Farvel til surrealisten Børge Christiansen

Børge Christiansen, marts 2023

– en storartet maler, skulptør og poet med herligt originale visioner er gået ud af vor tid

Børge Christiansen var født i 1945 med en fabelagtig visuel fantasi og fortælleglæde. Kendetegnende var fra begyndelsen den frie kunstnersjæls visionære og stærke vilje. Ved mødet med Børge Christiansens originale personlighed og lange, produktive kunstnerliv fristes jeg til – perifert – at sammenligne med Aarhusianske Ovartaci, der heldigvis har fået sit eget museum. Der bliver nok at gøre nu med at sikre Børge Christiansens kunstneriske arv og eftermæle.

Mortensensk surrealist
Som helt ung lykkedes det på et myggemavehår for Børge Christiansen at komme ind på Kunstakademiet. Han var udfordret på koncentrationen, for der var både en uddannelse som silketrykker og en udstilling i Kunstnergården på Nørrebro, som han var travlt optaget af, så det kneb at få de obligatoriske modeltegninger færdige. Men gode fortalere fik ham ind.

BC: Den brune forms Morgen med hvid sol

En årrække gik han hos Richard Mortensen, samt Søren Hjorth Nielsen, Palle Nielsen, Dan Sterup Hansen og Gottfred Eickhoff fra 1964 til 1971. Surrealismen var og blev Børge Christiansens ståsted og i 1968 fik han et kortere, men betydningsfuldt studieophold hos surrealisten Max Ernst i Berlin.

Han debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1966 og blev en del af kunstnergruppen Surrealisterne fra 1966, i dag under navnet CIRRUS, som bl.a. udstillede på Charlottenborg og i Mjällby Konstgård i Halmstad.

Han skrev digte og surrealistiske katalogtekster, og modtog flere legater, bl.a. Heerup-legatet i 1975 – en Cobrakunstner, han delte et tydeligt, kunstnerisk slægtskab med.

Som i Aladdins Hule

Børge Christiansen driller fotografen Marianne Leth

Rejst har Børge Christiansen i flere europæiske lande samt England, Skotland og Tunesien, men lige så eventyrlige var hans utallige udflugter til marskandisere, loppemarkeder og containere i København.

Han samlede på alverdens vidunderlige genstande fra gebisser, etnografica, masker, figurer og perlekæder til tændstikæsker, værktøj, køkkengrej, samt cirkusrekvisitter og keramik. Sine mange fund transformerede han gennem kombinationer af collage og maleri og skabte farverige, skulpturelle assemblager.

– Hver eneste genstand har en historie og Børge Christiansen elskede at dele fakta og associationer med tilhørerne. Perlekæderne var et kendetegn i hans påklædning, og hver eneste perle deri har en historie.

Blandt hans sidste udstillinger blev LF-udstillingen 2023.
Som en svanesang var han selv med på Lolland og aflevere værker til årets LF-udstilling i Ridehuset i Reventlow Parken.

Lyden af surrealisten Børge Christiansens ivrige, humørfyldte stemme er gået ud af tiden, men hans drømme lever videre i arv og værk. 
Børge Christiansen 23. marts 1945 – 30. maj 2023
Bisættelsen fandt sted 22. juni 2023 på Nørrebro.
– Æret være Børges minde – 

Kunstudstillingen LF 2023
Reventlow Parken, Pederstrup
Frem til 9. juli 

Børge Christiansens ravkæde, 2023

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Fotograf: Marianne Leth
Publiceret: Kunstavisen 6 / 2023

Læs om Kunstudstillingen LF her:
De sure gamle mænd i Ridehuset – Kunstudstillingen LF

Læs portræt af kunstneren her:
Den ægte vare – Børge Christiansen

Af Børge Christiansen  

Børge Christiansen med et portræt af sin bror

Taktil og eksperimenterende KS 23 – Tistrup

To modne prismodtagere på KS Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup viser, at det innovative også findes i det erfarent gennemarbejdede – KS 23 kan ses frem til 6. august

Mette H Buch – Kvinde i balje, foto JPihl

Til regnens trommen og himmelsk blitzlys åbnedes KS 23 – Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup 17. juni, og Vibeke Gøtzsche og Janusz Walentynowicz fik hver overrakt KS Prisen på 5.000 kroner. Udstillingen, den 51. i rækken, kan det varmt anbefales at besøge en gang eller mere, for der er usædvanlig meget god kunst at se.

– Blandt 1640 værker fra 311 ansøgere havde censorerne udvalgt 127 værker af 75 kunstnere – 56 kvinder og 19 mænd.

De fem censorer Karen Gabel Madsen, Mette Rishøj, Ulla Gerd Christensen, Peter Land og Jonas Pihl var repræsenteret med deres egen eksklusive del af udstillingen under titlen Find Fem Fejl, så der var en mulighed for at se dem nøjere efter i sømmene.

Billedkunstner Jonas Pihl holdt årets åbningstale, og spurgte efter introduktionen på vegne af publikum:
– Og er der så nogle tendenser, man kan spotte?
– Hvad foregår der ude blandt græsrødderne på den ulmende, danske kunsteng?
– KS23 kan omtrent deles op i kategorierne: Det organiske og stofligt skulpturelle – herunder også keramiske eksperimenter, Det surrealistiske, Interiører og Portrætter, Det konceptuelle og eksperimenterende foto og video, svarede han, og nævnte eksempler fra det omfattende katalog med årets udvalgte medvirkende.

Rørlige erindringer
Blandt indholdsmæssige tematikker er det kombinationer af erindring og taktilitet, der springer i øjnene hos denne skribent. Således hos Nirvi Bennich, hvor en alderdomspræget mor har inspireret til motiverne, og i Anne Sofie Vang Ditlevs Spejderpige, malet i lejrbålets kul på udtjent teltdug.

Nirvi Bennich – Sommardörren

Hos Mette H Buch peger motivet Kvinde i rød balje tilbage i den klassiske kunsthistories kvindefigurer, mens baljen hun står i peger frem mod en diskussion om det rimelige i de hjemligt begrænsede vilkår. Det overfladebroderede fotografi var et velvalgt plakatmotiv for KS 23 – et sanseligt blikfang.

Der er flere fortællinger, fortrinsvis skabt i tekstile materialer.
– I Inga Jager Nykrogs motiv Mejetærsker i Vestjylland er broderiet gjort på karklude, og dem ser vi igen hos Søren Nielsen, som også har taget de genkendelige skuresvampe under mere formel behandling. 
– Charlotte Sølling Knudsens Klokkestrenge rummer en egenartet mystik, og det samme gør Inger Odgaards strikkede og hæklede organisk-skulpturelle værker i serien New Skin, hvor det rå og ubehandlede garn er vendt tilbage i hænderne på knit-art kunstneren. Det taktile er i øjenhøjde.

Naturinspirationer og tidens fokus på miljø er mere indirekte temaer i værkerne hos de to vindere af KS Prisen. Vibeke Gøtzsche viser en dramatisk kraftfuldhed, som det kendes fra naturens gennembrydende evne i sine skulpturer, der er syet i indfarvet læder – et på en gang stærkt og usædvanligt materiale i kunstnerisk sammenhæng. 

Janusz Walentynowicz har skabt sine rørformede skulpturer i formstøbt glas, og det skrøbelige materialevalg imponerer og overrasker beskueren, så man for sit indre øre måske sætter både lyd og levende billeder på oplevelsen af Processor 557 m.fl.

Fotografier med historie

Josefine Amalie – Extra Ordinary Selfportrait

Josefine Amalie præsenterer sig selv i et Extra Ordinary Selfportrait, og giver os en ung, hugsiddende kvinde på en piedestal, der frimodigt ser på beskueren fra et højloftet rum, som leder tankerne hen på hollandsk renaissance med lysindfald fra et stort, sprosset vinduesparti.
– Motivet kalder flere eksempler fra kunsthistorien frem på nethinden. Ud over maleren Vermeer også skulpturen BOY på ARoS. Et tankevækkende værk med flere vinkler.
 

Thomas Petri viser dobbeltportrættet YOUTH I+II fotograferet i 1981, som ligeledes fremkalder associationer til fortiden ved synet af fastnettelefonen og kæresten i sengen. Også her er fotografen identisk med modellen. 

Susanne Luup har brugt skolefotos som forlæg for malerierne The Dance og 1971 – klassebilledet i krappe farver. Også Luups motiver henter energi i erindringen, så det knitrer i øregangene, når der relateres til de enkeltes skæbner. Der fremkaldes en form for nænsom healing i mødet med kammeraterne mange år efter. 

Konceptuelle kager og bløde bananer
Museumskunsten får kommentarer med på vejen af Jørn Hulgaard Sørensens indrammede roulader, bagels, og citronmåne. Kent Larsens skulptur, Banangyngen, kommenterer på italieneren Maurizio Cattelans, storsælgende bananer på den internationale kunstmesse Art Basel Miami Beach i 2019 – og senere museumsversioner. Her på KS var bananerne dog udstoppede.

Kent Larsen – Banangyngen, detalje

Kitt Buchs At the Museum I+II sender bolden tilbage til beskueren med sine popsurrealistiske skildringer. Hvad er det, der er værd at se på inde i museet og ude i den vide verden? Hvad passer vi sådan på?

Keramikken af Tina Hvid tegner også surrealistiske elementer på menukortet i vellykkede installationer. 

De Fem
Udstillingens fem censorer leverer en stilfuld præsentation – de klæder oven i købet hinanden med Mette Rishøjs to keramiske krukker midt i rummet til at koncentrere energien.

Der er i det hele taget fundet plads til en del skulpturer på KS 23 – både keramiske og anderledes stofligt eksperimenterende, og alt i alt er det en særdeles afvekslende, men velkomponeret udstilling.

Tag endelig turen til Tistrup – og sæt god tid af, hvis kunstnernes ihærdige indsats skal belønnes med den opmærksomhed, de helt og fuldt har fortjent.

Niveauet er højt, hele raden rundt.

. . . . . 

Peter Land – Planen

KS 2023 Kunstnernes Sommerudstilling
Janus – Vestjyllands Kunstmuseum
Frem til 6. august

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – juni 2023

Klik og se illustrationer i bedre kvalitet!

 

Charlotte Sølling – Klokkestrenge

 

Kitt Buch At the Museum

 

 

 

 

 

Af Prisvinder Janusz Walentynowicz

Af Prisvinder Vibeke Gøtzsche

De sure gamle mænd i Ridehuset – Kunstudstillingen LF

Skulptur af kurator Jens Flensted Andersen

Der gives ikke ved dørene hos LF-udstillingen, som for 10. gang fylder Ridehuset ved Reventlow Museet på Vestlolland med værker i et højt kunstnerisk niveau. Udstillingen kan ses frem til 9. juli

Det er kunstnere med modenhed og meninger, som det varmt kan anbefales at besøge i Ridehuset ved Pederstrup Gods på Lolland. Der har LF-udstillingen for 10. gang samlet den rutinerede LF-gruppe med gæster fra Tyskland, Polen, Sverige, Holland, Jylland, Fyn og Sjælland til sommerens udstilling, og her ses  kunstnerisk solide værker med ret forskellige udtryk. Maleriet som medium er i højsædet – i modsætning til det, der kendetegner den nyere del af kunstscenen, som af nogen kan opleves noget fjern og uvedkommende derinde på stenbroen.

– I år udstiller Jens Flensted Andersen (kurator), Lotte Frederiksen, Eva Kobberød, Aleksander Kosmala (katalog), Carsten Krogstrup, Erik Mortensen, Palle Rud Christoffersen, Roland Schneidereit og Helge Strufe, og som gæster Børge Christiansen (mindeudstilling), Henriette Hagelskjær, Leif Hallstrøm, Anne Skamstrup Heiberg, Finn Heiberg, Palle Rico Hjorth, Mads Jacobsen, Anders Kirkegaard og Poul Lee, samt Joeri Lefévre (NL), Frauke Bohge (DE), Janko Göttlicher (DE), Miriam Hilker (DE), og Corinna Michelangela Weiner (DE).

Carsten Krogstrup holder åbningstalen

Sammen på trods
Kunstneren Carsten Krogstrup holdt åbningstalen i Ridehuset, lørdag 10. juni, og perspektiverede samarbejdet om LF-Udstillingen:
– Det er i år 10 gang, vi udstiller som Kunstudstilling LF – og jeg må indrømme, at da vi i sin tid begyndte dette projekt, troede jeg ikke, det ville få ret lang levetid. For vi er jo meget forskellige kunstnere – med hver vores univers og ideer. Men vi er alle forankret i en tro på de traditionelle værdier i kunsten – og måske netop derfor er det lykkes med de 10 udstillinger – vi skriver os således ind i traditionen med kunstnersammenslutninger, indledte Krogstrup.

– Det har ikke altid været sådan at kunstnerne arrangerede deres egne udstillinger. Men i 1870`erne blev impressionismen afvist på Salonen i Paris, og herefter åbnede kunstnerne deres egen udstilling.

– I Danmark er det blevet en helt særlig tradition at kunstnere slutter sig sammen og fast udstiller en gang om året. Det begyndte med Den Frie Udstilling i 1891. Og herefter opstod sammenslutningerne som perler på en snor: Corner, Grønningen, Decembristerne, Koloristerne, Kammeraterne, Cromisterne osv. osv.
– Ja man kan faktisk godt sige at kunstnersammenslutninger, i lighed med andelsbevægelsen og højskolen, er et unikt, dansk fænomen.

Anders Kirkegaard taler

Takket være ildsjæle og nøglepersoner, et velvilligt udstillingssted og en vilje til at støtte udstillingerne økonomisk har arbejdet kunnet lade sig gøre, fremhævede Krogstrup, og takkede også gæsteudstillerne:

– Gode gæstekunstnere er utrolig vigtige. Som kunstner udvikler og forandrer man sig selvfølgelig med tiden, men der sker jo ikke nødvendigvis store forandringer fra det ene til det andet år. Derfor er det vigtigt, at der altid er forskellige gæstekunstnere, som giver udstillingen fornyelse, dynamik og liv.

Det er også spændende og inspirerende for faste udstillere at møde nye kolleger, sagde Carsten Krogstrup.

Gæsten Anders Kirkegaard supplerede med et kompliment til de medvirkende, ironisk formuleret, hvor han glædede sig over den trofaste flok af bonderøvskunstnere, der ikke sådan lod sig rive med af det nymodens, og udtrykte anerkendelse af kollegernes indsats.

Anders Kirkegaard viser værker fra serien Nature Vivante – Hjemstavn med referencer til L.A. Rings motiv af Roskilde Fjord, og en optakt fra hans monumentale kirkeudsmykning til Sct. Nicolai Kirke i Vejle. Det er sublime værker. 

Aleksander Kosmala – Sculpture 2411

Male – det kan de
Polskfødte Aleksander Kosmala kommenterer gennem sine motiver samtidens bekymrende strømninger. Hvordan klassisk dannelse forsvinder mellem pizzabakker og mobiltelefoner, og et vinglas på ferniseringen ubetænksomt efterlades foran skulpturen på det nærmeste podium.
– Som én ud af en kær gruppe af livskloge, men ’sure gamle mænd’ stiller han krav og udfordrer tidens omgangsformer i et udsøgt, præcist malerisk sprog, så man må både le og græde sammen med ham.

Cornerkunstneren Finn Heiberg viser os sit køkkenbord i en abstrakt-formel leg med perspektivet og farven. Vasken ses oppefra, mens kanden er en opstalt, så vi genkender den ikoniske form. Krydsningen mellem ægyptisk profil og den tegnede brugsanvisning fremkalder et unikt resultat i Heibergs delikate og sikkert disponerede kolorit.

Delikate og stoflige er ligeledes panelerne af fynboen Poul Lee. De ville have været skønne at få op i øjenhøjde, men der er rift om vægpladsen, når mere end tyve kunstnere udstiller. Heldigvis påkalder værkerne sig publikums opmærksomhed.

Corinna – Golden Dress

Frauke Bohge, Miriam Hilker og Corinna Michelangela Weiner arbejder alle tre med menneskets position i billed-rummet og i det psykologiske rum – ved søen, i ødemarken og foran spejlet.

Carsten Krogstrup har siden 2020 arbejdet med figurmalerier i samarbejde med modellen Natasha Davies. Indledningsvis stillede hun op til malerens masterclass i portrætfotografi, hvorfra der vises et udsnit på udstillingen, men formålet dermed var for kunstneren egentlig en yderligere fordybelse i skildringen af Mennesket, som er lykkedes til fulde.

– Natasha rummer i sin spinkle krop mange af tilværelsens facetter, og malerierne skubber til beskuerens komfortzone med de melankolske udtryk.
– Dukkerne har fået deres egen dramatiske plads på udstillingen.

Drama er der ligeledes i Roland Schneidereits strandbilleder, tydeligt inspireret af surrealisten Freddies formsprog. Og det tyste drama er der i en helt anden farveskala i Erik Mortensens imponerende præsentation af grafik og maleri.

Farvel til en original surrealist
En særlig plads var reserveret surrealisten og Cirrus-kunstneren Børge Christiansen, som nogle nok husker for stolen på væggen, og især for hans særegne malede assemblager, hvori marskandiser- og containerfund kom til ære og værdighed, syet fast, som dagens og nattens visioner.

Mindeophængning for Børge Christiansen

Kunstneren døde ved udgangen af maj efter nogen tids sygdom. På LF-udstillingen vises således en mindeophængning og et udsnit af Børge Christiansens righoldige eftermæle.
– Lokalt er kunstneren repræsenteret med en udsmykning på Nykøbing Falster Gymnasium og i private samlinger.

Udstillingen anbefales varmt!
– Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde! Heldigvis gælder det, for så vidt også kunstnere – og der mangler endnu nogle, men præsentationen af LF-udstillingens i alt 23 deltagere runder vi af her.

Ridehuset ved Reventlow Museet på Vestlolland er, trods charmen og formatet, ikke det letteste at udstille stort antal kunstnere i.
– En del af placeringerne kan i hvert fald diskuteres.
– De medvirkendes arbejde er på et fornemt niveau! ingen tvivl om det.

LF-Udstillingen anbefales og ønskes Tillykke med den 10. udstilling i rækken.


LF-Udstillingen 2023
Reventlow Parken, Pederstrup
Frem til 9. juli 

Anders Kirkegaard – forlæg til kirkeudsmykning

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – juni 2023

Illustrationer:
Anders Kirkegaard – Nedstigning, Opstigning.
Foto: Inge Schjødt

Installation:
Carsten Krogstrup og Jens Flensted-Andersen 

Carsten Krogstrup – Dukkespil  

Carsten Krogstrups Natasha på LF-udstillingen