Hørsholm Kunstforening byder på en sand perle af en udstilling i Fuglsanghus

Den prisbelønnede fotograf Kirsten Klein er kendt for sine sublime, stemningsfulde landskabsmotiver. Hun bor på Mors i Limfjorden, hvor der er højt til himlen og ikke ret langt til havet, og elementerne optræder storslåede og med den sarteste nuancering i hendes værker.

Billedhugger Lars Abrahamsen er ligeledes uddannet fotograf, men det er en anderledes form for registrering, oftest manifesteret i træ, sten og metal, der udgør kunstnerens kommunikation med verden.

Lars Abrahamsens skulpturer og Kirsten Kleins fornemmelse for landskab går godt i spand på udstillingen Rumlig forankring hos Hørsholm Kunstforening. Billedhuggeren og fotografen har sammen valgt udstillingens idé og titel, og udfolder den i fællesskab på fornem vis i husets to etager.

Materiens poesi
Det første rum i kælderen opleves som udstillingens maskinrum med Lars Abrahamsens konkrete og monumentale skulptur i bemalet træ – Snegalle, der står støt som en strandet skibskøl. Man må gerne røre den og banke på den.

Rundt om skulpturen viser Kirsten Klein sine fine billeder, udvalgt således, at det er motivernes sanselige strukturer, der fører fra det ene til det næste.

De visuelle kvaliteter kommer vitterligt til deres ret, frem for en stum opremsning af motiver fra samme lokation.
Præsentationen af kunstnernes værker fortsætter i smuk samklang i kælderens øvrige rum. I stueetagens stuer kalder Abrahamsens skulpturer på opmærksomheden, centreret fra ende til anden med Mesterhak, Urvolvo og Stråletorso som de mest tydelige.

Beåndet natur
Begge kunstnere har blik for ånden i naturen, og skildrer gerne fuglenes sjælfulde vingefang. Et helt rum i stueetagen er befolket af næbbede væsner. Som observatør for Skov- og Naturstyrelsen på statens reservater; blandt andre Tipperne, Vejlerne, Vorsø, Hirtsholmene og Christiansø har Lars Abrahamsen et reservoir af erfaringer at trække på, som spejles i værkerne.

Begge kunstnere mestrer variationer af fremgangsmåder. Lars Abrahamsen har senest taget polyester og gummi i brug i sin udforskning af rumlig form og flade. Og i bogen Må gerne berøres, udgivet i samarbejde med digteren Eske K. Mathiesen (1944-2021), fusioneres sprog og figurer med rustik humor.

Fra slutningen af 1980’erne arbejdede Kirsten Klein med gamle fotografiske teknikker som platintryk og cyanotypi, og i dag er det Pinhole og Camera Obscura, der er med til at fremkalde gråtonerne i den særligt Kleinske melankoli.

Den generøse udstilling med mere end 60 fotografier og næsten 30 skulpturer kan varmt anbefales. Tak til Hørsholm Kunstforening.

Fuglsanghus – Hørsholm Kunstforening
Gl. Hovedgade 2 – Hørsholm
Frem til 16. oktober

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 8 – september 2022

 

 

Mindebogen og udstillingen burde være forbudt for folk med et samler-gen, så smukke er Nina Møller Kristensens keramiske arbejder

På Kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads traf det sig for nogle år siden, at jeg blev præsenteret for Nina Møller Kristensen og hendes ting. Elegante keramiske vaser, krus, kander og skåle, som det var umuligt ikke at blive charmerede af. Her var både unik form- og farvesans, et selvstændigt teknisk format – og en subtil livsgnist.

Kort efter besøgte jeg hendes værksted på Østerbro i selskab med en samler-kollega, og mens kollegaen valgte sin vase, fik jeg øje på en lille buttet krukke på nederste hylde med grønlandsk inspireret ornamentik.
– Den var hun ikke selv helt tilfreds med, så den ville hun godt forære mig – men ikke sælge mig.
– Der var noget, hun håbede at kunne forbedre.
Rørte gik vi derfra med hver sin vase, og en klar hensigt om at komme igen.

Inden vi forlod værkstedet, spurgte jeg lidt ind til, om hun fik vist og solgt sine ting via gallerier i hovedstaden, men det rystede hun beskedent på hovedet af.
– Jeg mente bestemt, at her var potentiale i hendes unikke og meget stilfulde arbejder. Keramikken var atter på vej op i både galleristers og kunstinteresseredes bevidsthed, og hendes indsats burde kunne få en plads på de hylder.

Glædeligt var det, da jeg senere fandt Nina Møller Kristensens arbejder hos galleriet og sølvværkstedet Argentum på Birkedommervej i København Nordvest, hvor jeg kunne erhverve en ny vase. Og særdeles vemodigt var det, da jeg siden kom igen, og fik beskeden om, at Nina Møller Kristensen var gået bort i efteråret 2021.

Blandt genstandene i galleriet var flere midlertidigt båndlagt med henblik på fotografering til en mindebog om kunsthåndværkeren med de fine kvaliteter.
– Nu er den her, bogen om keramiker Nina Møller Kristensen efter idé og tilrettelæggelse af veninde og kollega, Kirsten Christensen, samt tekst af kunsthistoriker og mangeårig museumsleder i Aalborg, Nina Hobolth.

Frem til 24. september kan man tilmed se et udvalg af NMK’s arbejder på udstillingen “Ukraine – To dødsfald – Et brev” hvor Kirsten Christensen ønsker at hædre to kunstnere og tætte veninder, Pia Juul og Nina Møller Kristensen.
Udstillingen foregår hos Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel i København.

En bog – Et skatkammer
Ved mødet med bogen blades siderne med de fine fotos af Ole Akhøj igennem, forfra og bagfra. Her vækkes genkendelsens glæde, suppleret med overraskelser over tidligere arbejder, jeg ikke kendte.

Midt i bogen er det vellykkede tekstafsnit med introduktion til NMKs uddannelsesmæssige baggrund fra Kunsthåndværkerskolen i København over Kunstakademiets afdeling for Mur og Rum, samt Kunstakademiets Kunstpædagogiske Skole, kaldet Bertrams Skole, som hver især fik stor indflydelse på kunstnerens lange virke.

Sidstnævnte, hvorfra hun dimitterede i 1974, inspirerede NMK til at undgå giftige kemikalier og arbejde med flouridglasurer, samt valget af det lavbrændte keramik, det røde lertøj, der blev hendes foretrukne.

I 1990 bygges værkstedet på Olufsvej på Østerbro, hvor Nina Møller Kristensen arbejder støt i op- og nedgangstider de næste 30 år.

To keramiske dagbøger
Christensen og Hobolth introducerer Nina Møller Kristensens to vægtige, keramiske dagbøger, påbegyndt i 1982, som indeholder udførlige skitser, grundige forskningsbetonede beskrivelser af arbejdsmåde og idé, samt små tidsaktuelle notater. Gennem dagbøgernes akkurate beskrivelser kan vi følge kunstnerens udvikling af vekslende serier og udtryk fra det organisk inspirerede med plantedele, blækspruttearme og træstubstrukturer til det stramt geometriske, ja, krystallinske, der blev det fremtrædende udtryk de senere år.

– I 2015-16 sker der noget nyt. I kander og krukker arbejdes der stadig med lodrette linjer og reliefvirkninger, men de lodrette striber opbygges af firkanter: små og store kvadrater løber i diagonaler over korpus og glasuren pålægges i stærke kontraster.
– En inspiration fra modernismen, og ikke mindst Piet Mondrians serie af Boogie-Woogie kompositioner fra New York i 40’erne ligger lige for: livsbekræftende og perfektionistiske på samme tid, skriver Hobolth, og fortsætter: 

– Piet Mondrians (1872-1944) kunstnerskab må have været en stor inspirationskilde for NMK. Hans udvikling fra naturalistisk til abstrakt maler er en af de mest fascinerende i kunsthistorien; NMK var selv udfordret af balancen mellem naturalisme og abstraktion. (…)

– NMK havde dagligt et citat af Mondrian for øje: Naturen er fuldkommen. Men i kunsten tilstræber mennesket ikke den fuldendte natur, netop fordi den er fuldendt. Kunstneren har derimod brug for en forståelse for, hvilken dybere betydning der gemmer sig i naturen. Den oprindelige fremtrædelsesform skal transformeres for at opnå dybere indsigt i naturen” citerer Hobolth.

Form og funktion
– NMKs arbejder er altid keramiske unika og tanken om funktion spiller en stor rolle, eksempelvis i den serie af eddikekander, som hun udfærdigede med stor akkuratesse ind i sin ’plat-de-ménage’-idé. (…)

– Familien fortæller, at NMK lagde vægt på, at det var kunsthåndværk og også til brugskunst som krukker, vaser, fade; men ikke egentlig skulptur, selvom hun godt kunne sige, at noget var mere skulpturelt end andet.
Familien beretter også om NMKs vedvarende glæde ved naturen som inspirationskilde, sommerhusophold og rejsernes mangfoldige indflydelse på kunstneren, der sugede til sig lige fra Alhambra, Firenze og norske stavkirker. Det lyder som et berigende familieliv og livsforløb.

Om motivationen for bogen hedder det afslutningsvis:
– Det kunstneriske talent og den tekniske suverænitet, hvormed hun fra de tidligste år til det sidste skabte sit livsværk, giver Nina Møller Kristensen en fremtrædende plads i sin samtids værkstedskeramik. Selv var hun for beskeden til at forstå sin egen originalitet og berettigede position i dansk keramiks lange traditionsrige historie. Derfor denne bog.”

Derfor også denne anmeldelse af en absolut se- og læseværdig bog om et betydeligt talent.
Nina Møller Kristensen blev født 29. april 1946 og sov stille ind 17. oktober 2021.
Af Hjertet Tak – Æret være hendes minde.

Bogen forhandles hos boghandlere samt hos nedennævnte gallerier, hvor også Nina Møller Kristensens keramiske arbejder er at finde.  

Argentum – Galleri og værksted
Birkedommervej 68 – Kbh NV

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel
Studiestræde 14 – København K
Frem til 24. september

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk 
Fotos: Keramikken er fotograferet til bogen af Ole Akhøj
Fotos af bogens sider – Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen.dk – september 2022

Det er en stærk, maskulin energi, som sanses i det umiddelbare møde med kunsten af Niels Corfitzen.
– Store lærreder. Dramatiske kompositioner. En stringent palet. Kraftfulde strøg.

Man genkender Niels Corfitzens billeder, de skiller sig ud i tidens strøm. Figurative er de, men med en udførelse, der kontrastfyldt tillige trækker på det abstrakt-ekspressionistiske.

Kunstneren behersker til fulde den realistiske gengivelse. Det ses tydeligst i rækken af bestillingsportrætter med socialdemokraten Svend Auken og H.K.H. Kronprins Frederik fra henholdsvis 2008 og 2018 som de mest prominente eksempler.
– I de to ret forskellige fremstillinger ses samtidig, hvordan formsprog og udtryk over tid har undergået en betydelig forvandling. Såvel det grimme som det smukke rummes i et mere åbent og mindre kontrolleret billedsprog.

I dag sanses en dybere tilknytning til naturen, som allerede fra en tidlig alder spillede en integreret rolle i Niels Corfitzens tilværelse.
– Med muligheder for at rejse ud og opleve, med muligheden for at anlægge en smuk have og med nærværende fællesoplevelser i den allertætteste familie vokser et roligere åndedrag frem, sammen med en grundfæstet
videnskabelig-filosofisk tilgang til universet.

EN PENSEL MØDER ET LÆRRED
Motiverne dannes af en collage af indtryk. Naturen er bagtæppet i dag. Kulturen står centralt som forgrund, solistisk, men kun tilsyneladende sat i scene.

Mennesker, Corfitzen har mødt, som har gjort indtryk ved deres fordybelse og åbenlyse bemestring af deres fag, glider ind i motiverne. Ikke som narrativer, men som elementer i kompositionen, der vokser frem af den maleriske proces.
– Der er noget ægte over det menneske, som bare hviler i sig selv i processen, og ikke gør sig til som en påfugl. Som kokken, der står og finsnitter, som balletdanseren, der øver en position, en bevægelse. Som kaptajnen, der kender skibets kurs.

Rekvisitter i form af steder, huse, gader og facader eksempelvis fra Japan og New York dukker frem som erfaringer, registreret og gemt i kunstnerens mentale billedbibliotek. Historisk-symbolske elementer som sejlskibene og jollen, rejsetasken og bogen hentes frem. Dels fra filmens verden, dels fra mange timer i selskab med mennesker, der har arbejdet med handel, søfart og håndværk – og dels fra kære slægtninges ydmygt kunstfærdige tegninger og tolkninger af forgangne tiders eventyr i litteraturen
– til lands, til vands og i luften.

EN PROCES OPSTÅR I TID OG RUM
Livslysten vokser med kunsten som mulighed og ståsted, hvor Corfitzen dels kan arbejde med kroppen og kombinere det sanselige nærvær med de intellektuelt-filosofiske puslespil, der rumsterer: Hvad vil det sige at være menneske.

I motiverne sanses menneskets sårbarhed i de til tider melankolsk indadvendte figurer. Omvendt møder vi det ultimative livsmod i nogle af billederne, hvor tyngdekraften synes ophævet, og følelsen af frihed lyser som det bedste guld ud af skikkelsen, der svæver på superkræfter.
– Det feminine element, kvinderne, er ofte i fokus. De har ikke altid fået den plads, ligeværdighed og respekt, som de har krav på. Kvinden kan nok leve uden manden, men det omvendte kan ikke lade sig gøre.

Fra den realistiske gengivelse hentes grundrids til basale billedkomponenter. Med pensler og palet bygges op, hvorefter der sorteres, tages fra og stilles til skue – måske i signalfarven rød.

– Det er sjældent, du ser den røde i naturen. Den er der som en valmue, som en rose, men i små mængder. Kunstneren vælger den ikke som en eyecatching signalfarve, i hvert fald ikke bevidst. Men den spiller uomtvisteligt en aktiv rolle, når den optræder i den røde kjole, i de røde sko, i gulvtæppet under kaptajnen og i personernes påklædning i øvrigt.
Den indfanger opmærksomheden.

Corfitzen mener ikke, at han har en favoritfarve, men flere yndlingsfarver. Nogle med fortællende navne, fx de italienske jordfarver fra Siena og Umbrien, og den Preussiske blå, der gemmer på et helt reservoir af referencer.

– Maleriet er en snørklet sti. Du kan fare vild i det, og her får man noget forærende, når man glemmer, at man leder efter noget. Jeg går efter en proces, hvor jeg kan overraske mig selv i værkerne. Jeg har derfor både en plan, og ikke nogen plan.
– I Zen buddhismen er der et mål, der drejer sig om at aflære begæret og aflære forventningerne til livet. Rejsen er målet i sig selv.  

TRANSISTOR
Bag værkernes tilblivelse ligger lysten til at udforske rammerne for det fælles sammen med lysten til at skabe og udtrykke sig. Kunstneren opfanger signaler, selekterer, transformerer, sender.

– Virkeligheden er det, du oplever. Det kan ikke beskrives dækkende. Når du bruger ord og navne, så har du bevæget dig væk.
– Et blad er ikke grønt. Kun i vores fiktive verden er det grønt, kun symbolsk er et blad noget grønt og hjerteformet. Det hjælper os med at kommunikere og komme steder hen, når vi reducerer det flertydige. Men så har vi bevæget os væk fra virkeligheden.
– En lyd i et splitsekund består af bølger af energi, og den energi fordeler sig i universet.

Titlen “METAMORFOSE” er et generelt udtryk for et af de aspekter og mysterier som i høj grad betager Niels Corfitzen. Nemlig den forvandling, forandring eller transformation som naturen og dermed også mennesket gennemgår kontinuerligt, uden ophør.
På trods af, at tilværelsen er gennemsyret af dette kosmiske kaos af forandringer, hersker der alligevel en konstant mængde energi, som binder universet sammen i et forunderligt mønster af ro og orden. Der råder en slags ustabil ligevægt.

Den forplanter sig til betragteren gennem kunstnerens maleriske indsats.

SOM VAND … LÆNGSEL …  LYST…  UDLÆNGSEL …  HJEMLÆNGSEL … TRØST

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Publiceret: Katalogtekst til udstilling
Galleri Christoffer Egelund
Bredgade 75 – København K
23. september – 22. oktober 2022