Fotokunstner Marie Hald kalder skammens tavse stemmer frem på nethinden

– Åh, er det hende med portrætfotoet fra badekarret, lyder spørgsmålet, da jeg nævner navnet på kunstneren, jeg skal møde. Ja, Marie Halds fotoarbejde brænder sig fast på nethinden. Af flere grunde. I 2018 vandt hun portrætkategorien i Årets Pressefoto med billedet af den tykke Helene, der kalder sig selv for tykaktivist.

I efteråret 2022 udkom bogen FEMININ på Gyldendal med Helene på forsiden, og her med udgangen af marts 2023 åbner Marie Halds første museumsudstilling i Danmark. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot slår dørene op til Udstillet med motiver af tynde mennesker, tykke mennesker, kendte og ukendte, som en replik til konforme idealer.

På udstillingen kan man møde stor diversitet gennem en række af de temaer, Marie Hald er optaget af.

– Jeg vil gerne skabe rum for minoriteter, fortæller 35-årige Marie Hald.
– Give en stemme til dem, der bliver råbt ad på gaden. Jeg ønsker at vise forskelligheden, så vores berøringsangst og normalitetsbegreber flytter sig i takt med, at man bliver vant til at se en hvilken som helst menneskekrop, siger fotokunstneren.

Flyvende start
Allerede som 24-årig studerende på Journalisthøjskolen fik Marie Hald godt med priser for sit fotografiske arbejde. Modigt havde hun, som del af en reportageopgave, fulgt sex-arbejderen Bonnie gennem hele to år, og ihærdigheden bar frugt. Hun fik stærke billeder af de mest intime situationer og Årets Pressefoto og World Press Photo Awards tikkede ind på goodwill kontoen.

Siden har Marie Hald fotograferet flere andre marginaliserede, og hørt deres version af virkeligheden, som de færreste ønsker at tro den. Udskamningen af personer, der skiller sig ud ved deres blotte tilstedeværelse, foregår hyppigt omkring os, og ikke alene på de såkaldt sociale medier.
De skæbner har grebet fotografens hjerte. Det vækker en stærk retfærdighedsfølelse, ja, vrede, faktisk.
– At uskyldige bliver spyttet på og overbegloet, blot for at se anderledes ud end gennemsnittet. Det er oprørende, og dem vil jeg gerne kalde frem og fortælle om, forklarer Hald.

Interessen for at fotografere mennesker og at komme helt tæt på har hun udviklet ret tidligt.

– Jeg elskede at sidde i en krog og studere fotoalbums og familiebilleder, når jeg som barn kom på besøg hos venner.

– Min far lærte mig at fotografere og fremkalde billeder, helt old-school i mørkekammer og så videre. Dengang drømte jeg om at blive filmfotograf.

Allerede som 19-årig kom hun igennem nåleøjet på Journalisthøjskolen, hun bestod testen med de berømte 50 spørgsmål og havde også skrivefærdighederne på plads.

– På studiet blev der fokuseret på det autentiske i reportagebillederne, der blev jeg optaget af at lave fotos af mennesker helt tæt på. Gerne på en stram æstetisk måde, for det visuelle interesserer mig.

– Jeg søger en form for skønhed i fotografiet.
– Og med den baggrund kan man komme af sted med meget.
– Selv krigsfotografernes billeder rummer en vis form for skønhed. De viser ikke noget, der bliver alt for grimt, kommenterer Marie Hald.

I gode hænder
Fra udlandet fik bureauet Moment Agency øje på Marie Hald i 2016 og inviterede hende med i et fællesskab, som samskabte gruppeudstillingen Almost Perfect, hvor Halds billeder handlede om unge og alkohol.

Via Moment Agency blev hun bedt om at fotografere den finske statsminister Sanna Marin til forsiden af Time Magazine. Også Kronprinsesse Mary har Hald fotograferet, og det er selvfølgelig stort, men det er faktisk historier med mere almindelige mennesker, der fanger Halds fokus mest.

I 2018 skabte hun soloudstillingen A new Me om fat camps, der blev vist på det højtestimerede svenske fotomuseum, Fotografiska i Stockholm.

Og i en fin bog om brystkræftopererede kvinder får vi klassiske opstillinger med
Mor og Barn – overraskende, smukke og nænsomme fotografier med alvor og livsmod.

Tankernes magt
Hvad der optager unge mennesker, rører Marie Hald.
I Polen har hun fotograferet unge med anorexi. Billederne er så stærke, at Instagram lægger et filter over pigernes udsultede rygrader.
– De oplever, at de har gjort en forbrydelse, når de har spist noget, fortæller hun. Det er en besættelse, det er utroligt svært at få bugt med.

Marie Hald kender selv til udfordringen med tvangstanker indefra. Noget, hun er ret åben om på sine egne profiler, for hun ser det som en opgave at bryde tabuer.

– Siden jeg var 13 år har jeg oplevet OCD. Tvangstanker, som fx kan handle om vidt forskellige ting, som  pludselig at gøre skade på andre mennesker. Lidelsen spænder meget videre end den typiske hygiegnefobi eller gentagelseshandlinger, man oftest forbinder med OCD.

– Hjernen danner nogle tankebaner, som skal bearbejdes ret koncentreret, hvis de skal brydes.
– Der skal tid og terapeutisk indsats til, for at der kan etableres en ny virkelighed, og en bevidsthed om, at der ikke er fare på færde.

– Min egen sårbarhed giver mig en styrke, jeg kan kanalisere ind i det kreative felt.
– Det tror jeg gælder for mange kunstnere, siger Marie Hald.

Snart har hun et nyt projekt på tegnebrættet, det har arbejdstitlen MASKULIN.

……………

Det Nationalhistoriske Museum
Frederiksborg Slot – Hillerød
Fra 31. marts til 17. september
…………..

Portrætsamtale – Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 3 / 2023 – marts 2023

…
Billedtekster til fotografierne:
Portræt af Marie Hald i badekarret, fotograf Malene Nelting

Fotos af Marie Hald – billedtekster fra bogen FEMININ, 2022, Gyldendal A/S
Marie Hald – Marte, 31 år, audiologopæd, Oslo, Norge, 2018.
– Når jeg ser på fotografier af mig selv, stænker jeg nogle gange, at jeg har en skønhed, som ikke alle har opdaget – som et støvet guldaldermaleri, der står i en kælder og venter på at blive set.

Marie Hald – Pernille Rosendal, 46 år, sanger og Christina Rosendal, 45 år, filminstruktør, København, Danmark 2018.
– Christina Rosendal: Jeg kan ikke huske, at volden ikke har været der i vores barndom. Ingen af os husker et ’før’ volden. (…) Danner, 2018.

Marie Hald – Kaia, 19 år, Malawa, Polen, 2014.
– Kaia laver øvelser, hun har fået i dagens terapi.

Marie Hald – Helene, 31 år, tykaktivist, København, Danmark, 2017.
– I skolen plejede jeg at spise tidligt om morgenen og så sulte mig selv resten af dagen. Jeg var sikker på, at hvis mine klassekammerater så mig spise, ville de væmmes ved min krop.

Ulrikka Mokdad skaber samtidskunst ved den langsommelige gobelinvæv og fortolker nutidens dilemmaer i fornemt klassiske tapeter, som her i foråret kan opleves på Kulturloftet Stevns

Store kongelige jagtscener eller Bjørn Nørgaards Danmarkshistorie er det, de fleste forbinder med klassisk gobelinvævning. Men i Ulrikka Mokdads stilsikre arbejder ser vi en af landets fremragende tekstilkunstnere, der behersker såvel fortælleglæde som gobelinvævens formelle udtryksmuligheder i et nutidigt formsprog.

Morsomt må det gerne være
Kunstneren gik til vævning som barn fra 1980-86 hos Tove Herman på hendes væveskole for børn i Lyngby – tænk! At der fandtes en sådan! Fra 1991-96 var Ulrikka Mokdad i lære som håndvæver hos Birgit Olsen i København. 1997-98 blev hun elev hos Birthe Bo Sakurai, der lærte den franske gobelinteknik fra sig. Hun havde lært teknikken i Aubusson i Frankrig i 1960erne.

Ulrikka Mokdad er også uddannet kunsthistoriker, og studsede undervejs i det studie over, at der nærmest aldrig nævntes nogen form for arbejdsglæde eller humørrelaterede oplevelser i lærebøgerne om den ærværdige kunsthistorie. 

– Et element af humor må der gerne være i kunstnerens arbejdsdag, men til min overraskelse figurerede det ikke nogen steder i stoffet, fortæller Ulrikka Mokdad.

Den tradition er kunstneren selv i gang med at ændre med sine narrativt udtryksfulde, gobelinvævede værker, som bliver til i en tidskrævende proces foran væven, hvor der ikke er nogen fortrydelsesret, når skuddet er lagt til rette. Til gengæld må der være en stor tilfredsstillelse, når tapetet klippes af væven efter måneders arbejde.

Fra tanke til tråd
Motiverne finder Ulrikka Mokdad i tidens strøm. Det kan være en radioudsendelse, en historie som kører i medierne eller en dagligdags oplevelse, som sætter tankerne i gang. Sådan har hun eksempelvis fundet inspiration i debatten om barnløshed og singlemødre, og i flygtningefortællinger, hvor mennesker lever i en gråzone, som natarbejderen i Sans-Papiers, der koger fond i restaurantkøkkenet, mens resten af byen sover.

I Goodbye Kitty betyder singlemoderens radikale beslutning, at manden i sidste ende kan ryge ud sammen med muligheden for den kunstige befrugtning, der sættes i værk for at få ønsket om et barn opfyldt, når det biologiske ur falder i slag.

I mødet med massageklinikkernes vinduer på Vesterbro i København har hun funderet over, hvad der mon sker – I mit, måske dit nabolag. Spillet mellem kvinde og mandehånd går igen i flere værker.

Ved væven

Tapeterne er flade og tætvævede i ensartede garner, som giver en jævn overflade, der samtidig taler til beskueren på en sansevækkende måde.

Kartonerne, der ligger som forlæg bag væven undervejs, skitseres op med motivets hovedlinjer, og så kommer farverne til undervejs – ligesom Dronningen praktiserer det i skabelsen af sine kunstfærdige broderier. Der skal være plads til det kreativt fabulerende undervejs.

I motivet med titlen Svævende i lykkelig uvidenhed ser vi kunstnerens formsans og evne for det kompositoriske perspektiv i de forskellige farvegradueringer i uldgarn og islæt. I det svære kvadratiske format formår hun ligeledes at få billedfladen til at leve, som det ses i Lille Spejl på væggen der.

Tekstil samtidskunst
Det er Ulrikka Mokdads udtalte ambition at holde gobelintraditionen levende ved at insistere på at skabe aktuel og relevant samtidskunst i det ædle format.

Herhjemme udstiller hun hvert år på Masnedøfortets Sommerudstilling og har gjort det siden 2019.  Kunstneren er tilknyttet Trappegalleriet i Nakskov, og har atelier både i København og i Nakskov.

Hendes værker blevet vist på adskillige udstillinger i udlandet, hvor traditionen for tekstiludstillinger er noget stærkere, end herhjemme. Bl.a. har hun udstillet i Polen, flere steder i USA, Lausanne – Bejing, International Fiber Art Bienale (2010, 2012, 2014), og hun er repræsenteret med værker i samlingen på The Museum Collection of Ateljer 61, Serbien. Hun har desuden modtaget studielegater og stipendier fra bl.a. Anne Marie Telmányi født Carl Nielsens Fond, 2017.

Udover egen praksis på feltet har hun bidraget til bogen Tekstilkunst i Danmark 2008-2018, der er skrevet sammen med Gina Hedegaard Nielsen og Lisbet Tolstrup, udgivet af Forlaget på Tredje.

I disse år ses tekstilkunstens scene være i stærk vækst. Yngre kunstnere eksperimenterer især med tuftede skulpturelle værker, og på kunstmesser og gallerier ses alskens former for strikkede objekter. Broderi og patchwork i forskellige former dukker også frem. Som det tillige kan ses på flere af de store censurerede udstillinger, vokser og lever tekstilkunsten ufortrødent.

Selve vævetraditionen holdes i hævd af en fornem elite, der fortjener en meget bedre udstillingsplatform herhjemme. Derfor sendes en tak til foreningen Kulturloftet, der har til huse over Stevns Bibliotek, som netop har åbnet udstillingen Fra tanke til tråd med Ulrikka Mokdads vævekunst.

Kulturloftet Stevns
St. Heddinge
Frem til 22. april 

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2023

….

….

 

 

I Classeværelset i Classensgade viser billedkunstner Simon Grimm en soloudstilling af hulbilleder i anledning af udgivelsen af sit kunstneriske testamente – bogen med titlen Jeg efterlader alt

Simon Grimm har begået en tænksom bog om sine hulbilleder, og byder i den anledning på en intim og tankevækkende udstilling i Classensgade 7 i København.

Indenfor i det hvide rum mødes betragteren af en serie hvide lærreder med ’kommentarer’ og huller. Kommentarerne består af farveindslag, assemblerede stykker lærred eller pap, der går i dialog med lærredernes huller, som ind imellem er dækket bagtil, og andre gange taler direkte ind mod væggen og de tilfældige strukturer, som denne nu tilbyder.

Ved først øjekast ser det sparsomt ud, men giv dig nu endelig tid til mere end en wauw-oplevelse, der hurtigt overstås. Dem er der nok af derude.

Hullet i billedet på væggen
Gennem en årrække har Simon Grimm udforsket den særegne komposition med variationer over hultemaet, og om sin nye bog siger han:
– JEG EFTERLADER ALT forsøger gennem tekstfragmenter at indkredse, hvilke forudsætninger, valg og handlinger der har betydning, når en maler vil begå et maleri.

Bogen er fyldt af betragtninger – såkaldte fragmenter – der, ligesom karameller, vokser og smelter efterhånden som de pakkes ud. Smelter om til næring og nysgerrighed.
– Målet med bogen er at isolere centrale dele i det at gøre et maleri og via skriften give disse informationer videre.

Grimm fortæller om farven hvid, om grå, om brun, om lys. Om flade, kanter og hjørner, som markeres og markerer – foruden hullerne, den visuelle motor, der får blikket til at pendulere og arbejde med forestillingen, med hukommelsen og en form for synsbedrag.
Han fortæller om tid før de fysiske handlinger, om de konceptuelle beslutninger, om afstande og beskuelsespunkt.

– Når maleriet samler sig under hændernes arbejde – samler sig efter en plan, i ekstase eller ved tilfældets hjælp – bliver billedet fysisk til, skriver han. Billedet selv gives videre. Kunstneren ejer det ikke alene.

Af format er det en lille bog, men den er intens og givende.

Det samme er udstillingen i Classeværelset i Classengade 7, der kan ses frem til 25. marts.

JEG EFTERLADER ALT, 48 sider

Bogen af Simon Grimm er redigeret af Gerd Laugesen
Foto: Bjørn Perri Enevoldsen
Grafisk tilrettelæggelse: Lasse Krog Møller
Udgivet af forlaget *[asterisk] 2023
ISBN 978-87-92733-73-3
Støttet af Statens Kunstfond

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk 
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2023

 

 

 

 

 

 

Simon Grimm – hulbilleder i serien Leaving It All Behind. Foto: Inge Schjødt