Maleren Carsten Krogstrup interesserer sig for det realistiske figurmaleri, som én af ret få samtidskunstnere i Danmark.
Her får vi figuren, lyset og fortællingen i klassisk clair obscur, som var det Vermeer i Holland (1632-1674) eller Rembrandt himself (1606-1669), men malet up-to-date med motiver i en samtidig kontekst.
Kvinden i billedet
Op gennem kunsthistorien er kvinden blevet afbilledet og fortolket. Moderen herliggjort, glorværdig som Madonna med barnet, er et klassisk motiv, som Carsten Krogstrups Natasha-billeder spiller op til.
Dukkerne er valgt til med tanke på det psykologiske narrativ omkring kvinden og barnet. Sammen med nøgenmodellen Natasha opnås en ganske stærk effekt, når hun holder de livløse dukker frem, når de er placeret på skødet eller de indtager pladsen omkring kvinden på sengen i en mandorlaform, som det ses i motivet Natasha as Venus. Substitutterne indeholder noget hemmelighedsfuldt, synes det.
– Se fx motivet The Light og motivet Childhood.
– Hvad er det der sker, eller ikke sker i relationen? Måske særligt det sidste?
Den sociale arv spiller en rolle, vi er i samfundets udkant, i baggården, men motiverne er ikke som sådan sat ind i en socialrealistisk kontekst.
Carsten Krogstrup formår at skildre en afstand, en eksistentiel ensomhed, der går gennem marv og ben.
Det er kunstnere som amerikaneren Andrew Wyeth (1917-2009) og svenske Ola Billgren (1940-2001), Carsten Krogstrup tidligt i karrieren har ladet sig inspirere af til det realistiske maleri.
Motiver har han fundet i storbyens spejlinger og fjerne randområder, i forladte biler i naturens favntag og marginaliserede subkulturer. I forfaldet og undergangen finder han det foruroligende indhold, som giver billederne kant.
Der er referencer til danske Michael Kvium (f. 1955), og hans markante menneskefigurer, samt input fra underviseren på det Jyske Kunstakademi, Anders Kirkegård og kollegaen Erik Mortensen, der undervejs er kunstnerens dialogpartnere i udviklingen af malerens distinkte sprog, eksempelvis serierne The Place I Left Behind, Obsession, Submission og Dream.
Andre inspirationskilder ses hos Lucien Freud (1922 – 2011), hos Egon Schiele (1890-1918), som arbejdede ekspressionistisk i sine personfremstillinger og modelstudier, men med den samme dystopiske psykologi. Francis Bacon (1909 – 1992) har inspireret serien Racing, suiten med de højtelskede, men diabolsk udseende Greyhounds, hvorfra det dæmoniske anstrøg er videreført i figurfremstillingerne af Natasha.
Carsten Krogstrups motiver udfordrer betragteren med sin tvetydighed, sit flair for dæmoniske elementer, kombineret med den fremragende æstetik, som kendetegner kunstnerens passionerede arbejde, mens han undersøger tilværelsens eksistentielle lag. Krogstrup skubber til beskuerens komfort med de på én gang smukke og inderlige kompositioner, som viser sig dragende, overraskende – og ved nærmere eftersyn også dybt melankolske.
Hertil har modellen Natasha meget at byde på med sin interessante udstråling under det smukke, lange røde hår. Natashas personlige, individuelle karakteristika har netop det anstrøg af dæmoni og melankoli, som gør billederne af den sparsomt påklædte kvinde interessante og eksistentielt relevante.
Som en erfaring af den klassiske katharsis.
Hvad er der her på færde – af ondt og af godt?
*******
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Tekstuddrag fra kataloget til udstillingen Demons & Passions
med værker af Carsten Krogstrup
Davis Gallery Contemporary Art
Bredgade 69, København K
29. april – 3. juni 2023
Fernisering 29. april kl. 12 – 17
Læs mere om Carsten Krogstrup – her