Mød Holbergs underverden i Sorø

Seimi Nørregaard – Abernes parykparade

Ludvig Holbergs roman Niels Klim er muntert omsat til sanseudstilling og events for børn

Underverdenens Parykparade hedder en sansemættet, scenografisk opbygget udstilling, rettet mod børnefamilier, skabt af samtidskunstneren Seimi Nørregaard til Sorø Kunstmuseum. Vi besøger museet en dag, hvor der er inviteret til rundvisningen Billeder for Baby. Et event blandt flere, der sætter Sorø Kunstmuseum i øjenhøjde med gæsterne på en rar og uformel måde.

Seimi Nørregaard har taget afsæt i Holbergs samfundssatiriske roman Niels Klims Underjordiske Rejse fra 1741, som fik enorm udbredelse i Europa, hvor den blev udgivet på latin. Holberg, som selv var født i Bergen, fik tilknytning til Sorø Akademi, og er begravet i Sorø Klosterkirke. Bag udstillingen ligger også en markering af 300-året for Ludvig Holbergs første teaterstykker på dansk. En begivenhed, det er vanskelig at forstå rækkevidden af i dag, hvor sproget tales på tværs i samfundet. Og dog ved vi nok, hvordan der gøres forskel på folk afhængigt af dialekt og socialklasse.

Udstillingen er en kærkommen anledning til at gøre sig bekendt med forfatteren, teatermanden og Oplysningstidens store tænker, Holberg, og med romanens hovedperson Niels Klim. Samtidigt kan vi orientere os mod internationale strømninger og mod historien, præcis som Holberg selv gjorde det.

Teater Europa – scenen er åben

Det er for børn
Kunstneren Seimi Nørregaard åbner fantasiens lomme i museets underetage. Efter en tur igennem en lidt skræmmende og mørk tunnel kan de mindste gæster hoppe og rutsje i Baronens seng. Alle kan klatre i et mystisk træ med lyde og gå på scenen i teater Europa, samt invitere forældre og bedsteforældre med til Abernes kostumefest. Der er også mulighed for en tur i parykværkstedet.

Gennem legen kan vi udforske, hvor vi hører til. Som lille, trygt i Mors favn, indtil udklædningskassens Sommerfuglevinger kalder, eller til der skal stå et slag mellem to aber på Europas Scene.

Seimi Nørregaard (f. 1975) har arbejdet i krydsfeltet mellem kunst og performance som iscenesætter, digter, performer og scenograf siden sin uddannelse på Nordisk Teaterskole i 1998.

Den røde tråd hos hende er at skabe rum, der gør selve kroppen samt tekst, lys og lyd til medfortællende virkemidler i værket. Blandt tidligere produktioner kan nævnes samarbejder med Overgaden og Carte Blanche, Kunsthallen Brandts og Sanselåven, Vestfossen i Norge, Det Kgl. Teater og Eventministeriet, samt Nikolaj Kunsthal.

Baronens Rutjebaneseng

Sorø Kunstmuseum har planer om at gøre det til en tradition at byde på scenografisk sanseudstilling hvert andet år. En kærkommen introduktion til alt det, et moderne kunstmuseum kan byde på.

Sorø Kunstmuseum
Storgade 9 – Sorø
Frem til 24. april

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 3 / 2022 – marts 2022 

Det Hule Klatretræ

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar