Gå en tur i Rundetaarn og se Kassandras femten energiske Søstre

Femten kunstnere har sat hinanden stævne i Bibliotekssalen over kirkeloftet ved Rundetaarn til udstillingen Kassandras Søstre – med undertitlen Fremtidens malere hæver forbandelsen.

Frustrerede over den manglende lydhørhed og kønsmæssigt skæve repræsentation på gallerier og museer begyndte arbejdet med udstillingen for to-et-halvt år siden, hvor netværksdannelsen de femten kunstnere imellem blev en gave undervejs, mens de udviklede planerne for en fælles maleriudstilling.

Holdet blev sat af de to billedkunstnere Henriette Hellstern og Anna Walther, som sidenhen sparrede med kunstrådgiver Helle Moalem. Deltagerne er en god blanding af de nye, de midtvejs og de mere rutinerede – som Agnete Bertram, Ditte Marie Frost, Emily Gernild, Henriette Hellstern, Mie Olise Kjærgaard, Coline Marotta, Mie Mørkeberg, Tanja Nis-Hansen, Marie Rud Rosenzweig, Bolatta Silis-Høegh, Ida Sønder Thorhauge, Anne Torpe, Helene Vestergaard, Anna Walther og Maria Wæhrens.

Den oversete seer
Udstillingens tema er baseret på den græske mytefortælling om Kassandra, som Apollon kastede en forbandelse over, da hun ikke ville give sig hen til ham. Hun havde klarsyn og forudseenhed, men blev bremset af forbandelsen, som betød, at ingen troede på eller lyttede til hende. I billedgengivelser ser vi hende rive sig i håret over den manglende tiltro.

– Den oversete Kassandra-figur med så meget på hjerte fortjente at komme frem i lyset, fortæller den ene af kuratorerne, Henriette Hellstern.

Mangfoldige tilgange til maleri
Ud over forskelle i karriereposition adskiller kunstnerne sig også metode- og udtryksmæssigt.

Inderlige fortællinger er der i malerierne af Bolatta Silis-Høegh, Emily Gernild, Anne Torpe og Coline Marotta.

Det mytologiske er stærkt hos Mie Mørkeberg, Ida Sønder Thorhauge, Tanja Nis-Hansen, Henriette Hellstern og Maria Wæhrens, hvor Mie Olise Kjærgaard viser en malerisk satirisk tolkning af søsterskab med en tekstreference til den mistænkeliggjorte kvindelige seksualitet.

Agnete Bertram, Ditte Marie Frost, Marie Rud Rosenzweig og Helene Vestergaard eksperimenterer med taktile materialer som silkemalet og tuftet tekstil, oxyderede kobberplader, montage på hønsenet og digitalprintede tapeter. Hertil kan føjes medkurator Anna Walters fortællinger på brændt birkefinér med papmaché.

I udstillingens disponering er der taget fint hensyn til de enkelte værkers individuelle samspil og til rummets arkitektur.

Til salgsudstillingen er produceret videointerviews og et fornemt, lærredsindbundet katalog, der uddyber den uendelige fortælling om de kompetente kvinder.

Bibliotekssalen Rundetaarn
Købmagergade
Frem til 16. juni

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 5 / 2022

 

Billedkunstneren, dansk-islandske Sóley Ragnarsdóttir har indsamlet vestkystens plastfarvede kulturarv og træder frem med en overbevisende udstilling hos Formation Gallery på københavnske Vesterbro

Jeg ser hende for mig, stående i sandet med det lange, rødblonde hår blæsende om hovedet, inden hun får krøllerne puttet ind under hætten på svømmedragten på vej mod en tur i havets bølger ved Nr. Vorupør i Thy. Ved hendes side sidder den smukke collie, og iagttager hende, beredt på at holde vagt, mens dens herskerinde står ud på sit paddelboard i Vesterhavsbrændingen få kilometer fra nabobyen Klitmøller, hvor en naturlig bugt på nogle år har opnået kultstatus som Cold Hawaii, og tiltrækker vovehalse og havturister i hobetal.

Hele kysten mellem Agger Tange og Hanstholm har fået fornyet opmærksomhed, dels via Nationalpark Thy og dels med de populære vandsportsmuligheder, der tiltrækker turister i autocampere alle mulige steder fra. De kommer belæsset med surfboards og sejl – og børnene og de mindre professionelle har tossede badedyr med store øjne i favnen til brug i swimmingpoolen.

Indenfjords ved Vildsundbroen og i vest ved Krik Vig er der opsat skilte med den lokkende titel, Cold Hawaii Indland, som skal få de mindre dumdristige eller mindre rutinerede til at begive sig ud på Kite-surfing i frisk vind på Limfjordens knap så lumske bølger, grundigt instrueret af de lokale, som kender vind og vejr.

– Som tidligere beboer på egnen glæder det mig at se, at så mange muligheder vokser frem, og at så mange mennesker kommer til egnen, og sætter pris på en af de smukkeste landsdele, vi har. Nye generationer bosætter sig, og skaber aktivitet. SMK Thy, en kommende filial af Statens Museum for Kunst, er et af flagskibene, som langsomt, men sikkert tager form i en tidligere købmandsgård i Doverodde i Sydthy.

En kunstner slår rod
En af tilflytterne er dansk-islanske Sóley Ragnarsdóttir, som jeg for sent læste om, da hun udstillede Organizing Principles på Overgaden ved årsskiftet. Her viste hun bl.a. kombinationer af fiskerierhvervets artefakter og tovværk, sat sammen med surfernes ferieglade udtryk i store, oppustelige badedyrsfigurer.

Glædeligt er det, at hun så snarligt er kommet tilbage til hovedstaden med en ny udstilling, Cherrystones, opkaldt efter en muslingeart der vokser i klaser, står der i præsentationen hos Formation Gallery på Gasværksvej ved Vesterbros Torv.

Sóley Ragnarsdóttir viser netop klaser af værker, inspireret af traditioner og samlinger af folkekultur, som var kendetegnende for livet i landsbyerne for en generation eller to siden.

– Der samlede pigerne på servietter for sjov og på theskeer af sølv for alvor. Og alle samlede rav, muslingeskaller og havslebet glas.

Hendes mor har overladt hende sin samling af servietter fra 1970’erne, og kunstneren opkøber også via nettet, så hun får fat i både de sjældne, runde servietter og dem med de mest poppede motiver på.

I udstillingen ser vi eksempelvis Bambi i en collage af servietter, epoxy, muslingeskaller og småstykker af rav fra serien Napkins at the end of my world, 2022, som opsamler en pastelfarvet tidslomme og en aura af tryghed. Et stærkt modstykke til pandemi og krigsrummel i Europa, det er livet ved havet, hvis man blot kan fordybe sig her mellem bølger og blæst, og holde nyhedsstrømmens larm på afstand.

Klaser af malerier med sirligt gentagne linjer, prikker og mønstre, som kunne være taget ud af servietternes mønsterlandskaber, er grupperet på galleriets mørke vægge. Her er noget stærkt meditativt i gentagelserne, der er i tråd med håndens arbejde med broderier, batikmalerier, strik og bødning af fiskegarner, som hører livet ved havet til, ofte kvindelivet – med mindre overtro holdt kvinder væk, fx fra arbejdet med fiskenettene.

Stærke medsøstre
Ragnarsdóttirs kunst er, trods de åbenlyse forskelle i det visuelle udtryk, i slægt med kunstfotografen Trine Søndergaards motiver med unge kvinder, der bærer traditionelt hovedtøj fra Fanø eller Skiveegnen, hvor historiens vingesus går lige i marven.

En anden kunstner, som maler meditativt med et stærkt feminint islæt, er Christina Mosegaard, der af mange vil være kendt for sine smukke tulipanbilleder, og af andre for sine klædebilleder af draperet linned eller brokadestof.
– Gennem en årrække har Mosegaard også tegnet og malet ikonlignende portrætter af nogle af vore formødre, som for længst er gået ud af tiden efter endt gerning. Repetetivt har de været her, som vi nu kan se os selv træde vore skridt i rækken.

Selv nævner Sóley Ragnarsdóttir kunstnere som Amy Sillman og Monika Baer, hendes undervisere på Städelschule i Frankfurt, hvor hun også blev bekendt med abstrakt-ekspressionistiske kunstnere som Lee Krasner, Elaine de Kooning og Joan Mitchell blandt sine inspirationskilder og forbilleder. Desuden Rochelle Feinstein, Charline von Heyl, Julia Chiang og Vivian Suter. På den danske kunstscene er Jeannette Ehlers, Sif Itona Westerberg og Ursula Reuter Christiansen tre vidt forskellige, men vildt spændende kunstnere, hun har bidt mærke i.

Det skal blive interessant at følge Sóley Ragnarsdóttirs videre kunstneriske færd, ikke mindst blandt thyboerne, der har så smukt et landskab omkring sig, at de mest fremtrædende interesser traditionelt går i retning af friluftsliv, korsang og sport.

Når det kommer til billedkunsten er det derfor fint, at Sóley Ragnarsdóttir forstår at møde sine naboer midt i deres brogede hverdag mellem voksduge, landbrug, håndværk og fiskeri, og servicering af de mange turister, der kommer forbi.
– Godt er det at vide, at Sóley Ragnarsdóttir bor og arbejder i Thy.

Sóley Ragnarsdóttir, født 1991 DK/IS, er uddannet fra Städelschule, Frankfurt Tyskland 2014-2019, og har udstillet her på Städel Museum og Historisches Museum, samt hos Jean Claude Maier Galerie. Desuden på Kunstforum i Darmstadt og Overgaden i København.
PS. Beskrivelsen i starten af artiklen er forfatterens egen visualisering af livet ved Cold Hawaii.

Formation Gallery
Gasværksvej 9
Frem til 4. juni

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – maj 2022

Klik på billederne, og se dem i bedre kvalitet

Kunstneren Külli Suitso har med sine billeder fortalt om den absurde trussels anatomi, og bedst som hun er ved at bevæge sig videre, kommer krigen i Ukraine – igen  

– ’Where Have All The Flowers Gone? Gone to Graveyards, Everyone…?’
Krigen i Ukraine er ubærlig! Alle de menneskeliv! – Og alle de fysiske og mentale traumer, det giver generationer frem! Krig er ubærlig og barbarisk, simpelthen.

I 2014 besatte Rusland en bid af Europæisk jord, da de indtog halvøen Krim, som de mente sig berettigede til at kontrollere. I Danmark reagerede den herboende, estiskfødte billedkunstner Külli Suitso på besættelsen og på løgnens underminerende retorik.

En billedsuite med hjelme som den gennemgående figur tog form, og serien voksede og voksede og udfordrede hende konstant de efterfølgende år.
Det kom der mere end 37 motiver ud af, det blev til en bog  – Hellmet between Peace and War, 2017, og flere udstillinger i både Estland og Danmark.
Bl.a. Table for Two – Estonia 100 i København i 2018.

For de fleste af os var Krim alligevel langt væk dengang i 2014, og den såkaldte russiske ’bjørn’ havde vi måske en vis respekt for, så vi holdt os tilbage.  

Desværre er krigen igen blevet virkelighed, og hjelmeserien kan fortælle dens anatomi, så aktuelt – smerteligt aktuelt.
– Billederne dukker frem på nethinden, bl.a. Külli Suitsos Pink Pilot, der kunne være enhver moders søn. Og hjelmene med æbler, samlet op fra marken, nogle friske, nogle allerede rådne…

Kunstnerens første hjelmebilleder havde meget kontrastfyldte symboler på liv og død. De viste vandfyldte, isbelagte hjelme, som man kunne finde dem i skoven efter 2. verdenskrig og langt op i tiden, hvor de rundt på gårdene i Baltikum blev brugt til at samle frugt i, eller som en hunds madskål. Hjelme lå der, kort sagt, rundt omkring.

De kom i olie på lærred, og kunstneren arbejdede videre med dem, dels som grafik, dels som video og dels som installation, da hun fik en stor portion hjelme foræret. 
– Virkelig stærke sager, når man lagde dem op i formation.

Hellmet between Peace and War
Bogen indeholder fine tekstbidrag, bl.a. af Estlands tidligere præsident, m.fl. Skrivemåden i bogens titel og rækkefølgen på krig og fred – Hellmet between Peace and War fanger opmærksomheden. Den er bevidst tilrettelagt i samarbejde med grafikeren Hille Jääger og redaktøren, filmskaberen Imbi Paju.

– Bogen blev jeg inviteret til at bidrage til, og fattede der en personlig interesse for den estiske folkesjæl, mens jeg fik kunstnerens særdeles tankevækkende historie bid for bid.

Külli Suitso har fra sin opvækst i Tartu i Estland følt den sovjetiske undertrykkelse på egen krop, bl.a. med obligatoriske skydeøvelser i skoletiden. Det kan de færreste forestille sig at bære med i bagagen. – Og så den bekymring, som krigslarmen østfra nu vækker, mens Nato opruster i Estland?

I motiverne kom en sort humor til udtryk, og en test af, hvor tæt på det kitchede, kunstneren kunne gå med sine symboler, som fx blomster, dukke og kat, der fortæller om vores allesammens barndom. I slutningen af 2016 malede hun motivet Hjelm og det ægte Kranie – i håb om at hun kunne lukke munden på hjelmene. Sådan kom det dog ikke til at gå.

En serie af hjelme i en abstraheret og næsten gennemsigtig form blev et mellemspil, hvor hun fik skabt først én, så en anden hjelm i et transparent materiale, hun kunne bruge at male ud fra. Hun ville videre, men hjelmene blandede sig hver gang, mens hun bar rollen som frontsoldat i sit eget univers.

I 2019 kom MISSA serien til, hvor kunstneren fabulerede over stadierne i den katolske messe, Kyrie, Gloria Credo, Sanktus, Benediktus, Agnus Dei og dertil den ekstra sats, som fremkaldte det fantastiske billede med de lysegrønne gummihandsker,  Libera Me! – FRI mig! Det motiv satte endelig punktum i 2020.

Det skrøbelige liv – revisited
Med besættelsen og krigen i Ukraine nu er vores respekt forvitret, som det russiske militære apparat selv, og er erstattet af modstandsvilje.
– Sådan er det heldigvis også gået, skridt for skridt i Külli Suitsos motivverden.
Den bevæger sig ud i lyset.

Allermest livsbekræftende er for mig at se hendes videoværk Helmet fra 2015 – hvor der bages brød i en omvendt hjelm. Den er også fæstnet på lærred – i fortløbende versioner.

Mens naturen overvinder krigen og bekymringen i kunstnerens allernyeste værker, hvor dels østers og dels havens og skovens frugter dukker frem på lærredet, kan vi håbe det bedste.

Og et eller andet sted går der en høne og lægger tvillingeæg.

WE SHALL OVERCOME
– Den tro har vi brug for i modvind og medgang. 

Tak, Külli Suitso, for dit hjerteblod i billederne.
De er mere relevante for os, end vi havde set komme…

Bogen kan købes hos gallerier og kunsthaller
og hos kunstneren – se Website for Külli Suitso

BEMÆRK: 6. – 8. maj 2022

Külli Suitso kan opleves på Art Herning 2022

Repræsenteret af Galleri Progress
Læs mere her Website for Galleri Progress 

I København er kunstneren repræsenteret af
Davis Gallery, Contemporary Art,
Bredgade 69, 1260 København K

…………………….

Af Inge Schjødt, komkunst.dk – april 2022

…………………….

Klik på billederne og se dem i bedre versioner. 

 

 

 

Kunsthal Vejle viser ny parafrase over digt af Inger Christensen

Digte af Inger Christensen får mennesker til at gnistre, til at sanse og koge erfaringer ind til nye erkendelser. Modernistiske, og til tider vanskelige at begribe er Inger Christensens tekster, hvor sproget er forfatterens pensel til sanserig tolkning.

Prisværdigt er det, at Vejles verdensberømte bysbarn får eksponering i hjembyen i en ny kunstnerisk parafrase, hvor litteraturen og billedkunsten krydsbestøver hinanden.

Efter De Otte Morgener er titlen på årets Inger Christensen parafrase hos Kunsthal Vejle, skabt af billedkunstneren Simon Grimm til den Blå Automat på Banegårdspladsen og til RUM 21 på Borgvold i Vejle.

Hvad du gav mig – Del og helhed
I Den Blå Automat giver Simon Grimm os digtet strofe for strofe, lodret fordelt bag otte ud af de tyve luger. I andre otte fortolkes digtet som en Kærlighedens Skabelsesberetning i fotografiske motiver. En kvindes hånd holder, som urpodiet, små symbolske figurer i lommestørrelse frem for vore øjne.

Her er et hjerte, men ikke et smagløst rødt plastikhjerte. Simon Grimm har fisket en lille hjerteformet strandsten op, som de fleste af os genkender fra et poetisk møde med naturens kræfter ved havet og måske bærer med os for en stund.

Her er et skib, som symboliserer den rejse, det er, at gå ombord i livet sammen med et andet menneske. Her en ring, en Amorfigur og her er en håndfuld bittesmå bogstaver, som vi kan forsøge at få mening ud af, derfra, hvor vi står.
Værkerne er helt selvstændige udtryk, og skal ikke ses som illustrationer af digtet.

En strofe forstørret
Til Rum 21 på Borgvold har kunstneren ladet sig inspirere af sætningen Ilden sætter Ild til sig selv, som kan læses i tredje vers af De Otte Morgener, der stammer fra Inger Christensens digteriske gennembrud, DET fra 1969.

Her har Simon Grimm forstørret ilden op i et scenografisk udformet maleri, man kan gå ind i, betragte og blive delagtiggjort i – i bogstaveligste forstand. Tre bemalede sætstykker udgør forgrund, mellemgrund og baggrund, sat i en stramt udvalgt farvepalet, hvor kunstneren først har indlæst en kodning for ild i sine farvevalg, og derpå gjort sine egne. Sætstykkerne er perforerede, og udformningen refererer til kunstnerens praksis med hulbilleder og papirklip.

To af Fem – mere på vej
De fangede blikket hos kunstnerisk leder af Kunsthal Vejle, Sanne Juhler Hansen, der har været en aktiv dialogpartner undervejs.
– Vi satte nogle dogmer op, og det har jeg det fint med, siger Simon Grimm.
Jo flere ting, man ikke må, jo enklere blev det.

Næste år byder Kunsthal Vejle på en ny parafrase over digte af Inger Christensen, som 6. maj i år får sin egen Forfattersti i Vejle.

Kunsthal Vejle
Banegårdspladsen – Rum 21
Frem til 26. maj

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 4 / 2022