Stilhed og poesi går hånd i hånd på Anita Viola Nielsens tusmørkebilleder
Til soloudstillingen Twilight, som kan opleves hos Galleri Lars Borella i Ordrup nord for København, har billedkunstneren Anita Viola Nielsen blandt andet fundet inspirationen til sine stemningsfulde malerier i Villa Borgheses store park i Rom.
Vi følger hende villigt til Den Evige Stad endnu engang, for hun har mange gange før bevist sit blik for Villa Borgheseparkens sjæl og skønhed.
Her er hun kommet siden 2011, hvor hun blev grebet af stedets ånd, naturens vildskab og det tæmmede, samt former og farvespil. Ind imellem pinjer og cypresser møder man klassiske skulpturer, gadelygter, bænke og pavilloner, som befolker parken på en særlig måde i de stille natte- og morgentimer, hvor kunstneren nyder at færdes her. I tusmørket er der ro til at se med andre øjne – både indad og udad på omgivelserne.
Klangen af Den blå time
Lydene og lyset i den blå time lægger sig blidt som et sjal om skuldrene, og stemmer sindet til lavmælthed, mens solsortene fra de højeste toppe synger solen ned. De sidste stråler får træernes kroner til at stå skarpt mod den blå himmel og sender farveglimt ind mellem stammer og bladværk. Når lygterne tændes over stierne, summer ildfluer op og lyser som gnister over bevoksningens mørke skygger. Sanserne skærpes, mens detaljerne svinder i synsfeltet.
Den blå time rummer sine egne muligheder, og netop her har kunstneren fundet nye motiver, og nye materialer også, fx stykker af emballagepap, der tilsammen fungerer som et åndehul.
Anita Violas malerier er transparente, lag på lag, gjort i rytmiske strøg, som betragterens perception gives at mosle med.
Former og farver lever deres eget liv i forgrund og mellemgrund på en måde, der sætter blikket i gang i en afsøgende panorering. Her mødes det af blot nogle enkle tegn og spor af det genkendelige.
Vi får naturens natfarvede silhuetter, en fugl, et vandspejl, en bro, en tempelbygning, men kun antydet i det allermest nødvendige. Så vi selv kan meddigte på resten, og tak for det.
Evighedsblomster
På sine rejser gennem Italien og Frankrig har Anita Viola som så mange andre besøgt kirker og kirkegårde. Blomsterbuketterne i Sydeuropa har nogle steder karakter af evighedsblomster – sådan forstået, at de kan være fremstillet af forskellige materialer, der kan holde til både sol og varme.
Så strunke står de og lyser deres fred og kærlighed over minder og savn.
Blomsternes forgængelighed og naturens kraft bliver ved med at kalde energien frem i penslerne.
Tak for turen i tusmørket til Anita Viola Nielsen og galleriet.
Varme anbefalinger til denne intime udstilling, som stemmer sindet mod lys i en mørk tid.
Galleri Lars Borella
Ordrupvej 98 – Ordrup
Frem til 16. december
. . . . . . .
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – november 2023
. . . . . . .