En samtale med maleren Lars Rasmussen om kunstens kontinuerte drift
Vi starter med en havevandring. Det er mit andet besøg hos maleren Lars Rasmussen i Roskilde, der i haven har roser, urter, vandhul og orangeri, og så den blåregn, som er anledning til min tur til Domkirkebyen.
Sidst vi mødtes stod kunstneren midt i et motivmæssigt gearskifte.
To portrætopgaver, den ene af tidligere rektor på Herlufsholm, Flemming Zakariassen, var ved at nå til vejs ende, og efter fordybelsen heri, hvad skulle så det næste blive?
Bag sig har kunstneren en ret stor produktion af portrætter, en elsket disciplin for møderne med folk som fx Møllehave og Roskildes tidligere biskop, Jan Lindhardt, samt notabiliteter fra skole- og erhvervsliv. Og helt unikke udsmykninger er det blevet til, bl.a. huset Tusculum ved Bagsværd Sø, samt kirkeudsmykninger m.m.
Ligesom arbejdet med portrætter bringer et berigende menneskeligt nærvær, er bestillingsarbejdet samtidig mentalt krævende, hvorefter kunstneren må kalibrere på ny.
– Længe havde den hvisket, kaldt, råbt og været stille afventende, Blåregnen, sagde Lars Rasmussen. Men hidtil havde han ikke magtet den. Derfor var det på én gang ængstelige og ambitiøse blikke, han kastede mod beboeren i havens nordøstlige hjørne. En nedtælling var i gang der i maj.
Vintermøde
Vi går ind i atelieret, og her står tre staffelier på rad. To mindre lærreder er stort set færdige. Et tredje er undervejs. Og ja, det er Blåregnen, der har fundet vej til Lars Rasmussens pensler.
Hvilken umådelig skønhed, der toner frem af de mange, mange, mange timers arbejde.
Rundt på væggene ses flere motivkredse. Her er først og fremmest roser, som har fået sin gode del af opmærksomheden. Men også et mørkt motiv fra vandhullets åkander, hvor den strunke bladvækst fangede malerens blik.
Kontrasten mellem de bordeauxrøde, nærmest hjerteformede udfoldede blade, der svæver på vandoverfladen, og så den frækt rejsende, lysegrønne form i de fremvoksende bladknopper fortæller den evige historie om han, hun og blomsternes mission – arternes formering.
– Naturen er så aktuel for tiden. Men den har det på en måde altid handlet om, siger Lars Rasmussen, ikke uden et sideglimt i øjet.
– I 1970’erne væltede der kunst frem, skabt efter en grimhedens æstetik, en anti-skønhedsbevægelse, og jeg kunne ikke klare at se på det. Nærmest som en protest vendte jeg mig mod Prærafaelitterne og stemningen fra 1800-tallets slutning, den såkaldte Fin-de-Siècle.
– Jeg har fra uddannelsestiden min base i croquistegningen, og den levende model. Jeg kan ikke fortælle en historie, uden at have oplevet den.
– De mest underskønne modeller stillede op, jeg lånte ædle smykker og location på Gisselfeld Gods, og det var en fantastisk oplevelse af samarbejde og synergi i al uskyldighed. Det var nok ikke gået i dag, hvor en voldsom nypuritanisme er væltet ind over tiden. Det er synd og skam, mener Lars Rasmussen.
Vi taler om den frisættelse, der blev sat i gang i 70’erne. Og at den er penduleret over mod en kultur af kontrol og kritik, der lammer mere end den løfter. Ligeberettigelsen og anerkendelsen, som er ambitionen, må grueligt meget igennem, før vi rammer kammertonen. Altså en ren og klar tone, der løfter alt og alle. Endnu er der ikke samklang, men mest dissonanser i diskursen, hører vi begge.
Milepæle 2022-23 i sigte
Vi vender blikket mod fremtiden. Kunstnerens 70 års fødselsdag og 50 års jubilæum som billedkunstner står i kalenderen for årsskiftet 2022-23, og forskelligt er i støbeskeen. Dels en udstilling, og dels, om muligt, en bogudgivelse.
På et arbejdsbord ligger mapperne med dokumentation, fotos, udklip og venter på at blive stykket sammen i digitalt format. Kunstnerens evige dilemma mellem lærred og administrative opgaver kan suge kraft og energi, mens milepælene nærmer sig, så tiden er nu inde for den nærmere planlægning og fundraising.
Tilbage til klangen af skønhed
– Jeg opdager, at jeg beskæftiger mig med et tidløst emne, som bliver tiltagende intenst. Jeg har vedvarende en ambition om at overgå mig selv og min formåen. Det er ikke just nogen sportsgren, men en drift.
– Jeg bevæger mig mod kanten, ja på kanten i håbet om, at billedet også bliver relevant for andre mennesker. Der kan jeg heller ikke være bekendt at arbejde på rutinen. Det bliver uetisk.
– Det er muligt, at det kan opleves som archaisk ’at udfylde firkanter med olie’.
Men det fortsætter, som vi kan se, trods konstateringen af maleriets død.
– I processen handler det om at fjerne sig fra sit motiv og opløse, til det næsten bliver abstrakt.
– Gennem iagttagelsen viser sig en orden og en rytme. Og så skal det klinge, understreger Lars Rasmussen.
Musikken er en slags parallel sparringspartner. Han tænker med stor respekt på komponister som Bartók, Mozart, Bach, og på jazzmusikernes evner for synkopernes variationer.
– Der er et forløb i at forstå en komposition. Der er et drama, der er vekslende tempi, der er lys, mørke, pauser og crescendo.
Det gælder også for billeder af en Blåregn.
Som den zenbuddhistiske skytte har han hen over sommeren nærmet sig, og tilegnet sig sit bytte gennem et alkymistisk, gensidigt forvandlende favntag.
…….
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen no 1 – 2022, helsides portræt
KLIK på illustrationerne her på siden, og få dem at se i en flottere udgave.
…….
Illustrationer:
Lars Rasmussen – Wisteria Blåregn, olie på møbelplade, 40×50 cm, foto: Sven Berggreen
Lars Rasmussen – Herre i blå habit, tidligere rektor på Herlufsholm Flemming Zachariassen, 60×70 cm, olie på møbelplade, foto: Sven Berggreen
Lars Rasmussen – Silent Water, 40×60 cm, olie på møbelplade, foto: Sven Berggreen
Lars Rasmussen – Bogforside, udført for rosengartneren i Løve, Torben Thim
Lars Rasmussen – Portræt af Johannes Møllehave