Spændvidden er så stor som kuratorens fantasi på udstillingen Det Flade Land, hvor tekstilkunstner Anne Fabricius Møller præsenterer godbidder af bedste karat i Udstillingsstedet for Tekstil i København

Hen om hjørnet og ned i kælderen til Møntergade 6 i det centrale København må du gå. Der venter dig en stor kunstnerisk oplevelse i de ydmyge lokaler, der rummer udstillingen Det Flade Land.
Og, hvis heldet er med dig, møder du også stedets daglige leder, tekstilkunstner Anne Fabricius Møller, som har sammensat, og som fortæller ganske fint og underfundigt om det alt sammen.

Det er et facebookopslag af væveren Ane Henriksen, som fanger opmærksomheden og sender mig af sted. Her kan jeg se, at et af hendes markante værker, skabt på Statens Værksteder til Heltborgudstillingen Jens Søndergaard med islæt af Ane Henriksen er med på udstillingen i Møntergade, og det kan jeg ikke stå for.

Ane Henriksen har været på min nethinde i en del år. I 2019 blev det til et møde med vanteværket Urban Growth på Gobelinudstillingen i Rundetaarn og en portrætsamtale for Kunstavisen med den storartede, lavmælte og opfindsomme tekstilkunstner, der har boet en rum tid i Hanstholm i Thy, men nu bor i hovedstaden.

Ane Henriksen har udstillet verden over, og rundt på flere danske museer. Barren for det kunstneriske niveau er i top, og udførelsen er i fornem samklang med det traditionsrige vævehåndværk. Det er dejligt at se den revitalisering af tekstilkunsten, som hun er eksponent for.

Markerne
Indenfor i Møntergade ser Kirsten Nissens vandrette, korngule ryatæppe ved først øjekast måske en smule ordinært ud, indtil der stilles skarpt på titlen og sammenhængen. Hans Nissens Mark, hedder det, og det er soleklart, når man ser efter, og oplever linjer og nedlæg som gengivelse af landskabets maskinspor over slægtsgårdens arealer. Tæppet er håndknyttet, som et ægte orientalsk tæppe, fremstillet til en udstilling hos Danske Ægte Tæpper i 1989.

På den ene endevæg får vi Brændt Mark i stoftryk af Anne Fabricius Møller, og Rose Smits Matrikler, vævet i kornstrå, uld og hør. På den anden endevæg hænger Ane Henriksens Pløjemark, vævet i genbrugt linned og med farvespor sået udenom. Hertil vises Mette Ussings brune og blomstrende felt af rustikke uldgarner, Naturlig Natur, som ikke just er så flade – jævnført udstillingens titel – at det gør noget.

Flagene
På væggene vajer en række flag sammen med markerne. Her er et enkelt Dannebrog, et Flag syet af Gudrun Hasle, og venligt udlånt af gallerist Tom Christoffersen.

Her er en Nørregård T-shirt med et Dannebrog i Palestina-print, som nok kunne sætte sind i kog, da de først kom frem, designet af Åse Hansen.

Her er en vimpel fra Sønderjylland, hvorfra flagtraditioner gives videre fra slægtled til slægtled, som en umistelig værdi at holde i hævd – nemlig retten til at vise flaget. Og så et lillebitte Dannebrog i tekstil, fra dengang, det var før papirflag kom med til hver fest.

Menneskene
Livet på landet sætter Thomas Wolsings korsstingsbroderier i relief. Her er landevejens tilmøgede Kantpæl, en tabt Hjulkapsel og Dyt-Dyt opfordringen – noget, der kunne være tegnet som en hilsen på asfalten til et stedligt brudepar, nu fortolket i panamavævet stramaj.

Værkerne minder lidt om motiver af billedkunstneren Allan Otte. Den akademiuddannede brodeur gengiver menneskenes hverdagsspor på tekstil, så man erkender de tidslige og æstetiske vilkår, ikke mindst i provinsen.

Vase, stol og et håndklæde til gæsten
Stedets formål er at vise tekstil i videste forstand, men hertil kommer andre objekter af ren og skær nødvendighed.

– Der er altid en vase, en stol og et gæstehåndklæde at finde på mine udstillinger, for det er, hvad de besøgende har brug for, forklarer Anne Fabricius Møller.

Stolen Spøjs i det unikke og helt violette Amarant-træ har hun tegnet med referencer til Joseph Beuys, og den er udført af møbelsnedker Toke Overgaard. Vasen, fyldt af en kornbuket, er formet i teglrødt lertøj af Christian Buur Bangsgaard. Toilettets gæstehåndklæder er denne gang af væveren Hanne Vedel, og de foregående ligger fint stakket til skue.

Levet liv i køkkenregionen
I sidegemakket er der en selvstændig ophængning af en skøn samling hjemmesyede forklæder. En arv fra Anna Hansen på Kildegård, skabt i årene 1923-1963, omsorgsfuldt opbevaret i en æske fra det fornemme A.C. Bang. De findes mønstrede, ternede, hulsyede og i alskens (afdæmpede) farver, og minder os om landmandskonens indsats til hverdag og fest, og om den æstetiske maskering, hun kunne tage på.

Samlingens tid
Det aftvinger respekt, det behjertede Udstillingssted for Tekstil, for her ses eksempler på et virkefelt, der ikke altid har fået det spillerum og den anerkendelse, der ellers rigeligt er grobund for. For mig at se mangler der et museum for tekstilkunst, måske tekstil og kunst, på linje med Clay for keramik og Glasmuseet i Ebeltoft.

Stærke navne har vi nok af, både indenfor vævning, stoftryk og broderi, og senest er også tufting kommet på banen. Der var klart en fornyet interesse for tekstile udtryk på kunstmessen Enter Art Fair i København i sensommeren 2021.

Der er rigeligt med kilder at trække på i det flade land, hvor fortrinsvis kvinder til hver en tid har frembragt smukke genstande af høj kunstnerisk kvalitet, og hvor mandlige kolleger gerne har stået i spidsen for haute-couture skrædderier, og væverier som Georg Jensen Damask, Kvadrat tekstiler med mere.
Vi har en rig tekstil tradition, som fortjener mere, ja, meget, meget mere opmærksomhed.

Det understreges kun af oplevelsen i Møntergade.
Tak! – og På Gensyn.

Udstillingsstedet for Tekstil
Møntergade 6 – København K
Frem til 19. februar

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – Januar 2022

…….

 

Skumfødt, en soloudstilling af Nour Fog, handler om tilblivelsens under, inde- og udefra

Tilblivelse er omdrejningspunktet for Nour Fogs udstilling Skumfødt, skabt til Møstings Hus på Frederiksberg. Titlen er inspireret af kunsthistoriens perle, Botticellis maleri  Den skumfødte Venus, og substansen er baseret dels på vandelementet i og omkring os, og dels på et menneskebarns komme.

Metaforisk kan skabelsen af en udstilling og et nyt familiemedlem sidestilles i ventetid og tilsynekomst, og sådan har det forløbet for Nour Fog og familien. Mens udstillingen blev til, gik ønsket om et barn mere i opfyldelse, og herfra er stoffet fortolket til udstillingens bevægende gesamtkunstverk.

Vandet i og omkring os
Udenfor på søen mødes vi af Nour Fogs vandkunstværk, Hydro Human, som refererer til vandets mytologi med flerlemmede væsner, og centralt et menneske, der rejser sig af elementet.

Indenfor ses værket Konkylie, en keramisk form med perlemorsglasur, skabt tidligt i processen, hvor kunstneren havde mulighed for at arbejde på Statens Værksteder.

Krop og system
Nour Fog fortsatte det keramiske arbejde, og i Det gule Rum vises Kyras, en brynje over en gravid kvindekrop, der står i rummet uden personlighed, men indrulleret i det overgribende system, der rammer den gravide, fx med talrige undersøgelser. Her ses også et mælkedryppende Bryst – uha – og figuren Hylster, der sammen med Hjerte og Venevase er glaseret i en nøje afpasset metallisk farve, som spejler rummet.

Overflader mødes
I Det grønne Rum flyder et 17 minutters kvadrofonisk lydværk med bølger, musik og hjerteslag, skabt til udstillingen af Jirasol Pereira Ayala, ind over Nour Fogs installation. Og lyd og sansning fører os indenfor i livmoderens univers.

Afstanden mellem indersiden og ydersiden føles uendelig, kaldes værket, hvor kunstneren forholder sig til det voksende menneskevæsens væren og indtryk, som det må opleves inde i livmoderen, og udefra, hvor fosterets bevægelser kan iagttages. Således har Fog brugt albuer og armbevægelser i dannelsen af de forskellige aftryk i de keramiske former, og har levet sig ind i både det tilblivende fosters og forældrenes situation i den underfulde proces, som nok er naturlig, men stadig gådefuld for dem, der venter.

At der vokser et menneske frem indeni et menneske er en monumental virkelighed, på én gang abstrakt og meget konkret, som Fog her formår at udtrykke skulpturelt og installatorisk.

Skrøbelighed og styrke
Placeret helt alene i Det Røde Rum, frit hængende i en tynd tråd, møder vi i naturlig størrelse, fosteret, som det kommer til verden, viklet ind i navlesnor med mere.
Titlen er Fra min navle vil jeg vokse.

Den solistrolle må enhver erfare, i skrøbelighed og med styrke, på godt og ondt.
– Det er ikke spørgsmålet, hvad det bliver, men hvem, det bliver, plejer jeg at sige, når et menneskebarn skal komme til verden.

Og hvem møder vi så?
Kunstneren Nour Fog træder frem på en kunstscene, som i tiden, aktuelt bliver mere rummelig, og hvor den autentiske sanselighed, der kendetegner det kønsmæssigt non-binære miljø, i højere grad bliver værdsat.

Nour Fog eksponerer selv det androgyne menneske, hvor kønsidentiteten ikke entydigt er mand eller er kvinde. En medfødt udfordring, som kunstneren har givet forskellige udtryk.

For tiden er vægten på det sanseligt, meget håndgribelige og nærværende
arbejde med keramikken, som generelt har en stigende interesse blandt
både udøvere og samlere.

Udstillingen Skumfødt er en smuk oplevelse, fornemt tilrettelagt i et organisk samspil med præmisserne i de klassiske, røde, blå, grønne og gule rum i Møstings Hus.

Må verden åbne sig og den blive set af mange!

Nour Fog (f. 1981), uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2016. Har udstillet på Overgaden, Gl. Holtegaard, Sydhavn Station, Kunstpakhuset Ikast, repræsenteres af galleri KANT. Solgt til bl.a. Ny Carlsbergfondet.

 

Møstings Hus
Andebakkesti 5 – Frederiksberg
Frem til 20. marts

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen no 1 – 2022, forsideartikel 

……..

……..

 

En samtale med maleren Lars Rasmussen om kunstens kontinuerte drift

Vi starter med en havevandring. Det er mit andet besøg hos maleren Lars Rasmussen i Roskilde, der i haven har roser, urter, vandhul og orangeri, og så den blåregn, som er anledning til min tur til Domkirkebyen.

Sidst vi mødtes stod kunstneren midt i et motivmæssigt gearskifte.

To portrætopgaver, den ene af tidligere rektor på Herlufsholm, Flemming Zakariassen, var ved at nå til vejs ende, og efter fordybelsen heri, hvad skulle så det næste blive?

Bag sig har kunstneren en ret stor produktion af portrætter, en elsket disciplin for møderne med folk som fx Møllehave og Roskildes tidligere biskop, Jan Lindhardt, samt notabiliteter fra skole- og erhvervsliv. Og helt unikke udsmykninger er det blevet til, bl.a. huset Tusculum ved Bagsværd Sø, samt kirkeudsmykninger m.m.

Ligesom arbejdet med portrætter bringer et berigende menneskeligt nærvær, er bestillingsarbejdet samtidig mentalt krævende, hvorefter kunstneren må kalibrere på ny.

– Længe havde den hvisket, kaldt, råbt og været stille afventende, Blåregnen, sagde Lars Rasmussen. Men hidtil havde han ikke magtet den. Derfor var det på én gang ængstelige og ambitiøse blikke, han kastede mod beboeren i havens nordøstlige hjørne. En nedtælling var i gang der i maj.

Vintermøde
Vi går ind i atelieret, og her står tre staffelier på rad. To mindre lærreder er stort set færdige. Et tredje er undervejs. Og ja, det er Blåregnen, der har fundet vej til Lars Rasmussens pensler.
Hvilken umådelig skønhed, der toner frem af de mange, mange, mange timers arbejde.

Rundt på væggene ses flere motivkredse. Her er først og fremmest roser, som har fået sin gode del af opmærksomheden. Men også et mørkt motiv fra vandhullets åkander, hvor den strunke bladvækst fangede malerens blik.

Kontrasten mellem de bordeauxrøde, nærmest hjerteformede udfoldede blade, der svæver på vandoverfladen, og så den frækt rejsende, lysegrønne form i de fremvoksende bladknopper fortæller den evige historie om han, hun og blomsternes mission – arternes formering.

– Naturen er så aktuel for tiden. Men den har det på en måde altid handlet om, siger Lars Rasmussen, ikke uden et sideglimt i øjet.
– I 1970’erne væltede der kunst frem, skabt efter en grimhedens æstetik, en anti-skønhedsbevægelse, og jeg kunne ikke klare at se på det. Nærmest som en protest vendte jeg mig mod Prærafaelitterne og stemningen fra 1800-tallets slutning, den såkaldte Fin-de-Siècle.

– Jeg har fra uddannelsestiden min base i croquistegningen, og den levende model. Jeg kan ikke fortælle en historie, uden at have oplevet den.
– De mest underskønne modeller stillede op, jeg lånte ædle smykker og location på Gisselfeld Gods, og det var en fantastisk oplevelse af samarbejde og synergi i al uskyldighed. Det var nok ikke gået i dag, hvor en voldsom nypuritanisme er væltet ind over tiden. Det er synd og skam, mener Lars Rasmussen.

Vi taler om den frisættelse, der blev sat i gang i 70’erne. Og at den er penduleret over mod en kultur af kontrol og kritik, der lammer mere end den løfter. Ligeberettigelsen og anerkendelsen, som er ambitionen, må grueligt meget igennem, før vi rammer kammertonen. Altså en ren og klar tone, der løfter alt og alle. Endnu er der ikke samklang, men mest dissonanser i diskursen, hører vi begge.

Milepæle 2022-23 i sigte
Vi vender blikket mod fremtiden. Kunstnerens 70 års fødselsdag og 50 års jubilæum som billedkunstner står i kalenderen for årsskiftet 2022-23, og forskelligt er i støbeskeen. Dels en udstilling, og dels, om muligt, en bogudgivelse.

På et arbejdsbord ligger mapperne med dokumentation, fotos, udklip og venter på at blive stykket sammen i digitalt format. Kunstnerens evige dilemma mellem lærred og administrative opgaver kan suge kraft og energi, mens milepælene nærmer sig, så tiden er nu inde for den nærmere planlægning og fundraising.

Tilbage til klangen af skønhed
– Jeg opdager, at jeg beskæftiger mig med et tidløst emne, som bliver tiltagende intenst. Jeg har vedvarende en ambition om at overgå mig selv og min formåen. Det er ikke just nogen sportsgren, men en drift.

– Jeg bevæger mig mod kanten, ja på kanten i håbet om, at billedet også bliver relevant for andre mennesker. Der kan jeg heller ikke være bekendt at arbejde på rutinen. Det bliver uetisk.
– Det er muligt, at det kan opleves som archaisk ’at udfylde firkanter med olie’.
Men det fortsætter, som vi kan se, trods konstateringen af maleriets død.

– I processen handler det om at fjerne sig fra sit motiv og opløse, til det næsten bliver abstrakt.
– Gennem iagttagelsen viser sig en orden og en rytme. Og så skal det klinge, understreger Lars Rasmussen.

Musikken er en slags parallel sparringspartner. Han tænker med stor respekt på komponister som Bartók, Mozart, Bach, og på jazzmusikernes evner for synkopernes variationer.

– Der er et forløb i at forstå en komposition. Der er et drama, der er vekslende tempi, der er lys, mørke, pauser og crescendo.

Det gælder også for billeder af en Blåregn.

Som den zenbuddhistiske skytte har han hen over sommeren nærmet sig, og tilegnet sig sit bytte gennem et alkymistisk, gensidigt forvandlende favntag. 

…….

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen no 1 – 2022, helsides portræt
KLIK på illustrationerne her på siden, og få dem at se i en flottere udgave. 

…….

Illustrationer:
Lars Rasmussen – Wisteria Blåregn, olie på møbelplade, 40×50 cm, foto: Sven Berggreen
Lars Rasmussen – Herre i blå habit, tidligere rektor på Herlufsholm Flemming Zachariassen, 60×70 cm, olie på møbelplade, foto: Sven Berggreen
Lars Rasmussen – Silent Water, 40×60 cm, olie på møbelplade, foto: Sven Berggreen
Lars Rasmussen – Bogforside, udført for rosengartneren i Løve, Torben Thim
Lars Rasmussen – Portræt af Johannes Møllehave

 

 

Kunsten kommer dig i møde andre steder end på museerne

Berigende er det, når billedkunsten tager til genmæle i en grå og indelukket tid, og vises frem andre steder end på museer og gallerier, som ellers i månedsvis har savnet sit publikum.

Tjek med ind på Hotel SP34 i Sankt Peders Stræde i København, eventuelt blot for en kop kaffe og et pusterum, så kan du nyde dualiteten mellem de to billedkunstnere Rikke Bjørn og Lars Hilfling i en anderledes ramme.

En hotelfoyer har som regel flere funktioner med venteområder, fordelingsgange og markante skranker, og alt for ofte kedsommelige vægflader. Men her venter gæsten en unik arkitektonisk oplevelse, når man træder indenfor i cityhotellet, som formår at få et ganske levende og varieret forløb ud af de komprimerede kvadratmeter i det gamle byhus ved Jarmers Plads.

Hotel SP34 byder på Bjørn og Hilfling
På en rustik kaminvæg i foyeren præsenterer Rikke Bjørn udvalgte eksempler på det konkrete maleri, som i denne sammenhæng gør det arbejde, som store blomsterarrangementer ellers gør.

Her er poesien og det feminine touch transformeret til linjer og flader i elegante, oplivende farvesammenstillinger. Modsat udgør et optisk stærkt værk, i mørke farvetoner, et flot punktum. Nogle af billederne har Rikke Bjørn skabt specifikt til rummet og netop til samspillet med Lars Hilflings motiver, der er i en helt anden boldgade.

Med på en kigger
Lars Hilfling viser mennesketyper, manipuleret i digitale collager og voyeristisk anbragt, så model og beskuer uvægerligt strejfer hinanden i et undersøgende øjeblik. Pirrende, er de, som mødet mellem fremmede, der skal opholde sig under samme tag.

– Billederne fra serien Dogs Unleashed er inspireret af wrestlerbilleder fra 1800-tallet. De var meget populære dengang, og var en af få muligheder for at vise halvafklædte mænd i nærkontakt.
– Netop genindsættelse af de queer-temaer, der blev indlejret som kodede beskeder i løbet af kunsthistorien, og på den måde fungerede som verdens første kryptering, er noget, jeg arbejder en del med, fortæller Lars Hilfling.

Et hovedværk vistes på udstillingen Mellem Usynlige Lag på Kirsten Kjærs Museum i 2020, og fra 5. marts er han aktuel hos RoS Gallery i Roskilde.

De to kunstnere tilhører begge galleri- og værkstedsfællesskabet GANG i Københavns Nordvestkvarter, som står bag en fortløbende udstillingsrække og kuratering på hotellet, hvor GANG-kunstnere det næste års tid vil udstille to-og-to under det fælles tema VERSUS.

Værkerne af Bjørn og Hilfling er en usædvanlig sammenstilling, men de gør det godt, side om side i Hotel SP34s interessante modtagerum.

Tjek ind! – og nyd hotellets Gode Råvarer på Væggene.

Hotel SP34
Sankt Peders Stræde 34 – København K
Frem til 31. marts

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen no 1 – 2022, bagsiden