En sky af blade startede kunstnerkarrieren for Anita Houvenaeghel

Mørket fik ikke bugt med lyset og livskraften hos kunstneren Anita Houvenaeghel, da hun kom til verden som krigsbarn i 1945 på Bogholder Allé i Vanløse. I hjemmet var der råt og fattigt, men også eventyr og glimt af kunstens verden, når stedfaderen skaffede billetter til Det Kgl. Teater, hvor han arbejdede, eller Anita selv opsatte dukketeaterforestillinger for kvarterets børn.

Den nu 79-årige maler, grafiker, billedhugger og foredragsholder opdagede ganske tidligt naturens dybe grokraft og fascinerende skønhed i æbletræet og i den urtehave, hun anlagde i et forladt hjørne af haven. Som blot skolepige supplerede hun familiens husholdning med grønsager. En sommerferie i et omrejsende tivoli stimulerede også fantasien.

Som 14-årig meldte hun sig ud af skolen, og gik sine egne veje. Det meste af tiden havde hun brugt på at tegne. Nu lærte hun sig syning og husholdning, først som ung pige for velstående og kulturelt dannede familier, og snart som nygift og mor i sit eget hjem.

En dag, hvor hun satte sig og ammede sit første barn på en bænk i Søndermarken, oplevede hun vinden gribe fat og lege med træernes visne blade, og Anita blev klar over, at det skulle hun male!

Herefter tager kunstens udfoldelse for alvor fat. Anita Houvenaeghel maler naturen og det nære i et ekspressivt-lyrisk sprog, og maler så godt som hver dag.

For tiden er hun i gang med at forberede sin 12. kirkeudsmykning, og det er dybt interessant at følge de forskellige overvejelser, mens modeller og skitser nærmer sig de ønskede visioner om et åbent, imødekommende og tidssvarende kirkerum.

Fra Domus Vista til Charlottenborg

De første kunder fandt hun i det nyopførte Domus Vista på Roskildevej. Om aftenen, når døtrene var lagt i seng, fyldte hun barnevognen med billeder, og gik i gang som dørsælger i den store ejendom.
– Her fik jeg mit eget kunstakademi, fortæller hun.
– Folk tog godt imod, og ville gerne høre mig fortælle, og kom selv med deres besyv.
– Alt dette noterede jeg ned, og tog ved lære af.

– Min første udstilling var i en HT-bus, hvor chaufføren venligt spurgte, hvad det dog var, jeg havde under armen på vej med billeder til en kunstforeningsudstilling.
– Det skal vi da se! Sagde han og kørte ind til siden og standsede. Så pakkede jeg billederne ud, folk kiggede og kommenterede, hvorefter bussen kørte videre ind mod byen.

Familien flyttede i kolonihavehus i Herlev, og motiverne ændrede karakter. Hendes flader blev tættere, mere intime med de legende børn og billedet af den røde dukkevogn i blomsterhaven. I 1970’erne åbnede disse motiver vejen til Charlottenborg-udstillingernes anerkendelse. Også Unicef og en Irma-pose var med til at gøre Anita Houvenaeghel til et kendt navn.

De spinkleste strå
Hun rykkede længere ud i naturen til Himmerland i det jyske. Her vandrede hun stierne tynde omkring sit sted. Det var et meget anderledes univers end storbyens oaser.

Hun stod midt i frodige blomsterenge, og hun så, hvordan det vilde strå, et træ, en slyngning af åen greb fat i kompositionen. Deraf skabte hun serien Langs Hegnet og udstillede gentagne gange på Himmerlands Kunstmuseum. En god portion litografier skabte hun, som fandt vej til hendes kundekreds, banker, kunstforeninger og institutioner.

Høje fjelde og dybe dale i Norge
I 1991 får hun et nyt og voldsomt møde i naturen med de norske fjelde. De indtryk sætter en ny retning og en fysisk kraftfuldhed over hendes motiver, som bliver mere abstrakte. Farveskalaen ændres, penselføringen ændres og formaterne vokser.
På en udstilling i Berlin oplever hun en tilsvarende forvandling, da hun i 1996 ser ældre kunst, som skildrer storslåede rum, arkitekturelementer og figurer. Herfra vokser en ny billedserie frem med spor af indre og ydre rum. I samme epoke vinder Per Kirkeby frem som et af de helt store fyrtårne og tager stikkene hjem.

Kirker til mennesker
Anita Houvenaeghel indbydes i 1998 til at samarbejde med arkitekten MAA Poul Brøgger om restaurering af Brorstrup Kirke, en lille, romansk kvaderstenskirke. En ny altertavle, knæfald, og motiver til prædikestolen, samt farvesætning af bjælkeloft og inventar står hun for, og det giver et helt nyt lærings- og arbejdsfelt.

Elleve kirker er det foreløbigt blevet til af vidt forskellig karakter.

Hun lærer så meget håndværk, at hun i 2002 – knap 60 år gammel – køber en ruin af et husmandssted i Troldemosen og omdanner det til en drøm af en kunstnerbolig med to atelierer, have og urtehave og plads til gæster og foredrag.

Hun udfører bogillustrationer bl.a. til Paul Austers digtsamling for Per Kofods Forlag, og udgiver bogen Naturen og Lyset.

Laksen vender altid tilbage
Efter tolv år i Troldemosen flytter hun til Sjælland igen.

For nylig er en ny værkserie vokset frem, som i et næsten flydende formsprog afspejler Hvilken Verden, hvilken storhed, der er i og omkring os.

– Naturen har lært mig meget om at være menneske, om at være et agerende, skabende individ.
– Jeg var ikke ret gammel, da jeg forstod det, at se tingene i et perspektiv.
– Nysgerrigheden fik jeg i mødet med pælerod og kastanjeblade.
– Jeg lærte at skabe gennem legen.

…..

Læs mere på Wikipedia om Anita Houvenaeghel – her

…..

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 2 / 2024 – februar 2024

…..

Det mellemmenneskelige krystalliseret i ler, stof, bly og ord – Tina Kallehave i Kunstbiblioteket

I Kunstbiblioteket, henne om hjørnet, inderst i kælderen i Nikolajgade 22 i København, gemmer der sig et ret unikt udstillingsrum. Unikt, fordi rummet er det absolut modsatte af blanke, hvide vægflader og parketgulve, som de fleste gallerier tilbyder deres kunstnere. Tværtom har det sjæl og patina, rørføringer og terrazzogulv, som spiller med.

Her præsenterer kunstneren Tina Kallehave en sanselig rejse ind i menneskelige erfaringslag med udstillingen ”Det som var, er” – en installation, et såkaldt ’gesamtkunstverk’ med tre anslag.

Revner og sprækker er titlen på første anslag, Uden hud hedder det næste, og Skrift er titlen på det tredje anslag.

Undervejs
Der er ikke et menneske at se i værkerne, som sådan. Men, det handler alt sammen om os mennesker, og de spor, vi afsætter gennem generationer og gennem relationer.
– Udforsket og transformeret er det blevet gennem kunstnerens langsomme værkstedsproces i værker af to slags ler, hengemt sofabetræk, kondemneret bly – og sarte ord og tanker, nålefiltet mod baggrundsstoffet. 

Når Tina Kallehave går sig en tur i skoven eller ved stranden, så ser hun med sit indre blik på menneskelige relationer i de genstande, hun får taget op i hånden.

– Finder hun en Rombeporfyr, dukker der tanker om segregation og hierarkier frem ved synet af de forskelligartede bjergarter, der ses i den komprimerede, lavaskabte sten.

Undersøgelser af forskellige sten har ledt hende til at arbejde med værkserien Revner og sprækker, hvor hun kombinerer stentøjsler og porcelænsler, der agerer forskelligt i brændingsprocessen, og åbner et netværk af revner i overfladen på skulpturerne.

Ord som uønsket, forkert, overset og under pres dukker op i strømmen af associationer og erindringer. Ikke relateret til det private som sådan, men som erfaringer og fortællinger om levet liv på tværs af tiden og i forskellige samfundsmæssige sammenhænge, hun har et kendskab til.

Indefra og ud

I værkerne Uden Hud har Tina Kallehave kombineret porcelænsafstøbninger af hule barkrør, der minder om benstumper, med plantefarvet uld, monteret på bly fra nedrevne bygninger og skrøbelige papstykker, som ikke tidligere har fundet vej til hendes værktøjskasse.

Værktitlerne viser hen til et forløb med afsøgning af mål og midler: Bestræbelse på at hænge sammen, At finde tilbage, og Hvor er i morgen?

Her er en stor sårbarhed og tydelige kontraster mellem koldt og varmt, brugt og nyt.

På udstillingen her har Tina Kallehave sat ord på og arbejdet med Skrifter på hengemte tekstiler i en nyligt tillært filtemetode, nålefiltning. Med den har hun prentet ord om sorg og længsel og svigt hen over stumper og stykker af et gammelt sofabetræk, som hun har med fra sit barndomshjem.

Et lille værk bærer teksten Sart. På et andet står der Uro, og på et tredje står der Flugtvej.

Sofabetrækket danner også baggrund i værket Revner og sprækker 12 – Nu kommer foråret, hvor noget vælder ud af den hvide porcelænsskal, og sprænger sig vej – som livslyst, måske?

Udstillingens værker danner et eksplorativt perspektiv, som nok udspringer af naturglæde og håndgribelige sansninger, men som har meget mere på hjerte, end blot det programmatiske naturtema, der præsenteres i rigt mål på udstillinger landet over.

Vi er i den mere bevidsthedsudvidende sfære, hvor håndens og åndens parløb fører til erkendelser, frisættelse og en kunstnerisk erfaring, der lejrer sig i det inderste, hos den, der kan se med hjertet.

….

CV: Tina Kallehave, født 1964, bor og arbejder i København. Som etnolog har hun skrevet Ph.D. afhandling om migration og velfærd, og forsket i mellemmenneskelige relationer.
Er kunstnerisk uddannet i tegning og skulptur med arbejdsophold på Statens Værksteder i København og residencies bl.a. på Kirsten Kjærs Museum i Thy.

Underviser på kunstskolerne hos Udrejsecenter Sjælsmark og Center Avnstrup, og har udstillet jævnligt siden 2012. Medlem af BKF og Dansk Billedhugger Samfund.

Læs mere her på http://tinakallehave.dk/cv/

….

Kunstbiblioteket
Nikolajgade 22, København K
Frem til 15. februar

….

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – februar 2024

Klik ind og se en bedre billedgengivelse
….