Sort + Hvid portrætmagi – Ole Christiansen

Ole Christiansen, Maggie Chung, Paris 1998
Copyright O.C.

Dynamiske fotografiske portrætter af Ole Christiansen på Det Nationalhistoriske Museum

Det er en stor, æstetisk fornøjelse at besøge udstillingen med Ole Christiansens fabelagtigt elegante portrætfotografier fra perioden 1982-2022 på Det Nationalhistoriske Museum. Knivskarpe står de, og meget kontrastfulde, nærmest som silhouetklip.

Museumsinspektør og forskningschef Thomas Lyngby præsenterer udstillingen således:
– ”Ole Christiansen har som uddannet og professionel fotograf skabt portrætter af mere og mindre kendte mennesker gennem 40 år. Det er altid sket med stor respekt for de portrætterede og en ikke mindre konsekvent beherskelse af det fotografiske håndværk og dets historie.

På udstillingen kan man se portrætter af mennesker fra den danske og internationale kulturscene, men også politikere, mediefolk med videre. Her er verdensstjerner som Leonard Cohen, Yoko Ono og Iggy Pop, og fremtrædende personer fra den hjemlige, danske offentlighed som Suzanne Brøgger, Poul Schlüter og Medina.

Der er også portrætter af mindre kendte personer, fordi Ole Christiansens portrætter først og fremmest er billeder, hvis motiver tager afsæt i det menneskelige”.

Ansigtets arkitektur
Karakteristisk er kompositionernes arkitektoniske linjer og de nærmest skulpturelle former i fotografierne, der prioriteres frem for den glatte ansigtsgenkendelse.
Således har Bent Fabricius-Bjerre kun noget af et flygel med, og derved fremstår motivet meget mere interessant.

Ole Christiansen, Lars von Trier, Cannes 1984
Copyright O.C.

Et andet fotografi viser den 28-årige, nyudklæggede filminstruktør Lars von Trier, omgivet af brutale balkonlinjer på en hotellignende bygning i Cannes, året før Forbrydelsens Element vinder den tekniske pris i 1985.
– Vi får det dæmoniske blik, men ikke megen mimik fra det unge talent bag læderjakkens skjold.

Hos flere henligger den ene side af ansigtet i et dunkelt mørke, eller dele af ansigtet, fx panden og det øverste af frisuren udelades i beskæringen. Det er fuldstændig uproblematisk.
Vi genkender modellerne eller nøglepersonerne, og bifalder valgene, når det eksempelvis gælder den tidligere statsminister Poul Schlüter, maleren Michael Kvium og skuespilleren Erik Mørk.

Stjernevrimmel
Blandt filmstjerner som italienske Isabella Rosselini og billedskønne Maggie Cheung, som er model og skuespiller fra Hong Kong, møder vi musikere og forfattere fra den hjemlige stjernehimmel, eksempelvis Thomas Vinding, Peter Bastian og Villy Sørensen. Man ihukommer poesien fra deres stemmer, og sender dem en venlig tanke retur ad himmelstigen.

Ole Christiansen – Portræt af skuespiller Erik Mørk

Ole Christiansen byder på en tidsrejse, som det helt bestemt er værd at lade sig rive med af.


Det Nationalhistoriske Museum

Frederiksborg Slot – Hillerød
Frem til 26. februar 2023

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 9 / 2022 – oktober 2022

Lars von Trier, Cannes 1984. Fotograf: Ole Christiansen
Maggie Cheung, Paris 1998. Fotograf: Ole Christiansen 
Erik Mørk, skuespiller. Fotograf: Ole Christiansen

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar