Ghita Nørby er storslået som den moderne Athene

Bag det formidable maleri af kunstens gudinde står hyperrealistiske Søren Hagen

Billedkunstner Søren Hagen har malet en ode, en hyldest til kunstens gudinde Athene i skikkelse af ingen ringere end kgl. skuespiller Ghita Nørby.

Athene – af Søren Hagen

Maleriet på 205 x 205 cm blev i samarbejde med Galleri Christoffer Egelund medio september overdraget til Det Kgl. Teater og placeret i Skuespilhuset ved Københavns Havn.

– For mig har Ghita Nørby været den eneste, der kunne udfylde rollen som kunstens gudinde, Athene, fortæller Søren Hagen.
– Samarbejdet har været fuldt af tillid og rigtig hyggeligt, og jeg har ikke tal på de gange, hun har stået model i atelieret, iført en enkel, brandrød kjole, som jeg fik lov at udpege i hendes garderobe.

Myten, kulturhistorien og samtiden
Arbejdet med maleriet begyndte dog på en ganske anden lokation.
Som barn stiftede Søren Hagen bekendtskab med nogle gamle fotos af en gigantisk naturkatastrofe, et formodet meteornedslag, der indtraf over Tunguska i Sibirien i 1908. Ubegribelige naturkræfter udløstes, skovene faldt omkuld som pindebrænde, og efterlod et martret landskab, der taler mysteriets sprog.
– Som kunstner har jeg altid vidst, at jeg en dag ville bruge dette i min kunst, fortæller Søren Hagen.
– Vi ser i dag, som dengang, civilisationer gå under og nye opstå under indflydelse af såvel naturens kræfter som menneskehedens forehavender.
– I værket Athene reflekterer jeg over det, at kunsten består gennem alle tider og tilskikkelser, og det er faktisk ganske berigende at arbejde med.

Athene i Værløse
Så langt som Sibirien har Søren Hagen dog ikke rejst med sin guddommelige model. Et sted i Værløse findes en lysning med en flot træstub mellem brændenælderne, hvor lyset falder helt rigtigt, når man ellers har tålmodighed til at vente på det rette tidspunkt på dagen. Her trådte Ghita Nørby op i bare tæer og så kunne Søren Hagen ellers indfange motivet på en række skitser.

I det endelige maleri ses Athene stå på træstubben midt i et dekonstrueret skovlandskab. I baggrunden sidder en opmærksom ugle, et af Athenes kendetegn og symbolet på visdom. På jorden til venstre ligger en antik, græsk tallerken, knust imellem græstotter, der trods alt spirer frem foran og lige omkring hovedpersonen, som ser direkte på dig, smilende sit dobbelttydige Mona Lisa-smil.

Athene er gudinde for krig, kunst og håndværk – og alle tre elementer har været til stede under processen med det markante værk, hvor alene detaljerigdommen i skovbundens grenstumper og af mennesket afsavede stykker, suger beskuerens opmærksomhed til sig.

Kunsten overlever alt!

Det kgl. Teater – Skuespilhuset
Sankt Annæ Plads 36
København 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 8 / 2023 – september 2023

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar