Krigen i Ukraine er ubærlig.
– Hvad kan vi kunstnere gøre i fællesskab, lød et hjertesuk på facebook.
– Vi kan give en håndsrækning gennem en kunstnerisk indsats til gavn for Ukrainsk Røde Kors, og en sådan indsats er nu klar til lancering.
Motivationen kom af en akut bekymring for to kunstnervenners livsbetingelser i Ukraine. Initiativet blev tilskyndet af billedkunstner Renate Borgens hjertesuk på facebook, og inspireret af Ole Aakjærs flotte indsats i Vejle, hvor salget af næsten 6000 signerede plakater indbragte 3,5 mio. kr. på blot 45 timer.
– En håndsrækning fra kunstnerside kan altså godt batte noget.
I samarbejde mellem komkunst.dk og Artfactory.International er der nu oprettet en webshop, ArtHelp for Ukraine, hvor reproduktioner af billedkunstneriske motiver sættes til salg til fordel for Ukrainsk Røde Kors. Tjek ind her: ukraine.artfactory.international
Indsamlingen via webshoppen løber frem til 24. december 2022.
Prominente deltagere – to gode bidrag fra Ukraine
Kunstnere fra Danmark, Ukraine, Estland, Polen, Tyskland, England, Island, Indonesien, USA og Grækenland medvirker. Heriblandt de to prominente navne fra Ukraine, som har gæstet Danmark tidligere.
– Iryna Somyk-Ponomarenko og Alexey Glazunov deltog i 2019 på Portræt NU! på Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot i Hillerød, de stiller begge deres konkurrencebidrag til rådighed for webshoppen ArtHelp for Ukraine.
De to kunstnere opholder sig stadig i Ukraine.
Fra Estland deltager den herboende billedkunstner Külli Suitso, som siden Ruslands annektering af Krim i 2014 har haft hjelme i flere af sine værkserier. I 2017 udgav hun bogen ‘Hellmet Between Peace and War‘ – bevidst om stavefejlen, og med hjelmeserien som resultat af sin opvækst i Sovjetunionens tunge skygge. Külli Suitsos Helmet with Blue and Yellow var et selvskrevet bidrag til webshoppen.
Fyrre kunstnere siger ja til at være med
På meget kort tid har op mod 40 billedkunstnere givet tilsagn og udvist særdeles positiv interesse for at være med i initiativet. Bl.a. nogle herboende fra i alt ti lande har takket ja. I samarbejde med grafiker Gitte Blå er der sat en vidtspændende palet af motiver op fra ret forskellige genrer.
ArtHelp for Ukraine
De ca. 40 forskellige kunstneriske motiver sælges via webshoppen som reproduktioner. Kunstnerne beholder selv deres originale motiver.
Plaktaterne trykkes på miljøvenligt papir i Letland, og udbydes som Print-On-Demand i tre størrelser.
Kunden kan tilvælge indramning på det mindste format.
– Krus med påtrykt motiv, udvalgt, så motivet er velegnet til formålet indgår også i webshoppens sortiment, så der er noget at vælge, også for jer, der måske har fyldt væggene i forvejen, men gerne vil støtte indsamlingen til fordel for Ukrainsk Røde Kors.
Priserne varierer fra 200 kr til 600 kr, og inkluderer produktion, administration, moms og dertil en fastsat donation til Ukrainsk Røde Kors på i gennemsnit 298 kr. pr. produkt.
Donationen er et obligatorisk tillægsprodukt, der automatisk lægges i kurven på webshoppen, hvor der er op imod 200 varianter at vælge imellem.
De medvirkende kunstnere er:
Aleksander Kosmala (PL), Alexey Glazunov (UA), Anita Viola Nielsen, Annette Sjølund, Ann-Lisbeth Albek Sanvig, Awang Behartawan (RI), Bjørn Eriksen, Carsten Krogstrup, Christina Mosegaard, Craig Martin Wood (GB), Eva Toft, Evi Apostolou (GR), Gitte Blå, Hanne Nielsen Kjærsgaard, Heidi Stibæk-Kaiser, Iryna Somyk-Ponomarenko (UA), Janusz Tyrpak (PL), Jonas Pihl, Jonna Pedersen, Kaj Flemming Nielsen, Kate Skjerning, Kitt Buch, Külli Suitso (EST), Line Højmann Hansen, Malte Fisker, Martin Burridge, Maria Engholm, Marie J Engelsvold, Matvey Slavin (DE), Mette Rishøj, Nana RH Bastrup, Nina Maria Kleivan, Ole Bach Sørensen, Pia Fonnesbech, Renate Borgen, Kunstnerduoen SIIKU (DK/GL), Søren Ewald, Tina Menore (US), Úlfur Karlsson (IS)
Kunstnerne selv, Artfactory.international og komkunst.dk markedsfører webshoppen via sociale medier, på facebook, instagram og hjemmesider, samt annonce i Kunstavisens april-udgave.
Om Artfactory.International
Artfactory.International arbejder med it og gør det nemt for kunstnere og kreative at omsætte reproduktioner af deres værker via webshop og Print-On-Demand løsninger. Artfactory.International skaber løsninger for bl.a. musikbranchen.
Om Komkunst.dk
Komkunst.dk arbejder journalistisk, med kunstformidling, presseomtale, kuratering, fundraising, portrætter og anmeldelser til Kunstavisen, via bloggen på komkunst.dk – og stiller ind på Menneske + Idé + Vilje + Tid + Sted.
Vi gør opmærksom på:
– Vi er utroligt glade for de tilsagn, vi har fået fra kunstnere og frivillige.
– Umiddelbart kan vi ikke udvide webshoppen ud over de ca. 40 medvirkende kunstnere.
Vi håber, at der bliver god opbakning, så Ukrainsk Røde Kors får en god støtte, og så kunsten kommer ud at leve. Hvem ved, måske hos nogle af de ukrainske gæster, der låner husrum eller arbejder her i Danmark. Giv dem noget smukt at se på – det nytter faktisk.
På vegne af Artfactory.International, grafiker Gitte Blå, og initiativtager fra komkunst.dk
Inge Schjødt, kontakt – tel 29 64 92 21.
Besøg webshoppen her: ukraine.artfactory.interntional