter.

Kunstneren Giorgio de Chirico (1888-1978) udforsker i ungdomsårene fra 1909-1919 erfaringer og sindstilstande i en stilart, han kalder ’metafysisk kunst’, stærkt inspireret af artefakterne i den italienske arkitektur, af klassisk mytologi og af værdier fra tysk filosofi, hvor metafysikken simpelthen er et disciplinært tema.

I Paris tager unge surrealister begejstret imod Giorgio de Chirico, og frem til i dag præger hans ikonografi og kompositioner såvel malerkunst, som film og teater. Selv skiftede kunstneren retning og udtryk i bevægelsen Retur á l’Ordre, som reaktion mod avantgarden kort efter verdenskrigens chaos. Men hans ideer og tidlige billedverden løber med i den lavine, som er i gang.

Forfatteren André Bretons gruppe, der i 1924 formulerede surrealismens manifest, og kunstnere som Max Ernst, Salvador Dalí, René Magritte, og endnu længere nordpå Wilhelm Freddie, Vilhelm Bjerke Petersen og Halmstadgruppens Erik Olson lever videre gennem deres indflydelse på de nulevende.
– Tråde kan trækkes direkte fra de første surrealister til udstillingens deltagere i dag.

Udstillingens kunstnere har samtidigt hver deres forbilleder langt bagud i kunsthistorien, hvorfra hentes tekniske, kompositoriske og udtryksmæssige fremgangsmåder.
– Flere i flokken mestrer renaissancens dramatiske clair obscure metode, bl.a. Håkan Nyström, Martin Burridge, og Carsten Krogstrup.
– Subtile er scenerierne hos Aleksander Kosmala, Erik Mortensen og Ronald Burns.
– Den surreelle narrativitet myldrer frem hos Bente Olesen Nyström og Gert Brasque.
Surreelle stilleben får vi hos Thor Lindeneg og til dels hos Poul Janus Ipsen, mens Roland Schneidereit bevæger sig ind i et formsprog med tydelige spor af Wilhelm Freddie.
– Endelig er der Børge Christiansens assemblager og skulpturer, der henter energi og æstetik i oprindelige kulturspor, ligesom de abstrakte CoBrA surrealister i sin tid gjorde det.

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Ideerne og skabelsens mysterium folder sig ud i metafysikkens sfære – set ud fra gruppens mindset. 
– I titlen Den Vågne Drøm refererer Drømmen til det ubevidste, til fantasien og den indre verdens gådefuldhed – Det tidløse. Det Vågne repræsenterer bevidstheden, det rationelle og det sociale – Det tidsbundne, har kurator Håkan Nyström sagt om udstillingens titel.

For de tolv medvirkende kunstnere gør det sig gældende, at de vågent styrer penselgangen. Det er ikke materialet, der er i førersædet, som det er tilfældet i meget af samtidskunstens andre udtryk, men derimod en beherskelse af teknik og udtryk, der stræbes imod i værkets tjeneste.

Verden kan ses på mange måder!
Det er vi ikke i tvivl om, når vi ser os rundt, og kan opleve de vidt forskellige motiver på udstillingen. Der er noget stærkt tillokkende ved drømmenes ukontrollérbare verden, det ubevidste og det surreelle.

Det står i stærk kontrast til vores logisk-videnskabelige og økonomisk-rationalistiske tidsånd.
– Men, der er endnu en længsel til stede, og vi vil begejstres.

Kunstens og fantasiens rum har dét underfulde, har dét overraskende, og har frihedens effikacitet i sig, som i dag ses som det ultimative mål.

– Helt så ligetil var det ikke at publicere sine drømme og visioner for omkring 100 år siden, hvor Surrealismen kom til verden.
– Helt så ligetil er det ikke, når vi ser nogle kilometer udenfor vore landegrænser, hvor den politiske ensretning igen og igen suger livet og selvstændigheden ud af borgerne.

Her antager vi at Kønnenes rettigheder, individets rettigheder og frihed til at udtrykke sig er rodfæstet. – Og alligevel kan man blive i tvivl, når man lytter
til nogle af samtalerne i gruppen, hvor der skelnes skarpt mellem skidt og kanel på dagens kunstscene …

Friheden til at udtrykke sig er i dag en skattet værdi, der fortsat udforskes i kunsten – for at lokke hemmelighederne ud af universet, tiden, livet.

Verden kan ses på mange måder – og I får stor tak for at vise os jeres.

Tillykke med de 80 år til Thor Lindeneg (i går, 24. april)
– Hurra for denne mulighed for en reprise og version II af udstillingen Den Vågne Drøm – efter premieren hos Lyngby Kunstforening på Sophienholm.

Udstillingen kan ses frem til 22. maj 2021.
God fornøjelse.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Tale ved åbningen 25. april 2021

Her er glimt fra udstillingen Den Vågne Drøm – Version II
i Bredgade Kunsthandel
Frem til 22. maj 2021

Maleren Thor Lindeneg fylder 80 år lørdag 24. april
– Han er en kunstner, der ser det absurde i hverdagen, og det hverdagsagtige i det absurde, sagde Ole Lindboe om ham.

Let genkendelig er han på sine motivkredse, hvor især Ægget, Fuglen, Vanddråben, Stigen, Naturen, Violinen og Billedet fortælles og fortolkes.

Let genkendelig er Lindeneg også for sit stringente, blågrønne farvevalg, der står nordisk rent sammen med æggeskallerne, et oldgammelt symbol på livet, begyndelsen og skrøbeligheden.

Der er gerne en skæppe humor med i motiverne og ikke mindst i de underfundige titler, som billedet Afkom af Stolen forbundet med Skamlen, og Silence af den formummede Violin. Satirisk skarphed viser han i motivet Match, hvor vi finder tændstikken og elefanten sammen på den udtørrede jord. Motiverne er iscenesat med rum og dybdeperspektiv, hvori han fremkalder elementer som Vandhanen eller Viskestykket i en tredimensionel effekt, der rækker ud.
Billederne er malet realistisk og ekvilibristisk.

Thor Lindeneg debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1971, på Charlottenborgs Forårsudstilling 1972. Han har talrige udstillinger bag sig i ind- og udland, i Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig, Norge, Sverige, Italien og USA.

Han har været tilknyttet Galerie Passepartout 1975-1983, Galleri Gerly fra 1994-2004. I 2005 var han del af udstillingen Fantastisk Figuration på Skive Kunstmuseum, og i 2013-14 Efter Surrealismen i Kunstbygningen i Vrå, Skive Kunstmuseum, Vestjysk Kunstforening i Tistrup og på Rønnebæksholm i Næstved.

Han er repræsenteret på Trapholt Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum, Skive Kunstmuseum, Vendsyssel Kunstmuseum, Tistrup Samlingen, Kastrupgårdsamlingen, og Ny Carlsbergfondet. Et gavlmaleri pryder gadebilledet på Frederiksberg.
Kunstneren bor og arbejder i København – på Frederiksberg.

Fødselsdagen markeres med en fornem solo og samtidig en reprise på udstillingen Den Vågne Drøm – Version II i Bredgade Kunsthandel, der kan ses frem til 22. maj.

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Fødselsdagsomtale til dagbladene
Portrætfoto – kunstnerens arkiv
Værkfoto: Annegrethe Davis, Bredgade Kunsthandel

 

Kunstneren Ekin Su KoÇ plukker fra øst og fra vest og fra tidens gigantiske Amagerhylde til serier med collagelignende, kontrastfyldte fortællinger

Tiltrukket? Ja! På de yndigste nøgne fødder vandrer hun imod dig, den æteriske Eva and Eva figur med frugten i den ene hånd, udslået lyst hår, omgivet af lyserøde valmuer og grønt løv på en hvid grund – og med en cigar i den anden hånd.
Ved nærmere eftersyn må man standse op, og træde et skridt tilbage.

– Hvad er det, der er på færde her?
Hovedet er sat omvendt på, og håret slører det juvelbehængte ansigt. Figuren har hele tre arme, og den er tildækket med mønstrede fragmenter af blandet herkomst.

Eva and Eva ser ud som collage, men billedet er skabt i olie på lærred af tyrkiskfødte Ekin Su KoÇ, som har sin første soloudstilling “ON EARTH, ON MOON, ON MARS” hos Galleri Christoffer Egelund i København. På udstillingen viser hun ud over malede collager to andre serier, bl.a. planetrunde relieffer med epoxyindlejrede collage- og naturelementer, og værker i gips og tekstil.  

Kunstneren bor og arbejder nu i Berlin, men kommer fra Istanbul, byen ved Bosporusstrædet i det nordlige Tyrkiet, hvor Europa og Asien mødes.
Ekin Su KoÇ er uddannet på universiteter i Tyrkiet og Sevilla, Spanien, og i 2015 afsluttede hun sin Master of Fine Arts med et projekt om den tyske kunstner, Anselm Kiefer, f. 1945, som også kendes for sin anvendelse af mangfoldige materialer sammen med maleriet.

Ekin Su KoÇ er desuden inspireret af en stor berlinerkunstner, den tyske dadaist og pioner Hannah Höch (1889-1974), der blandede fotomontage, grafik og andet på papir i sine værker, som bl.a. vistes på Den Første Internationale Dada udstilling i Berlin i 1920. Hannah Höch samarbejdede med bl.a. Kurt Schwitters på det avantgardistiske Merzbau i mellemkrigsårene.

En epoke, en opbrudstid, der på mange måder minder om vores, hvor en rivende samfundsudvikling atter sætter kønsidentitet og individets søgen efter mening på plakaten.

Kontrastfyldte fortællinger
Ekin Su KoÇ skaber sikre, symbolladede kompositioner.

Valmuen, der er både forførende og skrøbelig på samme tid, bruger hun som et gennemgående element. Også, når hun indstøber frøkapslerne i epoxyens flydende glas, og spørger, hvad vi mon har tænkt os at bringe med til Månen og til Mars.

I et andet malet collageværk Crossing Borders får vi et kalejdoskopisk vue med et får til venstre og et kort skørt til højre for en lyserød lænestol, som svæver hen over et bykort.
– Man kan forestille sig at flytningen fra den hjemlige metropol til en ny tilværelse i Berlin har betydet et spring af dimensioner.

I Berlins gader opdager kunstneren en ornamentik på bygningernes facader, der minder hende om hjemlandets tekstile folkekultur. Værkerne under titlen Altbau handler om dette traditionsmøde mellem østlig og vestlig dekorationskunst. Her er små stykker af tyrkisk tekstil indstøbt sammen med eksempler på midteuropæisk stukkatørkunst.

De viser dels, at nogle mønstre og symboler er universelle og dels, at øst og vest måske historisk er mere forbundne, og kulturelt har mere til fælles end de fleste måske er bevidste om.
Ekin Su KoÇ er født i 1986, og har tiden for sig.
Hun er godt i gang med at bygge broer.

Via galleriets hjemmeside kan man opleve på video, hvordan kunstneren skaber sine værker med en vifte af forskellige materialer og eksperimenterende tilgange.
God fornøjelse virtuelt og på udstillingen i København.

Galleri Christoffer Egelund
Bredgade 75 – København K
Frem til 1. maj

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Galleriets pressefotos – klik ind og se bedre udgaver
Se mere hos galleriet – foto og videos

Publiceret: Kunstavisen.dk, april 2021 

 

………………………………………………………….

 

Efterskrift om Collage: 

Stykkevis erkender vi

Collagen som kunstform er meget ældre, end vi regner med, fortæller collagekunstneren, illusionisten Marina Rubini Rordam, der har studeret emnet gennem længere tid.
Hun har bl.a. besøgt udstillingen Cut and Paste, 400 years of Collage, på Scottish National Gallery of Modern Art i Edinburgh i 2019, der betegnes som en epokegørende udstilling.
Der ville jeg godt have været med!

Siden jeg selv opdagede kunstformen hos den amerikanskfødte multikunstner Viktor IV, der boede på sit kompleks af kanalbåde i Amsterdam, og som hver dag skabte logbogsblade og værker af drivtømmer, har collagens mangfoldige muligheder fascineret mig med sit både delikate og rustikke udtryk. Og der er i dag en stribe af navne på min hitliste.

Herhjemme har arkitekten, den tidligere rektor for arkitektskolen i Aarhus, Nils-Ole Lund grebet mig med sine postmodernistiske universer. Jeg var heldig, at han sagde ja til at udstille i DSBs Kunstforening på Kalvebod Brygge, mens jeg slog mine folder der.

Ligeledes fascinerer kunstneren Claes Otto Jennow med Futuristic Depository, der er godt fortalt hos IDOART.
Jeg har oplevet nogle af hans værker hos Galleri Sandberg i Odense.

Og senest er jeg stødt på kunstneren Linda Sandbjerg, der bygger collager i 3D som væghængte skulpturer. Hun bruger elementer og ornamentik fra arkitektur og kombinerer med pressefotos, ofte i sort/hvid med et elegant og dramatisk udtryk til følge.

Blandt kunstnere, der faktisk maler efter collage, er Jonna Pedersen – en af dem, jeg følger på nærmeste hold. Hun bliver sammenlignet med den amerikanske kunstner Stuart Davis (1892-1964), der arbejdede med collage i 1940’ og ’50erne, og var stærkt inspireret af europæiske modernister som Picasso og Fernand Léger. 
Stykkevis erkender vi, hvor vi kommer fra, og hvad det kan give af sig.

Læs mere her:
Portræt af Marina Rubini Rordam – Illusionisten
Om Claes Otto Jennow  – Futuristic Depository– Copyright: IDOART v/Elena Stanciu 2019 –

 

Det er sansemættede invitationer til at se på og lytte med, der gives hos Platform Arden Asbæk

Fødderne er lange, slanke, plantigrad, sådan lyder titlen på udstillingens første foto. Synet af de to nøgne pigeben på sort baggrund får mig til at tænke på det afsnit i Eventyret om Havfruen, hvor fiskehalen forvandles til ben i en proces så smertefuld, at det rækker ud over éns forestillingsevne. Situationen her er dog reel.

Luna Scales bruger erfaringer med egen krop som grundlag for en kunstnerisk analyse. Hun konfronterer ideal/automat opfattelser med en nøgtern, teknokratisk beskrivelse af hendes funktionsvanskeligheder, så vore øjne og ører må åbne sig for refleksion i mødet med hendes delikate video Physical Status Report 2.0 med den neutralt kølige speak, og udstillingens fotografiske materiale. 

– Det var råt for usødet, da hun som 20-årig fik påtegnet alvorlige journalbeskrivelser, der skulle bruges i et bureaukratisk regi. Næsten ikke til at bære, når man er på vej ind i voksenlivet.
I løbet af studieårene er  kunstnerens medfødte kroniske lidelse efterhånden blevet et vilkår så uomgængeligt, at hun i 2020 tog afgang fra Det Kgl. Kunstakademi på et projekt med hendes nøgne krop som omdrejningspunkt.
Med et Kierkegaardsk udtryk valgte hun sig selv i yderste potens.

På udstillingen Looking at me, looking at you hos Platform Arden Asbæk får vi tre stemmers udsagn, hvor kroppen spiller vidt forskellige roller. Sammen med Luna Scales værker vises større og mindre antropomorfe skulpturer af Josefine Winding, og konceptuelt malede Mandskaber af Caroline H. Thon.

Venter på moderen
Mange vil genkende Josefine Windings værker fra præsentationer på Kunstsalonens forskellige udstillinger, fysiske såvel som online. Her er hun så hos Arden Asbæk, efter deltagelse på bl.a. gruppeudstillingen Material Matters på Den Frie og en skoling hos Kunstskolen Spektrum.

Man bliver berørt i mødet med Josefine Windings værker.
Uvægerligt afsøger blikket skulpturernes proportioner og former, mellemrum og dele for at gennemskue, om her eventuelt er tale om menneskelig fremtræden. Vores forestillingsevne og dybtliggende erfaringer sættes i spil. Og, hvor toppen af en figur bøjer sig blidt frem over resten, der synes det som om et moderligt favntag er inden for rækkevidde.
Figurerne er abstrakte, men de vækker en dyb længsel efter tilstedeværelse.

Josefine Winding skaber sine skulpturer i materialer som beton, gips og polystyren, og de udstråler tyngde. Det er nærliggende at søge efter referencer blandt CoBrA og andre modernistiske strømninger, men værkerne fortjener at stå for blikkets prøve i egen ret.

Mandens krop som æstetisk studiefelt
Beskueren får, som hos de to ovennævnte udstillere, endnu en gådefuld præsentation, et udsnit, en position, der skal undersøges og dechifreres med malerierne af Caroline H. Thon på udstillingen Looking at me, looking at you.

Caroline H. Thon maler landskabelige udsigter til en fredfyldt, hvilende mandekrop – som, lidt Pippi’sk, påkalder betegnelsen Mandskaber.

Billederne er malet i en tilnærmelsesvist monokrom skala på løst vævet hørlærred, som ser man ud over noget, der minder om et ørkenlandskab med mørke huler og solbeskinnede åse. Billedtitlerne – eksempelvis Forearm Bank – fortæller om kroppen, observeret som et landskab med dale, sletter, engdrag, bakker, klitter og busklandskaber.

Caroline H. Thon, der udover sit kunstneriske virke har en baggrund indenfor biologi og kuratering, fandt til sin store fornøjelse et blankt felt i kunsthistorien, mandekroppen, som da havde fanget hendes blik. Malerier af den mandlige krop var der få af, med mindre der var tale om religiøse fremstillinger af Jesus, helte- eller modelstudier, eller skildringer fra et homoerotisk miljø.

Et egentligt fokus på mandekroppen var et åbent felt, og det greb hun nysgerrigt, med et ønske om at fremstille skønheden i det.

Som en af udstillingens gæster præcist formulerede det, så formår værkerne:
– At gøre det ukendte fortroligt og at gøre det fortrolige ukendt, så der bliver åbnet for fortolkning og refleksion.
Værkerne på udstillingen ligger i fin forlængelse af kunstnerens tidligere skildringer af manden, som vi har set på KE 19 og i hendes internationale murmalerier. 

Kroppen mætter
At tage indtrykkene rigtigt ind for alle de tre deltagende kunstnere er faktisk en overdådig mundfuld. Selv i de dejligt lyse rum mod gården, der danner ramme om det eksperimenterende PLATFORM projekt på 1. sal hos Arden Asbæk i tilknytning til Martin Asbæk Gallery i København.

Men, ingen af de tre stemmer vil jeg alligevel være foruden.
Prøv selv!

PLATFORM Arden Asbæk
Via Bredgade 23, Copenhagen
Frem til 30. april

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – april 2021

  

 

 

 

 

I dag er det tid til ‘SÅ ER DET MANDAG’ – og ny podcast hos Ann-Lisbeth Albek Sanvigs Online Kunstskole

Ann-Lisbeth Albek Sanvig introducerer dagens gæst: 
– Hun har tabt sit hjerte til kunsten og er kunstnernes ven… Mød ildsjælen, kunstskribent, kunstsamler, konsulent og meget mere INGE SCHJØDT i vores nye podcast “SÅDAN STARTEDE DET”.
– Og du kan lytte med helt gratis

– Jeg mødte Inge for første gang i et galleri i Bredgade.
Vi blev præsenteret for hinanden, og inden jeg så mig om, var Inge i gang med at skrive en artikel om mig til Kunstavisen. Og det er sådan Inge er: Engageret og energisk – bliver hun tændt på noget, så kører hun på.

I podcasten kan du høre Inge fortælle om sit spændende og engagerende liv med kunsten og kunstnerne. Lige fra barnsben mødte hun kunsten og kunstnere i præstegården.

Senere introducerede hun begrebet “Kunst på lokummerne/Liv på lokummerne” på sin arbejdsplads.

Hør mere om det, og hvordan Inge i dag formidler og hjælper kunstnere med at få realiseret deres projekter.

Podcast: Sådan startede det – Inge Schjødt fortæller

Når du allerede er inde på hjemmesiden, så er der flere spændende podcasts, som du kan lytte til – helt gratis – Se mere fra kunstskolen her

Rigtig god fornøjelse!

Kærlig hilsen
Ann-Lisbeth 

Her finder du mere om Inge Schjødt:
komkunst.dk

https://www.facebook.com/ischjoedt

https://www.facebook.com/komkunst.dk

https://www.facebook.com/komwork.dk

Her kan du finde mere om Kunstskolen: 
#annlisbethalbeksanvig #onlinekursus #kreativ #kreativitet #inspiration #onlinekunstskole #onlinekurser #annlisbethsanvigsonlinekunstskole #tutorial #undervisning #ingeschjødt #podcast