Maleren Susanne Luup kaster et blik ind i erindringens krinkelkroge med udstillingen Down Memory Lane hos Lyngby Kunstforening
Hvad husker vi hver især? Var tiden ren idyl?
Hvilke andre aspekter gemmer der sig i personernes nydelige opstillinger? Også i dag er der grund til at se lidt nøjere på menneskers ægthed og samspil i den billedstrøm, vi møder.
Med inspiration fra barndommens og ungdommens fotoalbums har Susanne Luup malet minder og oplevelser i et dramatiseret, farverigt udtryk, som med sin ekspressive stil stiller sig åbent for en fortolkning, som beskueren kan spejle sig i.
Den lille pige med cowboyhat, Teenageren i top-bluse, Skolefesten, hvor vi klædte os ud, Mor-mig-og Mormor på bænken i fint tøj.
– Fint ser det ud, men hvordan var det egentlig at være til stede i relationerne? Fotografier fra barndom og ungdom har bragt kunstneren i dialog med nutid og fortid.
Susanne Luup maler passioneret, i skiftevis laserende lag-på-lag og mættede flader – altid i olie på det hvide lærred.
Blandt kunsthistoriens inspirationskilder tæller hun J.F. Willumsen og særligt kunstmaleren William Scharff, som med sine karske penselstrøg og kontrastfulde kulører kunne fremkalde nærmest skulpturelle udtryk.
Susanne Luup er født i Sverige, kunstnerisk uddannet via talrige kurser i ind- og udland, senest fra Kunstskolen Spektrum.
Hun tegnede fra en tidlig alder, og havde sans for – og lyst til det taktile. Men hun blev ikke opmuntret hjemmefra til en kreativ løbebane. I stedet blev der udstukket en vej med boglige studier.
Gennem årene kompenserede hun med kreative aktiviteter og et stort antal kurser i tegning og maling i forskellige formsprog – indtil hun fandt frem til sit udtryk og skiftede livsbane. Det er således en moden kunstner, der kigger tilbage på erindringens energi.
I 2023 er hun kommet gennem censuren på KS-Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup, på VK-udstillingen i Holbæk samt den censurerede udstilling hos Mississippi Kunst & Kultur på Thyholm, og har bl.a. udstillet sammen med en gruppe koloristiske kolleger i Aspekt 2 på det nyåbnede Riises Landsted på Frederiksberg.
På Møn, hvor hun har boet godt tyve år, finder hun ind imellem maleriske input i øens særlige horisont og markante natur, hvilket også kan opleves på udstillingen i nogle små studier.
Lyngby Kunstforening
Nybrovej 401 A – Kgs Lyngby
Frem til 24. september
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – september 2023
Portrætfoto: Marianne Leth