En dans med frie strøg – Heidi Stibæk Kaiser

Heidi Stibæk Kaiser – Perceptions 2023

Det non-objektive maleri handler hos Heidi Stibæk Kaiser om farve, om komposition og gestik

Billedkunstner Heidi Stibæk Kaiser tager imod og viser rundt på udstillingen Perceptions, der fandt sted i sensommeren i værkstedsfællesskabets GANG galleri i Københavns Nordvestkvarter. I det centrale rum står en samling skulpturer i spraymalet PU-skum, som er skabt til udstillingen.

– Jeg har altid været fascineret af huler og spor, fortæller kunstneren, der er født i 1964, og arkitektuddannet i 1995 på Det Kgl. Kunstakademis Arkitektskole.
– På mine rejser har jeg opsøgt særlige rum, ruiner og spor efter tidligere civilisationer eller naturskabte stier og grotter.
– Til at flankere malerierne på udstillingen fik jeg ideen til disse hybrider mellem abstrakte, organiske former og konstruktioner, der har reminiscenser af noget menneskeskabt.
Skulpturerne går fint i dialog med Heidi Stibæk Kaisers store, non-figurative eller non-objektive malerier, som hun selv kalder dem. Begge dele har hun destilleret sig frem til gennem et forløb af ekspressive eksperimenter.

En god kombination
Heidi Stibæk Kaiser er ud af en håndværker- og arkitektslægt med interesse for musik, kunst og matematiske formler.
– Ikke nogen dårlig kombination for en arkitekt, kommenterede en af underviserne på akademiet.

Indenfor arkitektfaget har hun bl.a. tegnet metro, svømmehaller og institutioner i et fortrinsvis minimalistisk formsprog. I 2015 skiftede hun retning og helligede sig det billedkunstnerisk skabende. Hertil har hun modtaget undervisning i flere forløb, blandt andet på Holbæk Kunsthøjskole og på Kunstskolen Spektrum. I dag maler hun på fuld tid – om sommeren i Tisvilde og ellers i København, hvor hun er en af de drivende kræfter bag værkstedsfællesskabet GANG.

Heidi Stibæk Kaiser – Det nonobjektive i spi

Sammen med GANG-kolleger har Heidi Stibæk Kaiser deltaget i en række gruppeudstillinger, kurateret flere udstillinger, bl.a. med Louise Simony på cityhotellet SP34 i København, og hun har deltaget på censurerede udstillinger.

Indenfor rammen
Kaisers udtryk har skiftet nogle gange undervejs fra det abstrakte til det naturalistiske, til non-figurative farve-puslespil, som har optaget hende i flere værkserier. På det seneste har hun sat penslerne fri i et særegent, dynamisk, musikalsk-abstrakt formsprog.

– Malerierne har deres egen logik og væren, uden budskaber eller illusion. Det er her, det er indenfor fladen, det foregår, fastslår Heidi Stibæk Kaiser foran det første billede.
– Jeg har hørt en asiatisk kunstner citeret for at udtale, at i Vesten handler maleriet ofte om elementer udenfor fladen, uden for selve maleriet, mens det i Østen foregår indenfor fladen. Maleriet er meningen i sig selv. Det er sådan jeg selv arbejder med en kombination af erfaring og spontanitet.

Krydsfelter af action painting og colourfield
Flertallet af malerierne er i betydeligt store formater, som skiftevis er malet på gulvet og på en væg. Kunstneren har kraftfuldt påført lærrederne malede strøg i en tempereret farveskala, og vekslet mellem flydende eller helt detaljeret bearbejdede mellemgrunde, som er påført med største præcision og små pensler, så farveflade møder farveflade og penselstrøg møder baggrunden – helt bevidst.

Heidi Stibæk Kaiser – Perceptions 2023

Matte flader møder blanke. Mættede felter møder transparente. Klart afgrænsede strøg giver rummet karakter, ovenpå områder med spray.
– Ind imellem danner penslen en ’Bløp’ – en figur af abstrakt-organisk karakter, oftest sat i én farve, som får sit eget liv på fladen, fortæller kunstneren. Navnet er tydeligvis et lydord, der spejler figurens tilblivelsesproces, som det også kendes fra generationen af amerikanske ekspressionister og popkunstnere.

Det, som ved første øjekast kan se tilfældigt ud, giver mindelser om den amerikanske action-painting hos kunstnere som Jackson Pollock, Arshile Gorky, Franz Kline, og det krydses med colourfield traditionens mere styrede lag. Det minder om vores egen Per Kirkeby.

– I processen er alt tilladt, alle former for materialer kan sættes ind på lærrederne. I blandingerne mellem akryl og oliemaling opstår spor og krakeleringer, der tilfører en egen energi til overfladen. Og ved at lægge lag-på-lag af tekstile lapper og male hen over dem, så opstår der nye strukturer, nye elementer, som giver noget at arbejde videre med, udtaler Kaiser.

Farve, komposition og gestik
– Om sommeren, hvor jeg opholder mig i Tisvilde, ser jeg havets, himlens og skovenes farver veksle hen over døgnet. De fæstner sig bag nethinden som solnedgange med mørkegrønne kontraster, der underbevidst påvirker mit valg af palet.
Kaiser udfordrer fladen med eksempelvis passive, støvgrønne farver i forgrunden og aktive koralrøde bløps i mellemgrunden, så billedet kommer til at stå og sitre af energi ved den ukonventionelle komposition.

Heidi Stibæk Kaiser i GANG

– Jeg lytter til meget forskelligt musik, når jeg arbejder. I mit hjem var det mere Santana end Raquel Rastenni, men også jazzens improvisationer har en stor plads. Min musikersøn sammensatte en playliste til udstillingen, som fuldendte stemningerne i værkerne.

Den musikalske energi flyder over i maleriet, hvor bevægelserne sættes fri, og udfoldelsen af gestikken er medskabende i det non-objektive billede. Der dannes helt nye rum med og uden huler og tegn – frirum.

Atelierfællesskabet GANG
Rentemestervej
2400 København NV

Af Inge Schjødt, komkunst.dk 
Publiceret: Kunstavisen 10 / 2023 – november 2023 

…………………..

Udstillingen Perceptions fandt sted i sommeren 2023.
Tjek aktuel udstilling hos GANG, Rentemestervej, 2400 Kbh NV.

Heidi Stibæk Kaiser – Perceptions 2023

Heidi Stibæk Kaiser – Perceptions 2023

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar