Sanseligheden – det er det, det handler om – siger billedkunstner, maler og tegner Bodil Damgaard. 

I Kgs. Lyngby nedenfor kirken ligger Damhuset og Den Gule Længe med kunstnerværksteder i gården. Her møder jeg tegneren Bodil Damgaard, som netop har rundet 80 år. Bodil Damgaard har en årrække været med i udstillingsudvalg og bestyrelse for Lyngby Kunstforening, og har medvirket som billedredaktør ved Kunstforeningens 70-års Jubilæumsskrift.
– Der blev jeg interesseret i at lære denne begavede kunstner og kunstlærer nærmere at kende.

Hende, der kunne tegne
Bodil Damgaard er vokset op i provinsbyen Grenå, og blev student fra Viborg Katedralskole. Begge steder var der en levende politisk interesse og et livligt miljø at tage afsæt fra. Der var lærere i både Barneskolen og ved Aftenskolen i Viborg, som udfordrede eleverne til at se og arbejde kunstnerisk, bl.a. Lasse Winsløv (1911-2006).
– Man skal aldrig opfordre nogen til at blive kunstner, siger Bodil Damgaard.
– Min lærer sagde til os: Hvis I kan lade være, så la’ være. Hvis I ikke kan, så vil jeg gerne hjælpe.
– Det har jeg selv sagt sidenhen til mine elever.
Bodil Damgaard har undervist på Billedskolen på Jagtvej fra 1982-89.

Som nyslået student rejste hun til Frankrig og lærte sprog, og studerede ved La Section d’Or, Paris 1961-62. Hjemme igen kom hun ind på Kunsthåndværkerskolen i København, gik hos Robert Askou-Jensens Tegneskole ved Glyptoteket 1963-64, og blev optaget på Kunstakademiet. Først gik hun på Egill Jacobsens skole og derefter på Dan Sterup Hansens skole frem til 1969.
I et par år studerede hun på arkitektskolen hos Henning Larsen, 1969-71.
Det førte til et job på Louis Weisdorfs arkitekttegnestue.

Undervejs traf hun kunsthistorikeren Poul Gammelbo, med hvem hun dels fik sønnen Peter og dels fik travlt som medudgiver af kunsttidsskriftet CRAS, der opstod i 1973.

– Der var nogen der gerne ville læse, så der blev gjort et stort arbejde med at skrive artikler, redigere og trykke det, pakke post og sætte frimærker på.
– Bladproduktionen fyldte meget, men det føltes vigtigt at gøre det.
– Ligesom det at skabe billeder. Jeg blev tegner af pladsmangel, smiler hun med sin lune jyske underfundighed.

At sanse det nærværende
– Da jeg var 25 år malede jeg mest mørkt og pastost, opstillinger, stilleben. Mine tegninger nu er også en form for stilleben, siger kunstneren og viser rundt i atelieret, hvor der står indrammede tegninger i legemsstore formater.

En flot serie viser et markant træ i forskelligt udtryk, opkaldt efter den tyske 1700-talsdigter Klopstock. Ved Prinsessestien findes Klopstocks Eg, som Bodil Damgaard fik øje på, da hun flyttede fra Dragør til Lyngby, og udforskede egnen.
– Der stod et træ og ventede på at blive tegnet. Og da man skal gå til kilderne, som jeg plejer at sige, så måtte jeg i gang med at læse ham på tysk.
Træernes grene rækker ud og op, nogle steder med en næsten menneskelig bevægelse.
– Der er en stærk symbolik i træerne, væksten, rødderne, som det er op til den enkelte at spejle sig i.

I atelierets baglokale er der højt oppe en dør ind til naboen. Derinde må engang have været et høloft ved siden af hestestalden. Også denne dør har hun tegnet øverst på et ark, og fundet essensen af.

I en serie af værker ser hun direkte på det forhåndenværende, sommerkjolen, hun har på, eller håndens skygge over papiret. Hun former motiver med skraveringer, så de nærmest bliver skulpturelle.
I en anden serie viser hun sin Rembrandtske palet i forskellige udgaver. En med et øje, som Sven Dalsgaard måske har efterladt på sin vej. Han fik udgivet sin billigbog om Værker til salg hos deres forlag Anagram.

– Jeg tegner, hvad jeg ser. Ind imellem sker det efter hukommelsen, som med motivet Den Sårede Filoktet.
– Her er det interessant at bemærke, hvad hjernen kan drille med.
I Bodil Damgaards tegning spiller Slangen en betydelig rolle omkring den nøgne, sårede sagnhelt. I N. Abildgaards motiv er der ingen slange, men et pilekogger og et leopardskind under figuren, der hyler over sit slangebid.

Udstillingslivet
Motivet blev udstillet på Vestjyllands Kunstmuseum i Tistrup tidligere i år. Her var hun i 2016 med til at kuratere udstillingen Tegn, der sidenhen blev vist i Lyngby Kunstforenings regi på Sophienholm.

Bodil Damgaard debuterede selv på KE i 1967 og på Charlottenborgs Forårsudstilling 1968.

I 1975 deltog hun med broderede bannere på Kvindeudstillingen på Charlottenborg, som fik en pendant i Nordiska Kvinnor i Malmö Konsthall 1980. En årrække samarbejdede hun med Valborg Nørby i Galleri Skt. Agnes i Roskilde, og udstillede med ZEBRA, en gruppe af grafikere på Den Frie.
Fra en stribe markante solo- og gruppe udstillinger kan nævnes totalinstallationen Fodboldkampen på Charlottenborg 1967, Billeder fra Almindeligheden på Tranegården 1974, En ægte kopi i Vendsyssel 2006 og Tankestreger på Himmerlands Kunstmuseum Aars 2015.

For DSB har hun udsmykket IC3-toget Kristine Svendsdatter, opkaldt efter kniplersken med Guldhornene med typiske træk fra historiens artefakter.

For nyligt har hun for Lyngby Kunstforening tilrettelagt jubilæumsudstillingen Seelings i Cobra-rummet med seks unge studerende fra billedhuggerskolerne i København og Aarhus.

– Kunsten er en anden vej til erkendelsen. Værket er ikke i tjeneste eller har en egentlig mission, det skal ikke være andet end kunst, runder Bodil Damgaard samtalen af.

 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 11 / 2022

Illustrationer:
Bodil Damgaards logo for udstillingen – tegn –
Bodil Damgaard – Den sårede Filoktet, kul og gouache på papir. Foto: Inge Schjødt
Portrætfoto af Bodil Damgaard med døren i baglokalet. Foto: Inge Schjødt
Bodil Damgaard – Klopstocks Eg. Egne PR-fotos af tegningerne

Direktørgalleriet er malet up-to-date af Lars Physant

Med en fornem donation fra Civilingeniør Knud Nørgaard og Hustru Grethe Nørgaards Fond kunne Nationalmuseet 16. november afsløre tre nye portrætter af tre afgåede museumsdirektører, og dermed ajourføre en tradition for at afbillede Nationalmuseets ansigter. Denne gang ikke i form af portrætbuster i marmor eller bronze, men i en serie kompositorisk forbundne malerier, hvori museets DNA er indlejret motivisk sammen med gengivelsen af hovedpersonerne.

Nørgaardfonden har ligeledes foranlediget et fint bogværk, forfattet af Mette Skougaard og Thomas Lyngby, som giver en velskrevet indføring i Nationalmuseets historie, fortalt gennem rækken af direktører.

De tre direktører
Vi ser Steen Hvass (1996-2002) med tingfinderens entusiastiske glimt i øjet og en stenøkse i hånden, som han selv har fundet på et loppemarked nær Helsingør.

Carsten Ulrick Larsen (2002-2008) ses stående foran Lundbyes Hankehøj med ligeledes Lundbyeske ansigter dansende i skyer, og en computerskærm, der viser hen til den digitalisering, som Carsten Ulrick Larsen har forestået på museet.

Den senest afgåede, Per Kristian Madsen (2008-2017) ses omgivet af kirkearkitektoniske tagkonstruktioner med et fund fra Roskildes Sankt Hans Kilde i hænderne. Alle tre er de således billedligt fortalt med relation til deres forskningsfelter og individuelle indsats.

Kunstneren bag er Lars Physant. Efterhånden har han skabt en flot række af officielle portrætter i sit unikke flerdimensionelle formsprog, hvor det er kendetegnende, at den portrætterede, billedets øvrige artefakter og symbolladede baggrunde spiller kompositorisk sammen i en æstetisk smuk helhed. Den såkaldt multiversale realisme med sin flerhed af baggrunde, tolv til hvert motiv, er skabt i samarbejde Physants hustru Silvia Magrinyà-Constàn.

Portrætter i det 21. århundrede
Der fordres en simultan perception fra betragterens side på linje med den spændvidde, vi mestrer, når et moderne nyhedsprogram vises på tv, hvor flere elementer flyder sammen i kombinationen af lyd, billeder og det løbende tekstbånd. Sammenligningen er Physants egen. Han perspektiverer til J.S. Bachs musiske kontrapunkt, vennen Peter Greenaways filmkunst, og ser fremgangsmåden som værende med til at give relevans til portrætmaleriet anno 2022.

Både billedligt og sprogligt er kunstnerens indsats kendetegnet af detallierede, partikulære præciseringer. Titlerne på billederne er ganske indholdsrige og i malerierne er hver skægstub og hårstrå med centralt, hvor det giver mening.

I andre felter danner en pointillistisk penselføring en sværm af farvet lys, som udvirker perceptionen af maleriets mere tilbagetrukne områder.

En kraftpræstation af rang.

Royalt bånd til arkæologiens højborg
I 2015 fejredes monarkens 75-års fødselsdag med en portrætdonation fra Nationalmuseet til HM Dronningen. Lars Physant skabte dengang motivet At skabe billeder af billeder, og knyttede samtidig forbindelsen til Nationalmuseets Venner og den Nørgaardske Fond, som også stod bag denne gaves finansiering.

Kunstavisen ønsker Tillykke med gaven – og fortsættelsen af historien

 

Portrætter og buster kan ses i Nationalmuseets Festsal.

Bogen: Nationalmuseets ansigter – Lars Physants direktørportrætter
Af Mette Skougaard og Thomas Lyngby, Nationalmuseets forlag – 84 sider.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 11 / 2022

Illustrationer:
Lars Physant – Opdagelsens epifani, portræt af Steen Hvass (1996-2002). PR-foto ved Silvia Magrinyà-Constàn

Lars Physant – Det mimetiske og det evige, portræt af Carsten Ulrick Larsen (2002-2008). PR-foto ved Silvia Magrinyà-Constàn

Lars Physant – Perspektivets tro og troen på perspektivet, portræt af Per Kristian Madsen (2008-2017) PR-foto ved Silvia Magrinyà-Constàn

Kunstsamleren Niels Wessel Bagges legat på 100.000 er uddelt til tretten samtidskunstnere: Torben Ebbesen, Kirsten Dufour, Dorthe Dahlin, Hannibal Andersen, Magnus Andersen, Maiken Bent, Sara Sjölin, Julie Stavad, Lise Harlev, Line Lyhne, Hartmut Stockter, Larissa Sansour og Katrine Bobek.

Niels Wessel Bagges Kunstfond ønsker at hædre både kunstnere, som har en lang karriere bag sig, og støtte unge, nyuddannede kunstnere i deres fortsatte udvikling.

– I år har vi blandt andet udvalgt nogle yngre kunstnere, som er uddannet og udstiller i udlandet, fortæller Nina Wedell-Wedellsborg, som er forperson i Niels Wessel Bagges Kunstfond. Hun glæder sig over, at der i år kunne tilgodeses hele 13 kunstnere.
– Gennem årene har vi talt med en del tidligere legatmodtagere, som fortæller, at legatet har haft en afgørende betydning for deres karriere og kunstneriske udvikling. Vi håber, at legatet her – ud over den rene anerkendelse af deres fortjeneste, som det er et udtryk for – også kan være med til at synliggøre dem overfor det danske kunstpublikum.

Niels Wessel Bagge var ud af to velstående familier, nemlig Wessel bag Magasin og Bagge, der var direktør i Gyldendal. Han levede sine sidste år i USA, men bevarede heldigvis sin tilknytning til Danmark.
Læs mere om fonden og dens interessante ophavsmand her https://nwbk.dk/  

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr 11 / 2022

Erland Knudssøn Madsen kradser hul til marv og ben

Højt oppe i det smukke og blæsende Thy bor og arbejder han, den godt 80-årige kunstner Erland Knudssøn Madsen. Titlen på hans aktuelle udstilling er Træerne er der, og den kan opleves frem til 17. december hos Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel i lejligheden på 1. sal i Studiestræde 14 i København.

Naturen og landskabet i Thy lejrer sig i den, der lægger vejen forbi, og ligger dybt i den, som bor eller har boet her. Havet, himlen, klitterne, skovene, markerne, fjord og sø, og ikke mindst vinden, der bestandigt former vækst og vækster.

Erland Knudssøn Madsen har boet her længe – siden midten af 1960’erne, hvor han har malet i akvarel, raderet i grafikkens overflader og skabt en lang række skulpturer, fortrinsvis i finér og bemalet træ. Et markant udvalg af værker kan ses på Heltborg Museum, ikke så langt fra det kommende SMK Thy i Doverodde. Plakatkunst, udsmykninger af skoler, kirker og offentlige bygninger har kunstneren også på samvittigheden.

Træerne er der
På udstillingen i København vises både grafiske arbejder, relieffer i træ, fritstående skulpturer og miniaturer af en serie Vækstmålere i varierende materialer.

I det midterste rum ses fem mandshøje bemalede relieffer under titlen Træerne er der med overflader som sitrer de mellem træstammer eller klippegrund. Vi konfronteres med den vertikale natur, beskåret i mere end én forstand.

Midt i rummet mødes vi af skulpturen Vækstmåler – Dvale i bemalet finér. Set fra den ene side står den som en mørk form med reminiscenser fra den store Jellingesten, og bevæger du dig rundt, da løfter der sig en stregbemalet vinge. Forvandlingen er medrivende.

Mennesket er en vulkan
Siden 2019 har kunstneren arbejdet med en serie grafiske værker under titlen “Etna. Mennesket er en vulkan”. Vulkanske strukturer ses også i to markante kvadratiske relieffer, hvor kraftfulde jordvæsner anes i overfladen og fremhvisker en styrkeprøve.

Her uddyber Erland Knudssøn Madsen sit eget syn på mennesket i naturen:

Natursyn:
– Mennesket er en del af naturen, altså er det, mennesket foretager sig, også en del af naturen. New York er natur, som en myretue er det, etc.
– Mennesket indeholder derfor naturkræfter, som andre dele af naturen.

– Mennesket er en vulkan, der kan eksplodere og ødelægge sine omgivelser.
– Mennesket kan ganske langsomt nedbryde sine omgivelser eller ændre dem til ukendelighed.
– Mennesket kan formere sig under ekstreme forhold og er gennem de sidste halvandet hundrede år desuden blevet så god til at opretholde livet, at mængden af mennesker øges eksplosivt.

– Menneskets aktiviteter på jorden er langt mere synlige end andre dyrs, så synlige at resultaterne kan sammenlignes med bjerge og floder og den slags.
– Mennesket er foruroligende uberegneligt, idet det hele tiden finder på noget nyt, som revolutionerer samfundet, som dermed nærmest aldrig er stabilt og derfor næsten ikke er til at finde ro i. 

– Mennesket skal vænne sig til, at en ny tid er begyndt og dermed helt anderledes levevilkår fra nu af. ” 

Der er en særlig klang over det storladne, som spejles i det mindste, du ser.

Lader du øjet hvile en stund i Erland Knudssøn Madsens værker, så lægger du uundgåeligt øre til universets tunge skridt, og lige der kan du svæve med ud på målerens vinge.

Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel
Studiestræde 14 – København K
Frem til 17. december 2022

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – december 2022

Læs mere om kunstneren her:
https://trap.lex.dk/Erland_Knudss%C3%B8n_Madsen