Kate Skjerning kerer sig om kunstens kontekst og livets kredsløb

Velkommen til portræt af billedkunstner Kate Skjerning, som netop nu er udstillingsaktuel i Vejle, hvortil hun har skabt Admiral og Sørgekåbe PART 1-4, inspireret af digteren Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen samt Vejles natur, kultur- og industrihistorie.

Kate Skjernings kunst lægger jeg første gang mærke til i foråret 2020, da landet lukker ned. Der går hun imod modløsheden og det mørke Jyllands dårlige karma med nitten, Covid 19, lysinstallationer i det vestjyske landskab.

De bliver til i samarbejde med partneren, fotograf Niels Linneberg, som indfanger de lysende fuldmånekugler, så snart de hver aften i tusmørket er lagt til rette et nyt sted. Når billederne er kommet i kassen fjerner de to fluks installationen igen.

Det flygtige foreviget skaber forundringsfulde smil, og tegn på livskraft. Naturens ro lægger basstemme til kompositionerne fra skoven, stranden, plantagen og de hjelmede klitter. På sociale medier giver billederne genlyd.

Inden de får set sig om, har de skabt en fortløbende begivenhed, der følges af mange de 19 døgn igennem, og som rækker ud i tiden efter.

Co-founder Sanne Juhler Hansen fra Kunsthal Vejle berøres af den æteriske sanseoplevelse, som billederne af lysinstallationerne vækker, og hun inviterer Kate Skjerning til at udstille i Kunsthal Vejle. Sanne Juhler Hansen inviterer efterfølgende mig til at skrive katalogtekst, og således opstår en fin anledning til at besøge Kate Skjerning i det vestjyske.

Fuldmåner revisited
Vi mødes i Varde, hvor et stedspecifikt værk i glas af Kate Skjerning snart ser dagens lys over en af indgangene til den skulpturspækkede Varde Garten. 

Vi besøger Kate Skjerning og Niels Linnebergs udstilling Fuldmåner i Varde Kunstforenings rum på Museum Frello. Her indgår de nitten installationsfotos sammen med spor af The Colored Sea fra Wadden Tide Festivalen, hvor kunstneren i 2019 skabte en udtryksfuld, regnbuefarvet installation af recyclede fiskenet på stranden ved Blåvandshuk. Recycling er et af kunstnerens bærende principper.

Nærmest lysende er en installation af tekstilbeklædte kugler, der spiller op til Fuldmånerne.

Værkstedsbesøg
Over eftermiddagskaffen hos Kate Skjerning i Oksbøl er der tid til at høre kunstneren fortælle, hvordan litteraturen var med til at åbne sindet, at rejser og højskoleophold banede vejen for hendes uddannelser, først på Grafisk Skole i Aarhus, og dernæst på Linjen for tegning og grafik på Designskolen i Kolding.

Her gik hun eksperimenterende til værks, skubbede til opgavernes funktionelle rammer, og allerede i studietiden debuterede Kate Skjerning med værker på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling 1990.

En tid fulgte med jobs som underviser og med familiedannelse. Hun indrettede værksted hjemme, og brugte vestkystlandets varierede natur som fristed og inspiration. Som kustode og kulturformidler bl.a. på museerne Janus – Vestjyllands Kunstmuseum og Varde Museum har hun sat liv i fantasien hos gæsterne.

Lokalt har interessen for egnens historie og ikke mindst Oksbøls fortid med en stor flygtningelejr efter 2. Verdenskrig givet afsæt, snart også for en Kunststi mellem Oksbøl by og Museet Flugt, der åbner 2022.

Flere udsmykninger og projekter i det offentlige rum er det blevet til, tillidsposter, legat- og fondsstøtte ligeså, samt talrige udstillinger.

Fandens Mælkebøtte
I 2008 kom et personligt yndlingsværk til verden med installationen af en majestætisk gennemsigtig kuppel, smykket med hvide mælkebøtteprint, placeret hen over Tirpitz kanonstillingens centrale rum, fulgt af den første af tre udstillinger i det rå bunkermuseum. Kontraster mellem det maskuline og det feminine blev trilogiens fortløbende tema.

Kuplen er der endnu, og sætter sit præg på klitlandskabet, hvor navnkundige BIG – Bjarke Ingels Group siden har opført en unik museumsbygning og nyindrettet bunkeren.
Den Fandens Mælkebøtte har fået lov at blive, foreløbigt.

Admiral og Sørgekåbe PART 1 – 4
Et nyt stedsspecifikt værk, skabt som en parafrase over Inger Christensens digtning, samt Vejles åer, dale og historie som tekstilby, er netop blevet til en flerdelt kunstnerisk intervention til Kunsthal Vejle, støttet af Statens Kunstfond.

Kate Skjerning arbejder med blandt andet Mayflower, et gammelt Vejle-garnmærke, i alle regnbuens farver.

Med garn har hun bearbejdet Niels Linnebergs fotografier fra landskabet omkring Vejle, og skabt tre udstillinger, som vises i Kunsthal Vejle Den Blå Automat, i Rum 21 og i Spinderihallerne i Vejle.

Dertil manifesteres forgængeligheden og historiens vingesus med events og nye lysinstallationer.

De metaforiske navne, Admiral og Sørgekåbe kalder følelser og fortællinger frem. Sommerfuglenes aktualitet, de skrøbelige, fascinerende og udsatte væsner, påmindes vi om. Det maskuline og det feminine, naturens mytiske spil, generationers kredsløb.
Vores væren mellem liv og død tolkes på ny.

Kate Skjerning er en af de mentorer hos BKF – Billedkunstnernes Forbund, hvor medlemmerne kan søge råd og sparring. Medlem af KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund. Medlem af Varde Kommunes Kunstudvalg. Læs mere på www.kateskjerning.dk

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Foto: Niels Linneberg og Poul Møller, Tirpitz
Publiceret: Kunstavisen 7 / 2021 – portrætartikel 

I Bagsværd Kirkes guddommelige lys leger Ritterbands Noder under Paradistræer

Da Monica Ritterband blev inviteret til at udstille i Jørn Utzons ikoniske Bagsværd Kirke, begav hun sig på en rejse ind i husets univers. Samtidig fik hun til opgave at designe møbler til kirkens atriumgård, og herfra udviklede sig en fortælling, som har bragt hende omkring i Edens Have på flere planer.

Læsere af Kunstavisen kender Monica Ritterband fra hendes artikelserie Refleksioner. Flere kender hende som journalist, og rigtig mange kender hende som designer, hvor hun har produktive dialoger med førende designvirksomheder som Georg Jensen Damask, Royal Copenhagen, Morsø Brændeovne, og senest for serien Nature History med rustikke bænke og borde af dansk egetræ fra skovene ved Vallø Slot.

Bag sig har hun flere udsmykninger i det offentlige rum og en flot buket af kunstudstillinger, priser mv.

Den store Fristelse
Forestillingen om Havens begivenheder kom til at danne overskriften på hendes festlige udstilling i kirkens elegante, lyse gange.

– Slangen i Paradiset møder vi i forskellige forklædninger, livet igennem.
Den byder på uro, lokker os til at eksperimentere. Den sætter gang i tingene, som det ses i en serie fortløbende malerier under titlen Den Store Fristelse. Fristeren optræder meget menneskeligt, mener Monica Ritterband.

Fyldige legekammerater
I Bagsværd Kirke faldt det kunstneren naturligt at gå i dialog med arkitekten Jørn Utzon, og male hans portræt. Datteren Lin Utzon, som har tegnet kirkens tekstiler samt bidraget ved kirkerummets udsmykning, er ligeledes portrætteret side om side med arkitekten Jan Utzon, der bl.a. har tegnet det særlige flygel, som er skabt til Bagsværd Kirkerum.

Monica Ritterband maler gerne portrætter af såkaldte fyrtårne, som fx Nelson Mandela, Frida Kahlo, Kim Larsen – alle personligheder med hvem hun er gået ind i en følsom dialog i løbet af maleprocessen. Personligheder, der giver fylde og stof til eftertanke. Udstillingen rummer i alt otte sådanne portrætter.

Noder og Unoder i Paradis
Med båndsav og pensel i hånden har hun skabt en serie Paradisets Træer, hvorunder hendes kendte Noder med fortællende navne udfolder sig. Noderne er små unikaværker med forskelligartede personligheder, hvor kunstneren er optaget af at spejle den menneskelige interageren, og at skabe liv i mødet.

Kunstneren former et muntert, poetisk univers, men på en klangbund af livserfaring, som er alvorlig nok. Ritterband kender tyngdekraften, og det gør elementerne så meget stærkere.

Kom selv og se. Kirkens åbningstider er søndage kl. 12-16 og mandage kl. 14-16.

Bagsværd Kirke
Taxvej 14 – Bagsværd
Frem til 13. september

Tekst og foto: Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen 7 / 2021

 

Den menneskelige iscenesættelse af byen er ganske barok, set i moderne maleres optik – Hanne Nielsen Kjærsgaard og Linda Falkesgaard udstiller sammen i Birkerød Gl. Præstegård og skaber en fornem duet på byens flakkende lys

På Birkerød Kunstforenings udstilling Barokt med malerne Hanne Nielsen Kjærsgaard og Linda Falkesgaard
vises to maleriske iagttagelser og fortolkninger af den menneskelige iscenesættelse af byen; inde og ude, mikro og makro, med ledlyskæder og neonlys som strålende effekt bag blændede ruder.

Hanne Nielsen Kjærsgaards malerier handler om iscenesættelse af byen, hvor mennesket ved brug af belysning manipulerer både arkitektur, vand og beplantning til et nyt, forvrænget og dramatisk liv. Men samtidig overdøver byens stråleglans naturens eget lys som måneskin og stjerneskær. Byens lys kan være smukt og fascinerende, men måske også bedøvende og overvældende?
– hedder det i udstillingens optakt.

Linda Falkesgaard viser bl.a. hvordan supermarkeder iscenesætter fødevarer i store udstillingsmontrer med kraftige clair obscure-agtige lyskilder, der skaber en dramatisk lys/mørke kontrast.

Et andet fokus er modsætningen mellem natur og kunstighed; hvordan mennesket forarbejder naturen og pakker det naturlige ind i plastik. Barokkens stilleben handler om liv og død; om livets forgængelighed og Memento Mori. Gør disse samtidsstilleben det samme?
– lyder spørgsmålet til os, de besøgende.

Giv dig tid med svarene, for det er en ganske bevægende udstilling.

Skarpt / Mildt og Mildt / Skarpt
Linda Falkesgaard holder af blomster generelt, og har et malerisk blik for farvernes leg, selv, når hun betragter en køledisk med kager, en anden disk med pålæg og bunkevis af roser.

En absurd sammenstilling? Måske, men de blomster, hun har foran sig for at male dem, står ikke i spandevis på sydlandske, pittoreske markeder, men her hos Irma, Føtex og i Brugsen.
– Hun bygger således bro mellem fortidens blomstermalerier og stilleben-genren, når hun tager et nutidigt og uhøjtideligt blik på vores hverdags opstillinger.

I bund og grund er det skønheden og dialogen med publikum, der er hendes ærinde. Og muligheden for – med en vis kant – at male blomster, og hvad inspirationens øjenlyst ellers falder på.

Det er et blidt flydende formsprog, som møder os i Hanne Nielsen Kjærsgaards billeder. Byens lysbeklædte træer strækker sig og gløder i mørket, indpakket i led-lyskæder. På udstillingen helt konkret i et flerdimensionelt og flermedialt træ. Ind imellem møder vi nattens figurer, og må stå lidt på tæer. Godt gengivet er de grøngysende skikkelser i motivet City Glam – The Pond, der får deres lysende ansigtskulører fra bassinet, som vi ser dem spejlet i.

– Godt set er også motivet fra en oplyst park med skulpturen Atlas i forgrunden, bærende på jordkloden under en syret himmel, der i sit hvirvlende kaos næsten tilspørger os, hvad det er, der foregår dernede?

Stjerner på flisen
Dybt rørende er Hanne Nielsen Kjærsgaards store billede Stargazers, der viser en kvindeskikkelse i mørket, en af byens skrøbelige eksistenser med en flaske i hånden, hvor hunden i snoren måske er det mest stabile i hendes liv? Bag hende lyser stjernerne på nattehimlen, men dem ser hun ikke. Tvært imod er det hunden, som snuser til stjernen på flisen foran dem, som giver os kontakt.

Motivet har et Madonna-lignende udtryk med sit betydelige format fra gulv til loft, med sin udstråling af forladthed og tiden, som er gået. Det er stærkt gjort.

Festlige er til gengæld Linda Falkesgaards store opsamling af solsikker tæt på, og en overdådighed af rosenbuketter indsat i et ovalt format, friske, frejdige, lige til kaminpladsen og spisestuen.

Mod solnedgangen
Det er kort sagt en fyldig udstilling, de to malere her spiller op med. De træder ind med relevante motiver og skaber elegant referencer til kunsthistorien ved at benytte nogle genrer og virkemidler, som gentolkes figurativt og tilgængeligt for den moderne beskuer.

Samtidig får de stillet skarpt på netop vores tid, vores omgang med livet, som til tider kan synes temmelig barokt.

En tur forbi Birkerød Gl. Præstegård, hvor kunstforeningen har til huse, kan varmt anbefales.

Birkerød Kunstforening
Birkerød Gl. Præstegård – Stationsvej 2
Frem til 12. september

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – august 2021

 

Force Majeure! Sådan må det betegnes, når en håndboldlandskamp holder publikum hjemme ved tv-skærmene i stedet for at deltage i et samtidigt kulturarrangement

Jeg indrømmer, at jeg var næsten grædefærdig, da jeg blev klar over kampens timing og den umulige konkurrence, det ville medføre. Håndboldherrernes OL-finalekamp. Den ville de fleste gerne se.

Kunstværker var blevet bragt på tværs af landet, en aktuel installation var kommet op. Selv synes jeg, udstillingens forvandlings-nu af rum og sted var lykkes, og virkelig værd at komme efter.

Og, jo, de to, plus fire, plus seks, som fandt vej til åbningen – to endda ret langvejsfra, de fik en stund med nærhed og forvandling, der nok kan måle sig med kampens sølverblanke resultat den dag.

Vi kom over syv, så vi var mange. Efter en stjernestund engang, en artisttalk med Leif Sylvester, så holdt jeg op med at måle publikum i mængder. De ti, der kom af 800 inviterede i kunstforeningsregi, de fik et sjældent indblik i et kunstnersind, og noget med til minde og til eftertanke. – Jeg har aldrig glemt det, kunstnerens mod, mismod og konsekvente handling.

Du kan ikke standse en bølge. Når folk vil hjem til fyraften i stedet for at lytte, så må man glædes ved nærværet af de, der møder frem. Men det er sandt, at jeg havde drømt om flere gæster. Også på den aktuelle udstilling i det vestjyske, hvor jeg har bidraget som medarrangør, og som heldigvis nu har nogle uger foran sig.

Sport Versus Kultur – eller ej
Mandag aften i Deadline på DR2 satte journalisten Jacob Rosenkrands fokus på sportssommerens tidsforbrug i samtale med sognepræst, tidligere sportsjournalist Sørine Godtfredsen og filosof Anders Fogh Jensen.

Et skøn lød på 55 timer, halvanden arbejdsuge foran skærmen, for de, der havde set et udvalg af de mest markante begivenheder fra EM i fodbold, Tour de France cykelløb og Olympiske Lege i Japan. Det var dog et betydeligt timetal.
– Hvor meningsfuldt er det, og blev vi så åndeligt rigere, lød spørgsmålet.

Sørine Godtfredsen købte ikke den gængse modstilling af sport og kultur, men pegede på nogle træk ved begge dele, som det er værd at forholde sig til.

– Sporten er en drømmeverden, sagde hun, og pegede på den intense fokus på det enkelte individ, der kan kamme over i en overdreven heltedyrkelse. Sportsfolkenes hverdag under den målrettede træning er ikke lige attråværdig, og går tit ud over de nærmeste. Omvendt kan deres præstationer godt indgyde mod til at gøre sig umage på det personlige plan.

Men det er uomtvisteligt, at det er et indadrettet foretagende at træne sig op til en medalje.
– Sportsfolk er på banen for deres egen skyld. I kunsten er der en rækken ud til publikum for en samtale, lød det fra Sørine Godtfredsen.

TV Sport som tidsrøver
Kunstnerne viser os eksistensen, dråbevis, er min erfaring. Men, har vi tid til det? Har vi lyst og energi til fordybelsen? Tør vi åbne os for de frø for sansning og nærvær, vi her tilbydes?

Filosoffen Anders Fogh Jensen nævnte som det første, at TID er en af vores knappeste ressourcer. Ind imellem smutter den fra os, fx når vi åbner fjernsynet for dels at blive opdaterede og dels slappe af en stund. Så går der tid med det, masser af tid.

Og her kommer den gode bog i klemme, den bliver udsat.
Han nævnte, at han gerne rejste med en bog i tasken, men at den ofte forblev lukket, når han landede på hotelværelset, og bare lige skulle tjekke, hvad der var på tv. Det var så let at blive hængende. Tit kan vi ikke huske ret meget af det bagefter. Måske kunne vi have trænet selv, eller været sammen om noget med nogle andre?

– De kollektive oplevelser, en stolthed ved EM holdånden, det har værdi, ikke mindst ovenpå en trængt tid. Men det omfang, hvormed sporten har tiltaget sig opmærksomheden og magten over sendefladen, nævnte Anders Fogh Jensen, det er problematisk. Man forventer snart også sportslignende præstationer fra politikerne, når de er på skærmen, påpegede han.

Det problematiske her er jeg helt enig i, og det generer mig voldsomt, når nyhedsmængden og Breaking News overskrifterne i vidt omfang optages af sportslige emner, for sporten er en niche med magt til en forførende proportionsforvrængning i min optik. Den æder sig ind i utålelig grad. Tv sporten larmer og den lammer.

– Det fællesskabsdannende ved sportsbegivenhederne KAN selvfølgelig noget, også række ud på tværs af etnisk herkomst, nævnte Sørine Godtfredsen, der havde glædet sig ved at se Dannebrog i brug i byens gader.
– Der går stammekultur i den, dem og os, og det er fint, at det kanaliseres ud gennem det sportslige, så længe sportsånd råder, og kræfterne ikke kammer over. Sporten er en form for leg. Men sport er ikke åndfuldt, det rækker ikke ud over noget, der er større end os selv, påpeger hun.

Og måske sidder der nogle af vores nærmeste, børn og ægtefæller, som bliver forsømt, når der råbes, skriges og skåles foran skærmen, mens vi indfanges af spændingen, dramaet, her og nu.

Debattørerne var enige om, at en vis bevidsthed om, hvordan vi bruger vores tid måske var meget godt, så ikke nærvær og relationer udkonkurreres i de nemmere stunder foran fjernsynet, der er det lette valg.

Foran fjernsynet holdes medmenneskene på afstand, og dermed den gensidige udveksling, handling og samtale om tilværelsens indhold.

Mellem Himmel og Jord
Håndboldkampen er slut. Hos Mississippi Kunst og Kultur på Thyholm kan du svinge ind og gå på opdagelse i fem kunstneres tolkning af vores tid.

Indonesiskfødte Awang Behartawan har beskæftiget sig med vilkårene under pandemien, og med kulturtræk på tværs af verdensdele, med de store gentagelser i matematikkens fraktaler og naturens mønstre, som vi selv er en del af. Naturen og arternes indflydelse på hinanden rører også penslerne hos hans landsmand Dadi Setiyadi.

Hos græskfødte Evi Apostolou kommer vi ind under huden, ind i et sjæleligt spændingsfelt mellem krop og kunst, når hun viser tegninger og malerier bl.a. fra serierne My Precious Ones, Deception, og Eaten by the Birds.

Bente Kallehauge bor i Troldhede og arbejder med uld og filtekunst. På udstillingen viser hun et tværsnit af muligheder med dette materiale i både portrætter og abstrakte værker, samt i eksempler på fx lampedesign.

Fra det nordjyske Hirtshals er hentet værker i akryl og bronze, skabt af Morten Lykke, der også sætter tidens trends til debat.

Der er fire uger til at opleve den aktuelle udstilling.
God fordybelse. God fornøjelse.

Mississippi Kunst & Kultur
Jupitervej 26, Uglev, Thyholm
Frem til 5. september

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – august 2021
KLIK ind på illustrationerne, og se dem i bedre opløsning.